Indsigt i oversigt

Jeg vil så gerne forstå vejreglerne. Nogle gange er det dog svært og derfor behøver jeg hjælp. Hjælp til at nogen fortæller mig om mine observationer er mystiske, indsigtsfulde, en ahaoplevelser, en aj, det havde jeg aldrig tænkt over, eller måske, det må vi da gøre noget ved (læs vejregelgruppen ser dette opslag og laver det om prompte i relevante vejregel) eller bare i det hele taget fortæller mig, hvad der foregår.

I min serie af fejl og mangler i vejreglerne er jeg stødt på denne observation vedr. oversigtsforhold i prioriterede vejkryds.

Dette udklip er taget fra håndbog om Planlægning af vejkryds i åbent land og vedrører oversigten i det mest simple vigepligtsregulerede prioriterede kryds, T-krydset uden kanalisering.

Lsek måles i åbent land til 3 meter bag vigelinjen, der formodes at være øjepunktet på en standardbil, og Lpri er den oversigt, som bilister fra 3 meter bag vigelinjen skal kunne se til hver side.

Bemærk venligst at oversigtsfladen er det gråskraverede område, der skal kunne overskues og som dækker et areal, der tager hensyn til – til venstre – at der skal kunne overskues fx en motorcykel, der kører 1 meter fra kørebanekanten og – til højre – at bilister fra sidevejen skal kunne overskue, hvis en overhaling er i gang i modsatte kørespor dvs. 1 m fra kørebanekanten.

Det er vigtige informationer, der skal fortælle sidevejstrafikanten om det er sikkert at køre ud på primærvejen uden at give anledning til en trafikulykke eller bare utrygge forhold fx ved at indkørende primærtrafikanter skal foretage kraftig deceleration for at undgå en trafikulykke.

Hertil og så langt er jeg helt med på anbefalingerne.

Så er det vi møder denne figur i håndbog om Prioriterede vejkryds i åbent land.

Som den skarpe læser har bemærket, er der nu tilføjet en højresvingsbane med slips – en spærreflade mellem højresvingsbanen og ligeudbanen for at øge oversigten for sidevejs trafikanter forbi højresvingende, hvilket ellers kan give nogle væmmelige trafikulykke. Det er faktisk en voldsom god ide at indføre slips allerede ved projekteringen, hvis man som vejmyndighed insisterer på anlæg af en højresvingsbane – læs mere om højresvingsbaner her i “De fire temperamenter”.

Igen har vi en Lsek, der i åbent land er 3 meter. Og vi har en Lpri, der er den nødvendige oversigt til … jamen hov. Jamen hov.

Nu skal den afventende sekundærtrafikanter kun kunne skimte lakken på ydersiden af en indkørende bil ved midtlinjen. Altså ikke længere tage højde for motorcyklisten 1 meter fra kørebanekant, men kun til ydersiden af en personbiler.

Træk mig nu lige baglæns ind i fuglekassen. Hvad hvis der kommer en motorcykel, der ligger i slipvinden på den bil, der trækker ind i højresvingsbanen. Så kan oversigtslængden ikke længere holdes. Faktisk begrænses oversigtslængden til motorcyklisten betragteligt. Det er da noget rod.

Jeg kunne også sætte et sættevogntog ind i højresvingsbanen, hvilket oftest er den primære grund til at etablere højresvingsbaner. Gør jeg vil oversigtslængde blive endnu mere begrænset til den indkomne motorcyklist, der måske tager den i fuld throttle uden om sættevogntogets bagende. Så har vi den klassiske 650/660-trafikulykke.

Hvis jeg går lidt nærmere ind i de anbefalinger, der står under illustrationen i vejreglen, står der simpelthen som vejledning, at spærrefladen, det såkaldte slips afmærkes 2,5-3 m bred, hvorved oversigten er opfyldt med forudsætning om en retlinet primærvej. Hvis jeg tegner situationen op, kan jeg ikke få min spærrefladebredde længere ned end 3,5 meter, fordi der jo helst skal være 1 meter kantbane mellem kantlinjen til primærvejen og vigelinjen på sekundærvejen. Dvs. også her kan jeg ikke få vejreglens anbefaling til at give mening i virkeligheden.

Nu er vi kommet til den del af indlægget, hvor jeg beder om din hjælp. Hvad er det jeg overser, hvis noget? Hvorfor er anbefalingerne ikke kongruente? Er vi der, hvor vejreglerne lige præcis her faktisk udgør en væsentlig risiko for trafiksikkerheden?

Jeg glæder mig til at læse jeres kommentarer.

Monstret i skyggen

Solen skinner og du går under vejtræerne og nyder solen, nyder gåturen, nyder varmen og nyder, at du kan se. Eller… måske ikke det sidste. Det tænker du nok ikke så meget over. Altså hvis du kan se, og se ordentligt.

Men nogen mennesker kan slet ikke se, og andre har begrænset syn. Med alderen bliver vi generelt dårligere til at se. Nogen bruger briller, mens andre bruger virkelig tykke brilleglas. De fleste har flydende overgang i brilleglasset, mens det for andre er lidt lige meget, hvad de har. De er stadig svagsynede.

Det er nu, vi kommer til skygger og monstre.

Under vejtræerne flimrer belægningen, og det kan være svært at se niveauforskelle i belægningen, hvis lyset trænger igennem bladene og laver et bevægeligt mønster, der hvor du går. Det er som sådan ikke et problem, selvom man virkelig skal stole på sit instinkt om bare at gå, og så håbe på det bedste for sine ankler.

Det bliver først et problem, hvis belægningen ikke er jævn, hvis der ligger fx nedfaldskogler og gemmer sig i skyggerne, eller hvis der sågar er trapper på din vej i skyggerne.

Træer i vejbilledet skal for alt i verden ikke forbydes for at komme disse monstre til livs, men for det første skal du ved gangarealer og på pladser tænke over, at du ikke planter træer, der smider kogler, og naturligvis sikre at din belægning er plan og jævn. De steder, hvor niveauforskelle er nødvendige eller eksisterende, bør der være jævne og planer alternativer udenom eller være særlig fokus på, at området i hvert fald ikke kan anvendes som genveje. Det kan fx gøres med plantebede eller andre ledelinjer uden om monstrene i belægningen.

Har du gode idéer til at undgå monstrene i skyggerne, så råb gerne bøh i kommentarfeltet.

Kend den på knækket

Der er ingen tvivl om at landets kommuner, står over for en enorm opgave, hvis alle vejkurver under radius 400 m i åbent land skal bekæmpes og afmærkes korrekt. Sådanne kurver er desværre årsag til mange ulykker, og derfor kan vi ligeså godt komme i gang før eller siden, da ulykkerne i kurverne sker efter et ikke nærmere bestemt tilfældighedsprincip, men de sker.

De sker, hvis en lidt for ferieglad og uopmærksom ikke-stedkendt trafikanter bevæger sig ud på opdagelse, eller teenageren med de lidt for glade fartgener skal give fars nye Tesla gas med kammeraterne. Eller hvis den usikre bilist, der endelig har fået styr på farten, overser knækket i skumringen. Ja, som sagt sker de. De sker tilfældigt og måske ikke i så stedspecifik grad, at det bliver til en sortplet.

De sker…

Søg derfor hjælp i publikationen ‘Hastighedstilpasning i åbent land’ til, hvordan kurver i åbent land afmærkes korrekt, så vi giver disse tilfældige trafikanter en chance for at tilpasse deres hastighed i kurven og undgå trafikulykker – og måske slippe levende fra et bekendtskab med kurven.

Husk også på reglerne om oversigtsforhold i kurver. Altid stopsigte, og hvis der ikke er midtlinje som spærrelinje, så gælder mødesigte.

Vær din vejvisning bekendt

Vigtige feriemål skal naturligvis være synlige under alle tænkelige forhold, så vi undgår u-vendinger på primærvejen eller andre uhensigtsmæssige manøvrer i trafikken, der kan give anledning til trafikulykker.

Pilvejvisere, der som på billedet, er placeret i den forkerte side af sekundærvejen, kan være én af de årsager, der under uheldige omstændigheder giver anledning til trafikulykker, der efterfølgende kan være svære at identificere årsagen til.

Derfor bør du altid placere pilvejvisere til højre for svingende trafikanter, så afventende biler på sekundærvejen ikke skjuler vejvisningen.

Skulle du som på billedet rende ind i problemer med at placere pilvejviserne på det korrekte krydshjørne og er der mange vejvisningsmål, der er væsentlige for ikke-stedkendte trafikanter, vil jeg altid anbefale en placering af tabelvejvisere før krydset (25 meter før eller ved start af en eventuel svingbane) eller sågar en forvarsling af vejvisningen fx med G14 diagramorienteringstabel eller G18 tabelorienteringstavle, der typisk står 150-250 m før krydset. Er der få vejvisningsmål af sidevejen kan der anvendes pilvejviser på høj stander på det korrekt krydshjørne.

Har du andre spørgsmål til vejvisning i din kommune, så tøv ikke med at lægge en kommentar eller kontakte mig direkte. Jeg vil så gerne vise den korrekte vej mod bedre trafiksikkerhed.