Udbryder du ofte midt i din frokostpause: Hjælp, vi er løbet tør for sorte pletter! Så har jeg måske et forslag til dig.
Det er ikke helt uvirkeligt, at kommunernes vejingeniører løber ind i et succesproblem. Problemet er positivt og er at uheldskoncentrationerne, de såkaldte sorte pletter, stort set er bekæmpet. En sort plet er som udgangspunkt en lokalitet enten et kryds eller en 400 m strækning fortløbende, hvor der sker 5 utrafikulykker på 5 år. Men der sker fortsat trafikulykker, blot er de nu spredt bredt ud på vejnettet. Så hvad nu? Hvordan fortsætter bekæmpelsen af trafikulykker, når ulykkerne kan ske såvel her som der?
Det er ikke ualmindeligt, at man som vejingeniør bliver gråhåret af at spekulere over, hvordan man skal fortsætte sin indsats for at reducere antal dræbte og tilskadekomne i det nye, spredte ulykkesscenarium. Men det er faktisk muligt at beholde hårfarven, hvis følgende metode følges. Det er en redningsplan, hvor undertegnede kan komme til undsætning. Metoden bygger på vejinventering, men tilføjer et lokalt aspekt, som gør den relevant for den enkelte kommunes oplevede udfordringer.
Jeg har lånt denne metode af et 9. semester projekt på Aalborg Universitet og et projekt som jeg guidede fremad via pågældende ingeniørstuderendes praktikophold. Metoden er et forsøg på at udarbejde en funktionel metode til fortsat ulykkesbekæmpelse. En metode, der er let anvendelig for den kommunale vejingeniør og inddrager det historiske ulykkesbillede, der gør sig gældende i kommunen.
Der blev undersøgt to eksempler på problematikken. I en kommune var det muligt at finde 507 registrerede trafikulykker i en femårig periode. Ud af disse kunne der sættes ring om 6 sorte pletter på vejkortet. I en anden kommune viste et tilsvarende uheldsudtræk, at der var registreret 209 trafikulykker. Til trods herfor kunne der ikke udpeges én eneste sort plet!
Begge kommuner er nået dertil, at deres store indsats for bedre trafiksikkerhed og sanering af sorte pletter har båret frugt. Men der er stadig et stykke vej til den nationale målsætning. Så hvad nu?
En løsning kan være at gennemføre en uheldsanalyse og vurdere, hvor ulykkerne sker, selvom de er spredt. Fx vil der altid være større risiko for ulykker i skarpe vejkurver, i F-kryds i åbent land, steder, hvor der køres for stærkt, på strækninger med kantstensparkede biler olign.
Fx er kurveulykker forbundet med en stor alvorlighedsgrad, især på gennemfartsveje og fordelingsveje, hvor hastighedsniveauet er højt. Undersøges kurveulykkerne nærmere kan der vise sig generelle uheldssituationer, der skiller sig ud og som kan afhjælpes.
Indsatsen for at undgå kurveulykker skal med denne metode udbredes til samtlige kurver på kommunens vejnet med de samme karakteristika.
Med den påvisning kan der tilmed opstilles en traditionel prioriteret tiltagsliste for at mindske risikoen for trafikulykker i en tilfældig kurve. Det kan være: forvarsling af kurven, baggrundsafmærkning i kurven, rumleriller i vejens midte, forstærket midtlinje, adskillelse af kørespor o.lign. Ved at implementere disse tiltag vil problemet i denne specifikke kurve søges løst.
Desværre spiller tilfældighedsprincippet ofte ind. Næste trafikulykke kan ske hvor som helst i kurver, der ikke helt ligner den udpegede. Derfor bør kommunen vælge at generalisere tiltagene til at omfatte alle kurvelokaliteter fx med en radius under 400 m. Den enkelte kurve viser sig netop ikke som en sort plet i trafiklandskabet, men den lokale erfaring og det historiske uheldsbillede viser, at ”uheldstypen er sort”. Derfor giver det mening at vælge samme type kurver som indsatsområde over hele kommunen.
På samme måde kan andre lokaliteter generalisere og føre til ensartede løsningsforslag, der etableres ved førstkommende lejlighed.
På den måde vil kommunen, langsomt, men sikkert, opbygge et selvforklarende og ensartet vejnet, der må forventes at afspejle sig i en positiv uheldsforebyggelse på lang sigt, og som bygger på den viden som kommunen har om netop sine oplevede uheldstyper.
Metoden som her påvist med vejkurveeksemplet hedder vejinventering. Populært udtrykt, kan vejinventering oversættes til ”en opgørelse over beholdningen af vejkarakteristika”.
Hjørnestenene i den gængse vejinventeringsmetode er egentlig, at se helt bort fra observerede lokale ulykkesforekomster, men i stedet se på, hvor vejenes detaljerede udformning påvirker trafiksikkerheden. Med viden om disse vejkarakteristika, der enten kan give anledning til problemer, eller som kan være forbilleder til efterfølgelse, kan man gennemgå vejnettet systematisk meter for meter, i en søgen efter, hvor massetiltag måske kan reducere uheldsniveauet på lang sigt.
Når vejingeniøren tager udgangspunkt i uheldsanalysen, så startes der med at klarlægge de vejkategorier og vejbeskrivelser, der gør det muligt at gå fra nærundersøgelse af det specifikke ulykkessted, til at genkende lignende ulykkessteder generelt. Og så kan forebyggelsesarbejdet planlægges systematisk.
Har du forsøgt dig med principper for vejinventering og har en form for evaluering af dine forsøg, så giv endelig et kald i kommentarfeltet.