Humørsvingninger

Cyklister er generelt kendt som trafikanter, der bevæger sig rundt som vinden nu blæser, skider måske højt og flot på færdselsregler, kører på fortov, henover busstoppesteder, ind foran fodgængere uden større hensyntagen og så ellers bliver kaldt for trafikkens rockere. Det rummer vel basalt det man hører, når vinden blæser, regnen falder og pensionisterne mødes i snapseklubben. Det kan give anledning til ganske store humørsvingninger blandt især bilister, og det er ikke et ukendt fænomen, at det er her vejvreden starter.

Derfor er det også superambitiøst, at man begynder at afmærke deciderede venstresvingsbaner for cyklister, som man har gjort i det østlige Aalborg. Er det ikke lidt en rød klud i hovedet på cyklisterne, at de nu skal til at bruge sælige baner til venstresving og ligefrem holde tilbage, hvis der kommer modkørende. Måske, men det er da et forsøg værd, og også et forsøg på at signalere, at der lige præcis her er dårlige oversigtsforhold, og at det vil være smart liiiige at tænke sig om og orientere sig inden svingning.

Anbefalingen om svingbaner findes ikke i nogen vejregel, så dette er et nyt forsøg på at efterligne afmærkningen som vi kender fra vejene og biltrafikken i en form for aptering til cykelstien. Er det en god idé?

Hvad synes du? Kommentarfeltet er til for at blive brugt.

Indifferente bussemænd, smalle Helle og kamikazecyklister

Info til billedet.
Fordi de findes! Operatører og vejmyndigheder, der virker komplet ligeglade med den konflikt, der opstår ved busstoppesteder mellem buspassagerer, der skal af og på ved busstoppesteder, hvor der er anlagt et alt for smalt helleanlæg og hvor cykelstien er indsnævret til under et minimum omkring bushellen. Begge dele er der (sådan nogenlunde og lidt vævende) skarp afstandtagen fra i de danske vejregler, men endnu ikke nået til et stadie, der hedder en bindende bestemmelse, hvilket er ganske uforståeligt, da der sker rigtigt mange ulykker mellem cyklister og fodgængere ved busstoppesteder.
Her i Struer er eksemplet utvetydigt. Bushellen er mindre end minimumsmålet på 1,5 m (helst 2,0 m) og cykelstien er indsnævret til mindre end 1,8 m forbi hellen, hvilket er vejledende minimumsmål. Tilmed er fortovsareal og cykelsti i niveau og placeret foran en overkørsel til parkeringsområdet, så oversigtsproblemer for udkørende biler er eklatante for ikke at nævne de konflikter, der opstår mellem højresvingende biler til parkeringsarealet og cyklister, der er gemt bag en holdende bus. Tør jeg endvidere påpege, at dette ligger på en statsvej. Jeg er før blevet rystet i min grundvold. Her må jeg vitterlig give fortabt. Jeg er næsten tømt for ord.

Shine a light…

Info til billedet
I Hadsten er denne indretning fundet på en sti i eget tracé. Jeg er tilbøjelig til at foreslå en øjeblikkelig ændring af lygtepælenes placering af hensyn til cyklisters førlighed. Der skal blot en sprunget pære til, at denne tur ned ad bakke med god fart på cyklen ender hovedkulds med panden på en belysningsmast.
En belysningsmast placeres naturligvis mindst 0,3 m fra kanten af cykelstien. Sæt igang.