Agurketider

Det er sommer og jeg er nok på ferie et sted i Danmark eller Europa, hvor vindene nu en gang blæser hen. Jeg har derfor forberedt lidt grøntsager, mineralvand og letsaltede rodfrugter til jer, der følger bloggen.

Jeg faldt over en artikel i en nordjysk avis med følgende indhold (gengivet i 1:1 – dog anonymiseret for personnavne):

Når bilisterne kører mod Hobro, har de den seneste tid kunnet se en meget fremtrædende tekst på en skråning, hvor der står VOLSTRUP GOLF. Men indehaveren af golfanlægget modtog for et par uger siden påbuddet om at fjerne reklamen på golfbanen i sin e-boks, da Vejdirektoratet havde vurderet, at reklamen var ulovlig. 

– Vi modtog meddelelsen om, at der ikke måtte opsættes plakater, afbildninger, fritstående skilte og lysreklamer eller andre anordninger eller reklameøjemed, siger indehaveren af Volstrup Golf.

Jeg håber dog ikke, det kommer så langt. Jeg mener, at man som offentlig myndighed til en start må være villige til at indgå i en dialog. [Indehaver, Volstrup Golf].

Indehaveren forstår ikke, hvorfor det er så slemt.

– Det er ikke en reklame for et stjerneskud til 89 kroner. Det er trods alt navnet på vores golfklub, siger indehaveren.

Han har også direkte henvendt sig til Vejdirektoratet og opfordret til dialog. 

– Jeg har spurgt, hvis ikke man kan gøre sådan her, hvordan kan det så lade sig gøre, siger indehaveren.

Vejdirektoratet: ”Vi vil ikke have sydeuropæiske tilstande”

Hos Vejdirektoratet, som har bedt Volstrup Golf om at fjerne det tydelige navn i græsset,  begrunder man påbuddet med ønsket om ikke at få sydlandske tilstande i det sydlige Himmerland. 

– Det er klart, at vi skal sætte grænsen et sted, for ellers risikerer vi, at der kommer tilstande som på de sydeuropæiske landeveje, og det ønsker vi ikke, siger en afdelingsleder fra Vejdirektoratet.

På spørgsmålet om, hvorvidt Vejdirektoratet er villige til at indgå i dialog er afdelingslederen positiv.

– Vi er meget villige, og vi mener også, at der har været en dialog, men den har selvfølgelig foregået gennem e-boks, så derfor har den nok virket langsom for golfklubben, siger afdelingslederen fra Vejdirektoratet.

Ifølge påbuddet skulle teksten på golfbanen være fjernet i fredags, ellers ville indehaveren, risikere at blive anmeldt til politiet.

– Jeg håber dog ikke, det kommer så langt. Jeg mener, at man som offentlig myndighed til en start må være villige til at indgå i en dialog, siger indehaveren. 

Nordjyske Stifttidende (dog redigeret i forhold til personnavne)
Info til billedet
Det famøse “skilt”, der vækker Vejdirektoratets vrede. [Nordjyske Stifttidende]

Der er flere ting ved denne situation, som jeg finder værd at lægge op på min blog.

Først og fremmest er det jo tydeligt for enhver, at sceneriet her ved golfbanen er fortryllende. Vejen kurver, græsset er grønt, der ligger en rødstensvilla med hvide sprosvinduer i siden af vejen og vindmøllerne drejer på bakketoppen, effektivt, energivenligt og dansk. Det er da idyllisk.

I det lidt mere trafikfaglige hjørne, så er der vist ret høje rabatkanter i kurven (>5 cm), der kan vidne om dårlige vedligeholdelse af vejen og evt. give anledning til trafikulykker ligesom kurvens radius heller ikke i mine øjne er suppleret godt nok med kurveafmærkning, selvom kantpælene, da yder en vis form for vejledning i kurveforløbet. Det kan diskuteres om der er stopsigt ved 80 km/t pga. beplantningen i indersiden af kurven, men det bliver en vurderingssag.

Hvad værre er, så er vejens forløb frem mod kurven i lige linje understreget visuelt med beplantningen i baggrunden. Beplantningen står henover bakketoppen og kan derfor i tusmørke, dvs. aftenlys og mørke fremstå som en tydelig kant, der visuelt kan fungere som en optisk ledning af trafikanterne på vejen. Når der så samtidig står flotte vindmøller i baggrunden som tager opmærksomheden fra bilisterne, kan denne kombination give anledning til, at bilister overser kurven og enten kører af vejen eller opdager kurven for sent og dermed kommer over i modsatte kørespor. Det giver selvsagt stor risiko for trafikulykker i kurven enten som eneulykker ved afkørsel til venstre eller frontalulykker. Lige sådanne to ulykketyper som vi på landsplan forsøger at komme til livs.

Javist, så er der afmærket et stednavn i græsset, der kun vil have en gavnlig effekt på hastigheden dvs. bilister vil sænke farten for at se det flotte mesterværk.

Jeg deltog en gang i et seminar på universitetet, hvor en gut fra Vejdirektoratet afholdt oplæg om projekteringen af motorvejen ved Skanderborg. Det var et godt oplæg og ja, det er længe siden. Vejdirektoratet var så glade for linjeføringen, da de havde formået at føre motorvejen direkte mod Skanderborg Kirke som et smukt pejlemærke i horisonten. Herefter smøg motorvejen sig i respektafstand højre om kirken og fortsatte i det uvisse. Dengang var Vejdirektoratet glade og lykkelige for, at de havde formået at placere et stykke infrastruktur sådan, at bilister kunne nyde omgivelserne og se smukke landskaber.

Jeg hopper tilbage til Volstrup Golfs græsplæne. For er dette ikke samme metode? Er dette ikke netop oplevelsen af landskabet. Er der forskel på en kirke og en golfbane eller i hvert fald kunst i græsset? Når teksten nu er så kort.

Jeg synes jo at det er noget pjat, at Vejdirektoratet gerne må, når de selv projekterer, men når en indehaver af en golfbane bruger den nærliggende infrastruktur til at promovere beliggenheden af sin golfbane på smuk og kreativ vis, så bliver det forbudt med nogle stive regler i en bekendtgørelse. Sydlandske tilstande: næppe. I så fald burde Vejdirektoratet også få fjernet de mange skilte i 20 meters højde for IKEA, Bauhaus, Rosengårdscentret og de rullende reklamesøjler fra de store indfaldsveje i de store byer. I min verden er dette netop en besynderlig rigid tankegang, som jo desværre nok har direkte forbindelse til mine elskede vejregler.

Hvad med denne løsning:

Vejdirektoratet får styr på vejens vedligehold dvs. rabatsanering og laver en bedre kurveafmærkning i ydersiden af kurven foruden med retningspile også fx med et beplantningsbælte uden for vejens sikkerhedszone som vist i blogindlægget “Grøn omstilling“. Det kunne tilmed være beplantning (med en mindre stammetykkelse end 10 cm), der rager godt op, tager udsigten til både den kreative græskunst men også den uheldige optiske ledning – beplantningskanten i horisonten. De flotte vindmøller skal nok vise sig bag sådan en beplantning alligevel. Hermed er Vejdirektoratet fri for at fremstå rigide i deres beslutninger, fri for at involvere Politiet og kan gøre noget, der er til gavn for trafiksikkerheden.

Det er da godt fundet på i disse agurketider…

Hvad siger bloggens læsere til forslaget?