Deus ex machina

Det virker en smule for deus, at udpege sig selv som en “gud fra maskinen”, eller som en gud sendt fra himlen. Deeeet vil jeg alligevel ikke ophøje mig selv til. Jeg kan godtage den gamle betydning af overskriften: En figur, der hejses ned fra sceneloftet, som om jeg var sendt fra himlen. Jeg kan vel også snart komme i kategorien: Antikkens teater.

Det er desuden oppe i tiden af lade alt hvile på kunstig intelligens (AI), som var den skabt af Gud, og der er snart ikke de udfordringer ved at indsamle viden moduleret af en AI-generator fra det store og voldsomme internet.

Jeg tilbyder i denne måneds blogtekst at lege gud fra maskinen. Din personlige chatbot. Det er blevet til et udpluk af de seneste trafiksikkerhedsnyheder fra det store Internet i den lille andedam, der hedder Danmark.

Kald mig bare RUD.

Frontalkollisioner

HVU har i den seneste tid nørklet med et studie om frontalulykker. Hvorfor de sker, hvem der er involveret, og hvordan de undgås. Alt sammen fine sager.

Konklusionen er (kan jeg tillade mig at indskyde, ikke overraskende) at de sker som følge af 1) Uopmærksomhed, 2) træthed/søvn, 3) Påvirkning og 4) Mistet herredømme.

Jeg har jo mellem linjerne lovet en guddommelig indsigt i dette blogindlæg, så her vil jeg gerne indskyde, at det altid har værdi, at blive bekræftet i det man allerede ved i forvejen. Men alligevel. Jeg kan ikke sige at disciplene hos HVU har opfundet noget nyt, dannet vin af vand eller trådt vande og forblevet tørskoede, men måske har de opfundet den dybe tallerken.

Nuvel. Rapporten er læsevenlig og flot, samt giver en række gode råd.

Ulykker med varebiler

Jeg bliver hos HVU og lader mig inspirere af næstseneste evaluering. Den er således ikke helt ny, men omhandler til gengæld et meget vigtigt emne, nemlig ulykker med varebiler. Varebiler udgør en voldsom stor del af de ulykker, der sker i trafikken. Det er for så vidt ikke noget under, da mange varebiler jo ligesom har deres dagligdag i trafikken. De kører dermed meget og alt andet lige vil det dermed øger risikoen for at blive involveret i en trafikulykke. Men kan der sættes ind mod ulykker med varebiler, så er meget godt kommet af det. På et eller andet plan er det erfarne bilister, der sidder bag rattet og får meget praktisk læring.

Konklusionen på evalueringen er, at 1) uopmærksomhed er den væsentligste ulykkesfaktor, 2) træthed udgør den næsthyppigste årsag, mens 3) høj hastighed spiller kraftigt ind på alvorlighedsgraden af ulykkerne.

Jeg vil ikke spille helt i mit eget evangelium her, men igen må jeg indrømme, at disse konklusioner har stejfet mig, når snakken over frokostbordet er faldet på de mange ulykker med varebiler. Så igen har vi med en undersøgelse at gøre, der ikke er overraskende.

HVU gør dog varebilsførerne en tjeneste ved at opstille en række gode råd.

1) Hav opmærksomheden rettet mod kørslen og foretag dig ikke noget, som kan distrahere heller ikke på lange lige strækninger, hvor trafiksituationen virker enkel og forudsigelig.
2) Betjening af kommunikations- og GPS-systemer under kørslen skal foregå håndfrit og helst helt undgås.
3) Sørg for at være udhvilet og holde pauser. 
4) Overhold hastighedsgrænserne.
5) Brug sikkerhedssele.

Samtidig anbefaler HVU firmaerne til at tage aktion. LAV EN TRAFIKSIKKERHEDSPOLITIK. DET ER JERES ANSVAR!!!

1) Motiver varebilsførerne til sikker kørsel ved løbende dialog om trafiksikkerhed og deres kørselsvaner og oplevelser i trafikken. 
2) Tilrettelæg arbejdet, så der indgår pauser, så tidspres undgås, så lange arbejdsdage og natarbejde så vidt muligt undgås, og så arbejdsrelaterede beskeder ikke gives under kørslen. 
3) Kommunikations- og GPS-systemer i varebilerne skal kunne betjenes håndfrit, og brug gerne systemer, som sikrer mod opkald, beskeder og brug af infotainment, som distraherer under kørslen. 
4) Prioriter sikkerhedsudstyr som avanceret nødbremse/adaptiv fartpilot, linjevogter, bakkamera i varebilerne.
5) Stil krav om trafiksikkerhed i underleverandørers opgaveløsning

Og jeg knuselsker faktisk de øvrige anbefalinger i rapporten:

1) For at tilskynde firmaerne til en trafiksikkerhedsindsats anbefales det blandt andet, at købere af transportopgaver eller håndværkerydelser stiller krav om trafiksikkerhed i opgaveløsningen, at forsikringsselskaber om muligt tilbyder lavere præmie til de firmaer, der gør en indsats for trafiksikkerheden, og at varebilsimportørerne sammensætter attraktive tilbudspakker med moderne sikkerhedsudstyr. 
2) Øget politikontrol af varebilskørsel med fokus på uopmærksomhed og for høj hastighed. Desuden politikontrol af manglende selebrug hos både varebilsførere og trafikanter generelt. 
3) Vejmyndighederne anbefales at overveje lavere hastighedsgrænse på lokaliteter med stor ulykkesrisiko og at gøre en indsats i forhold til oversigten i kryds.

Evaluering af hjelmbrug på cykel og elløbehjul

I den seneste udgave af Trafik&Veje tidsskriftet er der præsenteret en evaluering af brug af hjelm på cykel og ikke mindst på elcykel og elløbehjul.

Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg må have en direkte forbindelse til de højere magter, for konklusionerne er (åh, må jeg sige det…? Ikke overraskende).

Brug af hjelm er steget. Fantastisk. Vi takker alle reklamerne på TV såvel som på ethvert gadehjørne og de forældre og skoler, der insisterer på, at deres børn skal bruge hjelm.

Elcykelejere er mere opmærksomme på trafiksikkerheden end almindelige cyklister. Jah… Kan vi ligefrem konkludere at elcyklister er dem, der har råd, dem der tager stilling til at cykle og derfor også anvender sikkerhedsudstyr, men den “almindelige” studerende og cyklist fra A (uddannelse) til B (café eller lignende) blot ikke har lyst eller ikke har råd eller ikke synes det er fedt at slæbe rundt på en hjelm i byen?

Siden der blev indført påkrævet hjelmbrug, når man kører på elløbehjul er andelen af løbehjulskørere med hjelm steget. Ja, for pokker. Hvem gider ha’ en bøde. MEN… det er stadig et problem med hjelmbrug på lejede elløbehjul. Haha. Okay. Hvem dælen går også lige rundt med en cykelhjelm under armen, når de spontant lejer et elløbehjul fra gaden. Så vi bør gøre en øget indsats mod brug af hjelm, særlig for lejede elløbehjul.

Jeg vil ikke lyde hovskisnovski, men selvfølgelig. Det blev faktisk allerede nævnt i optakten til at give tilladelse til elløbehjul i gadebilledet. Eller nævnt er måske for ydmygt påpeget. Der blev advaret mod dette scenario. Nu står vi her. Har nogen gjort sig den ulejlighed at overveje et kontratræk for at afbøde problemstillingen, fordi vi ved jo hvad der sker, hvis vi igen forbyder noget, som folk allerede har fået tilladelse til (læs: fri på Storebededag).

Evaluering af blogteksten

Nu er denne blogtekst blevet så lang, så jeg hellere må lade guderne hvile og tovværke hejse.

Har du lyst til at supplere, kommentere eller i øvrigt have en holdning, så anbefaler jeg at knæle for enden af sengen hver aften, folde hænderne og hidkalde din gud og bede til guden om, at vi alle bliver klogere en dag. Afslut gerne med ah men… dog. Du kan også bare aflevere en kommentar her i feltet hos mig, din Rud, og så vil jeg tage stilling og lade dig vide, hvor mange ave mariaer, det koster.