Tag: Lille landsby

By the way

Rundt om i Danmark ligger der stadig utallige små velfungerende landsbysamfund og luner sig i landskabet. De er der, men du ser dem sikkert ikke så tit, fordi du drøner intetanende forbi på den nærliggende store vej. Det er en by ved vejen. Og det er jo fantastisk for udviklingen, at vi som trafikanter kan komme hurtigt videre og ikke hænge fast i trafikken på de snørklede og irriterende smalle veje, der går gennem landsby efter landsby. Og inde i landsbyen er trafikken væk. Den til tider så utryghedsskabende og farlige trafik er flyttet ud. De skruppelløse BMW-ejere, der førhen kastede deres svinedyre, sortchangerende og tilmed bredfælgende monster rundt om hjørnerne, så hundeluftere, småbørn og ældre med gangstativ måtte kaste sig i grøften for at redde livet, er væk. De ræser ude på den regelrette vejstrækning med nogle ikke så regelrette tanker om, hvorvidt hastighedsgrænsen er bindende eller blot vejledende. Det var i gamle dage, at der herskede kaos i landsbyerne. Og det er langt de fleste helt sikkert tilfredse med, at dette skrækscenarium nu er slut.

Men nu er trafikken som nævnt væk fra landsbyerne, og dermed er beregningsgrundlaget for at etablere rentable trafikale løsninger her, dvs. både trafiksikkerhedsmæssige og tilgængelighedsmæssige løsninger, på de små veje også forduftet. Kommunerne lader vejanlæggene stå og holder dem vel kun nødtørftigt i fornuftig drift. Og det er da ganske forståeligt. Mantraet er stadig “Mest trafiksikkerhed for pengene”. Jeg ved faktisk ikke, hvad mantraet er for tilgængelighed. Bum bum. Måske bare “Færdselsarealer for alle”, men det siger jo mere om et ønske om et uendeligt forbrug af midler for at når det mål dvs. i den modsatte grøft af mest trafiksikkerhed for pengene? Altså nu vil jeg ikke stille mig som dommer over disse to vinkler på to fagområder, men trafiksikkerhedsmantraet er fra det økonomiske perspektiv klart mest tiltalende. Omvendt er mantraet for tilgængelighed på den faglige og forståelsesmæssige front mest … tja… forståelig. Men never the less så er det forståeligt, at de små næsten ubrugte veje ikke ser skyggen af anlægsmidler til at forbedre trafiksikkerheden og trygheden. Også selvom her bor mennesker. Rigtigt levende mennesker. Men de er jo vant til at gå tværmarker, så de klarer sig nok.

Tja… Det var introduktionen til dette blogindlægs intension, der også kunne hedde “Forresten er der en by ved vejen”. For er der en rest af midler, så synes jeg bestemt, at vi ikke skal glemme de muligheder der ligger i, at forbedre både trafiksikkerhed og tilgængelighed i de små landsbyer. For kan man dog gøre noget godt for at de små landsbysamfund føler sig set og delagtiggjort i den finansiering af trafikarealer, som landsbyboerne jo også betaler til via skatten? Jo da. Men vi taler jo nok små penge for at holde det rentabel. Dette blogindlægs mantra er at præsentere en række billige løsningsforslag til forbedring af trafikken, trafiksikkerheden og tilgængeligheden i små landsbysamfund.

Det er velkendt, at der fra tid til anden gennemføres landsbyplaner og landsbyfornyelser. Fx har Real Dania og andre fonde mange gange medfinansieret sådanne projekter og varme zoner. Typisk betyder det, at de sætter en landskabsarkitekt for bordenden, og så får landsbyens belægning et drag over nakken. Granitbelægninger plastres ud over det meste og bruger stort set hele den økonomiske ramme og enkelte fartdæmpende foranstaltninger kastes ind på vejene, hvor der lige er plads, eller hvor det ser pænt ud. Men lært af erfaring fra en arkitekttegnet landsbyfornyelser ti år efter er, at den valgte belægning ikke holder til tung trafik og derfor må plastres til og huludfyldes med asfaltplamager, og de uhensigtsmæssigt placerede sideheller eller andre flotte fartdæmpere er påkørte og fremstår nu ukønne.

Men hvad fungerer så og hvad forbliver pænt? Jeg mener at følgende helt sikkert ikke udtømmende liste rummer de virkemidler, der er billigst, pæneste, mest holdbare og understøtter trafiksikkerhed og tilgængelighed:

  • Landsbyens borgere går også tur og rundt til naboer, så etabler kantstensafgrænset fortov og læg fortovsfliserne i to rækker. Dette er enkelt, pænt, holdbart og tilgængeligt for ikke at sige tryghedsskabende for gående, at de kan gå adskilt fra kørebanen. Og så giver det struktur.
  • Etabler byporte. Overgangen fra land til by markeres bedst med en fartdæmper. Naturligvis skal byzonetavlen være synlig og nu på høj stander, men farten skal ned. Herefter vil de fleste bilister opleve, at de også kører roligt i landsbyen, selvom de har travlt eller er gennemkørende. Men skal der alligevel placeres en fysisk fartdæmper på lange lige strækninger, der er længere end 250 meter, så benyt bumpet. Det er den mest effektive, den mest holdbare og den kønneste mulighed i længden.
  • Brug asfalt og kun asfalt. Alt det der med at bruge særlige fliser mv. Det hører torve og pladser i de større byer til. Brug asfalt.
  • Brug beplantning. Til pænt brug men også som visuel fartdæmper og begrønne af landsbygaderne.
  • Undgå arealer, der kun fungerer med en masse linjer og termoplast. Det slides af og sandsynligheden for at den genafmærkes hyppigt eller bare ved behov er sådan cirka lig nul.
  • Brug zonetavler med fx 30-40 km/t i områder omkring sportsanlæg, skoler, indkøb mv. Husk på, at hvis de er blå, så skal området fremstå med fartdæmpning. Det kan godt blive dyrere end som så.
  • Plej de små smutveje rundt i byen. Grusstien til fodboldbanen, asfaltstien rundt om boligkvarteret, gåturen til branddammen. Alt det der gå landsbylivet så smukt.
  • Forskøn busstoppestedet. Gør det hyggeligt og rart at være på og afstige fra.
  • Indret naturlige steder til børn og unge. Legepladser, skaterbaner, parkourbaner, cykelringe, mountainbikeruter, fitnessområder, pentanquebanen, gå- og løberuter, rulleskøjtehockeybaner. Det er attraktivt for børnefamilier og ældre, og så undgår landsbyen at dø ud, når alderssammensætningen bliver for koncentreret høj. Det er de unge, der driver fornyelser og sociale netværk. Ikke de gamle gubber, selvom pensionisten naturligvis gladeligt give en gratis hånd med i forsamlingshuset eller i sportsklubben.

Det var et par motiverende og gode råd til landsbyfornyelsen. Samtidig bunder dette i billige løsningsforslag og ikke alt det der fisefornemme belægningscirkus, som vil være en arkitekts våben, og som bare ikke fungerer de fleste steder. Indret landsbyen som din dagligstue. En god og solid bundfarve og så kan du altid pynte efter med farverige puder og andet midlertidigt inventar, så det ikke bliver kedeligt og gråt og ingeniøragtigt.

Hvad har du af gode eksempler på gode tiltag, som bør være en del enhver landsbyfornyelse? Sig frem og lad mig lære af dine erfaringer.

Info til billedet
Google Street View fra landsbyen Linå i Østjylland, hvor der blev forsøgt med kinesisk granit og nogle uheldigt placerede sideheller i stedet for at håndtere de problematiske vejforløb og sikre gode fortove i hele landsbyen. Som billedet viser, har der været brug for at forstærkt og udbedre mange huller og revner i den ellers flotte granit. Uheldigt og sørgeligt.

Lille landsby – er det tid til at forny?

Lille landsby, der ligger lækkert og lunt langs løvskoven lever længere.

Hvis jeg bliver i denne verden af bogstavsrim kan jeg måske tilføje følgende:

Trafiksikre transportmuligheder og trædearealer trods tværfaglige tvister til transitruter, der truer tavsheden med ti tons tunge trucks.

Ivrige interesserede ildsjæle og initierende indbyggere, der inviterer til initiativ.

Koncentreret kommunal konsensus, der kaster kærligheden og kroner efter kvarteret med kommunikation og kreativitet.

Arbejdsvillige akademikere af anden aldersgruppe end ældre, der arrangerer arealanvendelsen,

Meget mere om minutiøse meninger med mennesker i midten.

Personlig planlægning, der passer på den pågældende plet på planeten pyntet med pennestrøg og politik.

Fornemmelse for fornuftige fysiske foranstaltninger for fodgængere, friluftsmennesker og fritidsentusiaster, forbundet med faglighed og fremskridt.

Så enkelt kan det formodentlig siges, når planlægningen rykker på landet. Men gør planlægningen det? Hvis den gør og planlægningen også omfatter landsbyerne, så bør det fra start sikres at mennesket og dermed borgeren i landsbyen sættes i centrum – og det skal borgerne jo faktisk gøre selv – og sikre at alle løsninger lever og laves så optimalt som muligt første gang, da vi ikke ved, hvornår reformationen af landsbyerne vender tilbage.

Hvor vil jeg hen med den indledende brandtale af lidet poetiske dimensioner? Jo, ser du. Decentraliseringen er kommet på dagsordenen hen over vinteren og det skal fejres. Derfor vil jeg gerne derhen, hvor der igen sættes fokus på det at bo på landet og tage ansvar for udviklingen i landsbyerne. Både for dem, der bor der og for dem, der nu har ansvaret for og midlerne til at hjælpe udviklingen i gang. Udviklingen skal hjælpes i gang de steder, hvor det ikke helt går sin egen gang, hvor den benhårde kommunale planlægning har forsøgt at rive de sidste sociale rødder op med den seneste skolereform og hvor der trods billige huspriser er mere end svært at drive en dagligvareforretning selvom glæden ved forretningen for byens borgere først kommer til udtryk, når forretningen er væk.

Planlægningen starter et sted og i nogle henseender kan der være tale om, hvad der kommer først: hønen eller ægget. De kommunale/private midler eller borgernes initiativ. Det må være en klar overbevisning for de fleste, at borgeren kommer først og initiativet skal gro indefra. Landsbyerne har brug for ildsjælene og de borgere, der tør tage et ansvar og trække i arbejdstøjet for at skabe udvikling selv. Det er oftest de unge og midaldrende, der lukker sig inde bag hækken og murene og har nok i arbejdet, børnene og de fritidsaktiviteter der finder sted i den større by eller for sig selv, mens det er de ældre, der pudser og nusser i deres have, mødes til de eventuelle fællesarrangementer i forsamlingshuset og gerne tager en længere snak ved købmanden, da de egentlig ikke har så travlt. Altså hvis købmanden endnu eksisterer! De unge og midaldrende skal lokkes ud og deltage aktivt.

Men det er ikke altid lige nemt at være ildsjæl eller initiativrig, når nu der oftest skal følge større midler med for at gennemføre egentlige fysiske udviklingstiltag i de små landsbyer. Her har kommunerne og de ansvarlige fagfolk et stort ansvar. Ansvaret ligger først og fremmest i synlighed og kommunikation. Ikke bare som flyvske tanker og upersonlig medfølelse, men dyb og koncentreret medleven i landsbyens problemstillinger og mulige løsninger for fremskridt. Kommunen kommer på banen med faglig hjælp og økonomiske støtte til de landsbyer, der gerne vil udvikles. Kommunen kan måske endda forestå en støtte med midler på trods af de forsvundne statslige puljer, der nu om dage er henved utilgængelige for de kommuner, der tager initiativet og har de gode og kreative idéer. Eller kommunen kan indgå private samarbejder.

Kommunerne har en faglighed, der oftest kan være som en accelerator for ildsjælenes entusiasme og virkelyst. Positiv kommunikation er en bevægelse i den positive retning og klap på skulderen er vitaminindsprøjtningen til udviklingen. Men en visionær fremtidsforestilling om den enkelte landsbys udvikling og tidshorisont på arbejdet samt måske endda en mulighed for at indgå et samarbejde om løbende hjælp til småjusteringer af hverdagssamfundet er som en eksplosiv idégenerator i de små samfund. Kommunen stiller deres faglighed til rådighed og kommer trafiksikre løsninger på de offentlige arealer og generel forskønnelse af de offentlige arealer i møde ved samarbejde med græsrødderne. Kommunen udarbejder arealanvendelseskort og udviklingsparadigmer. De stilles arbejdskraft til planlægning og fysisk implementering til rådighed for veludformede og skitserede lokale idéer. Listen kan være alenlang, så længe der foreligger en minutiøs og dynamisk plan for landsbyens udvikling og en mere eller mindre forpligtende tidsplan.

Levedygtige landsbyer er som oftest beliggende ved korsveje eller andre trafikmagneter, hvorfor fagligheden om trafik skal på banen. Historiske minder, miljømæssige hensyn og sikringen af naturskønne lokaliteter er andre områder, hvor inden for kommunerne har en forpligtigelse til at være behjælpelige.

Fagligheden bliver dog ofte stillet på større prøver end som så. Tidspres og gode tilbud blandet med større dybde i fagligheden får af og til kommunerne til at søge hjælp i planlægningen og i samarbejdet med de glade landsbyborgere, der har fået stillet udvikling i sigte gennem nogle afsatte midler. Trafikplanlæggere, arkitekter, landsinspektører, sociologer og andre rådgivende fagfolk løber gaderne og stierne tynde i landsbyerne i det ganske land for at finde regnbuens ende og midlet til at gøre landsbyen til et godt og yndigt sted at være og sætte den positive udviklingsspiral i gang igen efter landsbrugets fald. Samtaler med borgerne og de lokale patrioter fører oftest de vildeste tanker og udviklingsperspektiver med sig. Landsbyplaner, udviklingsstrategier og i særlige tilfælde lokalplaner skyder op og giver grønt på kronen og håb for fremtiden. Men de helhedsorienterede løsninger halter. Det behøver de ikke nødvendigvis at gøre. Det kræver i mange tilfælde ikke andet end større tværfaglighed i de planer, der udarbejdes, og lidt bedre forståelse for, at det sociale, de små projekter, hverdagens landskaber og de dagligdags gøremål også inddrages som en del af planlægningen, og ansvaret for planlægningen, implementeringen og vedligeholdelsen ligger lokalt hos de lokale ”myndigheder”, borgerne. Således bliver planlægningen i højere grad personlig, noget som borgerne står inde for, gider tage stilling til og tage ansvar for samt få tilflyttere til at tilegne sig.

Det vanskelige er, at ildsjælene er svære at finde i de små landsbyer, hvor udviklingen er gået i stå eller stagnerer. Initiativ og virkelyst er svær at engagere sig til, når arealerne i byen er nedslidte forarmede og der ingen selvforstærkende effekter er at bygge på. Hvad gør vi så? Vi enten hjælper, hvis der er håb og en lille flamme, der gløder eller også så lukker og slukker vi. Fra mit synspunkt er dette den benhårde business, når nutidens og fremtidens ønsker og muligheder skal forenes og udvikles ud fra fortidens historiske landskaber.

Hvor går så den usynlige grænse mellem landsbyliv og landsbydød? I et ingeniørfagligt perspektiv går den vel det sted, hvor det beregningsmæssigt ikke længere er rentabelt at holde liv i en landsby. For sociologer og historiskinteresserede fagfolk går grænsen, hvor bevaringsværdien ligger gemt i bygninger, natur, historie eller under 5 fod muld eller offentligt tilgængeligt i sociale samlingspunkter og i borgernes bevidsthed. For lægmand er grænsen det naturlige tilhørsforhold, historien i ens liv og stedet man bare har valgt et leve sit liv, måske endda til ende. For andre går grænsen det sted, hvor der for færrest midler er et tag over hovedet, som ikke umiddelbart viser tegn på at ville falde sammen, og det sted der er ens eget. Kan vi på nogen måder give de stakkels kommuner et redskab, en overordnet skabelon for arbejdet, der forener fagfolkenes yderligheder og samhørigheder med borgernes forståelse for udviklingen taget med på råd uden der tænkes profit eller det går ud over den kostbare tid og den i tiden skrøbelige økonomi, der kan bruges på mange andre prestigeagtige gøremål?

Findes der derude et par gode råd til fremtidens oplagte, men nok mest udfordrende planlægningsobjekt nemlig landsbyerne, hvor der ikke bare refereres til en lovtekst, en ny paragraf i planloven, men også er konkret og ligetil handling bag ordene?

Naiviteten står på spring for at bryde ud i lys lue, ligesom initiativet hos de mange falmende ildsjæle, der gang på gang løber panden mod den kommunale mur af sagsbehandlingstider og manglende favnene faglighed. Det er aldeles frustrerende som lægmand og den lille brik i spillet som borger, at mangle overblikket og indsigten i mulighederne, at mangle den konkrete planlægning, kortlægning og myndighedernes fremtidsperspektiver med de små men værdifulde enheder i den danske bosættelseskultur, der er i indædt kamp med de stadigt større og mere rentable enheder.

Lille landsby på randen af overflødighed. Få nu udnyttet den nye verden og et spirende initiativ til decentralisering og kom på den kommunale dagsorden. Måske er det blot ord fra det bestemmende mindretal, men ikke desto mindre, så kan det være en guldgrube af initiativer at være de første, der bryder årtiers tørke af det gode liv i landsbyerne.