Dark design

“Look (Luke), I’m you father.” I hvert fald i at opfange supersoniske vibrationer fra andre faggrene, der clasher deres X-Wing i godhedens navn ind i den Dødsstjerne, der hedder tilgængelig indretning for personer med et handicap samt tryghedskabende indretning af skoleveje. Jeg hedder ikke Luke, men jeg anbefaler, at du ser med her i den konflikt, som jeg tror snart vil forme sig sort og kuglerund i kommunernes univers og med spydige og højtråbende originaler med rustne stemmer og måske totalitære kutteklædte synspunter i mediernes søgelys. Jeg elsker intergalaktiske konflikter.

Oprørerne, der under dække af mantraet: Social eksklusion via “Dark Design” fremturer med en masse eksempler på Stormtroopers hærgen i gadebilledet og præsenterer eksempler, der stikker lyssværdet dybt ind i selvforståelsen hos Imperiet, kapitalisterne og Senatet.

Inden der går helt Han Solo i denne tekst, må jeg hellere forklare krigen blandt stjerneemner. Så Sith dig ned og nyd lektionen, så jeg kan præsentere synspunkterne fra min placering ovenfra, mens jeg tager på skyvandring og kigger ned. Jeg vil rette min egen dødsstråle mod en løsning sidst i indlægget.

Dark design er i sin grundessens et udtryk, der henviser til, hvordan design af byrum gør det umuligt for hjemløse og socialt udsatte mennesker at opholde sig på bestemte lokaliteter. Det kan fx være på torve og pladser, stationer eller andre offentlige byrum. Det er i hvert fald her, de normalt er synlige.

Eksempler på dark design er armlæn på bænke, så det er umuligt at bruge bænken til at sove på. Det kan være afskærmning af trappeskakter og andre små lukkede rum, der ellers fungerer som sovepladser. Det kan være opsætning af jernpigge eller minigelænder på plinte eller andre betonelementer i byrummet, så det ikke er muligt at sidde der. Det kan være konstant musik, der gør det umuligt at sove eller skrå gitterkonstruktioner ved varmluftsudblæsning mv.

Formålet med alle disse tiltag er at tvinge social udsatte mennesker og hjemløse til at finde andre steder at opholde sig, men dermed også ud af byernes offentlige byrum. Det er principielt i direkte modstrid med verdensmål nr. 11, nemlig den om bæredygtige byer og byernes evne til at tage hensyn til mangfoldighed og omfavne socialt sårbare mennesker. I hvert fald, hvis der ikke tilbydes et alternativ.

Der findes også en række love og regler til det samme. Disse har alle til formål at kriminalisere forholdet og ophold på de steder, hvor hjemløse og socialt sårbare mennesker ikke er ønskede. Dette indlæg handler slet ikke om det, men om vinklen, hvordan andre fagdiscipliner i byernes indretning bør indtænkes, inden der går helt revolution i at redde de socialt udsatte.

Tilgængelighed har det formål, at alle personer uanset handicap skal kunne benytte byens funktioner. En person med et handicap er faktisk et vidt begreb. Nogle er bevægelseshandicappede dvs. at de færdes med kørestole, rollatorer eller med stok. For denne gruppe af mennesker, der også omfatter ældre, er det vigtigt med niveaufrie adgangsveje, frie gangbaner og siddemuligheder, hvor det er let at komme op fra siddemuligheden igen, da kræfterne i benene ikke er så gode. For personer med et synshandicap er det vigtigt med en ryddet gangzone og enten en taktil ledelinje eller fx en naturlige ledelinje, der sagtens kan være en bygning, en hæk, en fortovskant, som kan følges med hånden eller mobilitystok, men vigtigst er det, at de ikke støder på faste eller midlertidige genstande på deres vej. Så er de trygge i byen på trods af nedsat syn eller helt blindhed. Det er også et handicap at være forståelseshæmmet, have social angst, have mulighed for at kunne komme på toilettet hurtigt, hvis trangen melder sig, have så stærk allergi at det kan være dødbringende, blive hurtigt træt fx pga. lav lungekapacitet eller andre sygdomme, og meget meget andet. Nogle gør en ret stor indsats for at byerne bliver tilgængeligt indrettet, så færdselsarealerne er for alle.

I andre sammenhænge forsøger nogle kommuneteknikere at forbedre skoleveje, så skolebørn i vid udstrækning kan være selvtransporterende enten ved at cykle til skole eller tage den kollektive trafik. For alt i verden skal vi prøve at neddrosle forældrenes privatbilisme til og fra skole, hvilket ikke er godt for klimaet og trafiksikkerheden. At være selvtransporterende hænger ikke bare sammen med konflikten mellem biler og cykler eller biler og gående eller cykler og gående, men også med at børn fra 6 år, hvor de lovmæssigt gerne må være selvtransporterende, tør gå på gaden og evt. gå til og fra bussen.

Så står vi nu med problemstillingen omkring socialt udsatte og hjemløse, som også skal finde sin plads i gadebilledet i de større byer og for den sags skyld generelt.

Min opfattelse er, at socialt udsatte mennesker og hjemløse har en tendens til at søge mod bycentrene, hvor der færdes mange mennesker. Om det bare er for at have noget at kigge på og underholdt af, at blive set og fundet af gadearbejderne, at kunne få en skærv et sted fra et velmenende andet mennesker eller noget helt fjerde aner jeg intet om. Men jeg ved, at det netop er på disse lokaliteter, at bystyret forsøger at få byen til at tage sig ordentlig ud, så byen er attraktiv, spændende og indbydende for handlende, turister med flere. Og naturligvis er der en flig af, at socialt udsatte og hjemløse bare ikke er det pæne bybillede, der er præsentabelt. Hvis sandwichstedet vil sælge deres mad, så lægger de heller ikke deres beskidte vasketøj ved siden af montren. Det er indlysende og måske hårdt sagt, men det er rigtigt.

Har socialt udsatte og hjemløse krav på at kunne få lov at benytte disse meget centralt beliggende lokaliteter i byerne? Jeg synes det ikke. Men jeg synes de har et krav på, at vi anviser et sted, hvor der er muligheder for at også de kan finde ro, hvile, hjælp, varme og ophold.

Problemerne ved at gøre plads i byernes rum til socialt udsatte og hjemløse, hvor personer med et færdselshandicap og skolebørn skal færdes, er desværre mange, som det burde kunne udledes af min beskrivelse ovenfor. Derfor vil jeg klart anbefale, at revolutionisterne for Dark Design beskriver denne problemstilling ligeværdigt med forhold for færdselshandicappede in mente, i stedet for at skære problemstillingen så skarpt, at de kalder Dark Design for en måde at udstøde de socialt udfordrede mennesker. Det er Dirty Distortion (mit eget udtryk, der ikke kun hører til hos en inkaneret elguitarist, men frit kan anvendes i dialogen som indspil til ikke at værdilade udtrykket Dark Design for meget).

Derfor vil jeg anbefale, at der i de større byer indrettes et samlingssted for socialt udsatte i umiddelbar nærhed af stationer, pladser, torve og centre, hvor der er de faciliteter som socialt udsatte har brug for, men uden indkig og udkig til der hvor færdselshandicappede og skolebørn formodes og planlægges at skulle færdes. Dvs. at fx byens bænke forbeholdes ældre og svagelige, så også de kan bevæge sig rundt et sted, der ikke opfattes som andres dagligstue/sovesal og pladsen langs facader, trapper, busstoppesteder mv. friholdes for sovende mennesker, så disse mennesker, der er socialt ramte i forvejen ikke pludselig bliver byens farlige skygger.

Skulle du være udstyret med egen wookie er jeg dog villig til at moderere mit sprog, dog med den forudsætning, at du accepterer, ser og inkluderer problemstillingen med personer med et færdselshandicap i dit perspektiv. Giv dig tilkende i kommentarsporet og lad os drøfte sagen.

25.000

Dette korte indlæg er skrevet for blot at konstatere, at min side nu har rundet 25.000 visninger. Tak til alle, der har rundet siden, kigget forbi, lagt en besked eller tidligere et like, nydt nyhederne, hadet indholdet, har haft god hjælp af pointen, har skrevet sig op som mednørd. Det hele.

Verden forandrer sig hastigt, og du bliver r**rendt

Er du omstillingsparat? Hvis ikke er du virkelig på røven. Så er du allerede faldet af virkeligheden, da NemID blev til MitID. Du er long gone, da sundhedsassistenterne og -hjælpere fik besked på at bruge mere tid på deres tablets og på ruteplanlægning end på dig, dine forældre eller dine bedsteforældre. At assistenterne så klager over manglende tid til deres besøg, og vi så først nu finder ud af, at hele skaren af assistenter og hjælpere kun er på halv tid, er så en anden sag. Men DU har været fucked siden priserne blev sat væsentligt op i fitnesslokalerne for at de kunne indrette superfede velkomstområder med lounge møbler og sprød jazz i musikanlægget, og dit stille udstrækningsområde nu findes oppe på anden ved siden af de kraftigt stønnende muskelbundter, der inhalerer alt ilten i lokalet på et enkelt løft, så du kun kan leve af restilt og deres metangasser, når de ikke kan holde koncentrationen om begge ender på en gang. Og sørme så om de ikke fortsætter deres prusterier i omklædningen, når de skal afklæde sig og ikke har fundet ud af at ingen netop der gider at høre på, hvor hårdt det er og ikke tør gå i bad med brunstige pelsbjørne. Du var ude på tynd is, da du erfarede at gas blev dyr og egentlig kun hjalp oligarker til at kunne købe den næste lystyacht til samlingen eller bestille endnu en likvidering af en demokratisk opportunist, der havde ytret sig vestligt orienteret, samt at dine røde bøffer blev så dyre, at du end ikke turde kigge i dagligvarebutikkens kølemontre af frygt for at få mareridt over at se dem fordærvede dernede i stuetemperaturen. Du fik kaffen galt i halsen, da det kom frem, at din yndlingsbeskæftigelse med tidsfordriv på TikTok gav kineserne direkte adgang til at se og grine af dine imiterede dansemoves. For ikke at glemme, hvordan du pludselig skal omlægge hele din dagligdag og natlignat med at tilpasse dit elforbrug efter nogle pengegriske elselskaber, der bruger elprisernes bølgegang til at overbevise markedet om, at lægge penge – mange penge – i deres private lommer.

Men husk, at du også i en rum tid har skulle tilvænne dig en ny virkelighed på vejene. Siden dengang, hvor Vejdirektoratet gav tilladelse til at lave mere differentierede hastighedsgrænser på vejstrækninger i bymæssig bebyggelse. Det slår hårdt i dag, hvor netop du modtager en hilsen fra Rigspolitiet med en afgift for at køre 60 km/t på den strækning, hvor der altid har været tilladt at træde lidt ekstra på speederen, men hvor en vanvittig kommuneforvaltning nu har valgt at fjerne frihedsskiltene på 60 km/t (C55) og i stedet skilte med ingenting. Hvorfor skal skiltning med ingenting give dig en bøde? Det er definitionen af at blive røvrendt.

Spørgsmålet er så om du er blevet røvrendt.

Denne lille oversigt er taget fra håndbog i Tværprofiler i byer. Som du kan se, anser vejreglerne køresporbredden som væsentlig for den hastighedsklasse som vejen er i. Hastighedsklassen er også lig med planlægningshastigheden i by.

Når en kommune vælger at fjerne skiltning med opklasset hastighed på 60 km/t og i stedet lade den generelt gældende hastighedsgrænse for by, der som bekendt er 50 km/t, være gældende, så bør dette dermed afspejles direkte i køresporsbredden/vognbanebredden og dermed den visuelle køreporsbredden som bilisten skal reagere på. Kommunen kan reddes af, at der på strækningen kører busser i rute, hvor der bør være en køresporsbredde på 3,5 m, men det skulle også være det. Også måske lige det faktum, at kommunen faktisk skal vurdere, om der skal gøre plads til ekstra brede køretøjer som foreksempel landbrugskøretøjer, men det er en helt anden snak.

Sandheden er nok også, at rigtig mange af de strækningen som nogle kommuner nu lader overgå fra 60 km/t til 50 km/t og måske endda fra 50 km/t til en lavere hastighed, der så skal skiltes, ikke under eksisterende forhold har den korrekte køresporsbredde men er bredere.

Spørgsmålet er, om du er blevet røvrendt. Jeg vil generelt sige klart JA. Du er blevet røvrendt, hvis kommunen blot har nedtaget deres 60 km/t færdselstavler (C55) og så ellers ladet vejen stå til, som den altid har set ud.

Det er naturligvis svært at sige helt generelt og samtidig helt konkret, at du bliver røvrendt, fordi din kørte hastighed naturligvis er din at sørge for ligger inden for det tilladelige, og du i øvrigt altid skal køre efter forholdene. Men jeg vil opfordre alle vejmyndigheder til at tænke over det vejbillede som gives på alle strækninger og så stille sig det spørgsmål:

Er denne vejstrækning selvforklarende i forhold til valg af hastighed?

Hvis ikke bør det visuelle vejbillede ændres.

Du kan fx:
– Afmærke smallere kørespor
– Afmærke et bredere midterareal mellem kørespor og dermed indsnævre køresporene
– Du kan etablere cykelbane og dermed indsnævre kørespor
– Du kan afmærke bredere kantbane og dermed indsnævre kørespor
– Du kan plante vejtræer og buske i sidearealer (husk at holde sikkerhedszonen eller kun plante træer med en smal stammediameter)
– Du kan etablere fartdæmpere, visuelle og bløde og i nogle tilfælde fysiske
– Du kan supplere op med krydsningspunkter for lette trafikanter og dermed øge antallet af opmærksomhedspunkter, som bilisterne skal tage stilling til

Du kan mange ting, men fælles for disse ting er, at de ændrer vejens visuelle fremtoning og dermed øger sandsynligheden for, at bilisten læser vejens hastighed til 50 km/t, og du dermed ikke røvrender de bilister, der ubevidst kører efter forholdene.

Jeg håber med denne opfordring, at der tænkes efter en ekstra gang inden en vejstræknings hastighedsklasse ændres hen over natten. Vi må ikke røvrende vores trafikanter, når vi forventer at de ikke røvrender os.

Ønskelisten 2023

Det ville være blæret at have sådan et cafémiljø derhjemme. Måske jeg skulle kigge mig omkring i nabolaget, hvilke skilte, der kunne trænge til fornyelse. Så ville jeg samtidig gøre almenheden en tjeneste ved at fjerne de gamle og nedslidte tavler i ly af mørket. Kommunen burde alligevel gå en runde i ny og næ og friske op, så tavlerne stadig er tydelige og dermed gyldige for trafikanter.

Deus ex machina

Det virker en smule for deus, at udpege sig selv som en “gud fra maskinen”, eller som en gud sendt fra himlen. Deeeet vil jeg alligevel ikke ophøje mig selv til. Jeg kan godtage den gamle betydning af overskriften: En figur, der hejses ned fra sceneloftet, som om jeg var sendt fra himlen. Jeg kan vel også snart komme i kategorien: Antikkens teater.

Det er desuden oppe i tiden af lade alt hvile på kunstig intelligens (AI), som var den skabt af Gud, og der er snart ikke de udfordringer ved at indsamle viden moduleret af en AI-generator fra det store og voldsomme internet.

Jeg tilbyder i denne måneds blogtekst at lege gud fra maskinen. Din personlige chatbot. Det er blevet til et udpluk af de seneste trafiksikkerhedsnyheder fra det store Internet i den lille andedam, der hedder Danmark.

Kald mig bare RUD.

Frontalkollisioner

HVU har i den seneste tid nørklet med et studie om frontalulykker. Hvorfor de sker, hvem der er involveret, og hvordan de undgås. Alt sammen fine sager.

Konklusionen er (kan jeg tillade mig at indskyde, ikke overraskende) at de sker som følge af 1) Uopmærksomhed, 2) træthed/søvn, 3) Påvirkning og 4) Mistet herredømme.

Jeg har jo mellem linjerne lovet en guddommelig indsigt i dette blogindlæg, så her vil jeg gerne indskyde, at det altid har værdi, at blive bekræftet i det man allerede ved i forvejen. Men alligevel. Jeg kan ikke sige at disciplene hos HVU har opfundet noget nyt, dannet vin af vand eller trådt vande og forblevet tørskoede, men måske har de opfundet den dybe tallerken.

Nuvel. Rapporten er læsevenlig og flot, samt giver en række gode råd.

Ulykker med varebiler

Jeg bliver hos HVU og lader mig inspirere af næstseneste evaluering. Den er således ikke helt ny, men omhandler til gengæld et meget vigtigt emne, nemlig ulykker med varebiler. Varebiler udgør en voldsom stor del af de ulykker, der sker i trafikken. Det er for så vidt ikke noget under, da mange varebiler jo ligesom har deres dagligdag i trafikken. De kører dermed meget og alt andet lige vil det dermed øger risikoen for at blive involveret i en trafikulykke. Men kan der sættes ind mod ulykker med varebiler, så er meget godt kommet af det. På et eller andet plan er det erfarne bilister, der sidder bag rattet og får meget praktisk læring.

Konklusionen på evalueringen er, at 1) uopmærksomhed er den væsentligste ulykkesfaktor, 2) træthed udgør den næsthyppigste årsag, mens 3) høj hastighed spiller kraftigt ind på alvorlighedsgraden af ulykkerne.

Jeg vil ikke spille helt i mit eget evangelium her, men igen må jeg indrømme, at disse konklusioner har stejfet mig, når snakken over frokostbordet er faldet på de mange ulykker med varebiler. Så igen har vi med en undersøgelse at gøre, der ikke er overraskende.

HVU gør dog varebilsførerne en tjeneste ved at opstille en række gode råd.

1) Hav opmærksomheden rettet mod kørslen og foretag dig ikke noget, som kan distrahere heller ikke på lange lige strækninger, hvor trafiksituationen virker enkel og forudsigelig.
2) Betjening af kommunikations- og GPS-systemer under kørslen skal foregå håndfrit og helst helt undgås.
3) Sørg for at være udhvilet og holde pauser. 
4) Overhold hastighedsgrænserne.
5) Brug sikkerhedssele.

Samtidig anbefaler HVU firmaerne til at tage aktion. LAV EN TRAFIKSIKKERHEDSPOLITIK. DET ER JERES ANSVAR!!!

1) Motiver varebilsførerne til sikker kørsel ved løbende dialog om trafiksikkerhed og deres kørselsvaner og oplevelser i trafikken. 
2) Tilrettelæg arbejdet, så der indgår pauser, så tidspres undgås, så lange arbejdsdage og natarbejde så vidt muligt undgås, og så arbejdsrelaterede beskeder ikke gives under kørslen. 
3) Kommunikations- og GPS-systemer i varebilerne skal kunne betjenes håndfrit, og brug gerne systemer, som sikrer mod opkald, beskeder og brug af infotainment, som distraherer under kørslen. 
4) Prioriter sikkerhedsudstyr som avanceret nødbremse/adaptiv fartpilot, linjevogter, bakkamera i varebilerne.
5) Stil krav om trafiksikkerhed i underleverandørers opgaveløsning

Og jeg knuselsker faktisk de øvrige anbefalinger i rapporten:

1) For at tilskynde firmaerne til en trafiksikkerhedsindsats anbefales det blandt andet, at købere af transportopgaver eller håndværkerydelser stiller krav om trafiksikkerhed i opgaveløsningen, at forsikringsselskaber om muligt tilbyder lavere præmie til de firmaer, der gør en indsats for trafiksikkerheden, og at varebilsimportørerne sammensætter attraktive tilbudspakker med moderne sikkerhedsudstyr. 
2) Øget politikontrol af varebilskørsel med fokus på uopmærksomhed og for høj hastighed. Desuden politikontrol af manglende selebrug hos både varebilsførere og trafikanter generelt. 
3) Vejmyndighederne anbefales at overveje lavere hastighedsgrænse på lokaliteter med stor ulykkesrisiko og at gøre en indsats i forhold til oversigten i kryds.

Evaluering af hjelmbrug på cykel og elløbehjul

I den seneste udgave af Trafik&Veje tidsskriftet er der præsenteret en evaluering af brug af hjelm på cykel og ikke mindst på elcykel og elløbehjul.

Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg må have en direkte forbindelse til de højere magter, for konklusionerne er (åh, må jeg sige det…? Ikke overraskende).

Brug af hjelm er steget. Fantastisk. Vi takker alle reklamerne på TV såvel som på ethvert gadehjørne og de forældre og skoler, der insisterer på, at deres børn skal bruge hjelm.

Elcykelejere er mere opmærksomme på trafiksikkerheden end almindelige cyklister. Jah… Kan vi ligefrem konkludere at elcyklister er dem, der har råd, dem der tager stilling til at cykle og derfor også anvender sikkerhedsudstyr, men den “almindelige” studerende og cyklist fra A (uddannelse) til B (café eller lignende) blot ikke har lyst eller ikke har råd eller ikke synes det er fedt at slæbe rundt på en hjelm i byen?

Siden der blev indført påkrævet hjelmbrug, når man kører på elløbehjul er andelen af løbehjulskørere med hjelm steget. Ja, for pokker. Hvem gider ha’ en bøde. MEN… det er stadig et problem med hjelmbrug på lejede elløbehjul. Haha. Okay. Hvem dælen går også lige rundt med en cykelhjelm under armen, når de spontant lejer et elløbehjul fra gaden. Så vi bør gøre en øget indsats mod brug af hjelm, særlig for lejede elløbehjul.

Jeg vil ikke lyde hovskisnovski, men selvfølgelig. Det blev faktisk allerede nævnt i optakten til at give tilladelse til elløbehjul i gadebilledet. Eller nævnt er måske for ydmygt påpeget. Der blev advaret mod dette scenario. Nu står vi her. Har nogen gjort sig den ulejlighed at overveje et kontratræk for at afbøde problemstillingen, fordi vi ved jo hvad der sker, hvis vi igen forbyder noget, som folk allerede har fået tilladelse til (læs: fri på Storebededag).

Evaluering af blogteksten

Nu er denne blogtekst blevet så lang, så jeg hellere må lade guderne hvile og tovværke hejse.

Har du lyst til at supplere, kommentere eller i øvrigt have en holdning, så anbefaler jeg at knæle for enden af sengen hver aften, folde hænderne og hidkalde din gud og bede til guden om, at vi alle bliver klogere en dag. Afslut gerne med ah men… dog. Du kan også bare aflevere en kommentar her i feltet hos mig, din Rud, og så vil jeg tage stilling og lade dig vide, hvor mange ave mariaer, det koster.