Tag: Thomas Rud

Lille landsby, der ligger lækkert og lunt langs løvskoven lever længere.

Hvis jeg bliver i denne verden af bogstavsrim kan jeg måske tilføje følgende:

Trafiksikre transportmuligheder og trædearealer trods tværfaglige tvister til transitruter, der truer tavsheden med ti tons tunge trucks.

Ivrige interesserede ildsjæle og initierende indbyggere, der inviterer til initiativ.

Koncentreret kommunal konsensus, der kaster kærligheden og kroner efter kvarteret med kommunikation og kreativitet.

Arbejdsvillige akademikere af anden aldersgruppe end ældre, der arrangerer arealanvendelsen,

Meget mere om minutiøse meninger med mennesker i midten.

Personlig planlægning, der passer på den pågældende plet på planeten pyntet med pennestrøg og politik.

Fornemmelse for fornuftige fysiske foranstaltninger for fodgængere, friluftsmennesker og fritidsentusiaster, forbundet med faglighed og fremskridt.

Så enkelt kan det formodentlig siges, når planlægningen rykker på landet. Men gør planlægningen det? Hvis den gør og planlægningen også omfatter landsbyerne, så bør det fra start sikres at mennesket og dermed borgeren i landsbyen sættes i centrum – og det skal borgerne jo faktisk gøre selv – og sikre at alle løsninger lever og laves så optimalt som muligt første gang, da vi ikke ved, hvornår reformationen af landsbyerne vender tilbage.

Hvor vil jeg hen med den indledende brandtale af lidet poetiske dimensioner? Jo, ser du. Decentraliseringen er kommet på dagsordenen hen over vinteren og det skal fejres. Derfor vil jeg gerne derhen, hvor der igen sættes fokus på det at bo på landet og tage ansvar for udviklingen i landsbyerne. Både for dem, der bor der og for dem, der nu har ansvaret for og midlerne til at hjælpe udviklingen i gang. Udviklingen skal hjælpes i gang de steder, hvor det ikke helt går sin egen gang, hvor den benhårde kommunale planlægning har forsøgt at rive de sidste sociale rødder op med den seneste skolereform og hvor der trods billige huspriser er mere end svært at drive en dagligvareforretning selvom glæden ved forretningen for byens borgere først kommer til udtryk, når forretningen er væk.

Planlægningen starter et sted og i nogle henseender kan der være tale om, hvad der kommer først: hønen eller ægget. De kommunale/private midler eller borgernes initiativ. Det må være en klar overbevisning for de fleste, at borgeren kommer først og initiativet skal gro indefra. Landsbyerne har brug for ildsjælene og de borgere, der tør tage et ansvar og trække i arbejdstøjet for at skabe udvikling selv. Det er oftest de unge og midaldrende, der lukker sig inde bag hækken og murene og har nok i arbejdet, børnene og de fritidsaktiviteter der finder sted i den større by eller for sig selv, mens det er de ældre, der pudser og nusser i deres have, mødes til de eventuelle fællesarrangementer i forsamlingshuset og gerne tager en længere snak ved købmanden, da de egentlig ikke har så travlt. Altså hvis købmanden endnu eksisterer! De unge og midaldrende skal lokkes ud og deltage aktivt.

Men det er ikke altid lige nemt at være ildsjæl eller initiativrig, når nu der oftest skal følge større midler med for at gennemføre egentlige fysiske udviklingstiltag i de små landsbyer. Her har kommunerne og de ansvarlige fagfolk et stort ansvar. Ansvaret ligger først og fremmest i synlighed og kommunikation. Ikke bare som flyvske tanker og upersonlig medfølelse, men dyb og koncentreret medleven i landsbyens problemstillinger og mulige løsninger for fremskridt. Kommunen kommer på banen med faglig hjælp og økonomiske støtte til de landsbyer, der gerne vil udvikles. Kommunen kan måske endda forestå en støtte med midler på trods af de forsvundne statslige puljer, der nu om dage er henved utilgængelige for de kommuner, der tager initiativet og har de gode og kreative idéer. Eller kommunen kan indgå private samarbejder.

Kommunerne har en faglighed, der oftest kan være som en accelerator for ildsjælenes entusiasme og virkelyst. Positiv kommunikation er en bevægelse i den positive retning og klap på skulderen er vitaminindsprøjtningen til udviklingen. Men en visionær fremtidsforestilling om den enkelte landsbys udvikling og tidshorisont på arbejdet samt måske endda en mulighed for at indgå et samarbejde om løbende hjælp til småjusteringer af hverdagssamfundet er som en eksplosiv idégenerator i de små samfund. Kommunen stiller deres faglighed til rådighed og kommer trafiksikre løsninger på de offentlige arealer og generel forskønnelse af de offentlige arealer i møde ved samarbejde med græsrødderne. Kommunen udarbejder arealanvendelseskort og udviklingsparadigmer. De stilles arbejdskraft til planlægning og fysisk implementering til rådighed for veludformede og skitserede lokale idéer. Listen kan være alenlang, så længe der foreligger en minutiøs og dynamisk plan for landsbyens udvikling og en mere eller mindre forpligtende tidsplan.

Levedygtige landsbyer er som oftest beliggende ved korsveje eller andre trafikmagneter, hvorfor fagligheden om trafik skal på banen. Historiske minder, miljømæssige hensyn og sikringen af naturskønne lokaliteter er andre områder, hvor inden for kommunerne har en forpligtigelse til at være behjælpelige.

Fagligheden bliver dog ofte stillet på større prøver end som så. Tidspres og gode tilbud blandet med større dybde i fagligheden får af og til kommunerne til at søge hjælp i planlægningen og i samarbejdet med de glade landsbyborgere, der har fået stillet udvikling i sigte gennem nogle afsatte midler. Trafikplanlæggere, arkitekter, landsinspektører, sociologer og andre rådgivende fagfolk løber gaderne og stierne tynde i landsbyerne i det ganske land for at finde regnbuens ende og midlet til at gøre landsbyen til et godt og yndigt sted at være og sætte den positive udviklingsspiral i gang igen efter landsbrugets fald. Samtaler med borgerne og de lokale patrioter fører oftest de vildeste tanker og udviklingsperspektiver med sig. Landsbyplaner, udviklingsstrategier og i særlige tilfælde lokalplaner skyder op og giver grønt på kronen og håb for fremtiden. Men de helhedsorienterede løsninger halter. Det behøver de ikke nødvendigvis at gøre. Det kræver i mange tilfælde ikke andet end større tværfaglighed i de planer, der udarbejdes, og lidt bedre forståelse for, at det sociale, de små projekter, hverdagens landskaber og de dagligdags gøremål også inddrages som en del af planlægningen, og ansvaret for planlægningen, implementeringen og vedligeholdelsen ligger lokalt hos de lokale ”myndigheder”, borgerne. Således bliver planlægningen i højere grad personlig, noget som borgerne står inde for, gider tage stilling til og tage ansvar for samt få tilflyttere til at tilegne sig.

Det vanskelige er, at ildsjælene er svære at finde i de små landsbyer, hvor udviklingen er gået i stå eller stagnerer. Initiativ og virkelyst er svær at engagere sig til, når arealerne i byen er nedslidte forarmede og der ingen selvforstærkende effekter er at bygge på. Hvad gør vi så? Vi enten hjælper, hvis der er håb og en lille flamme, der gløder eller også så lukker og slukker vi. Fra mit synspunkt er dette den benhårde business, når nutidens og fremtidens ønsker og muligheder skal forenes og udvikles ud fra fortidens historiske landskaber.

Hvor går så den usynlige grænse mellem landsbyliv og landsbydød? I et ingeniørfagligt perspektiv går den vel det sted, hvor det beregningsmæssigt ikke længere er rentabelt at holde liv i en landsby. For sociologer og historiskinteresserede fagfolk går grænsen, hvor bevaringsværdien ligger gemt i bygninger, natur, historie eller under 5 fod muld eller offentligt tilgængeligt i sociale samlingspunkter og i borgernes bevidsthed. For lægmand er grænsen det naturlige tilhørsforhold, historien i ens liv og stedet man bare har valgt et leve sit liv, måske endda til ende. For andre går grænsen det sted, hvor der for færrest midler er et tag over hovedet, som ikke umiddelbart viser tegn på at ville falde sammen, og det sted der er ens eget. Kan vi på nogen måder give de stakkels kommuner et redskab, en overordnet skabelon for arbejdet, der forener fagfolkenes yderligheder og samhørigheder med borgernes forståelse for udviklingen taget med på råd uden der tænkes profit eller det går ud over den kostbare tid og den i tiden skrøbelige økonomi, der kan bruges på mange andre prestigeagtige gøremål?

Findes der derude et par gode råd til fremtidens oplagte, men nok mest udfordrende planlægningsobjekt nemlig landsbyerne, hvor der ikke bare refereres til en lovtekst, en ny paragraf i planloven, men også er konkret og ligetil handling bag ordene?

Naiviteten står på spring for at bryde ud i lys lue, ligesom initiativet hos de mange falmende ildsjæle, der gang på gang løber panden mod den kommunale mur af sagsbehandlingstider og manglende favnene faglighed. Det er aldeles frustrerende som lægmand og den lille brik i spillet som borger, at mangle overblikket og indsigten i mulighederne, at mangle den konkrete planlægning, kortlægning og myndighedernes fremtidsperspektiver med de små men værdifulde enheder i den danske bosættelseskultur, der er i indædt kamp med de stadigt større og mere rentable enheder.

Lille landsby på randen af overflødighed. Få nu udnyttet den nye verden og et spirende initiativ til decentralisering og kom på den kommunale dagsorden. Måske er det blot ord fra det bestemmende mindretal, men ikke desto mindre, så kan det være en guldgrube af initiativer at være de første, der bryder årtiers tørke af det gode liv i landsbyerne.