Det er bare lort

På årets første dag skal vi naturligvis snakke om lort. Ikke om abdiceringer, konger og kabaler. Ikke om nytårsskihop eller x-faktor, men om lort. Og velkommen i øvrigt til 2024.

For et par år siden indledte jeg året med at skrive, at jeg helligede året til kun at tale positiv. Kun lave nyttige, positive, bæredygtige og glade indlæg på bloggen. Der skal måske en smagsdommer til at vurdere, om jeg levede op til det nytårsforsæt hele vejen igennem 2022 (heldigvis fik jeg afreageret i 2023), men nuvel. Jeg forsøgte og det er tanken, der tæller.

Nu går jeg så i modsatte grøft. I år starter jeg med lort. For hvad er lort. Mundlort eller dårlige tekster, der bare er lort. Nej, sådan er jeg slet ikke. Jeg er generelt et positivt menneske, der søger mod de gode råd og den ordentlige tone, selvom det åbenlyst er lort. Det er sådan og har altid været sådan at ingen gider høre på skældud, se et surt fjæs eller tale med en rådgiver, der bare lukker lort ud. Derfor er det ikke en farbar vej.

Men jeg starter alligevel med lort. Bare lort. Fordi årets første blogindlæg skal handle om toiletter. Pis og lort. Det er, hvad der typisk havner der. Som regel. Ingen tager egentlig noget med derfra, bortset fra måske et smørret og lettet smil på læben og en forsvundet trykken på blæren. Andre vasker hænder.

Men det er ikke hvilke som helst toiletter, jeg gerne vil drøfte her på årets første dag, hvor nogen finder det nødvendigt at bruge toilettet til andet end pis og lort. Det er de reserverede offentlige toiletter, som jeg gerne vil give et skud på oplysningsskalaen. Og det handler om tilgængelighed.

Hvis du møder et offentligt toilet, så er det oftest sådan, at der er en mandesektion og en kvindesektion. Til jer, der bekender jer til andre definitioner af jer selv, I ved nok bedst selv, hvilket af de to symboler I helst vil benytte jer af. Den diskussion skal ikke tages her.

Det plejer at være sådan, altså med sektionsinddelingen, fordi mænd er så heldige at kunne klare noget af deres nødvendige vandladning i urinale og det er de måske for blufærdige til at dele med deres kvindelige modstykke. En anden overvejelse kan være, at mænd typisk, for at være høflige og renlige, lige løfter låget, så der ikke kommer snavs på brættet. At de så glemmer at løfte låget ned igen er en anden sag, men altså også væsentlig, hvis vi på lang sigt vil undgå en 3. verdenskrig. Der er selvfølgelig afarter af forklaringer på, hvorfor der er denne opdeling, typisk ligefra spørgsmål om hygiejne til tradition til andre formål med offentlige toiletter og meget andet, men det er faktisk slet ikke hensigten med dette blogindlæg, så der lod jeg mig lige distrahere. Der er stadig lidt procenter i mit blod, men nu er jeg klar i hovedet igen.

Der er nemlig også typisk en anden og tredje part i inddelingen af offentlige toiletter, og det er toilettet med handicapskiltet, der for letheds skyld er afbilledet som en person i en kørestol. Det kan der naturligvis ligge en masse symbolik i, men det er nu sådan vi definerer en handicappet på piktogramniveau. En person i en kørestol. Jeg tror alle forstår symbolet, men måske ikke betydningen.

Og det er her blogindlæggets pointe skal skinne igennem for dig, der gerne, laaangt om længe, vil oplyses om, hvorfor du allerede har læst så langt som her til. Nemlig, at der altså findes andre handicappede end kørestolsbrugere og disse er – sørme så – også omfattet af skiltet med kørestolsbrugeren.

En person med et psykisk handicap, eller et usynligt handicap må også benytte det reserverede handicaptoilet. Fx er der personer, der har stomi, hvor det kan være tvingende nødvendigt at de kommer hurtigt på toilet og ikke skal og kan hænge i en toiletkø. Der kan være personer med kronisk nervøs mave, og deres handicap består simpelthen i, at de anser det som en barriere for en tur i gågaden, hvis de ikke hurtigt kan få adgang til et toilet. Enten er der et offentligt tilgængeligt toilet eller også burer de sig inde derhjemme og kommer ikke afsted. Det kan vi ikke byde nogen. Når de skal, så skal de simpelthen.

Derfor skal du ikke lade dig forulempe, hvis du ser en fuldt ud funktionsdygtig gående komme ud fra et handicaptoilet. Det er højst sandsynligt fordi de bærer på et usynligt handicap.

Naturligvis pålægger det alle os andre en vis ordentlighed. Vi kan ikke påberåbe os et midlertidig akut handicaptilfælde, fordi vi altså skal tisse mere end de andre i køen. Vi er alle ordentlige mennesker, der sørger for ikke at benytte handicaptoilettet af ren dovenskab eller selvophøjelse, fordi der kan komme en handicappet, der akut har behov for at benytte toilettet.

Derfor er min opfordring, at du ikke dømmer folk, der benytter handicaptoilettet, men blot lader dem gøre det. Men du bruger naturligvis ikke selv handicaptoilettet, hvis du ikke har en lægeattest på, at du har behov for at komme hurtigt på toilettet.

Lad mig høre og jeg har kørt med klatten, pisset på pointen eller leget lige lovlig med lorten. Hvis du er trængende for at komme af med noget, så er kommentarfeltet åbent for konstruktive forslag og pointer, men ikke mundlort. Jeg vil ikke ha’ det.

Bob Dylan

Bob Dylan er citeret for at sige:

En helt er en person som forstår det ansvar, der følger med sin frihed.

Bob Dylan sagde også:

Det er hårdt at spekulere på, hvad morgendagen bringer.

Minsandten om Bob Dylan også sagde:

En fejl er at lave en misforståelse.

Men nu skal dette blogindlæg ikke handle om Bob Dylan. Og så alligevel. Måske har Bob Dylan sagt ovenstående. Eller det har han faktisk, men han har næppe tænkt de tanker, som jeg nu vil misbruge hans ord for at belyse.

I sommer udgav vejregelgruppen for Tilgængelighed den nye håndbog om Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed. Og det bringer mig frem til det første citat af Bob Dylan.

Endelig efter mange års venten, er der kommet en ny version af tilgængelighedshåndbogen som vi i høj grad kan være bekendt. Den er grundig, fyldestgørende og pædagogisk. Beskrivelse af tilgængelighedsrevisionssystemet er udskilt i sin egen håndbog og der er lavet en tilhørende god og forståelig eksempelsamling. Der er en god forbindelse mellem hvorfor vi bygger tilgængeligt ud fra FNs verdensmål i lyset af en overskuelig økonomi. Dvs. vi bør indbygge tilgængelighed, når vi alligevel bygger om, men kun hvor det er relevant.

I den nye håndbog er der indarbejdet en forståelse for, at tilgængelighed ikke kun er kørestolsbrugere og synshandicappede, men faktisk omfatter en lang række andre handicaps, der kan møde forskellige typer af barrierer. Det kan et folkefærd som arkitekter og vejprojekterende uden forståelse for morgendagen lære meget af, da de i udpræget grad bygger som igår. Jo flere referencer om tidligere bedrifter de kan putte ind i deres salgsmateriale, jo bedre. Men det er skidt. Set i lyset af, at de bliver ved med at lave samme fejl i deres idéer. Dem gentager de så til det næste projekt og så har vi den negative spiral, der er skidt for både tilgængeligheden men også for trafiksikkerheden.

Derfor er det relevant at bringe Bob Dylan på banen igen med det andet citat. Men jeg synes, at arkitekter, der praler med at tænke kreativt, alligevel bør prøve, men inden for de rammer, der hedder retningslinjerne og anbefalingerne i den nye håndbog om tilgængelighed. Læs og dygtiggør jeg dog i erfaringsmaterialet inden I kaster alle mulige tossede idéer på bordet. Vejprojekterende skal bare tegne det vi siger og ikke stille spørgsmål.

Der er dog en lille hage, hvilket der altid er her på min blog. Den hage der betyder, at vi skal udrydde de små fejl i detaljerne som vejreglerne desværre ikke altid får udryddet. Heller ikke i den nye håndbog om tilgængelighed. Derfor er det så rigtigt, hvad Bob Dylan siger, “En fejl er at lave en misforståelse”.

Nogle gange er jeg glad for misforståelsen, andre gange ikke. Derfor kommer der her lidt eksempler på hvad jeg har anset og stadig anser som en misforståelse.

1: Påbud ved fodgængertryk.

I signalregulerede kryds med tvunget fodgængertryk, står der nu i håndbogen, at alle fodgængerfelter SKAL have et supplerende fodgængertryk på den side af fodgængerfeltet, hvor kørestolsbrugere som følge af rampen skal placere sig.

Problemet er, at dette endnu ikke er bekendtgjort i afmærkningsbekendtgørelsen, og derfor kan vejreglen ikke skrive SKAL. Kun BØR. Men jeg er glad for dette skridt. Selvfølgelig skal det være et SKAL. Få det nu bekendtgjort!

2: Busstoppesteder med bushelle

Der er aldrig opstået enighed og konsensus om, hvad der er det bedste for tilgængeligheden og trafiksikkerheden ved busstoppesteder bl.a. fordi cyklister er nogle skiderikker, der ikke forstår vigepligtsreglerne og buspassagerer efterhånden alle har snuden parkeret i mobiltelefonen og ikke på trafikken, når de stiger ind og ud.

Men dette problem er desværre heller ikke denne gang med den nye håndbog i tilgængelighed løst. I stedet er det valgt blot at kopiere i store træk den gamle metode, der således er det eneste sted, hvor taktile felter må placeres, hvor fodgængere ikke har fortrinsret. Det er da forvirrende og en misforståelse!

Dengang det blev foreslået at etablere fodgængerfelt, var der en soleklar vigepligtsregel (selvom den måske ikke blev holdt). Men det fik nogle regelryttere desværre spoleret ved at påstå, at det ikke gav mening med et fodgængerfelt, hvis det ikke gik hele vejen over kørebanen. Men JO! Det giver mening mellem fortove og et areal for kørende. Dvs. fra fortov til fortov, fra fortov til bushelle. Det giver meget god mening.

3: Handicapparkering

Selvom tegningen er ny og ikke længere SBIs tegning gengivet i håndbogen, så er det fortsat en misforståelse at tegne handicapbåse og især bushandicap båse med den størrelse, der er bekendtgjort i afmærkningsbekendtgørelsen. Det er tillige en misforståelse og en forkert streg at tegne bushandicapbåsen på 8 eller 9 meter ud i et gennemkørende cirkuleringsspor. Det vil ALDRIG blive bygget sådan. Så tegn dog sådan som reglen for handicapparkering er, at båsen og båsbredde og længde er et brugsareal, hvor indenfor kørestolsbrugere skal kunne ind og ud af deres bil.

4: L-formet

Min egen lille kæphest skal have et særligt afsnit i dette blogindlæg også. I kan finde min mening utallige steder her på bloggen, men det er fordi det ligger mig meget på sinde at sige, at jeg ikke finder den efterhånden indgroede og traditionelle L-form nutidig. Den er et symptom på, at vi hellere vil bygge som i går end være fremsynet og bygge efter, hvad der giver mening.

L-formen er naturligvis brug af taktile felter ved signalregulerede forgængerfelter, hvor jeg har set mig sur på brug af opmærksomhedsfelter ved rampen. Et opmærksomhedsfelt, som normalt ingen funktion har, andet end at være et irritationsmoment for kørestolsbrugere. Det er svært for dem at køre over, hvis de har små hjul. Opmærksomhedsfeltet var i gamle dage det, der skulle fange synshandicappede fra at gå uforvarende ud i krydset, men i dag er denne risiko minimeret eller helt fjernet med retningsfeltet og flere steder med lyd. Jeg savner et opgør med L-formen. Er den relevant alle steder eller kan vi yde kørestolsbrugere den respekt kun at bruge den der, hvor det bliver farligt for synshandicappede ikke at have den? Det synes jeg.

5: Tættekam

Jeg har ikke været igennem håndbogen med tættekam, men jeg har dog fundet et problematisk sted, som ikke er fanget af vejregelgruppen, i granskningsperioden eller i høringsperioden for håndbogen.

En E17 tavle ved et fodgængerfelt er altid dobbeltsidet. Det er endda bekendtgjort. Ærgerligt at det så ikke fremgår i håndbogens skitser, når nu det er tegnet korrekt i afmærkningshåndbøgerne, og at det er sådan det er. En fodfejl.

Nu har du chancen for at fortælle mig, hvad du synes om den nye håndbog, og hvis du har kæpheste, som den nye håndbog ikke har indarbejdet. Sig frem. Jeg glæder mig til at høre din mening om tilgængeligheden.