Nu siger jeg det højt

Okay. Nu siger jeg det højt. Træn dit drengebarn i at rydde op på sit værelse så tidligt som muligt i livet og hold fast, hold ud og vær tålmodig. Eller sørg altid for at dit vejarbejdssjak er ledet af en kvinde. Kom så med alle tilsviningerne og fordomsudskamningerne. Ja, jeg rammer måske et ømt punkt for nogen, mens andre siger selvfølgelig i det skjulte.

Når jeg nu siger det så ligeud som her, så er det naturligvis fyldt med mine fordomme, men er der ikke noget om det, når man ser på hvordan vejarbejde ofte ser ud ude i virkeligheden? Det roder. Det er ikke en naturlov at det skal rode, selvom al omdannelse kan se ud til at rode, når arbejdet pågår. Men der er i hvert fald stor sandsynlighed for at et arbejdsområde roder. Og hvorfor roder det? Er det fordi drengebørn ikke lærer at rydde op på deres eget værelse tidligt i tilværelsen og dermed aldrig lærer det og ikke ser det, og det gør pigebørn, som så vil gøre sig glimrende til at lede et vejarbejde, fordi alt så står sirligt og pertentligt? Næppe, men det da en forklaring som er svær at modsige, kontrollere eller godkende.

Fordi det er så vigtigt for særligt synshandicappede men også os andre, at der er ryddeligt omkring vejarbejde på fortovsarealer og i krydsningspunkter. Det er faktisk så vigtigt, at det kan betyde at synshandicappede må bevæge sig med fare for førligheden, hvis den sædvanlige rute er ændret eller der ligger materiel og flyder. Det kan betyde væsentlig barrierer, trafikulykker og farlige situationer.

Men bare rolig, mænd derude bag det dannebrogsfarvede afmærkningsmateriel. Det kan læres og det er faktisk meget let.

1: Brug kun godkendt afmærkningsmateriel dvs. kegler og tværpinde i træ i to højder (eller hegn, men for gudsskyld ikke minestrimmel medmindre politiet har været forbi fordi der er begået et mord). En træpind til maven og en til stokken.

2: Sørg for at al materiale, dvs. opgravet jord, fliser, værktøj mv. kun forefindes bag afmærkningen i arbejdsområdet. Dvs. også jeres store køretøjer.

3: Løft aldrig sten, grus og jord i grabben hen over fodgænger- og cyklistarealer – så skal fortovet og cykelstien afspærres.

4: Sørg for at der er færdselsarealer omkring arbejdsstedet, og hvis det ikke er muligt at komme omkring arbejdsstedet, så sørg for at der er en alternativ rute.

5: Hvis I blokerer et fodgængerfelt på den ene side af et krydsningspunkt, så skal hele krydsningspunktet midlertidig tages ud af funktion.

6: Vær særlig opmærksom på vejarbejde, der afbryder en særlige taktil ledelinje. Så skal der findes en alternativ rute omkring arbejdsområdet.

7: Hold altid arbejdsstedet under opsyn flere gange om dagen på dage, hvor det blæser, og øg patruljeringen af arbejdsstedet i weekender, hvis stedet er bynært og unge drenge er misundelige på den flotte afmærkning og har rodet. Det er lidt ligesom at besøge sin kammerats værelse, hvor man ved, at man ikke selv skal stå for oprydningen bagefter.  

Det er i min verden betænkeligt at håndbog om Færdselsarealer for alle kun beskæftiger sig med vejarbejde på en halv side. Det bør være obligatorisk viden på kurset for Vejen som arbejdsplads og det bør være certifikationsgivende for at kunne lede et vejarbejde og især certifikationsfratagende, hvis der gentagende gange ikke er ryddeligt ved vejarbejder.

Er det kun mig eller har du også et horn i siden på afmærkningen ved vejarbejder eller nærmere på alt det, der stikker ud? Gode råd modtages gerne i kommentarfeltet, hvis nu den næste vejformand læser med på bloggen.

(Visited 24 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *