By the way

Rundt om i Danmark ligger der stadig utallige små velfungerende landsbysamfund og luner sig i landskabet. De er der, men du ser dem sikkert ikke så tit, fordi du drøner intetanende forbi på den nærliggende store vej. Det er en by ved vejen. Og det er jo fantastisk for udviklingen, at vi som trafikanter kan komme hurtigt videre og ikke hænge fast i trafikken på de snørklede og irriterende smalle veje, der går gennem landsby efter landsby. Og inde i landsbyen er trafikken væk. Den til tider så utryghedsskabende og farlige trafik er flyttet ud. De skruppelløse BMW-ejere, der førhen kastede deres svinedyre, sortchangerende og tilmed bredfælgende monster rundt om hjørnerne, så hundeluftere, småbørn og ældre med gangstativ måtte kaste sig i grøften for at redde livet, er væk. De ræser ude på den regelrette vejstrækning med nogle ikke så regelrette tanker om, hvorvidt hastighedsgrænsen er bindende eller blot vejledende. Det var i gamle dage, at der herskede kaos i landsbyerne. Og det er langt de fleste helt sikkert tilfredse med, at dette skrækscenarium nu er slut.

Men nu er trafikken som nævnt væk fra landsbyerne, og dermed er beregningsgrundlaget for at etablere rentable trafikale løsninger her, dvs. både trafiksikkerhedsmæssige og tilgængelighedsmæssige løsninger, på de små veje også forduftet. Kommunerne lader vejanlæggene stå og holder dem vel kun nødtørftigt i fornuftig drift. Og det er da ganske forståeligt. Mantraet er stadig “Mest trafiksikkerhed for pengene”. Jeg ved faktisk ikke, hvad mantraet er for tilgængelighed. Bum bum. Måske bare “Færdselsarealer for alle”, men det siger jo mere om et ønske om et uendeligt forbrug af midler for at når det mål dvs. i den modsatte grøft af mest trafiksikkerhed for pengene? Altså nu vil jeg ikke stille mig som dommer over disse to vinkler på to fagområder, men trafiksikkerhedsmantraet er fra det økonomiske perspektiv klart mest tiltalende. Omvendt er mantraet for tilgængelighed på den faglige og forståelsesmæssige front mest … tja… forståelig. Men never the less så er det forståeligt, at de små næsten ubrugte veje ikke ser skyggen af anlægsmidler til at forbedre trafiksikkerheden og trygheden. Også selvom her bor mennesker. Rigtigt levende mennesker. Men de er jo vant til at gå tværmarker, så de klarer sig nok.

Tja… Det var introduktionen til dette blogindlægs intension, der også kunne hedde “Forresten er der en by ved vejen”. For er der en rest af midler, så synes jeg bestemt, at vi ikke skal glemme de muligheder der ligger i, at forbedre både trafiksikkerhed og tilgængelighed i de små landsbyer. For kan man dog gøre noget godt for at de små landsbysamfund føler sig set og delagtiggjort i den finansiering af trafikarealer, som landsbyboerne jo også betaler til via skatten? Jo da. Men vi taler jo nok små penge for at holde det rentabel. Dette blogindlægs mantra er at præsentere en række billige løsningsforslag til forbedring af trafikken, trafiksikkerheden og tilgængeligheden i små landsbysamfund.

Det er velkendt, at der fra tid til anden gennemføres landsbyplaner og landsbyfornyelser. Fx har Real Dania og andre fonde mange gange medfinansieret sådanne projekter og varme zoner. Typisk betyder det, at de sætter en landskabsarkitekt for bordenden, og så får landsbyens belægning et drag over nakken. Granitbelægninger plastres ud over det meste og bruger stort set hele den økonomiske ramme og enkelte fartdæmpende foranstaltninger kastes ind på vejene, hvor der lige er plads, eller hvor det ser pænt ud. Men lært af erfaring fra en arkitekttegnet landsbyfornyelser ti år efter er, at den valgte belægning ikke holder til tung trafik og derfor må plastres til og huludfyldes med asfaltplamager, og de uhensigtsmæssigt placerede sideheller eller andre flotte fartdæmpere er påkørte og fremstår nu ukønne.

Men hvad fungerer så og hvad forbliver pænt? Jeg mener at følgende helt sikkert ikke udtømmende liste rummer de virkemidler, der er billigst, pæneste, mest holdbare og understøtter trafiksikkerhed og tilgængelighed:

• Landsbyens borgere går også tur og rundt til naboer, så etabler kantstensafgrænset fortov og læg fortovsfliserne i to rækker. Dette er enkelt, pænt, holdbart og tilgængeligt for ikke at sige tryghedsskabende for gående, at de kan gå adskilt fra kørebanen. Og så giver det struktur.
• Etabler byporte. Overgangen fra land til by markeres bedst med en fartdæmper. Naturligvis skal byzonetavlen være synlig og nu på høj stander, men farten skal ned. Herefter vil de fleste bilister opleve, at de også kører roligt i landsbyen, selvom de har travlt eller er gennemkørende. Men skal der alligevel placeres en fysisk fartdæmper på lange lige strækninger, der er længere end 250 meter, så benyt bumpet. Det er den mest effektive, den mest holdbare og den kønneste mulighed i længden.
• Brug asfalt og kun asfalt. Alt det der med at bruge særlige fliser mv. Det hører torve og pladser i de større byer til. Brug asfalt.
• Brug beplantning. Til pænt brug men også som visuel fartdæmper og begrønne af landsbygaderne.
• Undgå arealer, der kun fungerer med en masse linjer og termoplast. Det slides af og sandsynligheden for at den genafmærkes hyppigt eller bare ved behov er sådan cirka lig nul.
• Brug zonetavler med fx 30-40 km/t i områder omkring sportsanlæg, skoler, indkøb mv. Husk på, at hvis de er blå, så skal området fremstå med fartdæmpning. Det kan godt blive dyrere end som så.
• Plej de små smutveje rundt i byen. Grusstien til fodboldbanen, asfaltstien rundt om boligkvarteret, gåturen til branddammen. Alt det der gå landsbylivet så smukt.
• Forskøn busstoppestedet. Gør det hyggeligt og rart at være på og afstige fra.
• Indret naturlige steder til børn og unge. Legepladser, skaterbaner, parkourbaner, cykelringe, mountainbikeruter, fitnessområder, pentanquebanen, gå- og løberuter, rulleskøjtehockeybaner. Det er attraktivt for børnefamilier og ældre, og så undgår landsbyen at dø ud, når alderssammensætningen bliver for koncentreret høj. Det er de unge, der driver fornyelser og sociale netværk. Ikke de gamle gubber, selvom pensionisten naturligvis gladeligt give en gratis hånd med i forsamlingshuset eller i sportsklubben.

Det var et par motiverende og gode råd til landsbyfornyelsen. Samtidig bunder dette i billige løsningsforslag og ikke alt det der fisefornemme belægningscirkus, som vil være en arkitekts våben, og som bare ikke fungerer de fleste steder. Indret landsbyen som din dagligstue. En god og solid bundfarve og så kan du altid pynte efter med farverige puder og andet midlertidigt inventar, så det ikke bliver kedeligt og gråt og ingeniøragtigt.

Hvad har du af gode eksempler på gode tiltag, som bør være en del enhver landsbyfornyelse? Sig frem og lad mig lære af dine erfaringer.