Gruk med det løse

Jeg har tænkt mig her i tredjeåret for min blog, at sætte et par Heins-pæle op. Mest af alt for, at du som læser kan se, hvor jeg befinder mig i mylderet af gode råd og sjove indfald, viser på vers og taleksercits, underfundige overskrifter og konkrete bekymrede miner. Lad mig starte med en klassiker:

Den, som kun
tar spøg for spøg
og alvor
kun alvorligt,
han og hun
har faktisk fattet
begge dele
dårligt
[Piet Hein – Den som kun]

Så derfor bør du til enhver tid meget gerne blande både alvor og spøg, så kommer du faktisk tættere på at kunne læse mine ord uden omsvøb.

Men det er dog sådan, at:

Når en digter blir forelsket
i sit eget digts facade,
i de sorte stregers leg
på papirets hvide flade,
i dets legemlige kunstværk
med det kling og klang og flitter…
…så dør der en digter
… og opstår en konditor.
[Piet Hein – Digterens genopstandelse]

Jeg har ingen intentioner om at være en konditor, så der er naturligvis både substans, indhold og holdninger i de skrevne ord. Tag dem gerne sådan.

Jeg skriver ofte om, hvordan trafikantadfærd er et af verdens mange katastrofer. Men jeg har jo reelt ikke en kinamand chance for at råbe nogen som helst op med det synspunkt. Ligesom alle de andre nok heller ikke har, sådan set i det brede perspektiv.

Sikke de andre
dog maser sig på!
At det er spildt,
kan de ikke forstå.
Hvis man fik dét
til at dæmre for dem –
sikke man selv så
ku mase sig frem!
[Piet Hein – Tanke i trængsel (psyko-socialt gruk)]

Den kan også omskrives til noget mere trafikalt relevant.

Folk trafikerer med en egen
brutalitet på fælles vej.
De styrer fa’me midt ad vejen,
skønt de kan se, at dær kør jeg.
[Piet Hein – Som folk dog kør (trafikkulturel iagttagelse)]

Man er vel sig selv nærmest, når alt kommer til alt? Og udvikling skal komme fra masserne.

Mensker skal passe
i samfundets skuffer.
Samfundet kræver det,
ingen-ved-hvoffer.
Listeligt lempes man,
lirium larium,
ned i et rum
i et stort skuffedarium
[Piet Hein – Vore hverdags jeg’er]

Her vil jeg gerne være garant for at forny mit fags arketyper. Slå bunden og siderne ud på vores lille lukkede kasse.

I den modsatte grøft finder vi individualisten.

Hvad rager det dén,
som er sikker på sit,
at resten af verden
er ude af trit.
[Piet Hein – Trit (huskevers for den sidste individualist)]

At appellere
til fornuften
er verdens største
slag i luften.
[Piet Hein – Verdens største (misantropisk gruk)]

Tja. Det var et par velmene udslåede arme i forhold til, hvor meget bloggen her batter. Men måske har den en plads et sted derude. Måske som alle de andre gode råd.

Vi er det led
i vor udviklings lænke,
som har fået den tvangstanke,
at vi kan tænke.
[Piet Hein – Epigram]

Og så er der lige den om jeg tør give min mening til kende, når nu jeg skriver til ingen og samtidig alle. I er der, men er vel tavse vidner til ordene.

Tanker skal tænkes
af den som tør,
undren skal ingen
spare på.
Og det er en tåbe
som ikke spør
om mer end ti vise
kan svare på.
[Piet Hein – Gamle sandheder vendes]

Nu kan jeg så stolt forkynde, at jeg måske har svaret på trafikplanlægningens mange problemer.

Tæv uforknyt løs
på problemerne – men
vær forberedt på,
at de tæver igen.
[Piet Hein – Om problemer]

Eller…

I følgende grundsætning
mener nu jeg
at ha løst
alverdens problemer:
Man skal følge
den gyldne mellemvej –
selv når den går
til extremer.
[Piet Hein – Leveregel]

Jeg kan dog kun prale med, at mange af mine iagttagelser har rod i virkeligheden og stammer fra mine mange ture rundt i det danske land samt fra egne erfaringer.

Visdom er
den egenskab –
at inderst i sin sjæl
vide alt
om menneskers dårskab –
fra sig sæl.
[Piet Hein – Visdom (ønskedrøm)]

Til det kan jeg kun svare for mig selv, men…

De store snedigheder, som
vi går og spreder videnom,
vil næppe kunne håbe på
at stå for eftertidens dom.

Men eftertidens hjerte bør
til gengæld smelte hen som smør
ved tanken om den dumhed, vi
engang imellem ikke gør.
[Piet Hein – Den virkelige bedrift (Global- og individual-psykologisk tanke)]

Fordi…

At vide
hvad man ikke véd,
er dog en slags
alvidenhed.
[Piet Hein – Alvidenhed (folisofem)]

Det kan nemlig kun blive bedre, hvis vi undrer os, og får svar.

Der findes een visdommens vej –
det er den,
som bør være let
at erindre:
dum dig
og dum dig
og dum dig igen,
men mindre
og mindre
og mindre.
[Piet Hein – Visdommens vej]

Med disse Heins-pæle kan jeg kun slutte med følgende vise ord:

Enhver,
som kan gribe
en pen og slå klatter,
har ret
til at kræve
at kaldes forfatter

Men dét
der er forskellen
mellem forfatterne,
det står på det tomme
papir mellem klatterne.
[Piet Hein – At fatte og at forfatte (litterært gruk)]

Læs min blog som du vil, men vid,
i hver sætning og hver overskrift
at der er lagt hjerne, hjerte og flid
Det har alt sammen fået et finurligt pift.

Derfor bør du, læser,
lede efter tanken.
Forstå, fordreje, forblænde, se hvor vinden blæser.
Fylde op i videnbanken.
[Thomas Rud – Videnbanken]

Samt

Bidrag til almenheden.
Vær nu ikke beskeden.
Læg blot en kommentar.
Du stemples ikke som proletar.

Det er høj klasse
at dele en masse
viden som du kender,
og som hos dig hænder

Jeg lover at tænke og svare,
så længe du kan min holdning klare,
og ej blive sur og ked
når denne blogger og ordsmed,

tager dine forklaringer under kniv.
Dessekterer, behandler og gemmer i sit arkiv.
Det er nemlig så rart,
ikke at være alene. Det er da klart.

God læselyst derude!
Nu er det tid for mig at finde min pude.
Så jeg kan spare op
til nye emner på bloggen, non-stop.
[Thomas Rud – Læg blot en kommentar]

The devils kerb

Uf. Et blogindlæg om djævlens kantsten. Eller den satans snublekant. Og Guderne skal vide, at jeg har behandlet emnet kantsten endog utroligt meget på denne blog. Her kommer et bud mere.

“Fandens”, kan man nok også og oftest høre, når en fodgænger snubler over kantstenen”. “Det djævelskab”, som min far mange gange har sagt, er også en variant. De færreste siger vel egentlig “Lucifer”, “Beelzebub” eller “Antikrist” om sådan noget som en kantsten. Djævlen kan dog også gå under betegnelsen fristeren, fjenden eller den onde ånd. Kan kantstenen være det? Næppe eller måske? Det afhænger vel af, hvem man spørger. Måske, hvis man er græker, vil man ty til “diabolos“. Sagt med mandighed og udstråling. Det betyder nemlig en bagvasker, eller ordret noget der splitter og sår splid. Det kunne godt være, at vejreglerne om kantstenslysning er skrevet i lyset af en græsk tragedie. Hvem ved? Læs derfor videre og se, hvad jeg har fundet på.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på djævlen i detaljen i planlægningen af kantstenslysninger ud fra perspektivet, at der vel næppe findes en trafik- og vejanlægsingeniør, der ikke er seriøst korsfæstet i hovedet over arbejdsskaden at kigge på kantstenslysninger på deres vej gennem livet.

En klog mand sagde en gang, at:

Til undskyldning for djævlen må vi huske, at vi kun har hørt den ene side af sagen. Gud har skrevet alle bøgerne.

Samuel Butler (engelsk poet og satiriker)

Jeg vil prøve at komme med et alternativ til Guds ord, nemlig hvad der står som anbefalinger i vejreglerne.

Fordi kantstenen er et gode for personer med et synshandicap, og selvfølgelig også et gode i mange andre situationer. Færdes man som blind med en mobilitystok, så er alle niveauspring, der kan følges på ruten med stokken, Guds gave. Følbarheden er god så længe kantstenen har en vis højde. Men hvad er så en rigtig højde?

Når jeg skal planlægge forhold for handicappede, så kigger jeg naturligvis i håndbogen “Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed”. Det er da klart. Med min glorie sat lidt på sned, anbefaler jeg en kantstenslysning på 6 centimeter med korslagte arme. Det gør jeg, fordi der i håndbogens afsnit om Gangbaner og fortove højt og tydeligt står, at kantstenslysningen på et fortov mod cykelsti bør være mindst 6 cm.

Men hov. Fristes jeg over evne til at læse videre, fanger mit hellige øje afsnittet om naturlige ledelinjer. Her tilsiger håndbogens ord med hævede håndflader og et unægteligt vidunderligt klarsyn, at en opadgående kantsten som fx afgrænsning til et plantebed bør være mindst 5 centimeter.

Nu hedder jeg i daglig tale Thomas, og ifølge overtroen (eller undskyld, Biblens beretning om disciplen Thomas – skrevet 3-400 år efter begivenhederne var sket af en vis eller vis Johannes. Læg selv trykket korrekt), var Thomas en tvivler. Han fik tilmed et øgenavn, Didymos (magen til flabethed. Horder af mobbere, de grækere), der betyder tvilling på det der græske sprog. Ifølge troen betyder det blot, at han altid er i to sind. Det er åbenbart et godt billede, at tvivlen altid er troens tvilling. De to – tro og tvivl – følges altid ad. Det vilkår er personificeret ved disciplen Thomas. Ok. Det er trods alt til at håndtere – to varianter. I må få historien om disciplen Thomas en anden gang eller selv igang i det altseende øje, Internettet.

Andet steds i biblen eller dvs. vejreglen om tilgængelighed er kantstenslysningen ved fodgængerfelter i kryds præciseret til 6 centimeter. Tro mig, når jeg siger det. Eller slå selv op på figur 3.19.

Så skulle man jo egentlig tro, at antallet af varianter på troen var et overstået kapitel i beretningen her. Nu har vi jo lært, at en person med et synshandicap elsker niveauforskelle. Hvor kantstenen møder kørebanen, er lysningen 6 centimeter og for at følge en langsgående opadgående kant med mobilitystokken anbefales 5 centimeter. Men næh nej. Tvivlen støder vi på i checklisten i selv samme håndbog under Veje og stier i byområdet, fodgængerarealer, hvor åsynet kan kastes på, at kantstenen mod kørebanen da skal anlægges i intervallet 7-12 centimeter.

Kald mig bare Judas. Men til orientering får jeg ikke penge for at berette dette og jeg har absolut ikke til hensigt at hænge fra galgen på grund af mine opdagelser og tvivl.

Jeg kan jo blot lægge den side af historien som fortalt i håndbogen Færdselsarealer for alle fra mig og starte et nyt kapitel et andet sted. Der er jo andre evangelier at hellige sig som anlægsingeniør.

Lad os prøve håndbogen Tværprofiler i byer. Heri findes andre naglemærker og dybe stik i anbefalingen til kantstenslysning. I afsnittet om kantsten (3.11) står således, at kantstensopspring mod vognbane på fri strækning bør være mindst 7-12 centimeter (uh en genganger – man får helt lyst til at himmelfarte). Endvidere står: Mellem cykelsti og fortov bør kantstensopspring være mindst 5-9 centimeter. Tilmed suppleret med et par fotos, hvor der tydeligvis ikke konsekvent er de angivne lysninger. Ovenikøbet efterfølges teksten af en henvisning til håndbogen Færdselsarealer for alle. Jeg kan jo så foranlediges til at tro, at skribenterne har orienteret sig i denne håndbog.

Jeg føler ikke ligefrem, at jeg med disse oplysninger kan gå på vandet.

Jeg vil undgå at træde mere vande på vejreglernes anbefalinger, men i stedet vende blikket mod en engelsk undersøgelse, der fandt sted i 2009 under titlen: Effective Kerb Heights for Blind and Partially Sighted People.

Heri konkluderes det på baggrund af forsøg med blindes opdagelse af en kantsten, på langs og på tværs i hver retning, at en kantsten bør være mindst 6 centimeter høj. Det giver nemlig en erkendelsesprocent på 100. Det kan vi li’ og ikke alle de kompromisser som får vejreglerne til at sejle.

En anbefalet kantsten ved påkørsel uden større risiko for at miste herredømmet over sit køretøj er 10 centimeter. Behøver vi flere mål end disse? 6-10 centimeter.

Jeg ser frem til at høre din ingeniørfaglige eller djævelske holdning til dette guddommelige emne, kantstenslysning. Lad os få udryddet myterne og tvivlen og stoppet mine evigt tilbagevendende historier om kantsten.

Salig er de, som ikke har set og dog tror
[citat: Jesus til disciplen Thomas ifølge Johannesevangeliet].

Glæden ved matematikken

Nogle er bedre til at performe end andre. Derfor vil jeg give jer alle svaret på, hvad man skal gøre for at det er karrierefremmende – fra et matematisk synspunkt. Jeg skifter til engelsk for at give rådet mere POWER.

From a strictly mathematical viewpoint it goes like this:

What Makes 100%? What does it mean to give MORE than 100%? Ever wonder about those people who say they are giving more than 100%? We have all been to those meetings where someone wants you to give over 100%. How about achieving 103%? What makes up 100% in life?

Here’s a little mathematical formula that might help you answer these questions:

If:
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z is represented as:
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26.

Then:
H-A-R-D-W-O-R-K
8+1+18+4+23+15+18+11 = 98%

and
K-N-O-W-L-E-D-G-E

11+14+15+23+12+5+4+7+5 = 96%

But,
A-T-T-I-T-U-D-E
1+20+20+9+20+21+4+5 = 100%

And,
B-U-L-L-S-H-I-T
2+21+12+12+19+8+9+20 = 103%

AND, look how far ass kissing will take you
A-S-S-K-I-S-S-I-N-G
1+19+19+11+9+19+19+9+14+7 = 118%

So, one can conclude with mathematical certainty that while Hard work and Knowledge will get you close, and Attitude will get you there, it’s the Bullshit and Asskissing that will put you over the top.

Justering af lyssignaler – en win-win sag

Vejdirektoratet er gået i gang med finjustere trafiksignalerne på deres anlæg, så de passer bedre til flowet i trafikken. Det er til glæde for både bilister og miljø, for med færre stop kan både trængslen og CO2-udledningen begrænses.

Beregninger viser, at CO2-udledningen på et mellemstort trafikanlæg kan mindskes betydeligt. For et trafikanlæg med 20.000 biler i døgnet kan reduktionen være på 365 ton om året. Samtidig har målinger vist, at justering på trafiksignalanlægget i krydset Hillerødmotorvejen-Overdrevsvejen i Hillerød har betydet en samlet daglig rejsetidsbesparelse for alle trafikanterne i krydset på gennemsnitlig 30 timer. 

VEJ-EU, 24. marts 2021

Der skal lyde en klar opfordring herfra til alle vejmyndigheder, der har signalanlæg kørende: Få nu givet jeres signalkryds et servicetjek som Vejdirektoratet nu endelig gør på deres anlæg! De gamle anlæg, der er at finde rundt omkring, har et væsentligt potentiale ved en modernisering til at skabe bedre trafikflow, færre forsinkelser og daglige rejsetidsbesparelse samt CO2-reduktion. Tja… Alt det som står i citatet herover. Læg hertil en række dårligdomme på trafikantadfærden så som utålmodighed, vejvrede, rødkørsel, manglende overholdelse af vigepligt, jaywalking, lovligegyldighed, fejllæsning og frustration. Alt det vi normalt peger fingre af som trafikantens fejl kan i mange tilfælde skyldes, at signalanlægget har undermineret sin egen tilstedeværelse ved at være gammeldags, umoderne og uforståelig. Husk på at kærlighed kommer af forståelse, som beskrevet i blogindlægget “Et religionsspørgsmål“.

Men…!

Når I nu er igang med at kigge de små dioder i styreapparaterne efter, så tag gerne en trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevisor i hånden. Vis revisoren jeres anlæg og få et par uvildige øjne på hele krydset dvs. både placeringen af signalstandere, signallanterne og i øvrigt al afmærkning og skiltning omkring krydset. Dvs. alle forhold, der gør signalkrydset trygt og trafiksikkert og ikke mindst et entydigt sted at færdes. Der er ikke noget værre for en bilist eller en trafikant at færdes i et kryds, hvor man skal lede efter den korrekte trafikantadfærd og prøve sig frem. Det giver anledning til fejltolkning og i værste tilfælde trafikulykker. I kan tilmed få en guide til at indrette signalkrydsene tilgængeligt dvs. få lagt en plan for placering af lydfyr, taktile fliser, retningspile, kantstenslysninger og alt det, der får netop signalkrydset, som er en af de bedste steder for synshandicappede at krydse vejen, til at spille max.

I kan også få lidt hjælp i denne ikke udtømmende, men dog alligevel ret grundigt overvejede liste.

  • Husk at en bilist bør opfatte tilfarten til signalkrydset, som skulle bilisten køre gennem en portal. Portalvirkningen opnås ved at der står flere signalstandere og er flere lanterner ved stoplinjen end i bagkant af krydset. Alle trafikanter skal som bekendt kunne se mindst to signaler fra stoppositionen – også de steder hvor der er mange kørespor i tilfarten. Alt dette kan forhindre utilsigtet rødkørsel.
  • Husk de høje signaler med ekstra juice i pæren. De hjælper på erkendelsen af signalkrydset i dårligt og ikke sigtbar vejr samt i øvrigt, dvs. i de perioder hvor vejret kan have en indflydelse på, at der sker trafikulykker. Den ekstra juice på signallanterne kan måske samtidig bidrage til færre bagendekollisioner. Hvem ved?
  • Signalstandere placeres til venstre for fodgængerfelter og ikke længere væk fra fodgængerfeltets ydre kant end 20 cm. Således kan både den synshandicappede, kørestolsbrugeren, den ældre og barnet, nå en evt. trykknap for anmeldelse, samt placere sig der, hvor der er fodgængerfelt. Det giver også en kærlig nudging til at placere sig korrekt. Standeren forsynes helst med lydfyr og retningspil (se evt. BEK 1633 §§254-258). Lydfyr gavner synshandicappedes mulighed for at gå lige gennem fodgængerfeltet (dvs. en lydpejling) og retningspilen fortæller bl.a. om der mødes støttehelleanlæg undervejs.
  • Husk også på cyklisten. En fodhviler ved stoplinjen medvirker foruden til en god komfort for afventende cyklister og hurtig igangsættelse også til at fodgængere vælger at gå til en placering ved fodgængerfeltet og ikke jaywalker ud foran fodgængerfeltet. Et lille nudge. Det er også win-win.
  • Flyt biltrafikkens stoplinjen væk fra fodgængerfeltet og cykelstiens stoplinje – meget gerne 5 meter. Det medvirker til at højresvingende biler og særligt lastbiler kan se cyklister og i tilfarter med flere spor at en sen fodgænger, der krydser i fodgængerfeltet, kan erkendes tidligere, hvis andre biler ved stoplinjen blokerer udsynet. Hermed undgås/minimeres risikoen for de dødelige personpåkørsler.
  • Hvis du har et forholdsvis moderne signalanlæg med trafikstyring, så er der nok spoler i vejen. Vær sikker på at disse spolers placering er opdateret og placeret jf. den gældende hastighed på strækningen. Således undgår du, at der er sket ændringer hvorved fx biler kommer i dilemmasituationer frem mod krydset. Skal jeg fortsætte med at køre eller bremse ved skift til den farlige gule farve? Disse dilemmasituationer er ofte dem, der giver anledning til venstresvingsulykker (hvis dilemmadiget valgte at fortsætte med at køre) men også mange bagendekollisioner, da bagfra kommende bilister vurderer dilemmaet anderledes (hvis dilemmadiget valgte at bremse).
  • Støtteheller for fodgængere etableres med flisebelægning og ikke i asfalt, så det er muligt for synshandicappede at føle med fodsålerne, at de står på sikker grund og ikke på kørebanen, hvis de ikke skulle nå over. Det giver også andre fodgængere en større tilbøjelighed til at blive stående på støttehellen, hvis der bliver rød mand fremfor at fortsætte sin gang til modsatte fortov. Det er igen et nudging-tiltag med god effekt. Fodgængeren føler sig mere sikker på et fliseareal end asfalt i et støttepunkt.
  • Venstresvingsbaner, der ikke er separatregulerede, forsynes med sekundær stoplinje i det centrale krydsområde. Dette burde minimere risikoen for, at venstresvingende overser deres vigepligt for modkørende trafikanter. Selvom tiltaget ikke ligefrem er beskrevet godt i de danske vejregler, så giver den der tværafmærkning en visuel afgrænsning af venstresvingsbanen og øget opmærksomhed på at placere sig korrekt, når bilisten holder ‘palle’ derude midt i krydset i en forholdsvis sårbar position. Igen lidt a la nudging.
  • Sørg for at to modkørende venstresvingende har oversigt til ligeudkørende. Det kan være problematisk, hvis ligeudbanen er forsat mod højre for at give plads til venstrsvingskanaliseringen eller bare kurver forkert frem mod krydset. I dette tilfælde bør det overvejes at etablere et ‘slips’ i tilfarten mellem ligeudbane og venstresvingsbane (se evt. figur 4.24 i håndbogen om Vejkryds i byer).
  • Få suppleret standerne med rigelige mængder af påbudstavlerne D15,3 eller kantpladerne N42,3. Selvom det kan virke overflødigt med al den skiltning, da der jo etableres helleanlæg og signalstandere mv., så medvirker tavlerne blot til et entydigt billede, når bilisten nærmer sig et kryds og skal manøvrere ind i de rigtige baner. Jo mere kompliceret krydset er, des vigtigere er påbudstavlerne og kantpladerne. Tavlerne er reflekterende i lygtelys og derfor synliggøres den korrekte placering yderligere i mørke og dårligt vejr især for de bilister, der er blevet gjort halvblinde af lyssignaler eller modkørendes billygter. Det er fast anbefalet afmærkning og dermed standard, men efterlev nu standarden i stedet for at spare.
  • Husk også på at en generel opstramning af et signalkryds både kan virke hastighedsdæmpende på biltrafikken og gøre det muligt at overskue andre trafikanter i krydset. Fx ses det ofte at et fodgængerfelt er placeret langt fra krydset. Det har den negative effekt, at biltrafikken ikke i nær samme grad har fokus på krydsende fodgængere i forhold til at de lige har haft fokus på cyklister. Læg dertil at bilisten ved “fri bane” på cykelstien er igang med at accelerere op, hvorfor en påkørselshastighed kan være større og dermed medfører større alvorlighedsgrad på en fodgænger. Et kompakt kryds virker ikke nær så diffus som et bredt kryds kan gøre. Men det vil være en vurderingssag til trafiksikkerhedsrevisoren fra kryds til kryds.
  • En flisebelægning på fortovet omkring krydset skal naturligvis indrettes med taktile fliser som retningsflisen og evt. opmærksomhedsflisen. Skrevet i et andet blogindlæg (“Tilgængelige indretning eller snubletrin for normalbesværede” eller i “5 tilgængelighedshacks“) kan der rejses tvivl om L-formen ud fra særlige forhold, men det er nu en gang anbefalingen i vejreglerne. Jeg anbefaler som minimum et retningsfelt og retningsfeltet etableres mindst 90 cm bredt og afbryder naturligvis en langsgående taktil ledelinje eller langsgående chaussestensbånd i fortovet som en del af en naturlig ledelinje. Retningsflisen føres hele vejen bagud til bagkant fortov.

Når alle disse råd er listet op (ikke udtømmende men godt på vej), så skal det naturligvis indskydes, at et signalkryds har sin egen identitet og der kan være forhold, der taler for andre anbefalinger end ovenfor listet. Derfor er det frugtbart at invitere trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevisoren på kaffe først til en finpudsning af de uvildige øjne. Jeg ser frem til invitationen. Find mig i menuen “Kontakt“.

Lille landsby – er det tid til at forny?

Lille landsby, der ligger lækkert og lunt langs løvskoven lever længere.

Hvis jeg bliver i denne verden af bogstavsrim kan jeg måske tilføje følgende:

Trafiksikre transportmuligheder og trædearealer trods tværfaglige tvister til transitruter, der truer tavsheden med ti tons tunge trucks.

Ivrige interesserede ildsjæle og initierende indbyggere, der inviterer til initiativ.

Koncentreret kommunal konsensus, der kaster kærligheden og kroner efter kvarteret med kommunikation og kreativitet.

Arbejdsvillige akademikere af anden aldersgruppe end ældre, der arrangerer arealanvendelsen,

Meget mere om minutiøse meninger med mennesker i midten.

Personlig planlægning, der passer på den pågældende plet på planeten pyntet med pennestrøg og politik.

Fornemmelse for fornuftige fysiske foranstaltninger for fodgængere, friluftsmennesker og fritidsentusiaster, forbundet med faglighed og fremskridt.

Så enkelt kan det formodentlig siges, når planlægningen rykker på landet. Men gør planlægningen det? Hvis den gør og planlægningen også omfatter landsbyerne, så bør det fra start sikres at mennesket og dermed borgeren i landsbyen sættes i centrum – og det skal borgerne jo faktisk gøre selv – og sikre at alle løsninger lever og laves så optimalt som muligt første gang, da vi ikke ved, hvornår reformationen af landsbyerne vender tilbage.

Hvor vil jeg hen med den indledende brandtale af lidet poetiske dimensioner? Jo, ser du. Decentraliseringen er kommet på dagsordenen hen over vinteren og det skal fejres. Derfor vil jeg gerne derhen, hvor der igen sættes fokus på det at bo på landet og tage ansvar for udviklingen i landsbyerne. Både for dem, der bor der og for dem, der nu har ansvaret for og midlerne til at hjælpe udviklingen i gang. Udviklingen skal hjælpes i gang de steder, hvor det ikke helt går sin egen gang, hvor den benhårde kommunale planlægning har forsøgt at rive de sidste sociale rødder op med den seneste skolereform og hvor der trods billige huspriser er mere end svært at drive en dagligvareforretning selvom glæden ved forretningen for byens borgere først kommer til udtryk, når forretningen er væk.

Planlægningen starter et sted og i nogle henseender kan der være tale om, hvad der kommer først: hønen eller ægget. De kommunale/private midler eller borgernes initiativ. Det må være en klar overbevisning for de fleste, at borgeren kommer først og initiativet skal gro indefra. Landsbyerne har brug for ildsjælene og de borgere, der tør tage et ansvar og trække i arbejdstøjet for at skabe udvikling selv. Det er oftest de unge og midaldrende, der lukker sig inde bag hækken og murene og har nok i arbejdet, børnene og de fritidsaktiviteter der finder sted i den større by eller for sig selv, mens det er de ældre, der pudser og nusser i deres have, mødes til de eventuelle fællesarrangementer i forsamlingshuset og gerne tager en længere snak ved købmanden, da de egentlig ikke har så travlt. Altså hvis købmanden endnu eksisterer! De unge og midaldrende skal lokkes ud og deltage aktivt.

Men det er ikke altid lige nemt at være ildsjæl eller initiativrig, når nu der oftest skal følge større midler med for at gennemføre egentlige fysiske udviklingstiltag i de små landsbyer. Her har kommunerne og de ansvarlige fagfolk et stort ansvar. Ansvaret ligger først og fremmest i synlighed og kommunikation. Ikke bare som flyvske tanker og upersonlig medfølelse, men dyb og koncentreret medleven i landsbyens problemstillinger og mulige løsninger for fremskridt. Kommunen kommer på banen med faglig hjælp og økonomiske støtte til de landsbyer, der gerne vil udvikles. Kommunen kan måske endda forestå en støtte med midler på trods af de forsvundne statslige puljer, der nu om dage er henved utilgængelige for de kommuner, der tager initiativet og har de gode og kreative idéer. Eller kommunen kan indgå private samarbejder.

Kommunerne har en faglighed, der oftest kan være som en accelerator for ildsjælenes entusiasme og virkelyst. Positiv kommunikation er en bevægelse i den positive retning og klap på skulderen er vitaminindsprøjtningen til udviklingen. Men en visionær fremtidsforestilling om den enkelte landsbys udvikling og tidshorisont på arbejdet samt måske endda en mulighed for at indgå et samarbejde om løbende hjælp til småjusteringer af hverdagssamfundet er som en eksplosiv idégenerator i de små samfund. Kommunen stiller deres faglighed til rådighed og kommer trafiksikre løsninger på de offentlige arealer og generel forskønnelse af de offentlige arealer i møde ved samarbejde med græsrødderne. Kommunen udarbejder arealanvendelseskort og udviklingsparadigmer. De stilles arbejdskraft til planlægning og fysisk implementering til rådighed for veludformede og skitserede lokale idéer. Listen kan være alenlang, så længe der foreligger en minutiøs og dynamisk plan for landsbyens udvikling og en mere eller mindre forpligtende tidsplan.

Levedygtige landsbyer er som oftest beliggende ved korsveje eller andre trafikmagneter, hvorfor fagligheden om trafik skal på banen. Historiske minder, miljømæssige hensyn og sikringen af naturskønne lokaliteter er andre områder, hvor inden for kommunerne har en forpligtigelse til at være behjælpelige.

Fagligheden bliver dog ofte stillet på større prøver end som så. Tidspres og gode tilbud blandet med større dybde i fagligheden får af og til kommunerne til at søge hjælp i planlægningen og i samarbejdet med de glade landsbyborgere, der har fået stillet udvikling i sigte gennem nogle afsatte midler. Trafikplanlæggere, arkitekter, landsinspektører, sociologer og andre rådgivende fagfolk løber gaderne og stierne tynde i landsbyerne i det ganske land for at finde regnbuens ende og midlet til at gøre landsbyen til et godt og yndigt sted at være og sætte den positive udviklingsspiral i gang igen efter landsbrugets fald. Samtaler med borgerne og de lokale patrioter fører oftest de vildeste tanker og udviklingsperspektiver med sig. Landsbyplaner, udviklingsstrategier og i særlige tilfælde lokalplaner skyder op og giver grønt på kronen og håb for fremtiden. Men de helhedsorienterede løsninger halter. Det behøver de ikke nødvendigvis at gøre. Det kræver i mange tilfælde ikke andet end større tværfaglighed i de planer, der udarbejdes, og lidt bedre forståelse for, at det sociale, de små projekter, hverdagens landskaber og de dagligdags gøremål også inddrages som en del af planlægningen, og ansvaret for planlægningen, implementeringen og vedligeholdelsen ligger lokalt hos de lokale ”myndigheder”, borgerne. Således bliver planlægningen i højere grad personlig, noget som borgerne står inde for, gider tage stilling til og tage ansvar for samt få tilflyttere til at tilegne sig.

Det vanskelige er, at ildsjælene er svære at finde i de små landsbyer, hvor udviklingen er gået i stå eller stagnerer. Initiativ og virkelyst er svær at engagere sig til, når arealerne i byen er nedslidte forarmede og der ingen selvforstærkende effekter er at bygge på. Hvad gør vi så? Vi enten hjælper, hvis der er håb og en lille flamme, der gløder eller også så lukker og slukker vi. Fra mit synspunkt er dette den benhårde business, når nutidens og fremtidens ønsker og muligheder skal forenes og udvikles ud fra fortidens historiske landskaber.

Hvor går så den usynlige grænse mellem landsbyliv og landsbydød? I et ingeniørfagligt perspektiv går den vel det sted, hvor det beregningsmæssigt ikke længere er rentabelt at holde liv i en landsby. For sociologer og historiskinteresserede fagfolk går grænsen, hvor bevaringsværdien ligger gemt i bygninger, natur, historie eller under 5 fod muld eller offentligt tilgængeligt i sociale samlingspunkter og i borgernes bevidsthed. For lægmand er grænsen det naturlige tilhørsforhold, historien i ens liv og stedet man bare har valgt et leve sit liv, måske endda til ende. For andre går grænsen det sted, hvor der for færrest midler er et tag over hovedet, som ikke umiddelbart viser tegn på at ville falde sammen, og det sted der er ens eget. Kan vi på nogen måder give de stakkels kommuner et redskab, en overordnet skabelon for arbejdet, der forener fagfolkenes yderligheder og samhørigheder med borgernes forståelse for udviklingen taget med på råd uden der tænkes profit eller det går ud over den kostbare tid og den i tiden skrøbelige økonomi, der kan bruges på mange andre prestigeagtige gøremål?

Findes der derude et par gode råd til fremtidens oplagte, men nok mest udfordrende planlægningsobjekt nemlig landsbyerne, hvor der ikke bare refereres til en lovtekst, en ny paragraf i planloven, men også er konkret og ligetil handling bag ordene?

Naiviteten står på spring for at bryde ud i lys lue, ligesom initiativet hos de mange falmende ildsjæle, der gang på gang løber panden mod den kommunale mur af sagsbehandlingstider og manglende favnene faglighed. Det er aldeles frustrerende som lægmand og den lille brik i spillet som borger, at mangle overblikket og indsigten i mulighederne, at mangle den konkrete planlægning, kortlægning og myndighedernes fremtidsperspektiver med de små men værdifulde enheder i den danske bosættelseskultur, der er i indædt kamp med de stadigt større og mere rentable enheder.

Lille landsby på randen af overflødighed. Få nu udnyttet den nye verden og et spirende initiativ til decentralisering og kom på den kommunale dagsorden. Måske er det blot ord fra det bestemmende mindretal, men ikke desto mindre, så kan det være en guldgrube af initiativer at være de første, der bryder årtiers tørke af det gode liv i landsbyerne.