Nye bump på vejen

Er man i sin fritid lige inde og kigge lidt på retsinfo.dk, så har man nok opdaget, at der er kommet en ny bekendtgørelse her henover sommeren. Bekendtgørelsen Vejbump og andre hastighedsdæmpende foranstaltninger har fået nyt nummer. Nemlig nr. 620, og det har den fordi der er sket små men gode ændringer. Nok er overskriften en kende negativ ladet, men det er slet ikke meningen.

Jeg vil meget gerne bruge spalteplads her på bloggen til at give nogle små råd med på vejen, når farten skal dæmpes og bump og forsætninger etableres.

Først og fremmest.

Jf. bekendtgørelsen skal bump etableres, så der er overensstemmelse mellem den skiltede hastighed og udformningen af bumpet.

Dette er ikke en ny tekst, men har stået på sin plads i paragraf 4 længe. Det vil sige, at bumpet bør etableres jf. katalog for typegodkendte bump, medmindre man selv har en rigtig god idé til et bump og får denne type testet og godkendt.

Desværre så høres der af og til på vandrørene, at man ved bedre og laver egne regler for bump, rampelængder og effekter. Men det er faktisk slet ikke lovligt. Nu er det sagt.

På andre vandrør kan der høres, at der næsten per automatik bruges modificerede bumptyper. Måske er det blevet et smart ord at sige, altså at bumpet skal være modificeret. Uden egentlig at vide hvorfor valget er faldet på modificerede bumptyper.

Jeg kan så røbe, at modificering anvendes på veje, hvor der færdes busser i rute eller mange lastbiler. Gør der ikke det, så bør der ikke anvendes modificerede bumptyper. Der kan dog være andre hensyn at tage, men sådan som anbefaling giver et traditionelt bump uden modificering bare en bedre fartdæmpning.

Og så til det sidste og nye punkt i BEK nr. 620. Nemlig affasning af kantsten i forsætninger. Smukt emne.

I nyanlæg skal der anvendes affasede kantsten i forsætninger, hvor den lodrettet del af kantstenen ikke må være højere end 5 cm.

Det har mange kommuner sådan set arbejdet med i mange år, men denne regel gælder også rabatkantstenen i forsætninger. Lige netop det ses ofte ikke – heller ikke i nyanlæg.

I vejreglerne kan der findes denne tegning af påkørselsfarlige kantsten i en forsætning.

Rabatkansten vurderes dermed at være farlige, hvor kørebanen forsættes. Det giver god mening. Derfor affases kantstenen også her og sættes ikke højere end 5 cm over kørebanen. Der kan også anvendes svingsten i stedet for affasede kantsten.

Reglen for affasede kantsten og kantstenshøjde anvendes generelt på veje i åbent land og i byer, hvor den skiltede hastighed er 40 km/t eller derover.

Dette var ugens tørre og nørdede indslag herfra.

(Visited 130 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *