Meget har man budt mig gennem alle disse år i branchen. Jeg har som rådgiver udarbejdet både trafiksikkerhedsplaner, cykelruteplaner, tilgængelighedsplaner, vejvisningsplaner, hastighedsplaner, vejplaner, ja selv lokalplaner. Alle planer har på hver sin måde været unikke i både omfang og detaljen, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har fået negativ tilbagemelding på det udarbejdede planmateriale. Skidegodt, Rud.
Joh… og så dog. For at jeg ikke går hen og lyder som en helgen i faget, vil jeg dog indskyde, at jeg kan huske at have deltaget på et supercykelstiprojekt, hvor jeg var millimeter fra at råbe SÅ ti’ dog stille, sindssyge kvindemenneske, men heldigvis bed jeg mig i tungen og lod projektet overgå til en kollega, hvor forholdet kunne genoprettes uden min indblanding. Vorherre bevares! Der gik ikke skår af mig af den grund.
Alle planer har været præget af den lokale “dialekt” dvs. at den pågældende vejmyndighed har udstukket rammerne for arbejdet, og resultatet har af den simple grund været forskellige. Gennem projekter har indholdet været konkretiseret til de lokale forhold.
Men der har også været fællestræk. Et væsentlig fællestræk, som jeg vil fremhæve her, er handlingsplandelen af planerne. Er det farligt? Næh, bestemt ikke. En plan er jo ikke blot en afrapportering af status, et historisk tilbageblik eller en kortlægning af noget eksisterende. Det er en plan for en handling, eller flere handlinger.
Og det er faktisk i planernes handlingsdel, at materialet og processen bliver en tak mere spændende. Fordi det er her, at jeg som rådgiver oplever at ens eget ambitionsniveau ikke svarer til kommunens grundlæggende tanker.
Det er det samme hver eneste gang. Man har en plan – en genial plan! – Alt er timet og tilrettelagt og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, funktionalitetsforskrækkede arkitekter, småbørnspædagoger og socialdemokrater! Må jeg være fri? Ja, der overtog følelserne lige tanken. Men det er ikke helt ved siden af. Kommunerne ser i højere grad på “realiserbare” projekter eller sagt med andre ord, så er det med en dagsorden om det billigste projekt først og så sminke lidt på betydningen og effekten af det tiltag, der vækker de største bifald. Det har jeg nu lært, så jeg i udpræget grad afsøger løsninger og handlinger ud fra tesen om de billigste bedste tiltag.
Nej, det er for galt! Jeg finder mig ikke i det. Nej måske, men det er bare væsentlig mere salgbart, at bruge den fremgangsmåde end foreslå større ombygninger eller væsentlige suppleringer af vejanlæg, selvom man ved at denne løsning har en højere effekt bl.a. på tryghed og trafiksikkerhed. Eller tilgængelighed for den sags skyld.
Så så Rud. Det var jo ikke sådan ment. Måske ikke, men det giver blot en række væsentlige forventningsafstemninger, som man lige så godt kan tage på forkant.
Det siger jeg dig. Handlingsdelen kan sagtens indeholde perspektivprojekter, der giver den mere gas, også på økonomien, men det er bare ikke det primære fokus.
Ofte følger handlingsdelen nogle faste gode råd og de projektforslag, der stilles til konkrete lokaliteter, følger vejreglernes anbefalinger. Goe gamle vejregler. Langt hen ad vejen er handlingsdelen derfor et forsøg fra min side på at opbygge en fællesstruktur på tværs af kommuner for arbejdet med planer og den handlingsorienterede del. Det har i hvert fald været mit mål som rådgiver, at jeg kan bruge min erfaring på tværs af kommunesamarbejder til at foreslå det, som jeg har set fungerer for andre kommuner. Rud, for faen…!
Der hvor ambitionsniveauet også divergerer væsentligt, er det efterfølgende arbejde, når handlingerne er beskrevet og sat i system. For hvad bliver gjort for at vurdere handlingerne? Virker de eller kunne man have undværet dette fokus og måske skulle have valgt en anden vej. Svaret er desværre nok: stort set ingenting, sådan i generelle vendinger. Jo jo, den er go nok. Det er stort set ingenting.
Jeg har sgu lige fyldt på for en femmer, er ofte undskyldningen, når jeg som rådgiver efterspørger en plan for at evaluere handlingerne. Det anses desværre som lidt af et tidsspilde, og det kan jo undre. Jeg mener, at det er en væsentlig læring at kunne sige: Hvad sagde jeg? Eller det modsatte. Det hjælper både lokalt til kommende handlinger og hjælper andre kommuner med måske at træffe et bedre valg.
Derfor vil jeg meget gerne opfordre til at stjæle kommunernes tid ved at foreslå et væsentligt større fokus på evaluering af handlingerne rettet mod den enkelte handlingsplan. Ved at indbygge evaluering af indsatser og konkrete projekter får vi alle opbygget et bedre og grundigere grundlag for at foretage fremtidige valg og handlinger. Lad os så komme i gang! Mon svaret fra kommunerne lyder i kor: Ja ja, vi skal nok?
Jeg håber, der er nogen derude, der vil være med til at spille bande på dette blogindlæg. Start gerne din kommentering med: “Gamle dreng…” og helst ikke “Det dumme svin…”
