
Også når Kæmpeklaus har været forbi…
Okay. Jeg forstår hvis du blokker min blog nu. Jeg lover at forbedre mig.
Faglighed og finurlige fiksfakserier om trafikplanlægning, trafiksikkerhed og tilgængelighed

Også når Kæmpeklaus har været forbi…
Okay. Jeg forstår hvis du blokker min blog nu. Jeg lover at forbedre mig.

Min røst er blevet hørt 🙂

Nye trafiksikkerhedsprojekter og -initiativer med den fysiske indretning og afmærkning af kryds og veje skyder fra tid til anden op rundt omkring på de danske veje. Dels som følge af den gode trafiksikkerhedsindsats i de danske kommuner og hos Vejdirektoratet, og dels pga. udvidelser af vejnettet, af trafikbelastede kryds eller som en del af nye asfaltbelægninger mv.
Afmærkningen står efterfølgende flot hvid på den mørke asfalt. I hvert fald i en periode. Det kan være fodgængerfelter, cykelfelter, cykelsymboler, cykelbaner, spærreflader, smallere kørespor og nyeste skud på stammen er cykelbokse. Nogle initiativer er etableret for trafiksikkerhedens skyld.
Men tidens tand slider på de gode trafiksikkerhedsforanstaltninger og de gode intentioner, og effekten af afmærkningen forsvinder måske ligeledes. I hvert fald står lokaliteter med slidt afmærkning fragmenteret hen og giver nogle udefinerede arealer, hvor trafikanterne kan komme i tvivl om, hvad kørebanen forsøger at fortælle om, hvordan den bruges.
Jo mere afmærkning, der bruges, des større må vedligeholdelsesarbejdet være for at opretholde trafiksikkerheden.
Genafmærkning med jævne mellemrum især på svingarealer i kryds er i mine øjne et must, for at fastholde de trafiksikkerhedsinitiativer, der bygger på afmærkning. Desværre er det ofte en nedprioriteret sikkerhedsforanstaltning, når der skal udarbejdes handlingsplaner for trafiksikkerhed, skoleveje, cykelstier mv. Opgaven hører jo under driften.
Er det et problem for trafiksikkerheden, at vi øger mængden af trafiksikkerhedsindsatser med afmærkning og ikke fysiske anlæg?
Mig bekendt indgår afmærkningens synlighed og stand (eller måske korrekthed) ikke af Politiets afrapportering i forbindelse med trafikulykker. Måske kan netop afmærkningen eller mangel på samme være en væsentlig ulykkesfaktor, når trafiksikkerhedsplanlæggeren skal vurdere mulige løsningsforslag.
Bør billeddokumentation af en ulykkeslokalitet være obligatorisk i forbindelse med stedfæstelsen af trafikulykker? Og ligge som tilgængeligt materiale som en del af grundrapporten?
Hvis der er nogle derude, der har erfaringer i denne retning, så sig endelig frem.
