Digitale reklameskilte og trafiksikkerhed

I starten af december 2025 udkom en ny undersøgelse om, hvad der påvirker trafiksikkerheden negativ på vejregelportalen. Med titlen “Digitale reklameskilte og trafiksikkerhed” fangede den straks min opmærksomhed. Fedt, nu er der endelig nyt om disse rædsler, der uden hæmninger opstilles langs veje for at snuppe bilisternes opmærksomhed – kortvarigt, men alligevel utroligt risikabelt under de rette eller måske snarere forkerte omstændigheder.

Så med stor optimisme har jeg downloadet publikationen og læst konklusionen med følgende afsnit:

  • Digitale reklamers konsekvenser for trafiksikkerheden
  • Muligheder for regulering
  • Udbredelse af digitale reklamer
  • Adfærdsstudie
  • Anbefaling

Yay! En anbefaling. Her gengives anbefalingen 1:1:

Vejdirektoratet har tidligere udarbejdet en vejledning, som omhandler hvilke kriterier, som bør indgå i en vurdering i forhold til godkendelse af digitale reklametavler. Ud fra de forskellige kommuners svar, er der et vist kendskab til vejledningen.
For at udbrede kendskabet til kriterierne og give dem en større vægt, anbefales det at udarbejde en vejregel, som bygger på anbefalingerne i vejledningen, særligt for at sikre at der sker en ensretning i vejmyndighedernes håndtering af digitale reklamer. Flere kommuner efterlyser klarere retningslinjer og muligheder for at få fjernet skærme med digitale reklamer, som ikke står på vejareal, da det med den nuværende lovgivning kræver indblanding af politiet eller bygge-/planmyndigheden. Det kan understøttes ved at etablere gode processer og retningslinjer for, hvordan man i kommunerne bedst håndterer dette lovgivningskompleks, herunder etablerer gode samarbejder mellem, og fælles processer for, de forskellige ressortområder, som lovgivningen hører ind under. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at arbejde videre med, hvordan digitale reklamer opstillet uden for vejarealet kan håndteres af vejmyndighederne. Det gælder særligt, hvis reklamerne medfører en øget trafiksikkerhedsrisiko for trafikanterne f.eks. på lokaliteter med komplicerede trafiksituationer eller lignende.

Suk.

I bedste fald er dette problemformuleringen for opgaven beskrevet som noget teknisk. Det er ikke en anbefaling. Det er en udskydelse.

I rapporten kan det i øvrigt konkluderes, at adfærdsstudiet ikke kunne anvendes til at sige noget klogt. Igen suk.

I sammenfatningen sker der lidt mere:

Digitale reklametavler frarådes på:

a) komplicerede strækninger med krævende trafikmønster
b) strækninger med mange sideveje
c) strækninger uden faciliteter for lette trafikanter
d) ulykkesbelastede strækninger
e) trængselsbelastede strækninger.

For strækninger, hvor dette delvis er gældende, bør de udelukkende benyttes på
strækninger med lav hastighed.

Skiltene bør ikke placeres:

a) i kryds/rundkørsel/fodgængerfelter og lignende
b) så de nedsætter oversigten
c) tæt på andre skilte og signaler
d) så reklamen ikke er fuldt synlig, eller i en unaturlig synsvinkel.
e) så skiltet er i sikkerhedszonen

Indholdet af reklamerne bør:

a) højst indeholde et budskab
b) bestå af enkle, selvstændige og afsluttede budskaber
c) være fri for komplicerede budskaber
d) ikke opfordre trafikanten til handlinger
e) ikke indeholde budskaber, som giver anledning til stærke følelser
f) ikke vise nyheder
g) ikke indeholde mere end 8 ord/symboler

Angående udformning af tavlerne anbefales det, at:

a) de ikke ligner eller kan forveksles med almindelige færdselstavler
b) skriften er stor, tydelig og letlæselig
c) de ikke blænder eller virker generende for omgivelserne
d) de ikke viser bevægelige billeder
e) reklamerne vises i så lang tid, at man kan nå at læse én reklame per
forbikørsel, og at overgange mellem visninger fades
f) almindeligt forekomne fejlsituationer kan håndteres uden gene for
trafikken (som f.eks. udskiftning af defekte komponenter eller at
skærmen ved fejl har en neutral visning)
g) tavlen i sig ikke er opsigtsvækkende stor.

I bund og grund lægger disse mere konkrete men alligevel stærkt ladede og muligheder for tolkning-anbefalinger ingen farbar sti for at digitale reklameskilte nogensinde kan komme på tale nogen steder. Som i overhovedet ingen steder, der har kommerciel interesse for dem, der skal betale for reklamen.

Hvorfor ikke bare sige at digitale reklamer langs veje, hvor mantraet stadig er og for evigt vil være: Kør bil, når du kører bil, gælder, er stærkt uheldigt og ikke må etableres. Er vi og vejmyndighederne ikke stærke nok i troen og viljen i forhold til mediebureauer og andre reklamefolk, der er født med overtalelsens kunst i blodet? Skal der virkelig kompliceret lovgivning eller anbefalinger til med en masse regler som man kan sige ups til eller lægger op til en vurdering, der kan være politisk ladet og med risiko for politisk pression?

Herfra kommer en soleklar opfordring. Digitale reklamer hører til der hvor læsning, tolkning og handling kan ske, hvor man står stille og man ikke skal tage stilling til andre forhold og slet ikke andre trafikanter og færdselsregler at overholde.

Læs publikationen her: Link

Hvad synes du om digitale reklameskilte? Skal vi lade vores veje oversvømme med andet en vejvand, selvom vi med åbne øjne ved at det potentielt kan påvirke trafiksikkerheden eller skal vi lave en nultolerance, fordi vi burde være det tænkende individ uden kommercielle interesser? Eller skal vi død og pine finde en middelvej, hvor der erfaringsmæssigt kan tolkes på alt efter hvor stærk forvaltningen er?

(Visited 17 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *