Jeg har tænkt mig her i tredjeåret for min blog, at sætte et par Heins-pæle op. Mest af alt for, at du som læser kan se, hvor jeg befinder mig i mylderet af gode råd og sjove indfald, viser på vers og taleksercits, underfundige overskrifter og konkrete bekymrede miner. Lad mig starte med en klassiker:
Den, som kun
tar spøg for spøg
og alvor
kun alvorligt,
han og hun
har faktisk fattet
begge dele
dårligt
[Piet Hein – Den som kun]
Så derfor bør du til enhver tid meget gerne blande både alvor og spøg, så kommer du faktisk tættere på at kunne læse mine ord uden omsvøb.
Men det er dog sådan, at:
Når en digter blir forelsket
i sit eget digts facade,
i de sorte stregers leg
på papirets hvide flade,
i dets legemlige kunstværk
med det kling og klang og flitter…
…så dør der en digter
… og opstår en konditor.
[Piet Hein – Digterens genopstandelse]
Jeg har ingen intentioner om at være en konditor, så der er naturligvis både substans, indhold og holdninger i de skrevne ord. Tag dem gerne sådan.
Jeg skriver ofte om, hvordan trafikantadfærd er et af verdens mange katastrofer. Men jeg har jo reelt ikke en kinamand chance for at råbe nogen som helst op med det synspunkt. Ligesom alle de andre nok heller ikke har, sådan set i det brede perspektiv.
Sikke de andre
dog maser sig på!
At det er spildt,
kan de ikke forstå.
Hvis man fik dét
til at dæmre for dem –
sikke man selv så
ku mase sig frem!
[Piet Hein – Tanke i trængsel (psyko-socialt gruk)]
Den kan også omskrives til noget mere trafikalt relevant.
Folk trafikerer med en egen
brutalitet på fælles vej.
De styrer fa’me midt ad vejen,
skønt de kan se, at dær kør jeg.
[Piet Hein – Som folk dog kør (trafikkulturel iagttagelse)]
Man er vel sig selv nærmest, når alt kommer til alt? Og udvikling skal komme fra masserne.
Mensker skal passe
i samfundets skuffer.
Samfundet kræver det,
ingen-ved-hvoffer.
Listeligt lempes man,
lirium larium,
ned i et rum
i et stort skuffedarium
[Piet Hein – Vore hverdags jeg’er]
Her vil jeg gerne være garant for at forny mit fags arketyper. Slå bunden og siderne ud på vores lille lukkede kasse.
I den modsatte grøft finder vi individualisten.
Hvad rager det dén,
som er sikker på sit,
at resten af verden
er ude af trit.
[Piet Hein – Trit (huskevers for den sidste individualist)]
At appellere
til fornuften
er verdens største
slag i luften.
[Piet Hein – Verdens største (misantropisk gruk)]
Tja. Det var et par velmene udslåede arme i forhold til, hvor meget bloggen her batter. Men måske har den en plads et sted derude. Måske som alle de andre gode råd.
Vi er det led
i vor udviklings lænke,
som har fået den tvangstanke,
at vi kan tænke.
[Piet Hein – Epigram]
Og så er der lige den om jeg tør give min mening til kende, når nu jeg skriver til ingen og samtidig alle. I er der, men er vel tavse vidner til ordene.
Tanker skal tænkes
af den som tør,
undren skal ingen
spare på.
Og det er en tåbe
som ikke spør
om mer end ti vise
kan svare på.
[Piet Hein – Gamle sandheder vendes]
Nu kan jeg så stolt forkynde, at jeg måske har svaret på trafikplanlægningens mange problemer.
Tæv uforknyt løs
på problemerne – men
vær forberedt på,
at de tæver igen.
[Piet Hein – Om problemer]
Eller…
I følgende grundsætning
mener nu jeg
at ha løst
alverdens problemer:
Man skal følge
den gyldne mellemvej –
selv når den går
til extremer.
[Piet Hein – Leveregel]
Jeg kan dog kun prale med, at mange af mine iagttagelser har rod i virkeligheden og stammer fra mine mange ture rundt i det danske land samt fra egne erfaringer.
Visdom er
den egenskab –
at inderst i sin sjæl
vide alt
om menneskers dårskab –
fra sig sæl.
[Piet Hein – Visdom (ønskedrøm)]
Til det kan jeg kun svare for mig selv, men…
De store snedigheder, som
vi går og spreder videnom,
vil næppe kunne håbe på
at stå for eftertidens dom.
Men eftertidens hjerte bør
til gengæld smelte hen som smør
ved tanken om den dumhed, vi
engang imellem ikke gør.
[Piet Hein – Den virkelige bedrift (Global- og individual-psykologisk tanke)]
Fordi…
At vide
hvad man ikke véd,
er dog en slags
alvidenhed.
[Piet Hein – Alvidenhed (folisofem)]
Det kan nemlig kun blive bedre, hvis vi undrer os, og får svar.
Der findes een visdommens vej –
det er den,
som bør være let
at erindre:
dum dig
og dum dig
og dum dig igen,
men mindre
og mindre
og mindre.
[Piet Hein – Visdommens vej]
Med disse Heins-pæle kan jeg kun slutte med følgende vise ord:
Enhver,
som kan gribe
en pen og slå klatter,
har ret
til at kræve
at kaldes forfatter
Men dét
der er forskellen
mellem forfatterne,
det står på det tomme
papir mellem klatterne.
[Piet Hein – At fatte og at forfatte (litterært gruk)]
Læs min blog som du vil, men vid,
i hver sætning og hver overskrift
at der er lagt hjerne, hjerte og flid
Det har alt sammen fået et finurligt pift.
Derfor bør du, læser,
lede efter tanken.
Forstå, fordreje, forblænde, se hvor vinden blæser.
Fylde op i videnbanken.
[Thomas Rud – Videnbanken]
Samt
Bidrag til almenheden.
Vær nu ikke beskeden.
Læg blot en kommentar.
Du stemples ikke som proletar.
Det er høj klasse
at dele en masse
viden som du kender,
og som hos dig hænder
Jeg lover at tænke og svare,
så længe du kan min holdning klare,
og ej blive sur og ked
når denne blogger og ordsmed,
tager dine forklaringer under kniv.
Dessekterer, behandler og gemmer i sit arkiv.
Det er nemlig så rart,
ikke at være alene. Det er da klart.
God læselyst derude!
Nu er det tid for mig at finde min pude.
Så jeg kan spare op
til nye emner på bloggen, non-stop.
[Thomas Rud – Læg blot en kommentar]