"Det er tonen, som skaber musikken" Stærkt inspireret af Rolf Dobelli - Kunsten at tænke klart - kapitel 43 - Framing
Hvad vil du helst?
1) Forbedre trygheden
2) Forbedre trafiksikkerheden
Hvad vil du helst?
1) Reducere antallet af personskader i trafikulykker med 50 %, eller
2) Reducere antallet af personskader i trafikulykker med 9 styk
Hvad vil du helst?
1) Etablere tilgivende veje
2) Friholde sikkerhedszonen for faste genstande
Hvad vil du helst?
1) Etablere selvforklarende veje
2) Etablere veje, hvor der er muligt via skiltning af se oplysninger om fællesskabets forventning til din hastighed, placering, vigepligt, opmærksomhedssteder
Hvad vil du helst?
1) Etablere shared spaces
2) Etablere kaostrafikarealer, hvor der gælder regler om gensidig hensyntagen mellem biler, cykler og fodgængere
Hvad vil du helst?
1) Etablere ensartede vejarealer, hvor trafikantadfærden er ensartet
2) Etablere uensartede vejarealer, hvor ny vejafmærkning forvirrer så meget så trafikanternes adfærd er svær at forudsige, men vi forventer at alle sænker farten og reagerer positivt og tager højde for medtrafikanter
Jeg kan røbe så meget så stort set alle svarmuligheder i hver gruppe kan være den samme (eller lige gyldig) bortset fra i en gruppe, hvor jeg lader pointen med dette blogindlæg skinne igennem. Kan du gætte hvilken gruppe det er?
Som overskriften tilsiger er det tonen, der skaber musikken eller med andre ord er det netop ordene, der skaber rammen for, hvad vi læser og forstår. Det er måske endda omgivelserne, der medfører hvad vi opfatter og reagerer på. Det er også vores personlighed, der giver vores adfærd.
Der kan i bund og grund lægges utroligt meget i det udsagn: Det er tonen, der skaber musikken. I et orkester skal der ikke meget mere end en dårlig violinist til at ødelægge melodien. En ukoncentreret slagtøjsmusiker til at ødelægge rytmen. En uerfaren dirigent til at ødelægge helhedsbilledet. Det samme gælder i øvrigt for et heavy metal band, hvor dog fejlene kan skjule sig i larmen.
Tja… I et symfoniorkester er rollerne veldefineret, fordi musikerne går på scenen med hvert sit instrument og vi forventer ikke at de skifter pladser undervejs eller gør noget andet end, hvad de er uddannet til og følger de øvrige musikere. Desuden er de veluddannede inden de får deres stol i orkesteret.
I trafikken er situationen anderledes. For det første findes der erfarne bilister, lidt for erfarne bilister, lidt for selvbevidsterfarne bilister, uerfarne bilister og bilister med hovedet under armen (læs: det er faktisk ligegyldigt, hvor erfarne de er). Derudover går man også på scenen med sit eget instrument. Der er sammenligningen relevant. Men vi kan ikke være sikker på, at alle vil eller kan eller opfatter musikken ens. Derfor er det min påstand, at det er ganske vigtigt, at rammen er fastlåst, rytmen er ens, nummeret er veldefineret, dirigenten er veltrænet, erfaringsrig og streng, så de der vil, kan eller som i øvrigt bevidst udfordrer musikken, ikke kan gøre det. Sagt på en anden måde. Jeg opfordrer til, at der ikke er fri leg med afmærkningsbekendtgørelsen eller vejbygningshåndbogen eller for den sags skyld hastigheden.
Jamen er det muligt? Svaret er nok desværre nej. Det er ikke muligt og måske endda slet ikke ønskeligt at have en gennemkontrolleret plan for vej- og stiudbygning. Ikke desto mindre så er dette utopia for trafik, trafikafvikling og trafikantadfærd måske ikke længere væk end, at vi hver især gør os den tanke, at gøre det bedste vi kan for at opnå harmoni.
Når det så er sagt, så mener jeg at vi der er uddannet og som har ansvaret for at indrette færdselsarealer og ansvarlig for pengene til at realisere det, har et stort ansvar for at gøre vores bedste – hver dag og med hvert projekt. Vi har et ansvar for, at det der bygges er så ensartet som muligt. Der sidder nogle ‘røvere’ rundt omkring og forestiller sig at de sidder med de vises sten om en afmærkning og implementerer den, fordi de har ansvaret over en sum penge, men jeg må her advare om at netop den ikke forventede eller kendte afmærkning får nogle trafikanter til at handle som ønsket og andre til at handle uønsket. Der findes desværre ikke én løsning, der kan håndtere alle trafikanters opfattelse og strømline reaktionen. Til gengæld findes der beviseligt metoder til at håndtere trafikanttypernes placering og fart ganske håndgribeligt, så de bl.a. tilpasser en lav hastighed og dermed en mulighed for at reagere overfor andres adfærd.
Lad os følge de regler, der allerede findes og ikke eksperimentere os frem uden reelt selv at følge op og evaluere effektivt om, hvorvidt vores løsning giver ensartet trafikantadfærd.
Lad os få styr på, at der ikke er tvetydige anbefalinger derude i vores regler, der gør at vi mister forståelsen og mister modet til at følge rytmen.
De der beviseligt ikke vil og formår at gøre sig fortjent til at færdes på egen hånd, skal ikke have muligheden. Stop med at være naiv og tro at det løser sig med en færdselstavle eller to. Eller sågar en bøde med rabat, hvis de tilfældigvis falder i en fotofælde eller Politiet får afsat ressourcer til en pågribelse.
Du skal være klar over, at vi ikke kan udtrykke os uden en ramme og at alle forhold er underlagt en form for ramme. Uanset om rammen er dine dejlige daglige kolleger i kommunen, dine rådgivningsvenner på kontoret, vejreglerne, Politiet. politikere eller eksperterne, der bestemmer, hvilket du absolut stoler på. Alle er underlagt en ramme for deres bevæggrunde. Det gælder i øvrigt også dette blogindlæg, der nok ikke har de store muligheder for at påvirke verdenens gang derude. Men tak for at du læste så langt og lyttede til klagesangen og alle de blå toner.
