PALET, FES og MOS

Hvem andre end ingeniører elsker bare forkortelser? Så er der nemlig meget få, der overhovedet ved, hvad vi taler om, og det får os til at fremstå kloge, vidende og aldeles værd at spørge til råds. Det burde imponere selv den mest inkarnerede arkitekt. Se bare her, hvad vi efterhånden kan fremtrylle af forkortelser: Forkort din dag.

Nu er der så kommet nye forkortelser til samlingen. PALET, FES og MOS. Er det ikke herligt? Benyt dem med omhu og med respekt, da det nemlig er væsentligt for trafiksikkerheden.

Jeg skal her rebreake, hvad forkortelserne dækker over. Det er nemlig yderst interessent og ny viden i de ellers godt indarbejdede principper for trafiksikkerhed, der bygger på tilfældighedernes spil. Vi har at gøre med ny viden, der kan udrydde et af mit fags hvide pletter. Det vil fremover komme os alle til gavn. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Ser du! Nu kommer det. Fanfare.

PALET: Private fællesveje, Andet, Landbrugsejendomme, Erhverv, Tankanlæg

FES: Flerfamiliehuse, Enfamiliehuse, Sommerhuse

MOS: Mark, Offentlig sti, Skov

Jeg forestiller mig, at du lige nu sidder og prøver at vurdere om jeg virkelig har tabt sutten, eller bare har nået den der aldersgrænse, hvor antallet af hjerneceller forsvinder som dråber fra himlen under monsunen eller som saltkrystaller på en god æggemad.

Pointen er indlysende, og noget jeg faktisk allerede har skrevet om en gang her på bloggen, men hvor netop denne viden blev omtalt som et ikke nærmere defineret tilfældighedsprincip. Nu er tilfældighedsprincippet undersøgt og defineret. Derfor er jeg i dag en yderst glad mand.

Hvis du vil gøre mig den tjeneste at læse dette blogindlæg, så jeg er fri for at beskrive problemstillingen igen: Adgangsregulering

Jeg vil her undgå at udvande konklusionen, men blot gengive den, så mængden af vejgrøftsmudder ikke vælter ned over pointen.

“Undersøgelsen viser, at nogle typer af vejadgange forværrer trafiksikkerheden på den overordnede vej i et større omfang, mens andre typer af vejadgange forværrer trafiksikkerheden i et mindre omfang eller slet ikke. Meget peger i retning af, at det er mængden af trafik på selve vejadgangen, og ikke typen af vejadgang, som er væsentlig for, hvor meget vejadgangen påvirker trafiksikkerheden på den overordnede vej: Jo mere trafik på vejadgangen, desto større påvirkning. I administration af vejadgange bør man derfor fokusere på vejadgange med større trafikmængder fx adgange til private fællesveje, landbrugsejendomme, erhverv og tankanlæg.
Undersøgelsen dokumenterer også, at en ekstra vejadgang giver anledning til en væsentlig større ulykkesmæssig stigning på en overordnet vej med stor trafikmængde end på en overordnet vej med en beskeden trafikmængde. Hvis muligt bør det tilstræbes, at nye vejadgange etableres på veje med forholdsvis lidt trafik. På overordnede veje med meget trafik bør man være påpasselig med at etablere nye vejadgange, og ligeledes være påpasselig med at ”opgradere” eksisterende vejadgange til vejadgange, der giver kraftigt øgede trafikmængder.
Endelig dokumenterer undersøgelsen, at en vejadgang medfører nogenlunde samme procentuelle stigning i ulykker på en ulykkesbelastet vej som på en sikker vej. Men den absolutte stigning i antallet af ulykker vil være større på en ulykkesbelastet vej end på en sikker vej, hvis trafikmængden ellers er den samme på de to veje. En vej kan fx være ulykkesbelastet pga. mange vejadgange, skarpe kurver, stejle bakker osv. Om muligt bør det tilstræbes, at nye vejadgange etableres på sikre veje. På ulykkesbelastede veje bør man være påpasselig med at etablere nye vejadgange, og ligeledes være påpasselig med at ”opgradere” eksisterende vejadgange til vejadgange, der giver kraftigt øgede trafikmængder.”

Trafitec, Vejadgange og trafiksikkerhed, 2021 – Vejadganges virkning på antallet og typer af trafikulykker i det åbne land

Så her kan du se lige præcis, hvorfor dette gør mig meget glad. Nu mangler vi blot, at denne viden indarbejdes i vejreglerne og håndbogen om Trafiksikkerhedsprincipper. Men tøv ikke med at anvende denne viden, når du laver eller ønsker at opgradere dine vejadgange i åbent land uden at male for store skønmalerier og uden så meget fis i denne grønne og bæredygtige tid, hvor det er muligt at fjerne selv små mængder mos fra gamle tankegange og tommelfingerregler.

Et simpelt tak i kommentarfeltet er nok i denne omgang.

(Visited 41 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *