Vejinventering

Udbryder du ofte midt i din frokostpause: Hjælp, vi er løbet tør for sorte pletter! Så har jeg måske et forslag til dig.

Det er ikke helt uvirkeligt, at kommunernes vejingeniører løber ind i et succesproblem. Problemet er positivt og er at uheldskoncentrationerne, de såkaldte sorte pletter, stort set er bekæmpet. En sort plet er som udgangspunkt en lokalitet enten et kryds eller en 400 m strækning fortløbende, hvor der sker 5 utrafikulykker på 5 år. Men der sker fortsat trafikulykker, blot er de nu spredt bredt ud på vejnettet. Så hvad nu? Hvordan fortsætter bekæmpelsen af trafikulykker, når ulykkerne kan ske såvel her som der?

Det er ikke ualmindeligt, at man som vejingeniør bliver gråhåret af at spekulere over, hvordan man skal fortsætte sin indsats for at reducere antal dræbte og tilskadekomne i det nye, spredte ulykkesscenarium. Men det er faktisk muligt at beholde hårfarven, hvis følgende metode følges. Det er en redningsplan, hvor undertegnede kan komme til undsætning. Metoden bygger på vejinventering, men tilføjer et lokalt aspekt, som gør den relevant for den enkelte kommunes oplevede udfordringer.

Jeg har lånt denne metode af et 9. semester projekt på Aalborg Universitet og et projekt som jeg guidede fremad via pågældende ingeniørstuderendes praktikophold. Metoden er et forsøg på at udarbejde en funktionel metode til fortsat ulykkesbekæmpelse. En metode, der er let anvendelig for den kommunale vejingeniør og inddrager det historiske ulykkesbillede, der gør sig gældende i kommunen.

Der blev undersøgt to eksempler på problematikken. I en kommune var det muligt at finde 507 registrerede trafikulykker i en femårig periode. Ud af disse kunne der sættes ring om 6 sorte pletter på vejkortet. I en anden kommune viste et tilsvarende uheldsudtræk, at der var registreret 209 trafikulykker. Til trods herfor kunne der ikke udpeges én eneste sort plet!

Begge kommuner er nået dertil, at deres store indsats for bedre trafiksikkerhed og sanering af sorte pletter har båret frugt. Men der er stadig et stykke vej til den nationale målsætning. Så hvad nu?

En løsning kan være at gennemføre en uheldsanalyse og vurdere, hvor ulykkerne sker, selvom de er spredt. Fx vil der altid være større risiko for ulykker i skarpe vejkurver, i F-kryds i åbent land, steder, hvor der køres for stærkt, på strækninger med kantstensparkede biler olign.

Fx er kurveulykker forbundet med en stor alvorlighedsgrad, især på gennemfartsveje og fordelingsveje, hvor hastighedsniveauet er højt. Undersøges kurveulykkerne nærmere kan der vise sig generelle uheldssituationer, der skiller sig ud og som kan afhjælpes.

Indsatsen for at undgå kurveulykker skal med denne metode udbredes til samtlige kurver på kommunens vejnet med de samme karakteristika.

Med den påvisning kan der tilmed opstilles en traditionel prioriteret tiltagsliste for at mindske risikoen for trafikulykker i en tilfældig kurve. Det kan være: forvarsling af kurven, baggrundsafmærkning i kurven, rumleriller i vejens midte, forstærket midtlinje, adskillelse af kørespor o.lign. Ved at implementere disse tiltag vil problemet i denne specifikke kurve søges løst.

Desværre spiller tilfældighedsprincippet ofte ind. Næste trafikulykke kan ske hvor som helst i kurver, der ikke helt ligner den udpegede. Derfor bør kommunen vælge at generalisere tiltagene til at omfatte alle kurvelokaliteter fx med en radius under 400 m. Den enkelte kurve viser sig netop ikke som en sort plet i trafiklandskabet, men den lokale erfaring og det historiske uheldsbillede viser, at ”uheldstypen er sort”. Derfor giver det mening at vælge samme type kurver som indsatsområde over hele kommunen.

På samme måde kan andre lokaliteter generalisere og føre til ensartede løsningsforslag, der etableres ved førstkommende lejlighed.

På den måde vil kommunen, langsomt, men sikkert, opbygge et selvforklarende og ensartet vejnet, der må forventes at afspejle sig i en positiv uheldsforebyggelse på lang sigt, og som bygger på den viden som kommunen har om netop sine oplevede uheldstyper. 

Metoden som her påvist med vejkurveeksemplet hedder vejinventering. Populært udtrykt, kan vejinventering oversættes til ”en opgørelse over beholdningen af vejkarakteristika”.

Hjørnestenene i den gængse vejinventeringsmetode er egentlig, at se helt bort fra observerede lokale ulykkesforekomster, men i stedet se på, hvor vejenes detaljerede udformning påvirker trafiksikkerheden. Med viden om disse vejkarakteristika, der enten kan give anledning til problemer, eller som kan være forbilleder til efterfølgelse, kan man gennemgå vejnettet systematisk meter for meter, i en søgen efter, hvor massetiltag måske kan reducere uheldsniveauet på lang sigt.

Når vejingeniøren tager udgangspunkt i uheldsanalysen, så startes der med at klarlægge de vejkategorier og vejbeskrivelser, der gør det muligt at gå fra nærundersøgelse af det specifikke ulykkessted, til at genkende lignende ulykkessteder generelt. Og så kan forebyggelsesarbejdet planlægges systematisk.

Har du forsøgt dig med principper for vejinventering og har en form for evaluering af dine forsøg, så giv endelig et kald i kommentarfeltet.

Det er bare lort

På årets første dag skal vi naturligvis snakke om lort. Ikke om abdiceringer, konger og kabaler. Ikke om nytårsskihop eller x-faktor, men om lort. Og velkommen i øvrigt til 2024.

For et par år siden indledte jeg året med at skrive, at jeg helligede året til kun at tale positiv. Kun lave nyttige, positive, bæredygtige og glade indlæg på bloggen. Der skal måske en smagsdommer til at vurdere, om jeg levede op til det nytårsforsæt hele vejen igennem 2022 (heldigvis fik jeg afreageret i 2023), men nuvel. Jeg forsøgte og det er tanken, der tæller.

Nu går jeg så i modsatte grøft. I år starter jeg med lort. For hvad er lort. Mundlort eller dårlige tekster, der bare er lort. Nej, sådan er jeg slet ikke. Jeg er generelt et positivt menneske, der søger mod de gode råd og den ordentlige tone, selvom det åbenlyst er lort. Det er sådan og har altid været sådan at ingen gider høre på skældud, se et surt fjæs eller tale med en rådgiver, der bare lukker lort ud. Derfor er det ikke en farbar vej.

Men jeg starter alligevel med lort. Bare lort. Fordi årets første blogindlæg skal handle om toiletter. Pis og lort. Det er, hvad der typisk havner der. Som regel. Ingen tager egentlig noget med derfra, bortset fra måske et smørret og lettet smil på læben og en forsvundet trykken på blæren. Andre vasker hænder.

Men det er ikke hvilke som helst toiletter, jeg gerne vil drøfte her på årets første dag, hvor nogen finder det nødvendigt at bruge toilettet til andet end pis og lort. Det er de reserverede offentlige toiletter, som jeg gerne vil give et skud på oplysningsskalaen. Og det handler om tilgængelighed.

Hvis du møder et offentligt toilet, så er det oftest sådan, at der er en mandesektion og en kvindesektion. Til jer, der bekender jer til andre definitioner af jer selv, I ved nok bedst selv, hvilket af de to symboler I helst vil benytte jer af. Den diskussion skal ikke tages her.

Det plejer at være sådan, altså med sektionsinddelingen, fordi mænd er så heldige at kunne klare noget af deres nødvendige vandladning i urinale og det er de måske for blufærdige til at dele med deres kvindelige modstykke. En anden overvejelse kan være, at mænd typisk, for at være høflige og renlige, lige løfter låget, så der ikke kommer snavs på brættet. At de så glemmer at løfte låget ned igen er en anden sag, men altså også væsentlig, hvis vi på lang sigt vil undgå en 3. verdenskrig. Der er selvfølgelig afarter af forklaringer på, hvorfor der er denne opdeling, typisk ligefra spørgsmål om hygiejne til tradition til andre formål med offentlige toiletter og meget andet, men det er faktisk slet ikke hensigten med dette blogindlæg, så der lod jeg mig lige distrahere. Der er stadig lidt procenter i mit blod, men nu er jeg klar i hovedet igen.

Der er nemlig også typisk en anden og tredje part i inddelingen af offentlige toiletter, og det er toilettet med handicapskiltet, der for letheds skyld er afbilledet som en person i en kørestol. Det kan der naturligvis ligge en masse symbolik i, men det er nu sådan vi definerer en handicappet på piktogramniveau. En person i en kørestol. Jeg tror alle forstår symbolet, men måske ikke betydningen.

Og det er her blogindlæggets pointe skal skinne igennem for dig, der gerne, laaangt om længe, vil oplyses om, hvorfor du allerede har læst så langt som her til. Nemlig, at der altså findes andre handicappede end kørestolsbrugere og disse er – sørme så – også omfattet af skiltet med kørestolsbrugeren.

En person med et psykisk handicap, eller et usynligt handicap må også benytte det reserverede handicaptoilet. Fx er der personer, der har stomi, hvor det kan være tvingende nødvendigt at de kommer hurtigt på toilet og ikke skal og kan hænge i en toiletkø. Der kan være personer med kronisk nervøs mave, og deres handicap består simpelthen i, at de anser det som en barriere for en tur i gågaden, hvis de ikke hurtigt kan få adgang til et toilet. Enten er der et offentligt tilgængeligt toilet eller også burer de sig inde derhjemme og kommer ikke afsted. Det kan vi ikke byde nogen. Når de skal, så skal de simpelthen.

Derfor skal du ikke lade dig forulempe, hvis du ser en fuldt ud funktionsdygtig gående komme ud fra et handicaptoilet. Det er højst sandsynligt fordi de bærer på et usynligt handicap.

Naturligvis pålægger det alle os andre en vis ordentlighed. Vi kan ikke påberåbe os et midlertidig akut handicaptilfælde, fordi vi altså skal tisse mere end de andre i køen. Vi er alle ordentlige mennesker, der sørger for ikke at benytte handicaptoilettet af ren dovenskab eller selvophøjelse, fordi der kan komme en handicappet, der akut har behov for at benytte toilettet.

Derfor er min opfordring, at du ikke dømmer folk, der benytter handicaptoilettet, men blot lader dem gøre det. Men du bruger naturligvis ikke selv handicaptoilettet, hvis du ikke har en lægeattest på, at du har behov for at komme hurtigt på toilettet.

Lad mig høre og jeg har kørt med klatten, pisset på pointen eller leget lige lovlig med lorten. Hvis du er trængende for at komme af med noget, så er kommentarfeltet åbent for konstruktive forslag og pointer, men ikke mundlort. Jeg vil ikke ha’ det.