Dine hænder ryster. Hjertet galoperer og tørheden i mundhulen breder sig, så du gnubber dine læber for bare at fremkalde en eller andre form for fugt. Sveden pibler frem på panden og din hals snører sig sammen, så du føler at det er svært at trække vejret. Selvom hjertet banker hårdt føles brystkassen som om der er mindre plads. Faktisk slet ikke plads til noget. Går hjertet i stå nu? Maven rumler, svimmelheden kommer snigende og kvalmen overtager. Du mister kontrollen over dig selv. Det er som om du bevæger dig uden for din egen krop. Du bliver ræd for at miste selvkontrollen, så du griber fat i den nærmeste lygtepæl og holder fast. Der står du og overvejer om dette er din sidste time. Dit sidste minut. De sidste sekunder af dit liv og du ser dine oplevelser i livet passere revue. Din krop føles først brandvarm og efterfølgende dukker kuldegysninger op ud af det blå. Fingerspidserne snurrer og følelsesløsheden breder sig derfra til resten af kroppen. Gisp…
Er du også ramt lige nu af frygt? Angst for at læse videre.
Men prøv så at forestille dig, at du ikke kan finde den der lygtepæl at holde fast i fordi du ikke kan se. Du er svagsynet eller blind, og skal nu bevæge dig over den åbne plads i blindhed. Du må føle dig frem. Lytte. Opfatte signaler i fliserne du går på. Hvor er kantstenen? Hvor er trapperne? Frygt for at du snart rammer en henstillet genstand? Hvor er afgrunden?
Bliver du også helt svedt over denne tanke? Over at skulle bevæge dig henover et stort torv eller en plads, hvor du ikke kan overskue, hvor du skal hen og hvad du møder på din vej med lukkede øjne? Jeg gør.
En fobi er en generel betegnelse for den ting eller situation, som man er angst for. Når man lider af agorafobi, bliver man ramt af angst når man færdes alene fx uden for vante omgivelser, i menneskemængder eller på offentlige steder, fx på gaden eller i forretninger. Nogle forsøger at udholde angsten og kan på den måde lægge låg på lidelsen. Men ofte fører angsten til, at man undgår hverdagsbegivenheder som fx at gå i forretninger eller tage offentlige transportmidler. Lidelsen begrænser altså, hvad man kan foretage sig, og det kan i værste fald ende med, at man ikke går uden for en dør.
Sådan en situation kan vi ikke byde synshandicappede, når vi indretter pladser og torve eller gågadestrøg.
I den nyeste håndbog om Færdselsarealer for alle er afsnittet om Torve og pladser henvist til en lille notits med henvisning fra TIBS (Tilgængelighed for blinde og svagsynede). Anbefalingen her er således at der altid indtænkes taktile ledelinjer og -felter på torve og åbne pladser. Desuden findes en tjekliste for fodgængerområder, der dækker over gågadestrøg og pladser. Her beskrives at det må være nok at etablere naturlige ledelinjer på gågadestrøg.
Et andet koncept er idéen om et safe space. Dette er dog primært i shared space-området. Dvs. indretning af at areal forbeholdt fodgængere i en gade med kørende trafik.
Men som det ses på billederne ovenfor er der slet ikke forståelse for at friholde den taktile ledelinje. Så hvad nytter det?
Anbefalingen må være, at kommunen altid sørger for information til butiksejerne, egne entreprenører og driftspersonale og udarbejder regulativer, der regulerer brugen af fortovene. En tydelig opdeling af fortovet i inventarzone og gangbane vil gøre det lettere for butiksejere og andre at forstå, hvor de må stille deres udstyr, men dette kan ikke stå alene. Det samme gælder parkerede cykler, der generelt udgør et tilgængelighedsproblem. Dette kan også imødegås med information, skiltning og fjernelse af ulovligt parkerede cykler. Jeg vil dog klart anbefale, at planlæggeren af byrummet indtænker denne klare opdeling af zoner i den geometriske indretning. Dvs. så vidt muligt forsøger at indarbejde en bred udligningszone til udstilling og henstillede cykler samt adskille cykelparkering fra den taktile ledelinje, så cykelparkeringen ikke breder sig uhensigtsmæssigt henover ledelinjen.
Lider kommunerne af agorafobi eller har de brug for hjælp til at komme ud til butiskejerne og vejlede dem i den nye gadeindretning? Mangler der et instrument i kommunernes værktøjskasse, der hedder informationsfolder til at forstå de nye taktile elementer i gaderne? Hvordan opnås der bred forståelse for, hvad taktile ledelinjer og opmærksomhedsfelter er? Kom med dit bud i kommentarfeltet, hvis du ikke lider af socialfobi eller præstationsangst. Jeg lover ikke at bide.
Eller synes du generelt at dette blogindlæg er en fo(r)bier?
