Ska’ då ha a dab o æ dækkel?

Info til billedet
Aalborg må siges at være arnested for mange problematiske udformninger for tilgængelig indretning. Her er der vrøvl med indretningen af et signalreguleret kryds i det kommende fodgængerfelt.
Der er med uhyggelig præcision placeret hhv. et dæksel og længere fremme en nedløbsrist lige i synshandicappedes ganglinje på tværs af krydset, hvilket resulterer i, at retningsfeltet forsvinder og mobilitystokken potentielt sidder fast i risten.
Det fortjener “et dab på dækslet”.

Undgå KLASK!

Info til billedet
Under sloganet: Undgå Klask gennemførte Aalborg Kommune, Cykelforbundet, NT og Nordjyllands Politi i 2017/18 et projekt, hvor konflikten mellem buspassagerer og cyklister blev forsøgt løst med bl.a. denne meget kraftige røde belægning mv.
Projektet blev evalueret i sommeren 2018 og viste rigtigt gode resultater, men forsøgsordningen med den røde belægning blev ikke forlænget eller gjort permanent.
Og hvorfor mon? Jo, netop afmærkningen med V21 på en cykelsti forbi eller igennem et stoppested uden bushelle lever ikke op til vigepligtsreglerne. Cyklister har selvfølgelig vigepligt her og det understøttes ikke med afmærkning med V21 Cykelsymbol. Så hvad gør vi så?

Lag på lag og uden på lag

Info til billedet
Her i det østlige Aalborg har skilteproducenten kronede dage. Der er tilsyneladende ingen ende på hvor mange forskellige typer af stivejvisningstavler, der skal sættes op i samme kryds.
Kunne man forestille sig en forenkling af stivejvisningen til glæde for både stitrafikanten men også den generelle forskønnelse af stinettet? Mere er ikke altid bedre…

Ræk gerne asfalttunge af mig

Info til billedet
Midlertidige arbejdspladsområder, markoverkørsler eller blot private overkørsler bør altid etableres med asfalttunge. Dvs. asfaltering af mindst de første 5 meter ind ad sidevejen/overkørslen.
Formålet er dels at undgå grus, jord og småsten, der trækkes ud på kørebanen (som på billedet) og kan give større risiko for trafikulykker ved udskridning især for motorcyklister, men også at den udkørende bilist, kan få vejgreb med det samme og komme hurtigt ud på kørebanen, hvis der er behov for forholdsvis hurtig acceleration.

Tak til opmærksomhed

Info til billedet
Her på Budolfi Plads i Aalborg bliver blinde og svagsynede stoppet på opmærksomhedsfeltet af en metalkant til bedet. Kunne arkitekten gå på kompromis med at bedet ikke blev helt formet efter det dyre og fornemme tegnearbejde? Nej da. Opmærksomhedsfeltet må vige for et bed med forskellige “herlige” græsser. Det har medført en helstøbt plads set gennem halvmånebrilleglasset på næsetippen. Men desværre med fornuftige ingeniørbriller knap så funktionelt.