2026 er året, hvor jeg igen fatter blyant, blok, iphonekamera og en umådelig tålmodighed med medtrafikanter og skriver flere gode råd, ingeniørhumor og tager billeder af trafiksituationen i DK på denne blog.
2025 var året, hvor jeg prioriterede forfattergerningen, og det gør jeg stadig, så jeg kan ikke garantere, at der kommer noget fornuftigt på bloggen med jævne mellemrum. Derfor er manifestet 2026 ikke så fast i kødet som tidligere år. Jeg har dog bemærket, at I savner mig. Dels savner I uden tvivl mine sjove ordspil og ingeniøridioti, men også mine indspil til at tolke på vejreglerne og måske endda finde fejl og uoverensstemmelser. For disse fejl og uoverensstemmelser florerer stadig i ny og næ derude og nogle gange må man klaske sig på panden og så sige du gode Gud. Hvorfor har ingen fået øje på det før. Eller måske har man fået øje på det, men ikke gjort noget ved det. Måske har man fået øje på det, gjort noget ved det, men endt et endnu mere umuligt sted.
Det er atter tid til at sætte www.thomasrud.dk og de faglige finurligheder på landkortet og forhåbentlig medvirke til debat, overvejelser, aha-oplevelser og måske endda (man må gerne håbe) opdateringer til forbedring af de danske vejregler.
God læselyst og lad os så komme rigtigt i gang med 2026.