En ny sæson på skolevejene er startet. Skoleeleverne forventes at vælte ud på gader og stræder og transportere sig selv til og fra skole. Kampagneskiltene er sat op. Der er “børn på vej”. Men nogle bilister ænser det ikke. De må erfare på ny, og de må bøde. Panikken breder sig. Særligt på skolens ankomstarealer. Utilfredsheden med kommunernes trafiksikkerhedsarbejde på skolevejene blandt forældre eksploderer. Travle forældre halser afsted for at nå aflevering og samtidig at komme på arbejde til tiden. Forældrene oplever, at der kører biler til og fra skole med børn. Andres børn. Afsætningsstederne omkring skolerne bugner med biler og paniske øjne. Det skaber utryghed. Andre cyklende forældre ser kaosset. Tænk hvis deres kære barn blev offer for en tilfældig uopmærksom bilist. De beslutter, at de også hellere må køre deres barn i skole i bil. Kritiske ryster får trafiksikkerhedsmedarbejderne til at gå ned med stress. Nu regner det – hvad så? Den negative spiral, der igen påvirker vores alle sammens skoleveje, slår atter slag med halen. Vi kender det så godt.
Men hvordan får vi dog løst denne gordiske knude. Dette Columbusæg. Kan vi finde tretallets lov. Vi må vel snart evne at tænke ud af boksen, da vi ser samme mønster om og om igen år efter år, uden at de vante greb batter ret meget. I hvert fald ikke synligt, fordi vi har travlt med at se alt det negative.
Jeg prøver at ridse mulighederne, som jeg ser dem, op her.
1: Den planlægningsmæssige mulighed
Det er også den semidyre. For det kræver nok en del ombygninger, hvis det overhovedet er muligt at gennemføre en planlægningsmæssig separering af trafikanttyper. Men det er essensen i forslaget. Dvs. at det forsøges at placere bilstrømmen og dermed afsætningen i bil et andet sted end hvor cyklister, fodgængere og buspassagerer har deres ankomst til skolen. Det kan måske få de utrygge forældre til at genoverveje om de vil køre deres barn. En form for win-win.
Skolens ankomstareal deles i to. Den ene er for biltrafikken og den anden er for de bløde trafikanter. Såre simpelt men naturligvis kræver forslaget nogle særlige muligheder omkring den enkelte skole. Muligheder som kan være svære at fordre.
2: Den kampagnemæssige mulighed
Jeg var lidt inde på det i den indledende brandtale. Nemlig kampagnedelen. Kommunen strør om sig med postere, standere og flyers. Måske uddeles verbale lussinger eller positive italesættelse på forældreintra/Aula. Pas nu på hinanden derude i trafikken. Undgå at bringe dit barn i bil. Sådan er vores ankomstarealer indrettet. Se efter de små i trafikken. Børn på vej. Osv. Bybilledet med farverige plakater harmonerer ikke med ønsket om at sikre opmærksomheden på trafikken. Kør bil, når du kører bil, og lad for guds skyld være med at lade dig distrahere … evt. af plakater. Man bliver helt nervøs bare ved tanken.
Fordi der vil altid være tåber i trafikken, søvnige morgentrafikanter, stressede bilister, vareleverancer, der bare er for sent ude og må skynde sig, den der store lastbil, hvor de blinde vinkler er alt for mange. Det kan kampagner ikke afhjælpe. Det kan selv den mest opmærksomme bilist ikke efterleve dag ud og dag ind på den samme vej til og fra skole. Ruten bliver for velkendt. Man reagerer som man plejer, og forventer ikke at der lige pludselig er to cyklister, der driller hinanden og den ene falder ud på kørebanen, at hjulet punkterer og trækker biler mod højre ud over cykelstien, at solen blænder eller chancerer i et åbent vindue lige som man nærmer sig et fodgængerfelt, at regnen er lidt for tæt og en cyklist alligevel har vovet sig ud og kører med blikket stift rettet mod asfalten, at man tager en chance eller misforstår en anden trafikants adfærd eller hvad pokker, der kan ske.
Der skal så lidt til.
3: De geometriske indretningers mulighed
Vi bygger da bare cykelstier, krydsningspunkter og sætter en masse færdselstavler op. Det hjælper. Måske. Men når ulykken er ude og den der stressede bilist også er ude, så hjælper altså meget lidt.
Der kan postes oceaner af kroner efter at etablere den sikre skolevej for alle eller bare de fleste med cykelstier eller andre kloge kantstensføringer, men ulykkerne sker jo måske ikke der, hvor der er flest, men der hvor den enkelte skoleelev er et uventet inventar på trafikarealet og kan overses. Nyere undersøgelser tyder faktisk på, at der sker flere ulykker, hvor forholdene er sikre og brede og der er en masse gode cykelfaciliteter. Det er et paradoks. Der kan også være småting i vejen. Måske har kantstensflytninger enddog ændret det visuelle indtryk af færdselsarealerne, så de opfattes som alt for trygge. Så glemmer den lette trafikant måske sin pligter med at orientere sig, og bum. Ulykken er sket.
Vi er godt igang med at genopfinde alle vores veje med cykelstier, krydsningsheller, optimerede signalanlæg, opmærksomhedsskabende afmærkning osv. så vi er faktisk meget langt nede ad denne vej. Men er vi på rette vej? Nye elever kommer jo til i denne sæson af skoleåret og ændrer måske på ruterne eller de vante færdselsmønstre. Erfaringerne med trygge forhold vidner om mindre trafiksikkerhed. Det er et uløst problem.
4: Restriktionernes mulighed
Et af de værktøjer, som vel nok er hyppigst anvendt af kommunerne, er restriktioner. Parkeringsrestriktioner, standsningsrestriktioner, indkørselsrestriktioner, ensretninger osv. Men virker de eller er nogle blot ligeglade med de opstillede regler, når deres kære små skal fragtes sikkert til skole, og der i øvrigt ikke er synlige konsekvenser af lovovertrædelserne. Er restriktionerne til at forstå med alle de undtagelser og præciseringer, der trykkes ind på undertavler. Forstår alle bilister en C61-tavle eller en gul kantsten? Bliver alle disse restriktioner ikke bare udvandede og gør situationen foran skolerne endnu mere farlige, når nu en enkelt bilist/forælder ikke følger eller forstår de fælles regler? The social proof er et problem. Altså vi gør bare ligesom alle de andre – og selvom det er ulovligt.
Der kan opsættes skoleblink, etableres fodgængerfelter, bygges bump, indrettes støttepunkter, flyttes kantsten med lommer til afsætning, udarbejdes trafikpolitikker, sendes skolepatruljer på gaden og meget andet.
Med de nye muligheder i færdselsloven forudser jeg desuden en hyppigere brug af restriktioner som lokale hastighedsbegrænsninger omkring skolerne. Selvfølgelig en god mulighed, men er det den rigtige eller bliver den enkelte trafikant, som vi ved kommer til at fortsætte sin vanvidskørsel og modtager bøde uden at kny ikke blot farligere? Er vi som menneske ved at blive immune overfor de stadig flere tavler langs vejene med restriktioner. Selvom de lyser og blinker og fortæller os, at vi kører stærkere end ønsket. Glemmer vi de selvforklarende muligheder?
Jeg vil hellere løbe efter guleroden.
5: Den samarbejdende mulighed
Vi hører om gåbusser, cykelbusser, skolebørnsflåder, initiativrige og overskudsagtive forældre, der fragter mange i ladvogne, samkørsler, taxibusser, kollektive transportmuligheder med enkeltvis opsamling, osv. Det er måske noget snak om det her med ‘safety in numbers’, altså jo flere lette trafikanter, der er på vej, des sikrere kan vi måle at vejene er. Det koster også en del at opretholde, vedligeholde og tilbyde. Hvad med dem? Er det ikke gode løsninger, der kan udbredes til alle skoler og gøre trafikken omkring skolerne mere sikker?
Jeg synes om samarbejde. Nej, jeg elsker faktisk samarbejde. Mere af det tak, men er det nok, når skolen bliver større og større, når man snart ikke kender børnene på gaden mere, når den der initiativrige og overskudsagtige forælder blot er irriterende og vi som forældre fejler i at være overbærende, indlevende, medfølende… ax alt det der empati pjat, som man helst skal prale med at indeholde. Det er altså ikke alle, der kan det.
Så vi er vel ude i følgende: fungerer samarbejdet, så vær glad og tag imod det med kyshånd. Virker det ikke, så skal problemet løses med andre værktøjer.
6: Den undervisende mulighed
Nu går der filantropisk og nok også utopisk selvsving i det her indlæg på bloggen. For selvfølgelig findes denne mulighed. Altså at det er muligt at uddanne samtlige trafikanter i Danmark, men nok primært forældre og fylde dem med information og viden, så de behersker sig og kører ordentligt på skolevejene. Det er en ædel sag at forsøge, men undskyld hvis jeg på forhånd siger, at jeg ikke tror på den. Jeg tror på, at der selvfølgelig kan nås nogen med denne metode, og så er man da også nået lidt af vejen, men batter det noget i det store billede? Lidt måske. Men er indsatsen pengene værd.
Den undervisende mulighed lægger dog meget op til at modtagerne skal være åbne for budskabet og det kræver snilde og mange forskellige vinkler for at nå de fleste, men det bliver nok aldrig alle. Det er ikke alle budskaber, der kan gå viralt eller sætte sig fast på nethinden fra undervisningen til at man er trafikant.
7: Hjemmeundervisnings muligheden
Tja… Nu har vi jo ved selvsyn set, at der sker et drastisk fald i antallet af trafikulykker i de perioder, hvor Danmark har været lukket ned eller delvist nedlukket. Det må dog inspirere til noget? Hvis vi tænker skoledagen anderledes således noget undervisning foregår hjemme for dem, der har muligheden, så nedsættes risikoen vel sagtens og presset tages af skolernes ankomstarealer i spidstimen. For de der ikke har muligheden samles undervisningen i klasserne. Jamen hvad så med fællesskabet, holdånden, de sociale kompetencer mm.? Jo, det er jo bestemt en vinkel, der skal inddrages.
Skal vi ikke blot til at genopfinde landsbyskolen, hvor vi ikke samler en masse børn ét sted? Tør jeg virkelig smide decentralisering som det nye sort ind i denne debat? Tja… hvorfor ikke. Små enheder uden et stort trafikpres. Små enheder, der ligger lokalt, og hvor de fleste elever kan cykle selv. Små enheder, der er tilpasset langt færre elever og ikke den store hob, hvor det enkelte flyvske individ glemmes. Jamen er det ikke en vidunderlig tanke.
Vi genåbner de nedlagte landsbyskoler og flytter lærerne rundt i stedet. Punktum. Problemet er løst.
7: Ud af boksen-muligheden
Fyld selv denne tekst ud i kommentarfeltet. Lad mig høre, hvad du gør dig af tanker. Jeg vil så gerne erfare på ny, når emnet er skoleveje.
Jeg håber virkelig på, at du vil åbne mine og læsernes øjne for nogle af dine vinkler – også selvom vi måske taler gratis rådgivning. Det er jo til gavn for skolebørns trafiksikkerhed. Sådan helt uforpligtende. Jeg kommenterer gerne.
