Vi stoler oftest blindt på vejreglerne – eller i hvert fald henholder os til, at hvis det står i vejreglerne, så er det sådan vi bygger. Som jeg tidligere har hejst flaget for, så er vejreglerne bestemt ikke ufejlbarlige. Se bl.a. mere i blogindlægget Eleverede hjerner.
Med dette blogindlæg vil jeg nok en gang guide dig i retningen af en uoverensstemmelse i en håndbog i vejreglerne, som desværre er ret væsentlig for hvordan vejmyndighederne etablere vej- og stianlæg og i dette tilfælde krydsningspunkter for fodgængere. Det erfarer jeg ofte i mine tilgængelighedsrevisioner.
I håndbogen “Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed” står følgende i afsnit 3.3.11 Ikke-reguleret krydsning:
En ikke-reguleret krydsning er en krydsningsmulighed over en vej, hvor fodgængerne har vigepligt. Denne løsning bør kun anvendes som supplement til krydsninger med fodgængerfelt, da den ikke anbefales anvendt af personer der er blinde og svagsynede, som har svært ved at orientere sig om de kørende, som de skal holde tilbage for.
Håndbog “Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed” (afsnit 3.3.11)
Løsningen kan imidlertid målrettes kørestols- og rollatorbrugere og udføres med hele krydsningen i kørebaneniveau. I siden etableres rampe og opmærksomhedsfelt men intet retningsfelt.
Som sådan er dette en rigtig god anbefaling, selvom krydsningspunktet således ikke anbefales for synshandicappede. Det kan jo være et problem eller ej.
Der begynder dog at opstå knas i hvilken anbefaling du som læser skal henholde sig til, hvis du læser videre i håndbogen og falder over ordforklaringen bagerst i håndbogen. Her står nemlig følgende om ikke-reguleret krydsning. Her benævnes denne type krydsning dog som ureguleret overgang.
Ureguleret overgang: En overgang, hvor fodgængertrafikken har vigepligt for den kørende trafik. Markeres ikke med opmærksomhedsfelt.
Håndbog “Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed” (ordforklaring)
Spørgsmålet er hvordan du nu som læser skal forstå, hvordan et ureguleret/ikke-reguleret krydsningspunkt skal indrettes for at synshandicappede måske undtagelsesvist kan benytte krydsningspunktet.
Ved ikke-reguleret krydsning skal du bruge opmærksomhedsfelt og ikke retningsfelt. Ved ureguleret overgang skal du ikke bruge opmærksomhedsfelt, men måske retningsfelt? Det kan jo læses sådan. Det kan også læses, at der slet ikke etableres taktile elementer. Hvorfor skal kørestolsbrugere i det hele taget have en taktil flise ved ikke-reguleret krydsning? Så blogindlægget: Tilgængelig indretning eller snubletrin for normalbesværede. Hvad er forskellen på en ureguleret overgang og en ikke-reguleret krydsning?
Anbefalingerne som angivet er i mine øjne ganske tvetydig og jeg vil så udmærket forstå, hvis der bygges lidt af hvert rundt omkring. Og det er da slet ikke til fordel for tilgængeligheden.
Det er også vanskeligt at se, hvordan det anbefales at synshandicappede skal forstå, hvordan vi forsøger at indrette et krydsningspunkt, så de kan “læse” hensigten og reguleringsformen. I anden håndbog anbefales at etablere hævet krydsflade ved krydsninger mellem sti og vej. Ved denne indretning fjernes den naturlige stopklods/opmærksomhed, der skabes ved en kantstenslysning på mindst 6 centimeter. Kan vi ikke tillade os at anbefale, at en kantstenslysning på 6 centimeter på tværs af gangbanen er at betragte som denne information om, at gangbanen stopper og den videre færdsel omfatter en krydsning af en vej, hvor krydsningen ikke er reguleret til fordel for fodgængeren? Skal der andet til at skabe denne dobbeltkonfekt, som desværre også hersker andre steder i indretningen for synshandicappede?
Hvad med følgende overvejelser for at en synshandicappet kan anvende en ureguleret krydsning:
- Markering af krydsning med minimum 6 cm kantstenslysning. Dvs. følbar med mobilitystok. Evt. en eller anden form for følbar forvarsling.
- Evt. pullerter der markerer krydsningspunktet på stien. Ikke at forstå som at pullerten placeres i midter af stien i skridthøjde, men måske langs kanten af den naturlige eller taktile ledelinje.
- Evt. indsnævring af kørebanen til ét spor med en sidehelle, så krydsningspunktet er så kort som muligt, hvilket kun kan etableres, hvis der er gode oversigtsforhold for biltrafikken og trafikken maksimalt er på 300 biler i spidstimen. Dette nedsætter om ikke andet risikoen ud fra princippet om færre trafikanter og dermed færre konflikter og samtidig synligheden af en krydsende synshandicappet. Stadig ikke optimalt men alligevel en løsning.
Jeg anbefaler stadig: Jo mere enkelt des bedre, idet vi er som fodgængere ganske skrøbelige, når vi blandes med den kørende trafik, og misforståelser i trafikken leder desværre til trafikulykker.
