Jeg har en plan!

Meget har man budt mig gennem alle disse år i branchen. Jeg har som rådgiver udarbejdet både trafiksikkerhedsplaner, cykelruteplaner, tilgængelighedsplaner, vejvisningsplaner, hastighedsplaner, vejplaner, ja selv lokalplaner. Alle planer har på hver sin måde været unikke i både omfang og detaljen, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har fået negativ tilbagemelding på det udarbejdede planmateriale. Skidegodt, Rud.

Joh… og så dog. For at jeg ikke går hen og lyder som en helgen i faget, vil jeg dog indskyde, at jeg kan huske at have deltaget på et supercykelstiprojekt, hvor jeg var millimeter fra at råbe SÅ ti’ dog stille, sindssyge kvindemenneske, men heldigvis bed jeg mig i tungen og lod projektet overgå til en kollega, hvor forholdet kunne genoprettes uden min indblanding. Vorherre bevares! Der gik ikke skår af mig af den grund.

Alle planer har været præget af den lokale “dialekt” dvs. at den pågældende vejmyndighed har udstukket rammerne for arbejdet, og resultatet har af den simple grund været forskellige. Gennem projekter har indholdet været konkretiseret til de lokale forhold.

Men der har også været fællestræk. Et væsentlig fællestræk, som jeg vil fremhæve her, er handlingsplandelen af planerne. Er det farligt? Næh, bestemt ikke. En plan er jo ikke blot en afrapportering af status, et historisk tilbageblik eller en kortlægning af noget eksisterende. Det er en plan for en handling, eller flere handlinger.

Og det er faktisk i planernes handlingsdel, at materialet og processen bliver en tak mere spændende. Fordi det er her, at jeg som rådgiver oplever at ens eget ambitionsniveau ikke svarer til kommunens grundlæggende tanker.     

Det er det samme hver eneste gang. Man har en plan – en genial plan! – Alt er timet og tilrettelagt og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, funktionalitetsforskrækkede arkitekter, småbørnspædagoger og socialdemokrater! Må jeg være fri? Ja, der overtog følelserne lige tanken. Men det er ikke helt ved siden af. Kommunerne ser i højere grad på “realiserbare” projekter eller sagt med andre ord, så er det med en dagsorden om det billigste projekt først og så sminke lidt på betydningen og effekten af det tiltag, der vækker de største bifald. Det har jeg nu lært, så jeg i udpræget grad afsøger løsninger og handlinger ud fra tesen om de billigste bedste tiltag.

Nej, det er for galt! Jeg finder mig ikke i det. Nej måske, men det er bare væsentlig mere salgbart, at bruge den fremgangsmåde end foreslå større ombygninger eller væsentlige suppleringer af vejanlæg, selvom man ved at denne løsning har en højere effekt bl.a. på tryghed og trafiksikkerhed. Eller tilgængelighed for den sags skyld.

Så så Rud. Det var jo ikke sådan ment. Måske ikke, men det giver blot en række væsentlige forventningsafstemninger, som man lige så godt kan tage på forkant.

Det siger jeg dig. Handlingsdelen kan sagtens indeholde perspektivprojekter, der giver den mere gas, også på økonomien, men det er bare ikke det primære fokus.

Ofte følger handlingsdelen nogle faste gode råd og de projektforslag, der stilles til konkrete lokaliteter, følger vejreglernes anbefalinger. Goe gamle vejregler. Langt hen ad vejen er handlingsdelen derfor et forsøg fra min side på at opbygge en fællesstruktur på tværs af kommuner for arbejdet med planer og den handlingsorienterede del. Det har i hvert fald været mit mål som rådgiver, at jeg kan bruge min erfaring på tværs af kommunesamarbejder til at foreslå det, som jeg har set fungerer for andre kommuner. Rud, for faen…!

Der hvor ambitionsniveauet også divergerer væsentligt, er det efterfølgende arbejde, når handlingerne er beskrevet og sat i system. For hvad bliver gjort for at vurdere handlingerne? Virker de eller kunne man have undværet dette fokus og måske skulle have valgt en anden vej. Svaret er desværre nok: stort set ingenting, sådan i generelle vendinger. Jo jo, den er go nok. Det er stort set ingenting.

Jeg har sgu lige fyldt på for en femmer, er ofte undskyldningen, når jeg som rådgiver efterspørger en plan for at evaluere handlingerne. Det anses desværre som lidt af et tidsspilde, og det kan jo undre. Jeg mener, at det er en væsentlig læring at kunne sige: Hvad sagde jeg? Eller det modsatte. Det hjælper både lokalt til kommende handlinger og hjælper andre kommuner med måske at træffe et bedre valg.

Derfor vil jeg meget gerne opfordre til at stjæle kommunernes tid ved at foreslå et væsentligt større fokus på evaluering af handlingerne rettet mod den enkelte handlingsplan. Ved at indbygge evaluering af indsatser og konkrete projekter får vi alle opbygget et bedre og grundigere grundlag for at foretage fremtidige valg og handlinger. Lad os så komme i gang! Mon svaret fra kommunerne lyder i kor: Ja ja, vi skal nok?

Jeg håber, der er nogen derude, der vil være med til at spille bande på dette blogindlæg. Start gerne din kommentering med: “Gamle dreng…” og helst ikke “Det dumme svin…”

Hva’ fa’en er en “molokker”?

Jeg var som barn nok en kende til den generte side. Måske sådan lidt bange anlagt. Bange for det ukendte. Bange for historier, hvor fantasien kunne sætte hugtænder og horn på en knagerække, når natten faldt på, omdanne den vamsede morgenkåbe på stolen til et uhyggeligt spøgelsesmonster, når øjnene blev trætte og tørre, eller sætte gule øjne og blodige skygger på den røde hånd, der kun var 2 blokke væk, og som kun kom nærmere og nærmere.

Mest af alt var jeg bange for de væmmelige børnelokkere. Børnelokkere som kunne finde på at stå på hvert et gadehjørne og holde øje med små, enlige børn. Komme forbi i store biler og med snilde, store poser med tøj, bamser og slik kunne drive selv den mest afvisende, generte og standhaftige 5-årige i fordærv. Ja, altså for slet ikke tale om hele konceptet med at blive snuppet og ført bort til et sted, hvor fantasien slet ikke rakte.

Nu som voksen skal jeg til at blive bange for en nyt koncept, nemlig molokkere. Så hva’ fa’en er så en molokker? Skal jeg virkelig være bange for sådan en fætter?

Ildelugtende, tøndetykke og væmmelige molokkere, der snart står på hvert et gadehjørne og fylder gågadearealet op. Hvilested for store poser med aflagt tøj, slidte bamser, slikposer (forhåbentlig kun de tomme poser) og alskens andet affald.

Og så kommer de store biler. Ufff…. Nu er jeg for alvor bange.

Info til billedet
Og her står de så, kun 2 blokke væk fra min bopæl. De farlige molokkere midt i en fodgængers videre færd. Tør du passere?

En molok er naturligvis en affaldsbeholder, men nu må du ikke puste ud og tænke, at der alligevel ikke er noget at være bange for…?! Fordi!

Placering af byinventar i gågader, på pladser, i boligområder, på gadehjørner og fx i shared spaces har en tendens til at være placeret, hvor der er plads. I selv nyanlagte pladsdannelser placeres molokker steder, hvor der sker krydsende cyklist- og fodgængerfærdsel, og hvor lastbiler skal bakke for at komme til affaldscontaineren.

Når det drejer sig om fodgængersikkerhed og cyklistsikkerhed er lastbilers bakkemanøvrer ikke ufarlig.

Kan man dog for pokker ikke placere molokker, så de kan betjenes fra bagsiden og lastbiler kan komme til molokken uden at skulle bakke på arealer forbeholdt fodgængere og cyklister? Er det helt umuligt for arkitekter og byplanlæggere, der indretter nye boligområder at indtænke sådanne naturlige elementer i et boligområdes drift i planlægningsfasen?

Det gør mig lidt bange, at det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre.

Har du gode eksempler på placering af en molok, så giv endelig lyd i kommentarfeltet. Jeg vil så gerne have uret og holde op med at være bange.