Bevidst, børnevenligt og bare bedre for brugeroplevelsen. De 9-10 b’er.
Uddrag fra håndbogen Anlæg for parkering og standsning:
“Ved udformning af parkeringsanlægget bør det dog overvejes, om det er muligt at etablere sikre og tydelige ganglinjer for at reducere konflikter mellem især fodgængere og biler eller på anden vis synliggøre konfliktpunktet eksempelvis mellem udstigende trafikanter og cyklister, hvor cykelstier passerer parkeringsbaner/-lommer.
Behov for bakning på kørearealerne bør desuden undgås, da det erfaringsmæssigt øger risikoen for uheld mellem bl.a. biler og fodgængere, se HVU´ s temaanalyse om fodgængeruheld.
Sikkerhedsmæssigt vil det være en fordel, hvis parkeringsanlægget kan udformes, så bilisterne skal bakke ind i den enkelte parkeringsbås. Det forbedrer bilistens oversigt i forhold til øvrige trafikanter ved udkørsel fra båsen. Eksempelvis kan det være med til at fremme bakning ind i båsen ved at kombinere ensretning med skråparkering”.
Det anbefales således at indrette parkeringsanlæg og parkeringsbåse, så der i overvejende grad bakkes ind i båsen fremfor den mere almindelig og efterhånden intuitive tilgang med forlæns indkøring i båsen og bakning ud fra båsen. Men hvorfor dog det?
Joh…
Den evidensbaserede del af dette spørgsmål er bl.a. besvaret i en opgørelse fra et leasingselskab, hvilket viser at risikoen for en p-skade falder betydeligt, hvis der bakkes ind i båsen. Faktisk viser opgørelsen et fald på 35% i antallet af p-skader.
HVU har desuden, som i beskrevet i håndbogen, analyseret fodgængeruheld, hvor det tydeligt ses, at bakkemanøvre ud fra parkeringsbåse giver anledning til mange ulykker med fodgængere og cyklister.
Det er jo også logik, at man har bedre udsyn ud af forruden end ud af bagruden. Ved at bakke ind i båsen, bakkes der ind i et lukket rum uden trafik, mens der jo omvendt, når der bakkes ud af båsen, bakkes ud i et trafikrum potentielt fyldt med andre trafikanter.
Så er der hele situationen med vejrlig og en varm/kold bil. Når man ankommer til p-anlægget er bilen varm og uden dug, rim eller sne på ruderne og sidespejlende burde være rene og uden trafikfilm. Derfor gode betingelser for at bakke. Hvis man omvendt kommer ud til en kold bil med dug og måske sne på ruderne og sidespejle med vandperler, er udsynet bagud straks mere begrænset og problematisk. Så igen slår logikken kolbøtter.
Andre fordele ved at vende bilen om ved parkering er bl.a. følgende:
- At det giver bedre overblik over vejen, når man skal køre ud i trafikken.
- At børn fra bagsædet automatisk ledes ind på fortovet, frem for ud på vejen.
- At bagagerummet kan håndteres fra fortovet.
Man kan også spørge sig selv om følgende forhold gør sig gældende, så der bliver endnu flere fordele ved at tænke ind i boksen/båsen på en anden måde:
- Mon ikke manøvrearealet er lidt mindre ved at bakke ind i båsen?
- Hvis man bakker ind til kantsten, mon så ikke bilen rager mindre ind over fortovet, og dermed giver færre af de gener som bilers snuder giver på smalle fortove?
- Kan for og imod sådan en indretning være en kønnet diskussion? – Jeg tør næsten ikke sige det, men henvendelser hos en kommune i Danmark, der har etableret mange af disse ændrede p-forhold tyder lidt på det. Av!
- Jeg tror, at det er svært at se på ulykkesdata, da mange af denne type trafikulykker nok går ind under mørketallet (altså ikke indberettes til Politiet pga. lav skade eller lignende).
- Det er nok ikke et trafiksikkerhedstiltag, der revolutionerer statistikkerne for trafikulykker, men måske kan der opnås større tryghed på centrale gader med parkering?
Et par velmenene gode råd til at blive bedre til at bakke for at komme videre ovenpå min påstand om, hvorvidt diskussionen er kønnet:
- Gør det jævnligt. Altså hold det ved lige og øv dig.
- Øv dig når du ikke har travlt og på p-anlæg uden væsentlig trafik, intensitet og med mange tomme pladser.
- Orienter dig. Både i forhold til bagud, når du bakker, men også forud for at se om du rammer andet undervejs i din manøvre.
- Kør langsomt. Det er lettere at styre. Også selvom du er rutineret.
- Kig altid bagud. Det er ikke nok at bruge spejlene, da de ikke viser dig forhindringer eller børn lige bag bilen.
- Invester i en bil med baksensor og -kamera eller automatisk bakkontrol.
Læs også med fornøjelse min beretning “Midtbyens gladiatorarena” i menuen Trafikplanlægning, hvis du gerne vil vide lidt mere om parkering og udfordringerne her ud fra mit begrænsede perspektiv.
Hvis du har input til denne diskussion, så parker endelig en tekst i kommentarfeltet, så vil jeg forsøge at manøvrere videre med synspunktet.
Nu ved jeg ikke om du kender til manøvren 1. bakning med en stor bus, 12 m. lang. 2,55 m bred og 3,5 m. høj, rundt om et hjørne, eller manøvren 2. ligeud bakning ind i en bås med en stor bus, som ved indkørslen ikke holder direkte vinkelret på båsen.
Det har kostet Jobcentret 2 køreprøver nu. Jeg kan simpelthen ikke gøre det godt nok endnu.
Så slog det mig, jeg tror aldrig jeg har haft det som del af pensum til kørekortet taget i 1994. Jeg har i hvertfald aldrig gjort det før. Ved første manøvre endte bussen ovre i venstre side af vejen. Det er umådeligt svært at dosere hvor meget rettet skal til højre, men den gang var det ikke nok. En stor bus’ baghjul er næsten ikke til at få øje på i spejlene, så hvornår går manøvren igang. (Man sidder selv næsten 3 meter foran hjulene). Ved manøvre 2, har man kun sine spejle nærmest til at se nogle kegler i, ja dem kan man se, og så skal rattet rettes op, i guder det er vanskeligt i en kæmpebus. Ja jeg er kvinde, 55 år, måske skal jeg bare tage en tudekiks, glemme at blive flexchauffør, eller komme ind i gamet. Jeg håber at lande en dag, når alt forhåbentligt er lykkes i en mindre bus. Stor bus bliver helt sikkert aldrig mig.
Nej. Du skal bestemt ikke glemme at blive buschauffør fordi du ikke kan bakke, men du skal øve dig, ligesom alle vi andre skal øve os, når vi skal lære at bakke med trailer, bakke med lastbil og bakke med bus. Jeg har aldrig prøvet bus, men jeg har lastbilkørekort og min bedre halvdel forguder mig, fordi jeg kan bakke med stor trailer – altså den man lejer i IKEA og skal køre en masse byg-selv-skabe hjem. Så derfor… spar tudekiksen og glem for en stund alle fordomme. Sæt tungen i mundvigen og øv dig indtil du har lært, hvordan en bus bevæger sig baglæns, hvor du skal kontrastyre og hvordan hjulene og bagenden reagerer. Der er desværre ingen anden vej end at øve sig, øve sig og så øve sig lidt mere, og du skal i hvert fald ikke bevæge dig baglæns, sådan psykologisk ment ;-).
Hej Rud, tak for dit svar.
Jeg dumpede 3. køreprøve i stor bus, nu havde jeg sådan nogenlunde lært at bakke ind i bås og at bakke højre rundt om et hjørne. Ikke helt selvstændigt nok, og der var også et par andre svipsere, fair nok. Det skal jo heller ikke være for let. Nå men, jeg besluttede mig for at der stoppede det for mig. Erhvervsmæssig personbefordring. Havde det været sådan at køreprøverne kunne have været taget lidt oftere i stedet for kun 1 gang hver måned, så havde jeg måske forsøgt igen. Alt det teoretiske var jo forstået/bestået og videreformidlet også til køreprøven. Nå – men havde en meget bedre oplevelse – da jeg satte mig i en bus på 4.500 kg, og med hjulene “rigtigt” monteret. D1 kørekort og erhvervmæssig personbefordring, det går jeg nu efter. Det gik i dag bedre med bakningen, nu skal jeg dreje meget mindre på rattet. Det skal nok komme.