Et religionsspørgsmål

Buddha var vis. Han sagde mange ganske fornuftige ting, hvis man da læser sig frem til det. Han sagde bl.a. at ‘ægte kærlighed fødes af forståelse’. Han sagde også, at ‘vi er et resultat af vores tanker’ og at ‘tusind lys kan tændes med ét enkelt lys, og lysets levetid vil ikke forkortes herved. Glæde mindskes aldrig ved at blive delt’. Det samme gælder for den sags skyld for viden. Det er derfor at jeg har tænkt mig at glæde jer med endnu et blogindlæg netop for at skabe glæde over vejreglerne og videndele. Denne gang er emnet som antydet et religionsspørgsmål.

Men hvad er religion egentlig.

Religion: Det er endnu et begreb, der er god latin og kommer af religio eller religare. Ordet betyder på romersk “at binde” og henviser til den bindende rituelle og sociale relation mellem mennesker og guder, der muliggør livets og samfundets opretholdelse. Jeg kan godt li’ rom og jeg kan godt li’ samfundets opretholdelse især i den form, der findes i konkrete og præcise vejregler. De binder netop samfundet sammen og skaber nærmest en rituel og spirituel relation mellem mennesker og rådgivere inden for trafikplanlægning. Sådan cirka. Men vejreglerne er ikke biblen. I hvert fald ikke i den forstand som at den blot forkynder én religion. Nu skal jeg passe på, at det ikke blive for højtidelig og slet ikke selvhøjtidelig. Derfor vil jeg påstå, at den historie, der fortælles i vejreglerne, kan tolkes med mange og også splittede tunger uden der går væsentlige skår af reglerne.

Vi bør dog måske ikke sådan lige acceptere, at vores religion, vores vejregler bindes op af forskellige tolkninger, af upræcise fagtermer eller af en verden af arketyper.

Vi kender alle problematikken om, hvorvidt det hedder trafikuheld eller trafikulykker, ik? Hedder det kørespor eller vognbane? Eller for den sags skyld svingbane eller svingspor. Hvad er skilte egentlig? Er det en færdselstavle eller en stander, man sætter en færdselstavle på? Eller blot den samlede betegnelse for færdselstavle+stander? Hedder det stoplinje eller stopstreg? Er en fornuftig kantstenslysning mellem fortov og kørebane 5 eller 6 cm? Er det en punkteret, stiplet eller brudt linje? Skal bredden af en p-bås være resultatet af det manøvreareal, der er til rådighed for at kunne parkere inden for båsen og naturligvis kunne komme ud af båsen igen, eller er båsens bredde afhængig af om parkanten kan komme ind og ud af bilen dvs. kunne åbne dørene mod en nabobil eller en væg? Hvem er MAN? ‘Man’ er anvendt utallige steder i vejreglerne, og jeg aner faktisk og ærligt talt ikke hvem man er, sådan i en generel udgave. Må jeg tolke på det eller er det bare en verden fuld af dårlige skribenter? Må en dobbeltrettet cykelsti være smallere end 2,5 m eller hvorfor er der indført en gummisætning om, at dens bredde ved meget få antal cyklister kan være smallere selvom bredden på 2,5 m er en bindende bestemmelse i daglig tale? Hvorfor er der så overhovedet en cykelsti det pågældende sted, hvis der er meget få cyklister? Er det ikke bare godt nok, at der er en stiforbindelse i modsætning til ingen? Det samme gælder i princippet svingbaner smallere end 2,75 m. Bare der er få store køretøjer, så går det nok. Hvad er få? Hvad med fritliggende fodgængerfelter? Nogen og gamle evalueringer, siger det er skidt. Nyere er ligeglade. Nyeste undersøgelser, der bl.a. indeholder at viden om færdselshandicappedes forhold i trafikken, har thumbs up. Det er da noget rod, når nogen henviser til alt for gamle evalueringer, ik? Hvorfor er der en maksimal længdegradient og en absolut maksimal længdegradient? Hvorfor bruger vi så meget tid på, at beslutte om en E55 byzonetavle skal være på høj eller lav galge, stå lidt uden for byen eller ved bygrænsen, hvor vejens omgivende arealer skifter karakter? Kan vi med så stor skråsikkerhed anbefale afkortet cykelsti fremfor fremført cykelsti, når nu vi kun kender maksimalt 10% af de skete ulykker i et lille udvalg af eksisterende anlæg og drager vores konklusion herudfra? Skal vi blive ved med at finde på nye tiltag, hvis eneste formål og resultat er et forvirre trafikanter og sætte dem i dilemmasituationer, der kan resultere i nedsat hastighed eller bare voldsomme ulykker eller vælge at bygge ensartet, så vi opnår en ensartet og forventet trafikantadfærd?

Jeg kunne faktisk blive ved. Det er nok, når det kommer til stykket, alle sammen forhold i vejreglerne og i den daglige tale, der kommer af religionsspørgsmål. Nogle fageksperter, der selv mener, at de har nok stjerner på skuldrene til at have en mening om emnet, har udtalt sig og fået deres mening accepteret, koste hvad det ville. Bruger måske alle ledige stunder og øjeblikke, når samtale falder på emnet, til at udbrede deres religion. Nogle religioner er opstået i konsensus i små lukkede grupper som en fælles beslutning, et fælles synspunkt for at stå stærkere, ligesom man gjorde på et tidspunkt i fortiden, for at undgå at ende i maven på et rovdyr eller blive irrelevant i overlevelsen for menneskeheden eller klanen. Det betød bare, at det blev en trend at være i en gruppe. Den stærkeste gruppe vil med tiden sejre. Er det også sådan med vejreglerne? Skal vi bare vente på, at de kloge med “den forkerte viden” går tabt i faget og i slaget? Håbe på at de ikke har nået at gøre deres viden gældende i Vejteknisk ordbog inden dette sker, så vi ikke og aldrig slipper af med deres overbevisning?

Det er nok også et religionsspørgsmål.

Inden jeg går i selvsving og undergraver troen, men måske indleder min egen farligere ideologi, så vil jeg komme til sagens kerne. Hvorfor dette blogindlæg er blevet til. Og det er ganske simpelt. Jeg har endnu en observation fra vejreglerne, som ikke er konsistent, og netop dette spørgsmål, er mig bekendt et religionsspørgsmål.

I den seneste opdatering af bekendtgørelse nr. 620 fra 2019 står følgende:

Ved nyanlæg af forsætning af vognbaner skal kantsten være fasede. Den synlige lodrette højde på forsiden af kantstenen må ikke være højere end 5 cm.
Stk. 2. Stk. 1 gælder uden for byzone, samt i byzone, hvor den tilladte hastighed er 40 km/t eller derover.

BEK nr. 620 §12

Denne tekst er at finde i den bekendtgørelse, der har med vejbump og andre hastighedsdæmpende foranstaltninger at gøre. Kapitlet hedder ‘Forsætninger’.

Denne bindende bestemmelse er blevet formuleret ud fra en række køreforsøg, hvor Vejdirektoratet har testet, hvad påkørsel af kantsten har at sige for en personbils og chaufførs mulighed for at undgå at miste herredømmet over sit køretøj og dermed undgå trafikulykker. Køreforsøget blev iværksat fordi der var opstået tvivl om, hvad der sker ved helleanlæg, når en bil påkører kantstenen. Køreforsøget viste faktisk ikke noget. Det sker faktisk intet. Alligevel er den bindende bestemmelse blevet formuleret. Højst sandsynligt ud fra et religionsspørgsmål om, at det må ske noget alligevel. Vi ved ikke hvad, men noget sker og vejreglerne samt bekendtgørelser må for alt i verden ikke anbefale noget som en gang på et tidspunkt leder til en trafikulykke. Verden vil udskamme os og vores regler.

Det er måske derfor at vi stadig kan finde disse anbefalinger i håndbogen om Prioriterede vejkryds i åbent land fra 2017.

Anbefalingen om at især de påkørselsfarlige kantsten i forsætninger omkring helleanlæg og i kanaliseringsanlæg højst må have en kantstenslysning på 5 cm inkl. affasning. Ikke som bekendtgørelsen skriver at de 5 cm er den lodrettet del ud mod køresporet.

Håndbog om Fartdæmpere fra 2013 indeholder stadig denne skitse, der også er i direkte modstrid med den bindende bestemmelse:

Hvorfor er det ikke et krav, at nye bindende bestemmelser indarbejdes hurtigst muligt i vejreglerne?

Er det sådan rigtigt godt, at der ikke er konsensus i vejreglerne? Er det nok at påstå, at det er et religionsspørgsmål om vi vil etablere det ene eller det andet?

Jeg vender tilbage til min indledning. Buddha var en vis mand. Hvis man i hvert fald læser de ord, som han tilskrives at have sagt. ‘Vi er et resultat af vores tanker’, men ‘Ægte kærlighed fødes af forståelse’. Hvis vi skal nære kærlighed for vejreglerne og for de forhold vi bygger, så skal vi forstå dem. Det gør vi ikke ved tvetydighed. Det er ikke et religionsspørgsmål.

Vil du teste min religion, så giv mig et namaste i kommentarfeltet og giv mig en belæring af bibelske dimensioner. Tak.

(Visited 160 times, 1 visits today)

3 meninger om “Et religionsspørgsmål”

  1. Ja den med kantstens- lysning/ opspring/ spejl (kært barn har mange navne) har igennem de sidste 10 år gået imod min “religion” og det glæder mig at bekendtgørelsen kom i 2019. Enmands holdninger som ender med at stå i er utal af vejregler er noget skidt.

    Dobbeltrettede cykelstier i åbent land og deres skillerabat imod vejen. Cirkulære siger rabat på min. 1 m, ved bredde mindre end 1,5 m skal der etableres foranstaltninger til beskyttelse af stitrafikanter, f.eks. Hegn, autoværn eller kantpæle. (Her er virkelig elastik i beskyttelses niveauet.) Ved større veje anbefales 3 m. Jeg har set utal af eksempler på stier langs veje som jeg vil betegne som større, hvor rabat kun er 1 m og ekstra beskyttelse mangler.
    Så hvis det ikke er vigtigt for vejmyndighed og politi, hvorfor har vi så et cirkulære, det ikke bliver håndhævet? Hvordan kan ekstra kantpæle være lige så godt som autoværn. (Ud over prisen altså)?

    1. Hej Else-Marie. Tak for et godt input. Jeg kan jo kun være enig. I forhold til rabat mellem kørebane og en dobbeltrettet cykelsti har jeg også oplevet at beskyttelsesniveauet kan være en kantsten og at en vejmyndigheden kan søge om dispensation hos VD til smallere forhold og lavere beskyttelse samt brug af kantsten blot fordi der ikke var plads nok i profilet til de ønskede elementer. Det er bare noget rod, hvis det betyder noget. Men det betyder, at forholdet til bindende bestemmelser udviskes og der breder sig en tendens til at det er lige meget. Jeg kan i den forbindelse henvise til teorien om “The social proof”. Der skal vi ikke hen, men er dog på vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *