Vi skal i dette blogindlæg op på den store kæde af væren (Great Chain of Being), men vi dropper det 18. århunderedes oplysningstid og i særdeles Alexander Pope og Jean-Jacques Rousseau. Vi ser bort fra, at udtrykket om the missing link opstod for at beskrive den hypotetiske mellemform i den evolutionære række af antropoide forfædre til anatomisk moderne mennesker (hominisering). Vi anerkender ikke, at udtrykket er faldet i unåde hos antropologer, fordi det antyder, at den evolutionære proces er et lineært fænomen, og at former stammer fra hinanden i en kæde. I stedet foretrækker vi sidste fælles forfader, da dette ikke har konnotationen af lineær evolution, da evolution er en forgreningsproces.
Ja, sådan cirka.
Vi vil nu bruge udtrykket, som det ofte bruges af alle, der ikke har læst og studeret præ-darwinistisk evolutionsteori. Udtrykket bruges nemlig ofte i populærvidenskab og i medierne til enhver ny overgangsform. Og selvom vi i mange år har talt om en overgangsform i trafikplanlægningen vedrørende udbredelsen af cykelstinettet, så nærmer vi os nu en situation, hvor det er ikke så uoverskuelig en opgave, som det tidligere har været. Vi kan efterhånden overskue at forbinde de manglende cykelstiforbindelser – også over kommunegrænser. De såkaldte missing links, som kommunernes og fagets kommunikationsorakler så flot kalder det.
Tilbage i januar 2022 udgav KL, Danske Regioner og Region Hovedstaden en publikation, der hedder National kortlægning af cykelinfrastruktur, hvor cyklisme omtales som transportsektorens Kinderæg. Det gør det fordi cyklisme er løsningen på hele tre problemstillinger, som vi ønsker at løse. 1) Klimaudfordringen, 2) Trængselsudfordringen og 3) Sundhedsudfordringen. Jeg vil vurdere, at chokoladen er sundhedsudfordringen, trængsel er spændingen og ikke mindst må klimaudfordringen være legetøjet. Måske du er af en anden holdning, meeeeen det lyder problematisk i sig selv, hvis vi fortsætter med at lege med vores klima.
Nuvel. I publikationen ønskes det at fremskaffe et meget bedre datagrundlag til cykelplanlægningen. Hørt. Det ønskes at lave en fælles referenceramme og begrebstermonologi. Også hørt. Det ønskes at få en samlet viden om, hvor der er cykelfaciliteter. Og så ønskes det at få en viden om cykeltrafikken, så der kan regnes et potentialet for, hvor der bør investeres i ny cykelinfrastruktur, og hvor det dermed kan betale sig at forbinde missing links. Hørt, hørt, hørt.
Den fælles begrebsmodel ser således ud i publikationen:
Jeg vil kort indskyde her, at der således ikke i denne begrebsverden om en sti, anvendes nødløsningen cykelstrimmel (som det ellers anvendes i håndbogen om Tværprofiler i byer) eller anbefales at skubbe cykler ud på en bred kantbane og så kalde det for en stiforbindelse.
Med det forbedrede datagrundlag og forsøget på at kvalificere data og planlæggernes kompetencer, kan vi også i langt højere grad begynde at håbe, at ethvert nyt projekt, der bygges rundt omkring, i en eller anden form kan tage stilling til potentialet i at udbygge cykelfaciliteterne, selvom det enkeltstående projekt ikke under eksisterende forhold har cykelfaciliteter. Det er nemlig sådan, at det er billigere at bygge noget, hvis man allerede er igang med at bygge noget andet. Det er sådan cirka samme princip for cykelplanlægningen som for tilgængelighedsplanlægningen. Sørg for at tænke den store sammenhæng ind, inden du tager det første spadestik.
Det kan så godt være – for at blive i tankegangen om mellemformer og den gradvise sammenhæng i kæder, – at der opstår en masse links derude og man derfor bygger sig til flere missing links, men de bliver kortere og kortere og til sidst er kæden samlet.
Spørgsmålet er dog, om det er farligt. Det kan i min verden godt være farligt at indbyde cyklister til at tage en rute, der ikke er samlet. Dvs. at der opstår strækninger, hvor cyklister skal færdes med biltrafikken fx på større veje over kommunegrænser. En cyklist kan jo ikke gennemskue hele strækningen fra start til mål, men en cykelsti inviterer til at blive brugt. De vil møde links og cykelfacililiteter på deres vej men skal også blande sig med biltrafikken, hvor bilisterne ikke nødvendigvis regner med at møde cyklister på kørebanen. Men er der er en anden vej? Er det muligt at investere så meget i cykelfaciliteter over kommunegrænser langs større veje, så de prioriterede ruter fra start for sammenhængende faciliteter. Selvfølgelig er det det. Men det kræver økonomiske midler og vilje.
Nu vil jeg ikke stå tilbage her og ligne en neandertaler. Hvis du har erfaring med at lave projekter undervejs på en prioriteret cykelrutestrækning, der på et tidspunkt skal forbindes til en samlet cykelrute, så giv gerne dit bidrag i kommentarfeltet. Hvad skal vi være opmærksomme på, når vi bygger links, men forøger antallet af ‘missing links’?