Faglighed og finurlige fiksfakserier om trafikplanlægning, trafiksikkerhed og tilgængelighed
… med faglige finurligheder om trafikplanlægning, trafiksikkerhed og tilgængelighed. Se om du kan bruge nogle af mine betragtninger i menuerne til højre.
Få et billigt grin i mit Galleri, hvor jeg samler gode og skøre fotos fra den virkelige verden og mine besigtigelser i det ganske land eller nyd Ingeniørhumor på lavt niveau i menuen af samme navn. OBS: Det er forbudt at blive stødt på manchetterne, hvis du selv bevæger dig derind.
Subscribe gerne —————–>>>
Du får en e-mail, når jeg lægger nye artikler op – ikke fra galleriet og ingeniørhumor.
Jeg håber, at I vil følge med og give mig et like eller to, eller måske endda nogle kommentarer med på vejen.
God læselyst og forhåbentlig glædelig underholdning!
Håndbogen om tilgængelighed, der baserer sig på færdselsarealer for alle og universelt design, anbefaler indretninger ved signalregulerede kryds, der i vid udstrækning tager hensyn til flere og flere forskelligartede trafikantgrupper. Håndbogens principskitser er synlige for hvad bl.a. angår placering af opmærksomhedsfelter og retningsfelter under ideelle forhold. Tit ser de anvendte løsninger mere ud som kludetæpper af belægningstyper, niveauforskelle, standerplaceringer og måder at håndtere de mulige forskelligartede trafikantgrupper. Spørgsmålet er om ønsket om tilgængelig indretning for de få, efterhånden er blevet så kompliceret, at det går ud over de mange og måske endda ud over trafiksikkerheden.
Den todelte kantstenslysning med hhv. en “0” kant og et 6-10 cm kantstensopspring kan for den uopmærksomme være et snubletrin. Det samme kan siges om det sænkede fortov, hvor opmærksomhedsfelter og retningsfelter ikke anlægges i blå og røde fliser, men i samme grå nuancer som den øvrige belægning (dog med ønsket om kontrast).
I signalanlæg med tvunget fodgængertryk spares den trykknapstander til venstre ofte væk, hvorved kørestolsbrugere skal manøvrere på tværs af retningsfelter ved start og eventuelt på midterheller. Det nedsætter rejsehastigheden foruden at være et irritationsmoment.
Så kan man også i mange sammenhænge spørge sig selv om, hvad opmærksomhedsfeltet egentlig tjener af formål? Opmærksomhedsfeltet er jo placeret hvor kørestolsbrugere skal krydse. De svagsynede befinder sig på retningsfeltet. Kørestolsbrugere har ikke fodsålerne i flisen.
Må mantraen for tilgængelig indretning ikke snart være så simpelt som muligt og ikke flere og flere lag fliser, taktile knopper, lyd-, impuls- og lyssignaler? Eller hvad tænker I?
Er det efterhånden et problem for tilgængeligheden for den normale bruger og måske endda et problem for trafiksikkerheden med alle de “signaler”.
Entreprenøren har kun vejanlægget til låns, så når ombygning af vejanlæg popper op, står det nye anlæg flot i mørk asfalt og kridhvide linjer. Men entreprenøren er ikke mere gift med projektet end at den flotte fremtoning som oftest stopper ved entreprisegrænsen. Her afløses det fejlfrie slidlag måske af grå, trist og revnet belægning, og de hvide linjer overgår til pletvise kruseduller, der ikke levner trafikanterne meget visuel ledning. Påpeges problemstillingen i revisionsrapporten afværger den projekterende spørgsmålet ved at henvise til entreprisegrænsen og i øvrigt anbefale vejmyndigheden at genopmale afmærkningen på den kommenterede strækning. Dette sker sjældent umiddelbart inden ibrugtagning af den nye vejstrækning, da det som regel er led i en større entrepriseaftale med en afmærkningsleverandør.
Så vidt vides kendes der ikke til trafikanternes adfærd, når de kører fra nyt til gammelt, eller om dette fører til flere trafikulykker i overgangsperioden.
Men der er en risiko! Er dette et problem for trafiksikkerheden?