Så har jeg igen drukket af Mimers brønd og forsøger ikke at blive for uklar og mudret i mine anbefalinger. Yggdrasil står endnu og giver liv til denne blog, mens Ratatosk piler op og ned ad træet for at bringe nyheder til kronen på værket, der om ikke andet ender på as (Thomas).
Jeg er nordbo og er derfor i æoner blevet præget af, at jeg vil sikre høsten, kærligheden og sejren ved at henvende mig til de nordiske guder for at finde styrke. Jeg helliger mig min egen selvopfundne mytologi, og det er den jeg forsøger at italesætte her på bloggen. Forhåbentlig til glæde og glædelig genkendelse hos jer, kære læsere.
Mytologi kommer af det græske ’mythos’, der betyder ’fortælling’ og det er netop det som mytologi kan oversættes til her, hvor jeg udbasunerer mine selvstændige studier om ’religiøse’ og ’heroiske’ fortællinger.
Vi kender vel alle gamle sagn om heltegerninger og at kong Harald Blåtand gjorde danerne til kristne som det står på Jellingestenen. Den tussegamle krønikeskriver Saxo nedskrev Danmarkshistorien, mens en vis Snorri Sturlusons er bagmand til skabelsesmyten i Edda. Alt sammen fortællinger nedfældet med skribentens ordvalg og fantasi.
Nu nærmer vi os nutiden og fortællingens kunst er stadig den dag i dag altafgørende for den stemning, der skabes om historien. Den ene eller den anden synsvinkel. Det er ikke usædvanligt at de skarpe retoriske greb får mest opmærksomhed, og her er der en lang række teknikker. Teknikker, som jeg også bevidst eller ubevidst gør brug af til at understrege min holdning. Dette er for nogen blevet til en ny skabelseshistorie, mens andre ser det som Ruds ragnarok.
Lad mig forsøge her med en vis grad af underholdningsværdi at løfte sløret for lidt af den skabelseshistorie, som jeg kender til inden for faget by- og trafikplanlægning.
Det har altid været sådan, at hvis jeg gerne vil opnå noget, der vil være til min fordel, så kan jeg bruge smiger og positive gloser. Omvendt, hvis jeg virkelig ikke bryder mig om noget, så vil jeg tale om dette noget med negative ord og et nedladende tonefald. Sådan er det stadigvæk, men måske lægger vi ikke altid mærke til disse diskurser. Nogle gange er det dog så tydeligt, at det giver mig et smil på læben, når jeg erkender, at jeg er blevet et offer for sådan en gang ordflæsk fra Særimner, selvom den bagvedliggende tanke om f.eks. en trafikal problemstilling ikke har ændret sig en tøddel.
For nylig var jeg i mit påståelige humør og formulerede mig negativt om utryghed i trafikken. Jeg påstod – synes jeg stadig i mine gode ret – at den nyeste viden om tilbagetrukket kontra fremførte cykelsti i signalregulerede kryds kun viser en positiv effekt på antallet af trafikulykker, fordi cyklister er blevet utrygge ved at færdes der og måske helt undlader stedet pga. denne utryghed. Alt i alt en negativ tankegang og brug af den negative formulering om utryghed. Den købte min samtaletilhører ikke. Cyklisters utryghed var en forkert synsvinkel at sætte på den følelse, der gav en forbedre trafiksikkerhedseffekt. Der var tale om, at cyklister pga. den nye trafikale situation blev mere opmærksom og derfor prioriterede egen sikkerhed først ved at være til stede og agere i samspil og med gensidig hensyntagen til medtrafikanterne.
Tja. Det er jo sikkert også rigtigt, men det ændrer ikke ved, at vi taler om fuldstændig det samme scenario, men sætter forskellige stemninger på begrundelsen for den forbedrede trafiksikkerhed.
Tilbage i 90’erne talte vi alle om at sanere gader og stræder, men da vi pludselig skulle til at sanere bydele og i nogens øjne ghettoområder, blev det for meget. Her trådte gode retorikere ind og reddede faget. I dag taler vi stort set kun om at skabe byfornyelse, men der er reelt tale om sanering af byområder.
Siden 2020 har der været et stort fokus på de fartglade unge mennesker, der bruger en lejet bil eller deres forældres venligt udlånte Mercedes til at komme hurtigt fra A til B for sjov. Da politikerne lugtede stemmer i dem og gøre dem til en holdning, blev de og mange andre almindelige borgere med en forkærlighed for fart og at komme hurtigere frem end gennemsnitsdanskeren omdøbt til vanvidsbilister. Med et kunstgreb ser vi nu alle ned på vanvidsbilisten og et nyt ord er fundet ind i bilernes kabiner, når vi skal udspy vores vejvrede mod medtrafikanter, der overhaler os lidt for friskt.
Inden for tilgængeligheden ved de fleste direkte, eller måske blot i underbevidstheden, at et moderne begreb som ’Shared space’ ikke er supervelegnet til personer med et synshandicap. Men i stedet for at udrydde by- og trafikplanlægningsmantraet som disciplin, så har man opfundet begrebet ’Safe Space’, der i bund og grund blot er et dedikeret areal i siden af et Shared Space areal, hvor personer med et synshandicap kan forsøge at færdes. Hvis jeg skal navngive det område i et Shared Space, der ikke er Safe Space foranlediges jeg så til at sige, at det er et ’Dangerous Space’, hvilket det faktisk også er.
Jeg vil vende tilbage til min samtale om utryghed. Fordi er det sådan, at vi kan nøjes med at italesætte utrygheden med andre begreber som f.eks. øget opmærksomhedsskabende, safe space eller blot ’opfattet trafiksikkerhed’, der ikke har samme negative skær, og på denne måde løse konfliktet med at flere og flere trafikanter oplever trafikken som det den er, nemlig utryg, eller skal vi komme med konkrete forslag til at nedbringe den faktiske følelse af utryghed ved at færdes på den pågældende lokalitet. Og hvordan gør vi så det?
Med denne sproglige eksercits vil jeg opfordre til, at du som læser giver mig lidt viden om tryghedstiltag banket ind med Thors hammer eller blot en smule frejdig kærlighed som tilskyndelse til at fortsætte mine skæve historiefortællinger fra en trafikplanlæggers trosbekendelser. Giv los. Tilbyd en gang Blót i kommentarfeltet. Vær kronhjorten i livstræets grene.