Når interne uenigheder kvæler konsensus. Når personlige udfordringer udpiner pointer og gode anbefalinger. Når modvilje mod at se andres synspunkter ødelægger det essentielle for almenvellet. Når DJØF’ere eller for den sags skyld tekniske tegnere får for meget magt og anvender den snæversynet. Når lommeregneren er det eneste virkemiddel til god trafiksikkerhedsviden. Når alternativet er så meget bedre end det nedfældede ord. Når der bare gives plads til forskellige holdninger, men det formidlede ensrettes. Når for mange kokke fordærver maden (der skal være plads til en kendt floskel). Når styringen bliver for demokratisk. Når magtcentrummet ligger under for et internt diktatur. Når demokratiet fordærves af den mest højråbene og påståelige. Når rapkæftethed og syrlighed kombineres. Når rådgivere og personlige assistenter får for meget at sige. Når det bare er tid til at holde mund.
Det er alligevel mange når’er, og derfor vil jeg gerne åbne op for et “hvad nu hvis?” istedet. Fordi “hvad nu hvis” er måske ikke så påståelig, ikke så anklagende, ikke så voldsom, og lægger måske i højere grad op til dialog, debat og fælles forståelse.
I min serie om udfordringer i vejreglerne, har jeg endnu en pointe, der i sin grundessens helt sikkert kan findes i kategorien: religionsspørgsmål. Og hvis du spørger, hvad det betyder, og du ikke er vanlig læser her på siden, så vil jeg henvise til blogindlægget “Et religionsspørgsmål“. Med denne viden i baggagen vil du være bedre rustet til at se min pointe i det lys, som jeg ønsker. Det er måske intimiderende, men prøv for min skyld.
Fordi der jo som bekendt er uoverensstemmelser på tværs af de danske vejregler. Det er måske naturligt. Måske er det forventeligt med så digert et værk. Måske er det uheldigt i forhold til at yde den bedste rådgivning for de håbefulde sjæle, der begiver sig ud i at søge viden i vejreglerne, og forventer at finde ensartede anbefalinger. Det er jo en umulighed at søge viden et sted, for så at få at vide, at samme viden bare anderledes findes et andet sted af samme forfatter.
Denne gang vil jeg slå mit falkeblik ned på den tilbagetrukne stoplinje. Det er en anbefaling, der i min verden er logisk. Det er logisk og et godt trafiksikkerhedsvirkemiddel, at stoplinjen for cyklister ligger 5 meter foran stoplinjen for biler i signalregulerede kryds, hvor der er cykelsti eller cykelbane, fordi det øger muligheden for at bilister kan se en cyklist ved stoplinjen, når der bliver grønt og de skal svinge til højre og dermed krydse cyklisters bane. Det er især logisk, fordi høje køretøjer såsom lastbiler, hvor chaufføren sidder højere og skal kigge skråt ned, kan have udfordringer med at se cyklister, hvis der ikke er denne afstand. Dette er naturligvis set med de briller, at der ikke er lavet signaltekniske spidsfindigheder såsom førgrønt for cyklister eller separat fase for cyklister for at undgå samme situation. Det er samtidig her vigtigt og logisk, at der er anbefalet en så klar og entydig afstand. Det giver tryghed og ensartethed.
Anbefalingen ser således ud på skitseform i håndbogen om Vejkryds i by.
Denne anbefaling er samtidig at finde i den publikation, der hedder “Håndbog, Trafiksikkerhed – Effekter af vejtekniske virkemidler, 2. udgave” eller mere mundret rapport nr. 507.
Selvom sidstnævnte rapport angiver nogle udfordringer med at sikre signifikans for tiltaget, så slår logikken i mine øjne kolbøtter. Med bedre synlighed kan ulykker mellem højresvingende biler og ligeudkørende cyklister fjernes eller i hvert fald minimeres. Denne manglende signifikans kan måske findes i, at ikke alle cyklister holder ved stoplinjen, når signalet skifter til grønt eller skyldes andre distraktorer, der ikke i undersøgelsen af dette er fundet værdige at inkludere. Hvem ved? Dette har jeg jo også beskæftiget mig med i en anden blogtekst. Læs fx “Ugler i mosen“.
Så burde den ged jo være barberet endegyldigt. Eller hvad?
Nej, ikke helt. For ved du hvad? Det er her jeg bliver oprigtigt bedrøvet og min indledende brandtale når sig selv og slutter ring. Nogle har i den håndbog, der hedder “Afmærkning på kørebanen, Tværafmærkning” gjort sig den ulejlighed at være upræcis i sin anbefaling. Her er, hvad denne håndbog ønsker at vise:
I stedet for en afstand på 5 meter mellem stoplinjer, er det pludselig 5 meter i forhold til fodgængerfeltet, hvilket så i praksis betyder, at der kun er 4 meter mellem stoplinjer.
Hvorfor denne uoverensstemmelse? Det er jo fuldstændig overflødigt, at jeg skal sidde her og bruge tid på uoverensstemmelsen. Spild af tid for dig, at du læser dette blogindlæg. Hvorfor? Fortæl mig hvorfor.
Vejreglerne bør udvise ensartethed. Alt andet er i min verden problematisk. De, der har et problem med at give sig på visse punkter for at sikre ensartetheden i vejreglerne, burde finde sig et andet sted at være. Det er min personlige holdning, og da jeg er enehersker og ganske grum diktator her på bloggen, vil jeg nu opfordre til en demokratisk proces i kommentarsporet. Giv dit besyv med på denne problemstilling, der helt sikkert ikke er enestående i mit forsøg på at vise en uoverensstemmelse. Er det helt umuligt at blive enige og vise vores enighed udadtil?
Hvad nu, hvis vi kan blive enige?