Kære følgere og læsere
Dette er bloggens sjette Nytårsaften. Bloggen har set dronningen skiftet ud med en konge, set elbilsmarkedet eksplodere, været på nippet til at blive lukket af en statslig myndighed, der ikke gider høre på gode råd, der ikke er deres egne, set og skrevet om utallige problemstillinger med den danske trafikkultur, når trafikingeniøren bliver lige lovlig frisk med initiativer eller arkitekten får lidt for meget at sige om trafikreguleringen, set dag blive til nat cirka 2.400 gange, hvor teksten til næste måneds blogindlæg typisk bliver skrevet, set bloggens views nærme sig 40.000. Og tak for det. Det er blevet til 485 udgivelser i alt. Dette blogindlæg er således nummer 486 i rækken. Alt fra lange epos om trafikplanlægning, trafiksikkerhed eller tilgængelighed til små billeder fra besigtigelser rundt om i landet under galleri til ingeniørhumor på den lave barre.
I 2020, der var bloggens første Nytårsaften, satte bloggen sig for at give et bud på 10 Nytårsforsæt, 10 mærkelige Nytårsforsæt og trafikingeniørens 10 Nytårsforsæt. Læs evt. blogindlægget igen til ren inspiration her.
I 2021, hvor bloggen anden gang kunne fejre Nytårsaften, blev det ikke til en decideret Nytårsblogtekst, men viden om Den Roterende Hollænder. Hollands koncept til et sikkert rundkørselsdesign som vi i Danmark sikkert kan lære lidt af. Om blogindlægget er en genlæsning værd, kan du vurdere her.
I 2022 var der dømt Hvid røg. I dette års første blogindlæg så jeg mig nødsaget til at fortælle, hvad du som læser kunne forvente af bloggen. Jeg var klar til en blog med kant. En blog, der tog stilling og en blog, der kunne finde ud af at påpege de steder i trafikplanlægningen, hvor det var gået galt – efter forfatteren af bloggens mening. Men også en blog, der talte positivt om det, der var gået galt. Er du til holdning med kant, så skal du måske genlæse 2022s første brandtale på bloggen her.
I 2023 var jeg fortsat i den rille, der hed at finde fejl og mangler i vejreglerne. Dette års første blogindlæg var endnu en observation, som jeg aldrig har fået forklaringen på. Forenkling eller forsimpling. Spørgsmål er, om det var de selvsamme mennesker bag de forfejlede tegninger, der i løbet af året forsøgte at udføre censur på bloggen og få den lukket ned. Det står også hen i det uvisse. Den dag gælder det i hvert fald, at undertegnede ikke kan sætte sine fødder på disse menneskers projektkontor. Her har jeg trådt for meget i spinaten – ifølge deres holdning. Hvis du vil fornøje dig med lidt fejl og mangler i eksempeltegninger til vejvisning, kan du læse om det i 2023s første indlæg her.
I 2024 blev Nytårsaftens dag krydret med et blogindlæg om lort. Ja. Simpelthen. Lort. Året 2024 blev helliget lort. Jeg appellerede til ordentlighed i debatten og i de valg man som offentlig trafikant og toiletbesøgende tager. Hvis du vil læse årets intensioner og måske vurdere om bloggen levede op til egne regler, så læs med her i Det er bare lort.
Men nu skal det handle om fremtiden. 2025 er kommet for at blive – i hvert fald i et år frem. Bloggen hørte i aftes Kongen tale for første gang. Her på bloggen elsker vi Kongen. Med Kongens ord går vi med hovedet løftet ind i 2025.
2025 bliver året, hvor bloggen drosler en smule ned. Baggrunden for den delvise abdikation er, at forfatteren bag bloggen har travlt med at være forfatter i et lidt andet regi. I 2024 grundlagde forfatteren Forlaget Tyr, hvor de første seks udgivelser i genren fiktion blev udgivet. Har du for eksempel læst de to spændingsbøger om Kongeklenodiet, eller hyggekrimien Byfesten. Måske er du stødt på Den Sorte Diamant, men ikke læst bogen. Eller hvis du er til den fantastiske genre, så kan du være stødt på Den 7. Dimension eller De Sorte Magter. Alle bøger er at finde på Forlaget Tyrs hjemmeside her. Forfatteren har derfor voldsomt travlt med at være forlagsejer foruden at skulle udgive yderligere titler i 2025. Indtil videre er der planlagt fire nye styks, der både skal skrives færdig, redigeres, opsættes, planlægges, trykkes og udgives. Det koster en masse fritid. Derfor neddrosles denne blog, så der kun udgives nyt, når der er nyt. Hvornår det bliver, er lidt mere tvivlsomt, men forvent at jeg ikke glemmer jer og ikke glemmer bloggen.
Velkommen 2025 og giv mig gerne en kommentar med på vejen, hvis du har nydt og fornøjet dig med bloggen i 2024, eller de øvrige år. Jeg bliver så glad, når nogen skriver, giver feedback, supplere mine betragtninger eller bare gerne vil sige, at de værdsætter, hvad jeg har fundet og anbefaler eller ligger flade af grin om vittighedsillustrationerne. Et eller andet. Fyr løs.