En sidebemærkning

Info til billedet
Et sted ude på landet har kommunen her været igang med at sideudvide vejen for at få plads til en venstresvingsbane. Det er jo godt for trafiksikkerheden og venstresvingende bilisters tryghed. Men det er desværre en smule risikofyldt at lave sideudvidelsen som gjort på billedet. Belægningskanten kan under de rette, eller skulle man hellere sige forkerte omstændigheder såsom regn fremstå som en kant, der ligner en kantlinje og så har vi balladen, hvis en bilist lader sig optisk snyde. Ny asfaltbelægning lægges altid vinkelret på køreretningen. Så er balladen afblæst.

De 10 bud

1: Du må ikke have andre holdninger end min.

Derfor skal du læse og forstå min blog, stille spørgsmål, kommentere og dele mine synspunkter vidt og bred. Du skal holde dig for god til at søge viden andre steder og da slet ikke tilbede andre synspunkter, som du tilbeder min. Hjembring alle former for ny viden og overbring dem hertil. Så vil selveste Rud se på sagen.

2: Du må ikke misbruge mine blogtekster eller mit navn Rud.

Derfor skal du altid til ethvert middagsselskab citere ordret dagens tekst fra bloggen og ve dig, hvis du ikke udtaler hver en stavelse med påskønnelse og benovelse.

3: Du skal holde hviledagen hellig.

Hviledagen er den første i hver måned, hvor der kommer en ny tekst fra blogværkstedet. Du skal bruge hviledagen på at læse og forstå, repetere og adaptere indholdet.

4: Du skal ære din far og mor og bloggens skribent Rud.

Det betyder, at nok er jeg ikke i familie, men du skal bruge mine tekster i din selvopfattelse og opdragelse og videregive budskabet til dine børn, ligesom du skal lære dem om disse 10 bud. De er hjørnestenene i din fremtidige religion.

5: Du skal ikke slå andres tekster ihjel.

Ikke uden min opfordring i hvert fald. Du skal bruge al din viden fra bloggen for at mane alle onde tunger og andres uvæsen i jorden. Om nødvendigt må vi ty til grove metoder så som en offentlig henrettelse af meninger. Men først efter intensive udskamninger.

6: Du må ikke bryde ægteskabet med bloggen.

Du kan derfor ikke tillade dig at læse andres blogtekster eller orientere dig andet steds om nye trafikfaglige tendenser og udvikling. Næh. Her på siden finder du alt du skal bruge og jeg accepterer ikke udmeldelse fra bloggen og det universelle prædikatet som Mednørd.

7: Du må ikke stjæle.

Dvs. at den viden du opnår via mine blogtekster skal citeres ordret, når du vælger at udbrede dem til pøblen. Du må således ikke forestille dig, at du er et selvtænkende væsen, der kan have dine egne holdninger. Nej! Du kan dele og henvise. Skulle du støde på andre meningsdannere på din vej, der vel kan betragtes som fornuftige, skal du uden at tage denne viden ind, give bloggens forfatter Rud et praj. Herefter vil der opstå en proces med udvaskning og afvaskning af budskabet, inden det kan overvejes at lægge disse nye oplysninger og denne nye viden på bloggen.

8: Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.

Medmindre de trænger til lidt ekstra opfordring. Skulle der komme lettere eksotiske og uforståelse holdninger frem her på siden, vil det altid være falsk vidensbyrd, hvis du bringer dette videre til andre, som kan have et særdeles stramt forhold til netop den holdning. Skam dig.

9: Du skal ikke begære min blog.

Du kan starte din egen blog med henvisning til min blog og citere alt det du ønsker, men i henvisningen skal du altid starte med følgende tiltale: Den store, mægtige og alvidende Rud skriver i sit tredje brev eller titlen på blogindlægget til apostlen >> eget navn << følgende…

10: Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til.

Men det er trods alt ok at dele sin viden på bloggen.

Disse 10 bud er en række leveregler, der eftersigende er skrevet af selveste Rud og overdraget til bloggen om ikke på stentavler, så på et hakkebræt af et tastetur en sen aftentid, hvor mørket var slukket, verden er i oprør, statsministeren dum og efter en ualmindelig træls og hektisk uge, hvor der på den syvende dag ikke var mere tankevirksomhed til at udtænke en bedre hilsen til jer disciple her på den 15. april i Påskeferien i det herrens år 2022.

‘Sinai’ til at lade andre bjergtage dig og diktere din holdning, men lad dig endelig inspirere og brug det, som du finder relevant. Kommenter på bloggen, lad dig ikke kue og knus ikke disse 10 bud i arrigskab, men tilgiv hvis jeg har givet falske forhåbninger om et forjættet land. Jeg er ikke klogere end som så.

Den sorte politik

Fremtiden er NU! Eller… måske nærmere nu. Eller ved du hvad? Den kommer hele tiden og derfor er det også nødvendigt hurtigt at lægge en tydelig og god strategi og dernæst plan og så efterkorrigere den løbende. Det handler om kommunikation og er lige noget for den siddende Regering. Første, anden og tredje korrektion er allerede kommet i ly af natten og udviklingen i verden – primært fra lande med kommunistisk styre eller anden diktatur. Korrektioner, der trækker den fremtid vi alle så i perspektivet for lidt siden, til et tidspunkt, der hedder NU! Eller som en eller anden græsrodsbevægelse kunne finde på at sige: Fandeme NU! Fordi verden ændrer sig. I disse uger sker udviklingen tilmed lynhurtigt. Det, vi troede var fremtiden for tre år siden, sker vel rettere 10-15 år hurtigere end forventet. Det er nu vi skal handle hurtigt og korrigere med kirurgisk præcision. Derfor skal vejreglerne omskrives.

Transportminister Trine Bræhmsen har – med støtte fra gode gamle Benny med baggrund i hans senest afsluttede eksamen, nemlig den fra 9. klasse, – formået at skrive følgende 1. april-tale imellem hendes ellers ihærdige valgkampsforberedelser fra et af forsvarets krigsskibe, der på dagen var til rådighed i taxiberedskabet. Og det tilmed i høj bølgegang:

Fremtiden er NU! Hvad vi troede var gældende, da vi overtog regeringskontorerne er ikke længere gældende. Det er den gamle regerings skyld, udtaler min kollega Nicolai Klammen og jeg stoler på ham, fordi han har sagt det. Vi kan ikke længere bruge undskyldninger som, at der muligvis findes olie i Grønlands undergrund. Vi kan ikke længere stole på at få gas eller olie fra Rusland og Puhatin. Derfor må vi nu spare. Vi må fordele. Vi må og skal være kritiske og fordele ressourcerne fornuftigt. Vi kommer til at pålægge mange flere og også ugennemsigtige skatter, momser, afgifter og dummebøder på brug af biler, lastbiler og busser, som vi overhovedet ikke overvejer at trække tilbage. Vi vil heller ikke overveje at ændre på dem, medmindre vi taler udbetaling langt ind i det nye år, hvor Danmarks overskud på BNP alligevel er forvandlet til et enormt underskud. Og det endda uden mulighed for at redde det, medmindre der sker udskiftning til en borgerlig Regering. Vi må i langt højere grad fokusere megasuperkolifantaslistisk meget på mikromobilitet og andre køretøjer, der kører på vedvarende energikilder, naturlige gasser efter et sønderjysk kagebord eller rugbrød. Vi har jo også allerede sagt, at dette er cyklens år, så vi har været dygtige, forudseende, ufatteligt kompetente og utroligt velforberedte, når vi, Regeringen støtter op om det danske samfund og styrker velfærden. Selvom vi dog ikke gider at holde hånden under sygehusene og det personale, der alle er slendrianer og bare skal arbejde hårdere og hurtigere, samtidig med at de er der for den enkelte borger.

Fremtiden er igår! Derfor skal vi handle nu, og da de fleste anvender vejreglerne i deres arbejde med trafik, er det helt elementært, at vejreglerne gennemgribende skal laves om. Det betyder derfor, at alle anbefalinger i vejreglernes 147 håndbøger (eller lignende) skal vurderes i forhold til, hvilket CO2-aftryk anbefalingerne medfører. Klimaaftrykket af anbefalingerne skal vægtes mindst på lige fod eller gerne 9 fod over andre prioriterede fagområder som trafiksikkerhed, fremkommelighed, tilgængelighed mv. Eller måske er det disse emner, der graves 9 fod under? Nuvel. Alle nye vejprojekter i Infrastrukturplanen skrinlægges og pengene kanaliseres i stedet ind i et projekt om opbygning af et større og bedre net af el-løbehjul. Her skal der mindst 500 fuldtids- og statsansatte DJØF’ere til at administrere de regler, det måtte medføre foruden et utal af politibetjente, der skal håndhæve reglen om påkrævet hjelmbrug. Vi har nemlig erfaret at løbehjulsbrugere alligevel ikke gider bruger hjelm, da de fleste el-løbehjul jo kan lejes på gaden. Og dernæst indføres et omfattende roadpricing-system, der som minimum skal dække alle statslige veje og indenfor området af de 15 største danske byer. Det bliver påkrævet, at alle benzin- og dieseldrevne biler udfases senest ved udgangen af 2022, hvilket også vil sige at udbygningen af det store H med knopskydningen bortfalder og alle 2-sporede veje bliver opfræst, så alle kan lære det. Vi neddrosler dermed til det lille h (egen note: spørg lige Benny, hvad pokker det betyder med de H’er). Det resterende motorvejsnet, der nu består af ensporede veje vil få indlagt induktionsspoler, så elbiler kan oplades på vejen.

Fremtiden er ikke længere vores! Vi må og skal i langt højere grad underlægge os statens kontrol ligesom unge ikke må ryge og smage på et glas champagne, når valgbussen er kørt i remisse og S endnu en gang har sejret over fornuften. Nu må I have mig undskyldt, for jeg skal nå at komme med forsvarets skib retur inden det sejler mod Sortehavet, hvor det skal forsvare de europæiske grænser.

Glædelig 1. april..pril…ril…il…l.

Trine Bræhmsen, fungerende transportminister lidt endnu