“Look (Luke), I’m you father.” I hvert fald i at opfange supersoniske vibrationer fra andre faggrene, der clasher deres X-Wing i godhedens navn ind i den Dødsstjerne, der hedder tilgængelig indretning for personer med et handicap samt tryghedskabende indretning af skoleveje. Jeg hedder ikke Luke, men jeg anbefaler, at du ser med her i den konflikt, som jeg tror snart vil forme sig sort og kuglerund i kommunernes univers og med spydige og højtråbende originaler med rustne stemmer og måske totalitære kutteklædte synspunter i mediernes søgelys. Jeg elsker intergalaktiske konflikter.
Oprørerne, der under dække af mantraet: Social eksklusion via “Dark Design” fremturer med en masse eksempler på Stormtroopers hærgen i gadebilledet og præsenterer eksempler, der stikker lyssværdet dybt ind i selvforståelsen hos Imperiet, kapitalisterne og Senatet.
Inden der går helt Han Solo i denne tekst, må jeg hellere forklare krigen blandt stjerneemner. Så Sith dig ned og nyd lektionen, så jeg kan præsentere synspunkterne fra min placering ovenfra, mens jeg tager på skyvandring og kigger ned. Jeg vil rette min egen dødsstråle mod en løsning sidst i indlægget.
Dark design er i sin grundessens et udtryk, der henviser til, hvordan design af byrum gør det umuligt for hjemløse og socialt udsatte mennesker at opholde sig på bestemte lokaliteter. Det kan fx være på torve og pladser, stationer eller andre offentlige byrum. Det er i hvert fald her, de normalt er synlige.
Eksempler på dark design er armlæn på bænke, så det er umuligt at bruge bænken til at sove på. Det kan være afskærmning af trappeskakter og andre små lukkede rum, der ellers fungerer som sovepladser. Det kan være opsætning af jernpigge eller minigelænder på plinte eller andre betonelementer i byrummet, så det ikke er muligt at sidde der. Det kan være konstant musik, der gør det umuligt at sove eller skrå gitterkonstruktioner ved varmluftsudblæsning mv.
Formålet med alle disse tiltag er at tvinge social udsatte mennesker og hjemløse til at finde andre steder at opholde sig, men dermed også ud af byernes offentlige byrum. Det er principielt i direkte modstrid med verdensmål nr. 11, nemlig den om bæredygtige byer og byernes evne til at tage hensyn til mangfoldighed og omfavne socialt sårbare mennesker. I hvert fald, hvis der ikke tilbydes et alternativ.
Der findes også en række love og regler til det samme. Disse har alle til formål at kriminalisere forholdet og ophold på de steder, hvor hjemløse og socialt sårbare mennesker ikke er ønskede. Dette indlæg handler slet ikke om det, men om vinklen, hvordan andre fagdiscipliner i byernes indretning bør indtænkes, inden der går helt revolution i at redde de socialt udsatte.
Tilgængelighed har det formål, at alle personer uanset handicap skal kunne benytte byens funktioner. En person med et handicap er faktisk et vidt begreb. Nogle er bevægelseshandicappede dvs. at de færdes med kørestole, rollatorer eller med stok. For denne gruppe af mennesker, der også omfatter ældre, er det vigtigt med niveaufrie adgangsveje, frie gangbaner og siddemuligheder, hvor det er let at komme op fra siddemuligheden igen, da kræfterne i benene ikke er så gode. For personer med et synshandicap er det vigtigt med en ryddet gangzone og enten en taktil ledelinje eller fx en naturlige ledelinje, der sagtens kan være en bygning, en hæk, en fortovskant, som kan følges med hånden eller mobilitystok, men vigtigst er det, at de ikke støder på faste eller midlertidige genstande på deres vej. Så er de trygge i byen på trods af nedsat syn eller helt blindhed. Det er også et handicap at være forståelseshæmmet, have social angst, have mulighed for at kunne komme på toilettet hurtigt, hvis trangen melder sig, have så stærk allergi at det kan være dødbringende, blive hurtigt træt fx pga. lav lungekapacitet eller andre sygdomme, og meget meget andet. Nogle gør en ret stor indsats for at byerne bliver tilgængeligt indrettet, så færdselsarealerne er for alle.
I andre sammenhænge forsøger nogle kommuneteknikere at forbedre skoleveje, så skolebørn i vid udstrækning kan være selvtransporterende enten ved at cykle til skole eller tage den kollektive trafik. For alt i verden skal vi prøve at neddrosle forældrenes privatbilisme til og fra skole, hvilket ikke er godt for klimaet og trafiksikkerheden. At være selvtransporterende hænger ikke bare sammen med konflikten mellem biler og cykler eller biler og gående eller cykler og gående, men også med at børn fra 6 år, hvor de lovmæssigt gerne må være selvtransporterende, tør gå på gaden og evt. gå til og fra bussen.
Så står vi nu med problemstillingen omkring socialt udsatte og hjemløse, som også skal finde sin plads i gadebilledet i de større byer og for den sags skyld generelt.
Min opfattelse er, at socialt udsatte mennesker og hjemløse har en tendens til at søge mod bycentrene, hvor der færdes mange mennesker. Om det bare er for at have noget at kigge på og underholdt af, at blive set og fundet af gadearbejderne, at kunne få en skærv et sted fra et velmenende andet mennesker eller noget helt fjerde aner jeg intet om. Men jeg ved, at det netop er på disse lokaliteter, at bystyret forsøger at få byen til at tage sig ordentlig ud, så byen er attraktiv, spændende og indbydende for handlende, turister med flere. Og naturligvis er der en flig af, at socialt udsatte og hjemløse bare ikke er det pæne bybillede, der er præsentabelt. Hvis sandwichstedet vil sælge deres mad, så lægger de heller ikke deres beskidte vasketøj ved siden af montren. Det er indlysende og måske hårdt sagt, men det er rigtigt.
Har socialt udsatte og hjemløse krav på at kunne få lov at benytte disse meget centralt beliggende lokaliteter i byerne? Jeg synes det ikke. Men jeg synes de har et krav på, at vi anviser et sted, hvor der er muligheder for at også de kan finde ro, hvile, hjælp, varme og ophold.
Problemerne ved at gøre plads i byernes rum til socialt udsatte og hjemløse, hvor personer med et færdselshandicap og skolebørn skal færdes, er desværre mange, som det burde kunne udledes af min beskrivelse ovenfor. Derfor vil jeg klart anbefale, at revolutionisterne for Dark Design beskriver denne problemstilling ligeværdigt med forhold for færdselshandicappede in mente, i stedet for at skære problemstillingen så skarpt, at de kalder Dark Design for en måde at udstøde de socialt udfordrede mennesker. Det er Dirty Distortion (mit eget udtryk, der ikke kun hører til hos en inkaneret elguitarist, men frit kan anvendes i dialogen som indspil til ikke at værdilade udtrykket Dark Design for meget).
Derfor vil jeg anbefale, at der i de større byer indrettes et samlingssted for socialt udsatte i umiddelbar nærhed af stationer, pladser, torve og centre, hvor der er de faciliteter som socialt udsatte har brug for, men uden indkig og udkig til der hvor færdselshandicappede og skolebørn formodes og planlægges at skulle færdes. Dvs. at fx byens bænke forbeholdes ældre og svagelige, så også de kan bevæge sig rundt et sted, der ikke opfattes som andres dagligstue/sovesal og pladsen langs facader, trapper, busstoppesteder mv. friholdes for sovende mennesker, så disse mennesker, der er socialt ramte i forvejen ikke pludselig bliver byens farlige skygger.
Skulle du være udstyret med egen wookie er jeg dog villig til at moderere mit sprog, dog med den forudsætning, at du accepterer, ser og inkluderer problemstillingen med personer med et færdselshandicap i dit perspektiv. Giv dig tilkende i kommentarsporet og lad os drøfte sagen.
