Fremtiden er NU! Eller… måske nærmere nu. Eller ved du hvad? Den kommer hele tiden og derfor er det også nødvendigt hurtigt at lægge en tydelig og god strategi og dernæst plan og så efterkorrigere den løbende. Det handler om kommunikation og er lige noget for den siddende Regering. Første, anden og tredje korrektion er allerede kommet i ly af natten og udviklingen i verden – primært fra lande med kommunistisk styre eller anden diktatur. Korrektioner, der trækker den fremtid vi alle så i perspektivet for lidt siden, til et tidspunkt, der hedder NU! Eller som en eller anden græsrodsbevægelse kunne finde på at sige: Fandeme NU! Fordi verden ændrer sig. I disse uger sker udviklingen tilmed lynhurtigt. Det, vi troede var fremtiden for tre år siden, sker vel rettere 10-15 år hurtigere end forventet. Det er nu vi skal handle hurtigt og korrigere med kirurgisk præcision. Derfor skal vejreglerne omskrives.
Transportminister Trine Bræhmsen har – med støtte fra gode gamle Benny med baggrund i hans senest afsluttede eksamen, nemlig den fra 9. klasse, – formået at skrive følgende 1. april-tale imellem hendes ellers ihærdige valgkampsforberedelser fra et af forsvarets krigsskibe, der på dagen var til rådighed i taxiberedskabet. Og det tilmed i høj bølgegang:
Fremtiden er NU! Hvad vi troede var gældende, da vi overtog regeringskontorerne er ikke længere gældende. Det er den gamle regerings skyld, udtaler min kollega Nicolai Klammen og jeg stoler på ham, fordi han har sagt det. Vi kan ikke længere bruge undskyldninger som, at der muligvis findes olie i Grønlands undergrund. Vi kan ikke længere stole på at få gas eller olie fra Rusland og Puhatin. Derfor må vi nu spare. Vi må fordele. Vi må og skal være kritiske og fordele ressourcerne fornuftigt. Vi kommer til at pålægge mange flere og også ugennemsigtige skatter, momser, afgifter og dummebøder på brug af biler, lastbiler og busser, som vi overhovedet ikke overvejer at trække tilbage. Vi vil heller ikke overveje at ændre på dem, medmindre vi taler udbetaling langt ind i det nye år, hvor Danmarks overskud på BNP alligevel er forvandlet til et enormt underskud. Og det endda uden mulighed for at redde det, medmindre der sker udskiftning til en borgerlig Regering. Vi må i langt højere grad fokusere megasuperkolifantaslistisk meget på mikromobilitet og andre køretøjer, der kører på vedvarende energikilder, naturlige gasser efter et sønderjysk kagebord eller rugbrød. Vi har jo også allerede sagt, at dette er cyklens år, så vi har været dygtige, forudseende, ufatteligt kompetente og utroligt velforberedte, når vi, Regeringen støtter op om det danske samfund og styrker velfærden. Selvom vi dog ikke gider at holde hånden under sygehusene og det personale, der alle er slendrianer og bare skal arbejde hårdere og hurtigere, samtidig med at de er der for den enkelte borger.
Fremtiden er igår! Derfor skal vi handle nu, og da de fleste anvender vejreglerne i deres arbejde med trafik, er det helt elementært, at vejreglerne gennemgribende skal laves om. Det betyder derfor, at alle anbefalinger i vejreglernes 147 håndbøger (eller lignende) skal vurderes i forhold til, hvilket CO2-aftryk anbefalingerne medfører. Klimaaftrykket af anbefalingerne skal vægtes mindst på lige fod eller gerne 9 fod over andre prioriterede fagområder som trafiksikkerhed, fremkommelighed, tilgængelighed mv. Eller måske er det disse emner, der graves 9 fod under? Nuvel. Alle nye vejprojekter i Infrastrukturplanen skrinlægges og pengene kanaliseres i stedet ind i et projekt om opbygning af et større og bedre net af el-løbehjul. Her skal der mindst 500 fuldtids- og statsansatte DJØF’ere til at administrere de regler, det måtte medføre foruden et utal af politibetjente, der skal håndhæve reglen om påkrævet hjelmbrug. Vi har nemlig erfaret at løbehjulsbrugere alligevel ikke gider bruger hjelm, da de fleste el-løbehjul jo kan lejes på gaden. Og dernæst indføres et omfattende roadpricing-system, der som minimum skal dække alle statslige veje og indenfor området af de 15 største danske byer. Det bliver påkrævet, at alle benzin- og dieseldrevne biler udfases senest ved udgangen af 2022, hvilket også vil sige at udbygningen af det store H med knopskydningen bortfalder og alle 2-sporede veje bliver opfræst, så alle kan lære det. Vi neddrosler dermed til det lille h (egen note: spørg lige Benny, hvad pokker det betyder med de H’er). Det resterende motorvejsnet, der nu består af ensporede veje vil få indlagt induktionsspoler, så elbiler kan oplades på vejen.
Fremtiden er ikke længere vores! Vi må og skal i langt højere grad underlægge os statens kontrol ligesom unge ikke må ryge og smage på et glas champagne, når valgbussen er kørt i remisse og S endnu en gang har sejret over fornuften. Nu må I have mig undskyldt, for jeg skal nå at komme med forsvarets skib retur inden det sejler mod Sortehavet, hvor det skal forsvare de europæiske grænser.
Glædelig 1. april..pril…ril…il…l.
Trine Bræhmsen, fungerende transportminister lidt endnu


