Faglighed og finurlige fiksfakserier om trafikplanlægning, trafiksikkerhed og tilgængelighed
Min røst er blevet hørt 🙂
Det er selvfølgelig en grov stigmatisering af en faggruppe, men ikke desto mindre er jeg flere gange blevet bedt om at trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevidere et byfornyelsesprojekt, et torv, en cykelbro eller lignende, hvor en arkitekt har sat sig for bordenden og udarbejdet forslag til forskønnelse.
Forskønnelsens tese har i de fleste tilfælde været, at projektet skal “kunne noget anderledes” eller “kunne noget nyt og endnu ikke set før” eller forslaget om forskønnelse skal have et gennemgående tema og så videre. Det har i alle de tilfælde, som jeg kan huske, kunnet ses, at arkitekten har holdt legestue med anbefalingerne for trafiksikkerhed og for tilgængelighed, ikke har skelet til anbefalingerne i vejreglerne og i enkelte tilfælde gået på kompromis med bindende bestemmelser jf. afmærkningsbekendtgørelsen og tilmed færdselsloven (PS: den gik heller ikke forbi Politiet).
Mine udarbejdede revisioner har dermed været en stille og rolig pulverisering af projektet dog uden at arkitekten efterfølgende synligt har rystet på hånden. For at nå arkitektens mål har projektet herfra været kompromis på kompromis mellem den projekterende og bygherren i forhold til kommentarerne i revisionsrapporterne.
Dette er i mine øjne ikke en optimal projektproces.
Er dette eller kan dette blive et problem for trafiksikkerheden og tilgængeligheden. For hvis der konstant skal findes på nyt, så må grænserne jo hele tiden flyttes.
En nyligt afleveret tilgængelighedsrevision vedr. en cykelbro (og lidt gangbro), hvor jeg anbefalede det gode tiltag med et vandret endestykke på 30-40 cm på gribelisten i bunden af trappen, som ikke var på tegningen, blev fulgt af følgende svar fra den projekterende. “Trappen er arkitekttegnet, så det skal være sådan”.
Det er ikke et kvalitetsstempel at være arkitekttegnet. Det har nok bare været dyrt.
Hvad med om arkitekten bruger sine kreative løsninger til gavn for trafiksikkerheden og tilgængeligheden f.eks. ved at arkitekten forsøger at finde de vises sten for selvforklarende veje ud fra gældende bekendtgørelser og anbefalinger i vejreglerne. Jeg mener f.eks. at anbefalingerne til tilgængelig indretning efterhånden mere minder om et kludetæppe af usammenhængende løsninger fremfor principper om entydighed og enkelthed. Hvad med at kaste sig over den problematik.
