R.I.P. Chris Anker

Fotos: David Stockmann

For nogle uger siden mistede vi den forhenværende professionelle cykelrytter Chris Anker Sørensen i en tragisk ulykke i Belgien. Myndighederne har frikendt sig selv og chaufføren af den varebil, der påkørte Chris Anker. Dermed tillægges skylden ham selv, hvor tragisk det end måtte være. Dette indlæg skal ikke tillægge nogen en skyld, men jeg vil gerne kommentere på det jeg ser ud fra de billeder, som har været bragt af ulykkesstedet i diverse danske medier.

De to billeder her viser krydset henholdsvis set cirka fra bilistens synsvinkel og fra cyklisternes synsvinkel. Det mit øje fanger er følgende:

  • Hvordan kan det være, at man i Belgien må afmærke det vi i Danmark kalder et cykelfelt (S21) på tværs af en kørebane, hvor cyklisterne har vigepligt. I Danmark vil denne afmærkning være i modstrid med afmærkningsbekendtgørelsens (BEK nr. 1633) §190.
  • hvordan kan det være, at man i Belgien må opsætte en tavle for bilister, der svare til en E17 bare med en cyklist på. E17 er afmærkningen af et fodgængerfelt og viser, at bilisten har vigepligt, fordi der er afmærket et fodgængerfelt på tværs af kørebanen. Det er der naturligvis ikke her, men i stedet afmærket et cykelfelt.
  • Hvordan kan det være, at der ikke er opsat en stibom på tværs af cykelstien. Det er en helt naturlig foranstaltning i Danmark, når en sti i eget tracé skal passere en kørebane uden for kryds.
  • Så er det hele sagen om vigepligtsmarkeringen er synlig nok for cyklisten, men det bliver en subjektiv vurdering herfra og derfor ligegyldig.

Her gik jeg og troede, at vi i Europa var så kloge, at vi havde fælles internationale regler på sådanne nogle forhold som færdselsregler, færdselstavler og kørebaneafmærkning og i det hele taget trafiksikkerhedsforanstaltninger. Men det har vi jo så åbenbart ikke. Faktisk er de hermed dokumenteret, så godt som vidt forskellige på dette område.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over denne udformning eller om Chris Anker ikke var eller var bekendt med belgiske afmærkningsregler kontra de danske, men jeg finder det skræmmende, at der kan være fuldstændigt modrettede regler i to lignende europæiske lande, der rigtig meget gerne vil fremme cyklismen.

Så alle jer derude, der vil hoppe på cyklen rundt omkring i Europa. Se jer for. Uopmærksomhed på egen sikkerhed i trafikken, kan koste jer livet.

R.I.P. Chris Anker Sørensen. Æret være dit minde.

(Visited 45 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *