Norge. Et underligt land mod nord. Langstrakt, kuperet, grønt, kantet, vådt. Og folket. De er noget for sig selv. Taler med meget mere melodi i stemmen end vi flade danskere. Som Tarzan, der svinger sig i lianerne. Fjeldaberne. Altid med røde kinder og røde snuder samt evigt omvandrende med hjemmestrikkede luffer. De har lært at gå ned i knæ, når der er glat. Ikke som os danskere, der går på stive ben og skøjter rundt. De kører i elbiler. De kører rigtigt meget i elbiler. Gider ikke være med i EU. Altså. De har deres oliepenge og holder sig for sig selv. Men kød. Det vil de gerne købe i Danmark. De tager gladeligt med færgen fra Oslo, det gamle Christiania, til Hirtshals eller Frederikshavn og velfarter til Hjørring eller Aalborg og bunkeindkøber kød. De hamstrer, gør de. Går amok i køledisken. De er et land, der ikke engang kan finde ud af at tale eller skrive på samme måde i hele landet. Man skal ikke længere end til Bergen-området, så kunne man ligeså godt stå i Sydsudan. Men fatter minus. Og så deres veje. Uha. Smalle, kringlede, snoede, fyldt med sne året rundt, men nye. De bygger på livet løs deroppe. Bruger uanede milliarder norske kroner (som jo er meget mindre værd end den stærke danske krone) på at gøre deres land til en asfaltjungle. De skal jo kunne bruge deres elbiler. På de gamle veje skal man virkelig læse en advarselstavle om kurve forude som eksempel, fordi vejen forude kurver sgu og slår næsten krøller på sig selv. Ikke som her i Danmark, hvor man roligt kan holde en hastighed på mindst 80 km/t i de fleste skiltede kurver. Men i Norge, der ryger du fandeme ned ad fjeldsiden, hvis du overser sådan en færdselstavle. Det gælder sikkert også alle de andre tavler. I Norge har de regler. Vejregler. De har deres ‘handboks’. Sådan som vi i Danmark også har. Håndbøger. Og hvis de møder udfordringer med deres linjeføring til en ny motorvej pga. et eller andet enormt fjeld eller lignende, så har de to løsninger. 1) de sprænger lortet i luften eller 2) så laver de bare et ‘fravik’ fra reglerne. Det er megaenkelt at være trafikplanlægger i Norge.
Men de kan noget deroppe.
En af de ting, de kan, det er at sætte en venstresvingsbane på formel, eller måske nærmere graf. For ser du. Mens vi i Danmark skal lave først den ene og snart den anden kapacitetsberegning for bevise, at der er brug for en venstresvingsbane i prioriterede kryds, ja så slår en nordmand bare op i deres graf. Den ser således ud:
Tallene i grafen er for den dimensionsgivende time.
Men kort sagt. Det er dæleme da nemt, og for ikke at sige tidsbesparende og ressourceoptimerende. Er der over 400 indkørende biler i krydset i spidstimen og mindst 20 af disse er venstresvingene, så bum. Venstresvingsbane. Hvorfor er vi danske ikke ligeså smarte?
Nu sidder den kloge professortype sikkert bag skærmen derude et sted og skal være utilfreds eller på kanten af stolen, når han ser noget så nemt. Fordi der er jo altid en hage, når det bliver for nemt og ikke administrativ tung, så man kan prale en smule, når den veludførte kapacitetsberegning er lavet. Er det så en rentabel måde at gøre det på, når tildelingskriteriet for en venstresvingsbane slet ikke har noget med trafiksikkerhed at gøre. Kun indkørende trafik. Måske. Måske ikke. Men det er ligemeget. Ganske ligemeget. Det her er enkelt og let forståelig.
Heja Norge!
Vil du bidrage med et synspunkt på min nyligt genfundne optimisme og positivitet overfor Norge, så skyd endelig løs i kommentarfeltet.