Jeg har fundet min daybed frem, og du kan roligt lægge dig til rette og lade dig føre ind i en samtale med mig om dine barndoms traumer. Der er frisk grøn the med mynte på kanden og små magnesium- og zinkpiller til at tage toppen af din angst. Der står frugt i kurven, som du bare spiser af, og så kan jeg også finde en frisk asparges, som du kan tygge på, hvis det står helt slemt til.
Jeg er begyndt at tale med en blød stemme og du slumrer hen, mens du husker på din barnelærdom. Du ser din angst i øjnene og leder febrilsk efter de rigtige løsninger. Men bare rolig. Løsningen befinder sig lige foran dig. Nem og ligetil. Overskuelig og sat på graf. Så kan det ikke blive nemmere.
Du skal nemlig planlægge din cykelinfrastruktur, og hvor er et lettere sted at starte end at gå til mine cykolog-timer, hvor jeg uden besvær og uden lange monologer, men til gengæld med præcise direktiver, giver dig værktøjerne til at komme videre.
Du kommer til at takke mig nu. Takke mig for at lede dig på sporet igen, fordi du har set løsningen før. Du kender den, men har måske glemt den i virvaret af forskellige erfaringsopsamlinger, evalueringer og cykelpuljeansøgninger, tidsfrister og at skulle være innovativ. Næh. Sørg bare for at benytte dig af dette værktøj. Du skal takke dig selv, hvis du blot gemmer dette universelle værktøj i hjernebarken og trækker den frem hver gang du skal vurdere formidlingen og beslutningen om valg af løsning.
Ok. Nu kan jeg ikke trække den længere, men løfter sløret for hemmeligheden bag min dybt relevante coaching. Nemlig selvfølgeligheden i denne graf.
Behøver jeg forklare grafen? Behøver jeg at fortælle, hvornår du skal bruge hvilke cykelfaciliteter? Men naturligvis skal alt i livet tages med et gran salt. Fordi hvor er den dobbeltrettede cykelsti? Åh nej. Traume.
Nå, lad mig høre, hvordan du vil betale mig min fyrstelige hyre.