Tal hundsk

Jeg har fået hund! Sådan en rigtig lille lækker vaps med en kampvægt på 5 kg, men stadig på vej derop med godt 3,5 kg. I skal da lige se hende.

Åhhh… Er hun ikke sød. Eller undskyld. Det er øjnene, der ser og jeg skal ikke belemre jer for meget med mine synspunkter, selvom det vel er det, jeg gør herinde. Nuvel. Åhhh… Jeg synes, hun er sød og har de smukkeste mandelformede tegnefilmsøjne.

Det er en Bichon Havanais og den er fantastisk livlig, legesyg, velopdragen, spiser godt af den velnærende hundemad og er vild med sunde madvarer som agurk, rød peber og gulerod. Det falder i meget god jord her. Og så er hun udstyret med en utrolig tålmodighed, når hun skal finde sig i, at jeg sidder her på hjemmekontoret og arbejder. Enten med rigtigt arbejde, med bloggen eller med min forfatterhjemmeside og bøger. Selvfølgelig skal hun stimuleres med leg og masser af gåture, men det klarer vi også. Ellers leger hun bare selv med alle sine legesager eller bideben.

Hun hedder Edith. Det blev hun kaldt fra sin fødefamilie, så det var nærliggende at tage det velkendte og gamle danske navn i arv. Så hun hedder Edith og hun kender sit navn. Hun kan til nød give pote, hvis der er godbidder i farvandet og så sitter hun gerne på kommando. Det er godkendt herfra efter fire måneder. Min hænder og fingre er fulde af små bidehuller og sår, og jeg skal til at passe på, hvis hun ikke en dag ufrivilligt amputerer mine to væsentligste redskaber, de to pegefingre. Det arbejder vi stadig på.

Forleden bed hun mig i skulderen, fordi hun faktisk gerne ville være med til at sige et par kloge ord her på bloggen. Hun vil så at sige gerne edithere lidt på bloggen. Hun ønsker, at jeg skal starte formelt og ordentligt, så det ikke blive en kritik, men blot en overvejelser for de respektive tiltalte at tage i tanke. Hendes synspunkter kommer her.

Kære cyklist og løbehjulskører. Vil du ikke nok ringe med din cykelklokke, når du nærmer dig mig bagfra, så jeg og min herre kan høre, at du kommer. Jeg elsker at snuse og så er min opmærksomhed ikke på dig og dit lydløse transportmiddel. Det vil i øvrigt være god pli at gøre til en vane sådan generelt, da det er dig, der kommer med fart og burde have overblikket på din færd.

Kære arkitekt. Vil du ikke nok undgå at lege alt for meget med belægninger, hvor der færdes mennesker og hunde. Jeg ved, hvad en kantsten er, og kan hurtigt lære at den skal jeg kun gå ned fra, hvis min ejer er med. Jeg aner ikke hvad brostensbelægninger, jetbrændte eller huggede er, og hvis de ligger i overkørsler, så suser jeg altså bare over, selvom det er farligt. Derfor bør du vise med alt synlighed, hvordan vigepligten er mellem biler og fodgængere hver gang du overvejer at lave et krydsningspunkt med konflikt mellem biler og mennesker bl.a. med hund.

Kære gartner og vicevært. Min favoritbeskæftigelse er at gå ture og inhalerede det høje græs, snappe efter langstilkede planter og måske en gang i mellem lade vandet eller det der er større i naturlige omgivelser, hvor jeg ved at min herre samler op efter mig. Men jeg savner det høje græs med blomster og bier. Bierne kommer, når der er blomster, så kan vi ikke nok bevare mange flere af de vilde rabatter og græsplæner. Ikke alt det der græsklipning. En tue ved man, hvad er… et potentielt sted for en besked mellem hunde.

Kære ingeniør. Jeg elsker at køre bil, og jeg falder sådan til ro, når motoren brummer og vinden summer i bilens chassis. Og når vi så skal ud af bilen og måske gå tur, så er jeg ellevild. Men her bliver min herre nødt til at tage mig i meget kort snor, fordi vi går direkte på kørebanen blandt andre biler. De kan ikke se mig, da jeg er meget bette. Hvorfor ikke bare lave de fortove, så jeg får en smule mere snor og kan trække vejret frit i halsbåndet? Der er jo trods alt altid flere fodgængere og eventuelt dyr på et parkeringsanlæg end der er biler, så hvorfor ikke have fodgængeren med i tanken, når du projekterer parkeringsanlæg?

God tur derude, snus til et vejtræ og hils gerne på en hund på din vej.