Spørgsmålet svirer altid i rummet, når man taler om en elefant. Hvordan spiser man egentlig sådan en fætter?
I tilgængelighedsregi er vi slet ikke i tvivl. Man spiser den naturligvis i små bidder.
En elefant vejer rundt regnet seks tons. I hvert fald en afrikansk en af slagsen. De er store på trods af hungersnød og hvad der ellers findes dernede. Det er immervæk en pæn sjat.
En voksen dansker spiser sådan i gennemsnit cirka 48 kg kød om året. Det har jeg fundet et sted på det store Internet. Dvs. hold nu fast. Nu leger jeg lige ingeniør. Vi tilgængelighedsrevisorer synes det er ok at vi holder os igang i 125 år + 18 år, hvorfra vi vel rigtigt regnes som en voksen. Vi spiser løs. Så har vi spist en elefant. Med hud og hår og knogler og stødtænder mv. Hele moletjavsen.
Nu skal dette indlæg ikke forstås som et faktisk forsøg på at fortære en elefant. Der er trods alt nogen, der er vegetarer. Men det er ofte den metafor, der sættes op, når ombygning af gangarealer, krydsningspunkter, signalregulerede kryds, busstoppesteder mv. skal indrettes med øje for tilgængelighed. Etablering af tilgængelige forhold dvs. forhold for personer med et handicap, hvilket fx kan være synstab eller tab af førlighed i ben, er først kommet på banen i løbet af 1990’erne og tog fart efter årtusindeskiftet. Derfor er der også lang vej til, at vi er i mål med at sikre lige adgang for alle i transportsystemet. Også i det perspektiv at alle ingeniører, arkitekter, entreprenører og bygherrer tænker tilgængeligt.
Til formålet med at komme godt videre mod denne ambition, har jeg udviklet en metode, som jeg kalder for tilgængelighedsinspektion.
Ved en inspektion kortlægges og konkretiseres barrierer for tilgængeligheden på eksisterende anlæg. At kortlægge barrierer er ikke sådan bare lige. Forstå mig ret. Som bruger af en rollator eller kørestol, er du ret godt på vej til at kunne identificere, hvor der går skidt med at rulle sig frem og hvor det går godt. Som synshandicappede er trail and error en lidt mere speget sag. For at være en god inspektør skal du besidde evnen til at forestille dig. En forestillingsevne af, hvordan brugerne kan bruge og nok især misbruge arealet og lokaliteten. Det er faktisk derfor altid en utrolig god idé, at få hjælp til at udforme dine færdselsarealer fornuftigt – og gerne af fremtidige brugere. Du kan også få hjælp af en professionel med en metode.
I bund og grund er metoden ganske enkel. Et eksisterende vej- og stianlæg får besøg af en tilgængelighedsrevisor/-inspektør, der inspicerer lokaliteten og her kortlægges alle forhold, der kan medføre en barriere for en person med et synshandicap og/eller en kørestolsbruger. Disse to grupper af mennesker plejer af være de dimensionsgivende for at opnå tilgængelige forhold.
Husk på formlen: Funktionsnedsættelse + barriere = handicap.
Kan funktionsnedsættelsen eller barrieren fjernes, har man ikke et handicap. Det er lettest at gøre noget ved barrieren. Det lyder jo enkelt.
Ved en tilgængelighedsinspektion vil der typisk være fokus på langsgående gangarealer, på kryds herunder særligt regulerede krydspunkter og dermed også signalregulerede krydsningspunkter samt busstoppesteder.
Jeg har i mit virke ofte haft glæde af at kunne graduere risikoen ved en vurderet barriere. Jeg bruger derfor den i trafiksikkerhedsmæssig øjemed velkendte risikomatrice.
I matricen kan risikoen opgøres delvis som en hyppighed og en konsekvens. Det medfører, at den fundne barriere kan rangeres i forhold til alvorlighedsgrad og hvor ofte barrieren vil indtræffe. Det kan bidrage til at beslutningstagerne kan prioritere mellem hvilke stykker af elefanten, der skal spises først.
Principielt kan tilgængelighedsinspektion udføres på alle typer anlægsprojekter, såsom saneringsprojekter, byfornyelse, fortovsrenovering, strækningsombygning, ruteplanlægning for særlige gruppe bl.a. også ældre omkring et alderdomshjem eller som en temagennemgang af eksisterende signalanlæg, overkørsler, busstoppesteder, naturruter mv. Jeg ser sådan set ingen grænser for, hvad en inspektør i disse sammenhænge kan have på tallerknen.
Min idé om en inspektionsprocedure for at skabe tilgængelige forhold for alle skal ses i lyset af, at tiden nok ikke længere er til store planer på en støvet hylde, men meget mere til konkret handling. Vi vil se, hvordan vores skattekroner bedst forvaltes til glæde for alle og især de svage, der har mest brug for hjælp til selvhjælp.
Hemmeligheden er nemlig, at vi på et tidspunkt rammer et tipping point, hvor vi kan fokusere på forebyggelse frem for helbredelse, hvor vi minimerer de byggede barrierer allerede i anlægsfasen og ikke skal råde bod på fortidens synder og manglende viden om tilgængelig indretning.
Lad os derfor alle tænke tilgængelige forhold.
Og således har vi med succes spist og fortæret en elefant på mindre end 125 år. Måske nærmere 18 år.
Kunne du tænke dig at prøve dig frem med denne gourmetret, så står jeg naturligvis fuldstændig til rådighed som kok og beskriver gerne menukortet i detaljer. Find mig under kontakt her på siden.
Velbekomme!
