Ethvert menneske indeholder et dominerende temperament. Sådan er det også lidt med højresvingsbaner. Eller måske er det blot øjnene, der ser. Men hvis du har købt ind på den præmis, der hedder at jeg har ret, altså at et menneskes temperament kan sammenlignes med en højresvingsbane, så skal jeg forsøge at konkretisere min teori.
Ser du. Vi står med et problem. Et kryds, hvor der er mange højresvingende biler, giver, om ikke kapacitetsproblemer, så i hvert fald en synlig påvirkning af trafikken.
Det sangvinske menneske skynder sig at tage en beslutning og vil gøre noget godt for de mange højresvingende bilister, men måske mere for alle de brokrøve bagved, der vil hurtigt frem, og som er kvikke med et læsebrev i lokalsprøjten i søndagsudgaven, hvor de fleste brokrøve læser med. Vi bygger en optimistisk højresvingsbane,så alle de højresvingende biler kan komme til side, og vi andre kan komme videre og frem.
Det melankolske menneske konstaterer, at der rigtigt nok kan være et problem, der måske og på sigt eller teoretisk kan medføre bagendekollisioner, død og ødelæggelse, men i hvert fald tungsindig trafik, der er drevende, dræbende og langsom. Vi bygger en højresvingsbane, hvis der viser sig problemer. Det gør der som oftest, hvis man kigger efter problemet.
Det koleriske menneske argumenterer heftigt og indtrængende for en hurtig og hektisk løsning, så det umiddelbare problem kan løses med hænderne flagrende, powerpoint-præsentationen på speed og en masse argumenter, der skydes afsted som projektiler fra et automatvåben. Kort fortalt. Vi bygger sgu lortet.
Og så findes der det flegmatiske menneske, der ser tiden an, sindigt og med velovervejede løsninger i et viiiiiildt langsomt tempo. Måske bliver der lavet en højresvingsbane, måske gør der ikke. Det er sådan lidt hvordan vinden blæser den dag, beslutningen skal tages og om landmanden har spredt gylle på markarealer omkring kommunekontoret.
Højresvingsbanen er lidt ligeglad, men ikke desto mindre findes der positive, sangvinske højresvingsbaner, der er anlagt med sigt forbi indkørende biler for biler fra vigelinje på sidevejen og som i øvrigt er rigtigt godt, hvis der er cykelsti langs højresvingsbanen. Den positive højresvingsbane er desuden lang nok så højresvingende biler kan nå at foretage hele decelerationen i banen og indholder en kort kilestrækning, så der ikke opstår en situation, hvor kødannelse tilbagestuver til ligeudsporet.
Den melankolske højresvingsbane er lidt en undskyldning for sig selv. Slidt afmærkning uden den positive attitude med et slips til de ligeudkørende og med en slet skjult ærgrelse over, at de ligeudkørende biler nu kan fræse forbi uden at bilister i ligeudsporet anerkender faren ved, at der kan komme biler ud fra sidevejen, der ikke kan se dem.
Den koleriske højresvingsbane er alt for kort, så det medfører at højresvingende biler nærmest må foretage en hektisk nødopbremsning med armen ud af vinduet i den korte baner med dertil hørende risiko for at bagfrakommende højresvingende febrilsk må undvige og måske foretage en uhensigtsmæssig manøvre ud i ligeudsporet, hvis da ikke den første højresvingende ser problemet og foretager et højfrekvent højresving på hvinende dæk for at komme væk fra den løbske bil bagved.
Den flegmatiske højresvingsbane er aaaaaalt for lang, så bilister nærmest kan neddrosle hastigheden i frigear eller lade motorbremsen klare decelerationen, så selv knallertkørere og til sidst cyklister ooooog måske fodgængere kan nå at følge med. Bilisten kan lægge sig sidelæns i bilen og lade den forskubbede tyngde klare svinget forude med 3-5 km/t.
Så der ser du. Menneskers temperament og højresvingsbaner kan sagtens sammenlignes.
Men nu handler det ikke kun om mit lynkursus i de fire temperamenter, men om hvor mit temperament ligger i forhold til højresvingsbaner, og det er en helt anden sag.
Højresvingsbaner kan naturligvis ikke reddes over en kam, eller hvordan er det nu ordsporget lyder. Der findes mange afarter, der hver har sine fordele og ulemper. Og det er netop sagens kerne. En højresvingsbane har både fordele og ulemper og en masse temperamenter.
For cyklisters sikkerhed i kryds, hvor der er etableret en cykelsti langs vejen er højresvingsbaner til gavn for cyklisters sikkerhed. Især hvor cykelstien er dobbeltrettet. På veje med højre hastigheder gavner en højresvingsbane måske trafiksikkerheden. Dels fordi de højresvingende kommer af vejen og der ikke opstår bagendekollisioner og i den pågældende situation med cyklister, hvor de højresvingende ikke ser sig nødsaget til at foretage en hurtig manøvre for at komme væk fra primærvejen. Og så medfører højresvingsbaner naturligvis en øget fremkommelighed for de ligeudkørende.
Men ser man på en højresvingsbanens ulemper, så er listen faktisk længere. Det er den fordi en højresvingsbane øger krydset størrelse og kompleksitet især for sidevejstrafikanter. En højresvingende kan hæmme oversigten ad primærvejen for sekundærtrafikanter – især i kurvede vejforløb. En højresvingsbane men uden cykelfaciliteter kan give et konfliktpunkt i starten af svingbanen, der tilmed er stærkt problematisk for cyklister trafiksikkerhed, simpelthen fordi de risikerer at blive trængt eller påkørt bagfra. En højresvingsbane medfører ofte at ligeudkørende biler på primærvejen kan øge hastigheden og så er der hele situationen om det øgede asfaltareal i forbindelse med snerydning/glatførebekæmpelse.
Så hvis du står med udfordringen med at håndtere trafiksikkerheden i et kryds og du overvejer fordelene ved et højresvingsspor, så gør dig den tjeneste også at undersøge ulemperne og vurdér om det er pengene værd.
Men det er naturligvis et temperamentsspørgsmål.
Er du til højresvingsbaner, så lad mig endelig høre om dit kærlighedsforhold.
Her er en højresvingsbane med temperamenter, ja måske der er tale om humørsvingninger, for den fremstår på en gang venlig – mest overfor noget på hjul, og samtidig nærmest udspekuleret lumsk overfor dem på gåben.
For at kunne se højresvingsbanen er man nødt til at bruge trylleformularen her: https://skraafoto.dataforsyningen.dk/?orientation=north¢er=524122.6909063951%2C6255881.035221059&item2=2023_82_14_2_0018_00002902&item=2023_82_14_2_0018_00002901
Højresvingsbanen er den, der går fra højre mod venstre i billedet.
Den venlige side af højresvingsbanen er at biler skal have det let. Biler kan derfor det meste af tiden køre frem i det signalregulerede kryds for grøn pil til højre, det endda samtidig med der er grønt for ligeudkørende på primærvejen, som der så flettes med.
Måske det ikke er en skummel hensigt, måske det bare er mangel på omtanke, men højresvingsbanen vil ikke fodgængere det godt. Vil man passere sekundærvejen og dens højresvingsbane over fodgængerfelt, kommende nedefra i billedet, går man uanende ud i en farlig fælde. Når man træder ud i fodgængerfeltet, kigger man over på et fodgængersignal på grønt – naturligvis kunne man måske tilføje. På vej over bliver man måske passeret til venstre af ligeudkørende biler på primærvejen, som det jo så ofte tager sig ud i normale situationer, men dog uden at have bemærket at cyklistsignalet viste rødt. Hvorfor skulle det nu også have en betydning?
Når man kommer til hellen lige før højresvingsbanen, hvor fodgængerfeltet knækker 45 grader, der, hvis man enten er ualmindelig årvågen eller bare svineheldig, opdager man at fodgængersignalet på den anden side af højresvingsbanen viser to røde.
Den skal vi vist lige have en gang til. Altså, ved passagen over fodgængerfeltet har vi to fodgængersignaler, der samlet set viser rødt bag grønt, og det røde signal står forskudt ud til siden og er drejet 45 grader, altså ser man mest – kun grønt. Hvorfor er der så ikke signaleret grønt hele vejen over fodgængerfeltet, jo – fordi der er grøn pil til højre for bilerne i højresvingsbanen!
Det er derfor at cyklistsignalet viser rødt, for ellers ville cyklisterne også køre lige lukt ud i den højresvingende trafik. Men det er måske igen højresvingbanens lunespil, cykler har også hjul, så dem beskytter den dog, men fodgængere, de er godt nok selv ude om det.
Hvis en fodgænger så er lykkedes med at få rigtigt grønt signal hele vejen over krydset, så er der lige en sidste lille udfordring. Cykelstien ved højresvingsbanen er ikke omfattet af signalreguleringen, så en fodgænger der trasker frejdigt fremad på et grønt signal, skal nu håbe på at en ilende cyklist er opmærksom på at holde tilbage foran fodgængerfeltet. Måske er cykelstien ikke en del af højresvingsbanen, men så dog en kumpan, og i ledtog er det arrangeret, at tavlerne med fodgængerfelt er opstillet drejet 90 grader, så de ikke viser cyklisterne at her er et fodgængerfelt, men mere er en slags servicetavler til vejvisning for fodgængerne.
Det er en kompliceret problemstilling for denne udformning er faktisk på mange måder en standard i vejreglerne og anvendt rigtigt mange steder, fordi den er et kompromis mellem større kapacitet for bilerne i krydset og så en forestilling om at trafikanter kan deres færdselsregler og respekterer dem. Alle regler er overholdt, men entydigheden og opmærksomheden mod de rette steder i vejbilledet for trafikanten, er måske ikke så intuitivt som vi kunne ønske os. Det runger hult, når man som trafiksikkerhedsrevisor siger, at der er risiko for at fejllæse krydsets signaler eller overholde afmærkningens betydning i forhold til at trafikanterne jo SKAL overholde reglerne og derfor burde indretningen være sikker. I andre sammenhænge har jeg haft konflikt med politiet, fordi de ikke vil godkende afmærkning, der ikke overholder afmærkningsbekendtgørelsen (af princip), selvom det er bedste løsning under de givne omstændigheder. Det er forståeligt, fordi det er politiet som myndighed, der får røven på komedie hos advokater og måske journalister, hvis der alligevel sker ulykker på et sted, hvor afmærkningen og den geometriske indretning ikke lever op til de godkendte regler. Selvom de er rigide. Hvad er løsningen så? Den bedste trafiksikkerhed fås, hvis man som trafikant selv er bevidst om sin egen sikkerhed. Kør bil, cykel eller gå, når du køre bil, cykler eller går. Træls at få det at vide, men sådan er det og burde det være. Og til slut vil jeg sige, at trafikken er udfordret af sig selv. Jo flere biler, der kører på vejen og som vil frem, jo flere krumspring skal der laves på skrivebordet hos trafikingeniørerne i beregningen af reguleringen for at det hele kan lade sig gøre. Det første, der skrues på for bedre kapacitet, er ofte sikkerhedstiderne og de gåendes og cyklenes trafiksikkerhed. Sad but true.