5 tilgængelighedshacks

– For sygt slemme anbefalinger eller mangel på samme

I denne søde Påsketid kan det være på sin plads at tage en lille rundtur i de danske anbefalinger vedrørende tilgængelig indretning og stille spørgsmålet:

Kan dette virkelig være det vi som samfund anbefaler?

Eller bør vi nærmere påpege de sygdomme, der har indfundet sig i anbefalingerne og især i den gængse praksis for tilgængelig indretning og finde en vaccine hurtigst muligt?

Her kommer nogle af mine bud på “anbefalinger”, der nok lige bør have et vådt omslag på panden, en ekstra tanke og måske lede os hen mod en bedre løsning.

1) Opmærksomhedsfelter ved signalregulerede fodgængerfelter ved siden af retningsfelter

Mig bekendt har de færreste kørestolsbrugere fødderne i fliserne og de knoppede fliser (de blå fliser på skitsen) giver større besvær for både kørestolsbrugere og rollatorbrugere at komme forbi. De små hjul hænger simpelthen fast i knopperne og giver derudover en god massage for arm- og numsemuskler.

Jeg stiller mig derfor spørgsmålet: hvad dælen er det for en funktion de fliser tjener, nu hvor retningsfeltet (de røde fliser på skitsen) til de blinde og svagsynede er introduceret?

Den gamle håndbog beskriver formålet, at det er en varsling om, at mennesker, som er blinde eller stærkt svagsynede nærmer sig kørebanen og fodgængerfeltets start. Dvs. feltet intet har med kørestolsbrugere at gøre, men er en forvarsling for synshandicappede. Der er således lagt et irritationsmoment ind for kørestolsbrugere for at advare synshandicappede. Det forekommer mig som en kende overflødigt, hvis der ellers er indlagt et retningsfelt i hele fortovets bredde på tværs af en taktil eller naturlig ledelinje, der kan det samme.

Vil det være helt utænkeligt, at opmærksomhedsfeltet udfases ved signalregulerede fodgængerfelter, hvor der etableres retningsfelter? Det ville klæde det universelle design, synes jeg.

Er dette L-formens død?

2)  Tvunget fodgængertryk ved signalregulerede fodgængerfelter med retningsfelt og fuld kantstenslysning

Det er i mine øjne en god idé kun at give “grøn mand” i signalregulerede fodgængerfelter, hvis der er fodgængere, der har anmeldt deres ankomst. Det kan betyde en del for optimeringen af trafikafviklingen, men også for fodgængeres forståelse og tålmodighed med signalvisningen. Men når der etableres flere og flere retningsfelter og fuld kantstenslysning i signalregulerede kryds med tvunget fodgængertryk til glæde for de synshandicappede, så opstår der det problem, at kørestolsbrugere ikke har en knap ved “deres” side af fodgængerfeltet. Kørestolsbrugere skal svinge forbi retningsfeltet, trykke på knappen og ellers rulle hen til rampen for at komme ned på kørebanen. Det gælder både på fortovet og på eventuelle støtteheller undervejs, der er etableret med fuld kantstenslysning og er særlig slem i fodgængerfelter med kort grøntid.

I håndbogen om Færdselsarealer for alle er der introduceret et supplerende fodgængertryk til kørestolsbrugere på modsatte side af fodgængerfeltet, men det er ikke et krav og dermed blot en ekstraudgift for vejmyndigheden og entreprenøren ved etablering af nye signalregulerede fodgængerfelter. Derfor bliver de supplerende fodgængertryk i vid udstrækning ikke etableret.

Bør det ikke være et krav (en bindende bestemmelse), at hvis der etableres et signalreguleret fodgængerfelt med tvunget fodgængertryk og retningsfelt med fuld kantstenslysning, så skal der etableres supplerende fodgængertryk på fortove og støttepunkter. Det mener jeg. Det er så meget nemmere at overbevise vejmyndigheden om fornuften i sådan et tiltag, hvis det ikke blot er en anbefaling.

Kravet kunne passende indsættes i Afmærkningsbekendtgørelsen ved siden af kravet om kvitteringslys i armaturer til fodgængertryk samt på linje med at der altid skal være retningspil ved et fodgængerfelt med lydgiver.

3) Busstoppesteder med bushelle er den næste på bloggen

Den nyeste håndbog anbefaler at etablere noget der ligner et opmærksomhedsfelt ved bussens udstigningsdør på begge sider af cykelstien ved den lokalt nedsænkede kantsten.

Dette svarer vel til den metode, der anbefales ved ikke-regulerede krydsningspunkter, men her er der direkte noteret, at løsningen ikke egner sig til synshandicappede. Alligevel bruges denne anbefaling ved bustransport, der vel i bund og grund er synshandicappedes eneste mulighed for at komme rundt på egen hånd udover til fods, hvis de da ikke vil pantsætte deres nedlagte bondegård til en taxa. Vi ved, at der sker mange trafikulykker ved busstoppesteder, så her er måske en årsag til mørketallet.

Er det snart på tide at få helt klare vigepligtsregler og et universelt design for busstoppesteder generelt og så lad denne anbefaling gå i den grumme glemmebog?

4) Opmærksomhedsfeltet

Tja. Denne velintegrerede mulighed for at guide synshandicappede er desværre næste element på min liste over anbefalinger, eller mangel på samme. For hvad er opmærksomhedsfeltet og hvad er idéen? Nu gætter jeg kvalificeret, men mon ikke opmærksomhedsfeltet er til for at gøre opmærksom på, at der sker noget, som den synshandicappede skal tage stilling til eller som den synshandicappede kan bruge til at vide, hvor han/hun er på sin vante rute? For eksempel retningsskifte, et reguleret krydsningspunkt eller enden på den særlige taktile ledelinje ved overgangen til en rute, der er udformet som naturlig ledelinje. Korreks mig, hvis jeg er på afveje.

Men! Hvorfor indgår der så ikke en anbefaling, der fortæller direkte, at et opmærksomhedsfelt skal afbryde en taktil ledelinje. Jeg ved godt at dette kan læses “mellem linjerne”, men set ud fra hvordan nogle vejmyndigheder forvalter anbefalingerne, så er den savnet. En ikke afbrudt ledelinje og et opbygget opmærksomhedsfelt omkring er jo til fare for at være intet værd.

Dette er hermed en opfordring til at skrive en lille linje ind i den næste opdatering af håndbogen. Et opmærksomhedsfelt SKAL afbryde den taktile ledelinje eller måske endda afbryde både den taktile ledelinje og den naturlige ledelinje.

5)  Handicapbussen

En umage størrelse på den almindelige parkeringsplads. Men også en størrelse, der indgår i kommunernes norm for indretning og dimensionering af større parkeringsanlæg. De anbefalinger, der p.t. ligger til rådighed for os fagnørder er, at der skal etableres en større p-bås til en bus afhængig af, hvor mange øvrige p-båse, der er på parkeringsanlægget. Dette sker på baggrund af en SBI-anvisning. Størrelsen på p-båsen til en bus er 4,5 x 8 m. Efter sigende udvides den anbefalede størrelse til 4,5 x 9 m. Men det ændrer ikke just på det problem, som jeg ser.

Der anvendes i vid udstrækning denne følgende skitse, der rummer de givne anbefalinger.

Men i praksis, så fungerer denne skitse ikke og det kommer som en stor overraskelse for de fleste, at jeg påpeger dette, når de har gjort sig umage og etableret de anbefalede pladser efter det de kan se på skitsen.

Fordi! I håndbogen om Færdselsarealer for alle omtales båsens størrelse som et brugsareal. Altså et areal, der både bruges til at placere skrumlet af en kassevogn og så muligheden for at komme ud og ind i bussen for kørestolsbrugere. Det er meget prisværdigt. Men skitsen viser at brugsarealet tages fra den gennemkørende vej og dermed giver et mindre manøvreareal for øvrige bilister samt et ulige vejforløb på parkeringsanlægget, hvis handicapbussens bås placeres midt på en strækning – nærmest indgangen eller på vejen videre mod målet. Derudover vil det vel aldrig være en anbefaling, at store busser med begrænsede orienteringsmuligheder bagud skal bakke på et parkeringsareal, hvor der færdes mange fodgængere. Traditionelt bygges der jo ikke fodgængerarealer på parkeringsarealer endnu selvom der er flere fodgængere end biler. Mere om det i blogindlægget “Midtbyens gladiatorarena”.

Anbefalingen i SBI og håndbogen burde vel i stedet være, at brugsarealet til de store busser skal tages fra fortovet som det ses i anbefalingen til kantstensparkering, hvilket samtidig løser problemstillingen med at busserne ikke skal bakke ud fra båsen igen.

Måske en anbefaling til at udfordre skitsen fra SBI og i stedet se på, hvordan handicapbusser placeres bedst på parkeringsanlæg i sin helhed og ikke kun isoleret set ud fra de handicappedes forgodtbefindende.

Se, det synes jeg er gode anbefalinger til ændringer for bedre tilgængelig indretning.

Kunne det samtidig være på sin plads at få lidt frisk luft ind på gangene hos Vejregelgruppen for tilgængelighed, så der ikke blot graves dybere ned i det forkerte hul. Jeg er tilhænger af enkelthed og ikke flere og flere lag på lagkagen, som desværre bliver sværere og sværere at forstå og giver mange individuelle fortolkningsmuligheder til fare for trafiksikkerheden. Se her blogindlægget “Tilgængelig indretning eller snubletrin for normalbesværede”.

Kan du komme på flere problemstillinger, så hit med dine tanker og brug gerne kommentarfeltet, så vil jeg se på sagerne…