Alting har en ende

… også autoværn.

Men husk på, at der faktisk er en rangordning for, hvordan et autoværn bør ende af hensyn til trafiksikkerheden.

1: Tilbageføring (til en skråning i afgravning)

2: Energiabsorberende autoværnsende (du har nok set det sorte firkanter derude)

3: Nedføring (vel at mærke over så lang afstand som muligt)

Du kan så nok også lure ud fra billedet, hvorfor dette opslag har relevans. Denne anbefaling følges ikke altid.

Alting har en ende – også dette indspark.

Akut mavepine

Alt i mig skriger på renovering efter tidens foreskrifter. Selvom trappeforkanten er markeret med hvid betonkantsten, så er chaussesten bare ikke fodgængervenligt. Ujævnhederne er knoglebrækkende. Håndlisten er skrækindjagende og faldet nedad er langt. Tør jeg sige at trappen ligger centralt i Hobro til byens station, der burde være et trafikalt knudepunkt for alle typer trafikanter?

Valgfrit påbud

På signalstanderen forude ser du en D16-tavle, der hedder Valgfri passage, så her i København giver de ikke meget for om du skal den ene eller den anden vej, men sikkert er dog, at tavlen er brugt forkert, da du helt sikkert ikke kommer det samme sted hen, som tavlen ellers påstår.

D16 bruges kun der hvor det er ligegyldigt hvilken vej omkring en helle du tager, fordi du ender samme sted.

På dette sted skulle der være valgt en N43 kantplade.

Lovløse Hurup

I Hurup er de fucking ligeglade. Ligeglade med ikke mindst de farvede fliser, der burde angive p-båse. Så længe der er plads på gladiatorarenaens SF-belægning, så kan kreaturtransport henslænges efter behov.

jeg er i øvrigt heller ikke vild med supermarkedernes fidus med at lægges SF-belægning og så lade båsene være “afmærket” med mørkere sten. Måske jeg burde flytte til Hurup?