Ugler i mosen

Der er altid den der ene ugle i mosen eller posen eller kurven, der ikke vil opdages, men som smiler snedigt til en. Man ved den er der, selvom ingen gider have med den at gøre og de fleste slår den hen med ordene:

Det er der ikke signifikans for at sige noget om.

Jeg har før i mange sammenhænge forsøgt at gøre opmærksom på problemet. Mange af mine indlæg her på bloggen vidner om mine ihærdige forsøg, men alligevel lader det ikke til, at ordene bliver hørt. Men jeg må understrege endnu en gang, at der er ugler i mosen.

Sagt med andre ord. Når vi tænker trafiksikkerhed, så tænker vi for meget på at finde enten vejtekniske, adfærdsmæssige eller køretøjstekniske forklaringer på, hvorfor der sker trafikulykker. Det er fint og relevant nok. Men. Jeg vil vove den påstand, at der er alt for lidt fokus på omgivelserne. Omgivelsernes indflydelse på trafikulykkers opståen. Hver eneste gang, der laves en statistisk evaluering, videoanalyse af adfærd eller nærvedulykker eller andet, så er fokus stort set udelukkende på:

  1. Data fra historiske trafikulykker – enten de politiregistrerede eller ligefrem suppleret med skadestuedata eller selvrapporterede ulykker eller nærvedulykker. Nogle gange inddrages tilmed utryghed som parameter
  2. Vejgeometriske, afmærkningsmæssige eller signaltekniske fejl eller kendte udfordringer
  3. Adfærdsmæssige problemer såsom manglende opmærksomhed
  4. Eventuelt en vurdering af beplantningens indflydelse, men dette vel mest af alt i forhold til at forklare hvorfor det egentlig gik så galt som det gjorde dvs. skadesgraden.

Nu kommer min pointe.

Hvad sker der i en rundkørsel, hvor tankstationen har hængt farverige bannere ud flankeret langs cykelstien med Magnum is til 25 kr? Et banner der flagrer i vinden. Hvad sker der i signalkrydset, hvor der er sat en “TV-skærm” op på nærliggende husmur, der skifter hvert halve minut med gode råd om svamp, underbukser til mænd og en opfordring til at få nye bryster i den lokale plastikkirurgi? Hvad sker der med strækningerne mod kommercielle mål som fx en lufthavn, hvor der står rullereklamer langs vejen, der opfordrer til at gå amok i de toldfrie varer inden for lufthavnens murer? Hvad sker der sågar i byernes kryds, hvor parkeringspladsen ligger et par meter til højre og bugner af farverige biler, der changerer i solen og som kører ind og ud af båsene i et væk? Osv.

Der sker det, at bilistens visuelle opfattelse af bl.a. medtrafikanter og måske også skiltningen forringes. Bilisten forvirres. Måske underbevidst. Reklamer og farver vælter ind over os, når vi færdes i trafikken. Vi bliver simpelthen bombarderet med sanseindtryk, der skal få også til at handle, bruge penge, komme nærmere, se fordele, skifte vores forsikringer, få en bedre bank, tja alt muligt, mens vi kører bil. Vi skal tilmed bruge 2 sek. mere på at gøre det i mange kryds nu om dage. Det skiltes med et stort gult og sort skilt. De snedige farver, der anvendes i mange reklamer for at tiltrække opmærksomhed og fortælle at der muligvis er gode tilbud i farvandet. Jamen altså.

Jeg er da blevet en sur gammel senioringeniør på det sidste. Men kig dig en gang omkring, når du færdes i trafikken næste gang. Hvor let er det ikke lige at miste opmærksomheden på en cyklist ved et højresving, når der er en tankstation i nærheden også selvom cyklisten kommer i pangfarver. Næsten samme farve som det føromtalte kampagneskilt, mens cyklisten kommer ‘overraskende’ hurtigt nærmere og bevæger sig med vindens hastighed som baggrundsflaget flagrer.

Hvorfor er der endnu ikke gennemført tilbundsgående undersøgelser af disse omgivelser i forbindelse med trafikulykker? Hvorfor forsøger de der sidder med ansvaret for at sikre bedre trafiksikkerhed i kryds, ikke at forbedre synligheden af trafikanterne i krydset ved blot at sikre en rolig og ensartet baggrund fx med beplantning eller rækværk eller bar husmur uden reklamer? Hvorfor?

Lad mig høre om du ligger inde med oplysninger af denne art, der kan gøre mig og os klogere. Lad mig bare høre om dette blogindlæg er en katastrofe og jeg blot skal flette næbet og måske rydde op i mine egne ugler på loftet inden de rotter sig sammen.

Kommentér! Sæt igang.

(Visited 194 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *