Uf. Et blogindlæg om djævlens kantsten. Eller den satans snublekant. Og Guderne skal vide, at jeg har behandlet emnet kantsten endog utroligt meget på denne blog. Her kommer et bud mere.
“Fandens”, kan man nok også og oftest høre, når en fodgænger snubler over kantstenen”. “Det djævelskab”, som min far mange gange har sagt, er også en variant. De færreste siger vel egentlig “Lucifer”, “Beelzebub” eller “Antikrist” om sådan noget som en kantsten. Djævlen kan dog også gå under betegnelsen fristeren, fjenden eller den onde ånd. Kan kantstenen være det? Næppe eller måske? Det afhænger vel af, hvem man spørger. Måske, hvis man er græker, vil man ty til “diabolos“. Sagt med mandighed og udstråling. Det betyder nemlig en bagvasker, eller ordret noget der splitter og sår splid. Det kunne godt være, at vejreglerne om kantstenslysning er skrevet i lyset af en græsk tragedie. Hvem ved? Læs derfor videre og se, hvad jeg har fundet på.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på djævlen i detaljen i planlægningen af kantstenslysninger ud fra perspektivet, at der vel næppe findes en trafik- og vejanlægsingeniør, der ikke er seriøst korsfæstet i hovedet over arbejdsskaden at kigge på kantstenslysninger på deres vej gennem livet.
En klog mand sagde en gang, at:
Til undskyldning for djævlen må vi huske, at vi kun har hørt den ene side af sagen. Gud har skrevet alle bøgerne.
Samuel Butler (engelsk poet og satiriker)
Jeg vil prøve at komme med et alternativ til Guds ord, nemlig hvad der står som anbefalinger i vejreglerne.
Fordi kantstenen er et gode for personer med et synshandicap, og selvfølgelig også et gode i mange andre situationer. Færdes man som blind med en mobilitystok, så er alle niveauspring, der kan følges på ruten med stokken, Guds gave. Følbarheden er god så længe kantstenen har en vis højde. Men hvad er så en rigtig højde?
Når jeg skal planlægge forhold for handicappede, så kigger jeg naturligvis i håndbogen “Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed”. Det er da klart. Med min glorie sat lidt på sned, anbefaler jeg en kantstenslysning på 6 centimeter med korslagte arme. Det gør jeg, fordi der i håndbogens afsnit om Gangbaner og fortove højt og tydeligt står, at kantstenslysningen på et fortov mod cykelsti bør være mindst 6 cm.
Men hov. Fristes jeg over evne til at læse videre, fanger mit hellige øje afsnittet om naturlige ledelinjer. Her tilsiger håndbogens ord med hævede håndflader og et unægteligt vidunderligt klarsyn, at en opadgående kantsten som fx afgrænsning til et plantebed bør være mindst 5 centimeter.
Nu hedder jeg i daglig tale Thomas, og ifølge overtroen (eller undskyld, Biblens beretning om disciplen Thomas – skrevet 3-400 år efter begivenhederne var sket af en vis eller vis Johannes. Læg selv trykket korrekt), var Thomas en tvivler. Han fik tilmed et øgenavn, Didymos (magen til flabethed. Horder af mobbere, de grækere), der betyder tvilling på det der græske sprog. Ifølge troen betyder det blot, at han altid er i to sind. Det er åbenbart et godt billede, at tvivlen altid er troens tvilling. De to – tro og tvivl – følges altid ad. Det vilkår er personificeret ved disciplen Thomas. Ok. Det er trods alt til at håndtere – to varianter. I må få historien om disciplen Thomas en anden gang eller selv igang i det altseende øje, Internettet.
Andet steds i biblen eller dvs. vejreglen om tilgængelighed er kantstenslysningen ved fodgængerfelter i kryds præciseret til 6 centimeter. Tro mig, når jeg siger det. Eller slå selv op på figur 3.19.
Så skulle man jo egentlig tro, at antallet af varianter på troen var et overstået kapitel i beretningen her. Nu har vi jo lært, at en person med et synshandicap elsker niveauforskelle. Hvor kantstenen møder kørebanen, er lysningen 6 centimeter og for at følge en langsgående opadgående kant med mobilitystokken anbefales 5 centimeter. Men næh nej. Tvivlen støder vi på i checklisten i selv samme håndbog under Veje og stier i byområdet, fodgængerarealer, hvor åsynet kan kastes på, at kantstenen mod kørebanen da skal anlægges i intervallet 7-12 centimeter.
Kald mig bare Judas. Men til orientering får jeg ikke penge for at berette dette og jeg har absolut ikke til hensigt at hænge fra galgen på grund af mine opdagelser og tvivl.
Jeg kan jo blot lægge den side af historien som fortalt i håndbogen Færdselsarealer for alle fra mig og starte et nyt kapitel et andet sted. Der er jo andre evangelier at hellige sig som anlægsingeniør.
Lad os prøve håndbogen Tværprofiler i byer. Heri findes andre naglemærker og dybe stik i anbefalingen til kantstenslysning. I afsnittet om kantsten (3.11) står således, at kantstensopspring mod vognbane på fri strækning bør være mindst 7-12 centimeter (uh en genganger – man får helt lyst til at himmelfarte). Endvidere står: Mellem cykelsti og fortov bør kantstensopspring være mindst 5-9 centimeter. Tilmed suppleret med et par fotos, hvor der tydeligvis ikke konsekvent er de angivne lysninger. Ovenikøbet efterfølges teksten af en henvisning til håndbogen Færdselsarealer for alle. Jeg kan jo så foranlediges til at tro, at skribenterne har orienteret sig i denne håndbog.
Jeg føler ikke ligefrem, at jeg med disse oplysninger kan gå på vandet.
Jeg vil undgå at træde mere vande på vejreglernes anbefalinger, men i stedet vende blikket mod en engelsk undersøgelse, der fandt sted i 2009 under titlen: Effective Kerb Heights for Blind and Partially Sighted People.
Heri konkluderes det på baggrund af forsøg med blindes opdagelse af en kantsten, på langs og på tværs i hver retning, at en kantsten bør være mindst 6 centimeter høj. Det giver nemlig en erkendelsesprocent på 100. Det kan vi li’ og ikke alle de kompromisser som får vejreglerne til at sejle.
En anbefalet kantsten ved påkørsel uden større risiko for at miste herredømmet over sit køretøj er 10 centimeter. Behøver vi flere mål end disse? 6-10 centimeter.
Jeg ser frem til at høre din ingeniørfaglige eller djævelske holdning til dette guddommelige emne, kantstenslysning. Lad os få udryddet myterne og tvivlen og stoppet mine evigt tilbagevendende historier om kantsten.
Salig er de, som ikke har set og dog tror
[citat: Jesus til disciplen Thomas ifølge Johannesevangeliet].
