Håndbogen om tilgængelighed, der baserer sig på færdselsarealer for alle og universelt design, anbefaler indretninger ved signalregulerede kryds, der i vid udstrækning tager hensyn til flere og flere forskelligartede trafikantgrupper. Håndbogens principskitser er synlige for hvad bl.a. angår placering af opmærksomhedsfelter og retningsfelter under ideelle forhold. Tit ser de anvendte løsninger mere ud som kludetæpper af belægningstyper, niveauforskelle, standerplaceringer og måder at håndtere de mulige forskelligartede trafikantgrupper. Spørgsmålet er om ønsket om tilgængelig indretning for de få, efterhånden er blevet så kompliceret, at det går ud over de mange og måske endda ud over trafiksikkerheden.
Den todelte kantstenslysning med hhv. en “0” kant og et 6-10 cm kantstensopspring kan for den uopmærksomme være et snubletrin. Det samme kan siges om det sænkede fortov, hvor opmærksomhedsfelter og retningsfelter ikke anlægges i blå og røde fliser, men i samme grå nuancer som den øvrige belægning (dog med ønsket om kontrast).
I signalanlæg med tvunget fodgængertryk spares den trykknapstander til venstre ofte væk, hvorved kørestolsbrugere skal manøvrere på tværs af retningsfelter ved start og eventuelt på midterheller. Det nedsætter rejsehastigheden foruden at være et irritationsmoment.
Så kan man også i mange sammenhænge spørge sig selv om, hvad opmærksomhedsfeltet egentlig tjener af formål? Opmærksomhedsfeltet er jo placeret hvor kørestolsbrugere skal krydse. De svagsynede befinder sig på retningsfeltet. Kørestolsbrugere har ikke fodsålerne i flisen.
Må mantraen for tilgængelig indretning ikke snart være så simpelt som muligt og ikke flere og flere lag fliser, taktile knopper, lyd-, impuls- og lyssignaler? Eller hvad tænker I?
Er det efterhånden et problem for tilgængeligheden for den normale bruger og måske endda et problem for trafiksikkerheden med alle de “signaler”.
