Parallelsamfund

Info til billedet
Et sted i Danmark er arkitekterne ikke blevet stoppet i tide, og det har ledt til følgende udformning. Cykelsti med en vigelinje som pullert i et i øvrigt ganske uoverskueligt kryds efterfulgt af en strækning, hvor der er byttet rundt på fortov og cykelsti, så cyklister færdes inderst. Det er da synonym med et parallelsamfund. Spørg nu en fornuftig trafikingeniør inden I finder på sådan en gang misforstået geometrisk udformning.

En sidebemærkning

Info til billedet
Et sted ude på landet har kommunen her været igang med at sideudvide vejen for at få plads til en venstresvingsbane. Det er jo godt for trafiksikkerheden og venstresvingende bilisters tryghed. Men det er desværre en smule risikofyldt at lave sideudvidelsen som gjort på billedet. Belægningskanten kan under de rette, eller skulle man hellere sige forkerte omstændigheder såsom regn fremstå som en kant, der ligner en kantlinje og så har vi balladen, hvis en bilist lader sig optisk snyde. Ny asfaltbelægning lægges altid vinkelret på køreretningen. Så er balladen afblæst.

50 shades of grey

Lige bag Danmarks kendteste plads kan man finde dette beklagelige tilfældig. Jeg har ondt af fodgængere og cyklister, at de skal kunne vide, hvilke regler der gælder her. Husk nu på, at kørebaneafmærkning er hvid. Det er lovtekst. Ikke en flisetype og da slet ikke en flisetype, der i øvrigt indgår i virvaret af et mønster, der måske så godt ud på papir.
Til jer der ikke kan se problemet: Fodgængerfeltet på tværs af cykelstien er en flise og ikke hvid. Hajtænderne længere fremme, der skal vise cyklister, at de har vigepligt for cyklister fra venstre er ligeledes totalt skjult og ikke en gang bakket op af en tavle.

Den restriktive tilgang

I København et sted kan man finde denne tavle. Det er slut med den positive tilgang og et lille skilt med påskriften “Cykler uden for stativ fjernes uden ansvar”. Nu må der ikke parkeres som udgangspunkt. Undtagelsen er sat i undertavlen. Er det ikke skørt? Men københavnerne er sgu da ligeglade. Jeg tæller tre cykler uden for stativ på billedet. En opfordring er ikke at købe sig en ladcykel, hvis du bor i København. Du kan ikke parkere!