Tag: Tilgængelighed

Skoleveje

Gennem mit virke har jeg den seneste tid set rigeligt med skoleveje. Jeg må og skal ikke kommentere på dem her, men jeg er kommet i besiddelse af nogle ret fine generelle råd til den gode skolevej. Rådene kan anvendes hvis du selv skal ud for at kigge på skoleveje, og hvad og hvor der er trafikfarlige og utrygge lokaliteter.

Du får dermed mine foreløbige liste, der bunder i nyligt registrerede observationer:

  • Cykelsti på indersiden af kantstensparkerede biler bør have afmærket en udstigningsperron – også selvom cykelstien lokalt bliver smal. Dette bør gøres, så cyklister visuelt nudges til at holde til højre og dermed undgår at blive ramt af en åben bildør. Det kan få nogle cyklister, der ellers kører i par til at falde ind på linje.
  • Fortovet ved fodgængerfeltet, hvor skolepatruljen arbejder bør være bredt nok så der kan være nogle elever, der afventer og skolepatruljen ikke tvinges ud på kørebanen, så snart der begynder at blive trængt på fortovet.
  • Cykelstier i åbent land og i eget tracé bør have belysning også selvom der blot er tale om belysning med bevægelsessensor. Dette kan med fordel suppleres med kantlinje/midtlinje, så cykelstibelægningens afgrænsning til rabat er synlig i lygtelys.
  • Undgå stitilslutninger på vendepladser og i indersiden af kurver samt ved udstigningsområder fx ved skolens ankomstareal.
  • Synliggør stikrydsninger for trafikken – også på villaveje, så bilister ikke overraskes af cyklister, der pludselig dukker op fra en villahave.
  • Fodgængerfelter, der er fritliggende, skal altid være 4 m brede.
  • Fortov på tværs af mindre sideveje dvs. hvor trafikken fra sidevejen er begrænset til under 500 biler i døgnet kan med fordel etableres gennemført, så der ikke opstår tvivl om, hvem der har vigepligten på trods af vigepligtsafmærkning med V11 og B11. Fodgængere har tendens til at tro, at vigepligtsreguleringen også gælder i forhold til deres krydsning af sidevejen.
  • Stibomme skal være synlige (fx med O45) og belyst, og selvfølgelig skal muligheden for at lave elefantstier uden om bommene ikke være til stede.
  • Krydsningspunkter, hvor skoleelever skal krydse kørebanen uden regulering skal forenkles så meget som muligt. Dvs. er det et problem, hvis der i umiddelbar nærhed er p-båse, andre sideveje, reklamebannere fx ved tankstationer el. lign., beplantningsbede fx med hæk eller vejkurver.
  • Det er de færreste elever, der tør opholde sig på en krydsningshelle, hvis hastigheden forbi hellen er højere end 50 km/t og slet ikke, hvis hellen er smallere end 2,0 m fx hvis en eller anden vejingeniør har været smart at lave gennembruddet skråt for at opnå 2,0 meter i diagonalen.
  • Skrå cykelstitilslutninger fordi cykelstien ophører skal undgås – især de steder, hvor der samtidig er afmærket spærrelinje for biltrafikken, hvilket gør det umuligt at biler kan holde en afstand på 1,5 m til cyklen. Ingen holder nemlig tilbage, hvis de først er oppe i fart.
  • Hvis der afmærkes en vigelinje, skal trafikken bag vigelinjen have tilstrækkelig oversigt til den trafik, de skal vige for. ALTID.
  • Vær sikker på at belysningen omkring stitunneler er gode – selvfølgelig også inde i tunnellen.
  • Fodgængerfelter på hævet flade er en god idé, men sørg for at den hævede flade er lang nok og dermed ikke kun omkring feltet. Alternativt fungerer bump på begge sider af fodgængerfeltet også fortrinligt.
  • Lad være med at lave modificering af bump og ramper, hvis der ikke kører bus i rute på strækningen.
  • Undgå en skilteskov. Sørg for at indretningen er intuitiv.
  • Der skal gerne etableres cykelsti helt til cykelstativerne og gerne fortov helt til skolens indgang. Således er et parkeringsanlæg altså ikke er fællesområde for biler, cyklister og fodgængere. Adskil trafikanterne her og forsøg at undgå bakkende biler.
  • Det er okay at begrænse cyklisters fart fx med knallertbump, hvor det kan være farligt for biltrafikken og fodgængere. Det kan også være før kurver, hvor lav cyklisthastighed er vigtig for at overholde oversigtsforhold eller forhindre at cyklister skrider på asfalten i glat føre.

Denne liste kan blive meget lang, hvis jeg fortsætter med de gode råd. Herfra skal lyde et sidste godt råd. Kontakt mig gerne, hvis du skal have dine skoleveje gennemgået af en professionel trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevisor.

Monstret i skyggen

Solen skinner og du går under vejtræerne og nyder solen, nyder gåturen, nyder varmen og nyder, at du kan se. Eller… måske ikke det sidste. Det tænker du nok ikke så meget over. Altså hvis du kan se, og se ordentligt.

Men nogen mennesker kan slet ikke se, og andre har begrænset syn. Med alderen bliver vi generelt dårligere til at se. Nogen bruger briller, mens andre bruger virkelig tykke brilleglas. De fleste har flydende overgang i brilleglasset, mens det for andre er lidt lige meget, hvad de har. De er stadig svagsynede.

Det er nu, vi kommer til skygger og monstre.

Under vejtræerne flimrer belægningen, og det kan være svært at se niveauforskelle i belægningen, hvis lyset trænger igennem bladene og laver et bevægeligt mønster, der hvor du går. Det er som sådan ikke et problem, selvom man virkelig skal stole på sit instinkt om bare at gå, og så håbe på det bedste for sine ankler.

Det bliver først et problem, hvis belægningen ikke er jævn, hvis der ligger fx nedfaldskogler og gemmer sig i skyggerne, eller hvis der sågar er trapper på din vej i skyggerne.

Træer i vejbilledet skal for alt i verden ikke forbydes for at komme disse monstre til livs, men for det første skal du ved gangarealer og på pladser tænke over, at du ikke planter træer, der smider kogler, og naturligvis sikre at din belægning er plan og jævn. De steder, hvor niveauforskelle er nødvendige eller eksisterende, bør der være jævne og planer alternativer udenom eller være særlig fokus på, at området i hvert fald ikke kan anvendes som genveje. Det kan fx gøres med plantebede eller andre ledelinjer uden om monstrene i belægningen.

Har du gode idéer til at undgå monstrene i skyggerne, så råb gerne bøh i kommentarfeltet.

Nu siger jeg det højt

Okay. Nu siger jeg det højt. Træn dit drengebarn i at rydde op på sit værelse så tidligt som muligt i livet og hold fast, hold ud og vær tålmodig. Eller sørg altid for at dit vejarbejdssjak er ledet af en kvinde. Kom så med alle tilsviningerne og fordomsudskamningerne. Ja, jeg rammer måske et ømt punkt for nogen, mens andre siger selvfølgelig i det skjulte.

Når jeg nu siger det så ligeud som her, så er det naturligvis fyldt med mine fordomme, men er der ikke noget om det, når man ser på hvordan vejarbejde ofte ser ud ude i virkeligheden? Det roder. Det er ikke en naturlov at det skal rode, selvom al omdannelse kan se ud til at rode, når arbejdet pågår. Men der er i hvert fald stor sandsynlighed for at et arbejdsområde roder. Og hvorfor roder det? Er det fordi drengebørn ikke lærer at rydde op på deres eget værelse tidligt i tilværelsen og dermed aldrig lærer det og ikke ser det, og det gør pigebørn, som så vil gøre sig glimrende til at lede et vejarbejde, fordi alt så står sirligt og pertentligt? Næppe, men det da en forklaring som er svær at modsige, kontrollere eller godkende.

Fordi det er så vigtigt for særligt synshandicappede men også os andre, at der er ryddeligt omkring vejarbejde på fortovsarealer og i krydsningspunkter. Det er faktisk så vigtigt, at det kan betyde at synshandicappede må bevæge sig med fare for førligheden, hvis den sædvanlige rute er ændret eller der ligger materiel og flyder. Det kan betyde væsentlig barrierer, trafikulykker og farlige situationer.

Men bare rolig, mænd derude bag det dannebrogsfarvede afmærkningsmateriel. Det kan læres og det er faktisk meget let.

1: Brug kun godkendt afmærkningsmateriel dvs. kegler og tværpinde i træ i to højder (eller hegn, men for gudsskyld ikke minestrimmel medmindre politiet har været forbi fordi der er begået et mord). En træpind til maven og en til stokken.

2: Sørg for at al materiale, dvs. opgravet jord, fliser, værktøj mv. kun forefindes bag afmærkningen i arbejdsområdet. Dvs. også jeres store køretøjer.

3: Løft aldrig sten, grus og jord i grabben hen over fodgænger- og cyklistarealer – så skal fortovet og cykelstien afspærres.

4: Sørg for at der er færdselsarealer omkring arbejdsstedet, og hvis det ikke er muligt at komme omkring arbejdsstedet, så sørg for at der er en alternativ rute.

5: Hvis I blokerer et fodgængerfelt på den ene side af et krydsningspunkt, så skal hele krydsningspunktet midlertidig tages ud af funktion.

6: Vær særlig opmærksom på vejarbejde, der afbryder en særlige taktil ledelinje. Så skal der findes en alternativ rute omkring arbejdsområdet.

7: Hold altid arbejdsstedet under opsyn flere gange om dagen på dage, hvor det blæser, og øg patruljeringen af arbejdsstedet i weekender, hvis stedet er bynært og unge drenge er misundelige på den flotte afmærkning og har rodet. Det er lidt ligesom at besøge sin kammerats værelse, hvor man ved, at man ikke selv skal stå for oprydningen bagefter.  

Det er i min verden betænkeligt at håndbog om Færdselsarealer for alle kun beskæftiger sig med vejarbejde på en halv side. Det bør være obligatorisk viden på kurset for Vejen som arbejdsplads og det bør være certifikationsgivende for at kunne lede et vejarbejde og især certifikationsfratagende, hvis der gentagende gange ikke er ryddeligt ved vejarbejder.

Er det kun mig eller har du også et horn i siden på afmærkningen ved vejarbejder eller nærmere på alt det, der stikker ud? Gode råd modtages gerne i kommentarfeltet, hvis nu den næste vejformand læser med på bloggen.

Hvordan vil du gerne lemlæstes?

En person med et synshandicap har tre valgmuligheder som et andet eventyr her i Aarhus på en forholdsvis befærdet fodgængergade. Personen kan:

  1. Vende om
  2. Gå til højre langs afspærringen og ende på kørebanen med risiko for lemlæstelse ved bil eller lastbil/bus
  3. Gå til venstre langs afspærringen eller hov. Der var ingen afspærring men kun et hul og få et tandløs smil til weekenden på kantstenen.

Hvad tror du den blinde person vælger? Og hvordan burde denne opstilling have set ud?

Det er bare lort

På årets første dag skal vi naturligvis snakke om lort. Ikke om abdiceringer, konger og kabaler. Ikke om nytårsskihop eller x-faktor, men om lort. Og velkommen i øvrigt til 2024.

For et par år siden indledte jeg året med at skrive, at jeg helligede året til kun at tale positiv. Kun lave nyttige, positive, bæredygtige og glade indlæg på bloggen. Der skal måske en smagsdommer til at vurdere, om jeg levede op til det nytårsforsæt hele vejen igennem 2022 (heldigvis fik jeg afreageret i 2023), men nuvel. Jeg forsøgte og det er tanken, der tæller.

Nu går jeg så i modsatte grøft. I år starter jeg med lort. For hvad er lort. Mundlort eller dårlige tekster, der bare er lort. Nej, sådan er jeg slet ikke. Jeg er generelt et positivt menneske, der søger mod de gode råd og den ordentlige tone, selvom det åbenlyst er lort. Det er sådan og har altid været sådan at ingen gider høre på skældud, se et surt fjæs eller tale med en rådgiver, der bare lukker lort ud. Derfor er det ikke en farbar vej.

Men jeg starter alligevel med lort. Bare lort. Fordi årets første blogindlæg skal handle om toiletter. Pis og lort. Det er, hvad der typisk havner der. Som regel. Ingen tager egentlig noget med derfra, bortset fra måske et smørret og lettet smil på læben og en forsvundet trykken på blæren. Andre vasker hænder.

Men det er ikke hvilke som helst toiletter, jeg gerne vil drøfte her på årets første dag, hvor nogen finder det nødvendigt at bruge toilettet til andet end pis og lort. Det er de reserverede offentlige toiletter, som jeg gerne vil give et skud på oplysningsskalaen. Og det handler om tilgængelighed.

Hvis du møder et offentligt toilet, så er det oftest sådan, at der er en mandesektion og en kvindesektion. Til jer, der bekender jer til andre definitioner af jer selv, I ved nok bedst selv, hvilket af de to symboler I helst vil benytte jer af. Den diskussion skal ikke tages her.

Det plejer at være sådan, altså med sektionsinddelingen, fordi mænd er så heldige at kunne klare noget af deres nødvendige vandladning i urinale og det er de måske for blufærdige til at dele med deres kvindelige modstykke. En anden overvejelse kan være, at mænd typisk, for at være høflige og renlige, lige løfter låget, så der ikke kommer snavs på brættet. At de så glemmer at løfte låget ned igen er en anden sag, men altså også væsentlig, hvis vi på lang sigt vil undgå en 3. verdenskrig. Der er selvfølgelig afarter af forklaringer på, hvorfor der er denne opdeling, typisk ligefra spørgsmål om hygiejne til tradition til andre formål med offentlige toiletter og meget andet, men det er faktisk slet ikke hensigten med dette blogindlæg, så der lod jeg mig lige distrahere. Der er stadig lidt procenter i mit blod, men nu er jeg klar i hovedet igen.

Der er nemlig også typisk en anden og tredje part i inddelingen af offentlige toiletter, og det er toilettet med handicapskiltet, der for letheds skyld er afbilledet som en person i en kørestol. Det kan der naturligvis ligge en masse symbolik i, men det er nu sådan vi definerer en handicappet på piktogramniveau. En person i en kørestol. Jeg tror alle forstår symbolet, men måske ikke betydningen.

Og det er her blogindlæggets pointe skal skinne igennem for dig, der gerne, laaangt om længe, vil oplyses om, hvorfor du allerede har læst så langt som her til. Nemlig, at der altså findes andre handicappede end kørestolsbrugere og disse er – sørme så – også omfattet af skiltet med kørestolsbrugeren.

En person med et psykisk handicap, eller et usynligt handicap må også benytte det reserverede handicaptoilet. Fx er der personer, der har stomi, hvor det kan være tvingende nødvendigt at de kommer hurtigt på toilet og ikke skal og kan hænge i en toiletkø. Der kan være personer med kronisk nervøs mave, og deres handicap består simpelthen i, at de anser det som en barriere for en tur i gågaden, hvis de ikke hurtigt kan få adgang til et toilet. Enten er der et offentligt tilgængeligt toilet eller også burer de sig inde derhjemme og kommer ikke afsted. Det kan vi ikke byde nogen. Når de skal, så skal de simpelthen.

Derfor skal du ikke lade dig forulempe, hvis du ser en fuldt ud funktionsdygtig gående komme ud fra et handicaptoilet. Det er højst sandsynligt fordi de bærer på et usynligt handicap.

Naturligvis pålægger det alle os andre en vis ordentlighed. Vi kan ikke påberåbe os et midlertidig akut handicaptilfælde, fordi vi altså skal tisse mere end de andre i køen. Vi er alle ordentlige mennesker, der sørger for ikke at benytte handicaptoilettet af ren dovenskab eller selvophøjelse, fordi der kan komme en handicappet, der akut har behov for at benytte toilettet.

Derfor er min opfordring, at du ikke dømmer folk, der benytter handicaptoilettet, men blot lader dem gøre det. Men du bruger naturligvis ikke selv handicaptoilettet, hvis du ikke har en lægeattest på, at du har behov for at komme hurtigt på toilettet.

Lad mig høre og jeg har kørt med klatten, pisset på pointen eller leget lige lovlig med lorten. Hvis du er trængende for at komme af med noget, så er kommentarfeltet åbent for konstruktive forslag og pointer, men ikke mundlort. Jeg vil ikke ha’ det.

Bob Dylan

Bob Dylan er citeret for at sige:

En helt er en person som forstår det ansvar, der følger med sin frihed.

Bob Dylan sagde også:

Det er hårdt at spekulere på, hvad morgendagen bringer.

Minsandten om Bob Dylan også sagde:

En fejl er at lave en misforståelse.

Men nu skal dette blogindlæg ikke handle om Bob Dylan. Og så alligevel. Måske har Bob Dylan sagt ovenstående. Eller det har han faktisk, men han har næppe tænkt de tanker, som jeg nu vil misbruge hans ord for at belyse.

I sommer udgav vejregelgruppen for Tilgængelighed den nye håndbog om Færdselsarealer for alle – Universelt design og tilgængelighed. Og det bringer mig frem til det første citat af Bob Dylan.

Endelig efter mange års venten, er der kommet en ny version af tilgængelighedshåndbogen som vi i høj grad kan være bekendt. Den er grundig, fyldestgørende og pædagogisk. Beskrivelse af tilgængelighedsrevisionssystemet er udskilt i sin egen håndbog og der er lavet en tilhørende god og forståelig eksempelsamling. Der er en god forbindelse mellem hvorfor vi bygger tilgængeligt ud fra FNs verdensmål i lyset af en overskuelig økonomi. Dvs. vi bør indbygge tilgængelighed, når vi alligevel bygger om, men kun hvor det er relevant.

I den nye håndbog er der indarbejdet en forståelse for, at tilgængelighed ikke kun er kørestolsbrugere og synshandicappede, men faktisk omfatter en lang række andre handicaps, der kan møde forskellige typer af barrierer. Det kan et folkefærd som arkitekter og vejprojekterende uden forståelse for morgendagen lære meget af, da de i udpræget grad bygger som igår. Jo flere referencer om tidligere bedrifter de kan putte ind i deres salgsmateriale, jo bedre. Men det er skidt. Set i lyset af, at de bliver ved med at lave samme fejl i deres idéer. Dem gentager de så til det næste projekt og så har vi den negative spiral, der er skidt for både tilgængeligheden men også for trafiksikkerheden.

Derfor er det relevant at bringe Bob Dylan på banen igen med det andet citat. Men jeg synes, at arkitekter, der praler med at tænke kreativt, alligevel bør prøve, men inden for de rammer, der hedder retningslinjerne og anbefalingerne i den nye håndbog om tilgængelighed. Læs og dygtiggør jeg dog i erfaringsmaterialet inden I kaster alle mulige tossede idéer på bordet. Vejprojekterende skal bare tegne det vi siger og ikke stille spørgsmål.

Der er dog en lille hage, hvilket der altid er her på min blog. Den hage der betyder, at vi skal udrydde de små fejl i detaljerne som vejreglerne desværre ikke altid får udryddet. Heller ikke i den nye håndbog om tilgængelighed. Derfor er det så rigtigt, hvad Bob Dylan siger, “En fejl er at lave en misforståelse”.

Nogle gange er jeg glad for misforståelsen, andre gange ikke. Derfor kommer der her lidt eksempler på hvad jeg har anset og stadig anser som en misforståelse.

1: Påbud ved fodgængertryk.

I signalregulerede kryds med tvunget fodgængertryk, står der nu i håndbogen, at alle fodgængerfelter SKAL have et supplerende fodgængertryk på den side af fodgængerfeltet, hvor kørestolsbrugere som følge af rampen skal placere sig.

Problemet er, at dette endnu ikke er bekendtgjort i afmærkningsbekendtgørelsen, og derfor kan vejreglen ikke skrive SKAL. Kun BØR. Men jeg er glad for dette skridt. Selvfølgelig skal det være et SKAL. Få det nu bekendtgjort!

2: Busstoppesteder med bushelle

Der er aldrig opstået enighed og konsensus om, hvad der er det bedste for tilgængeligheden og trafiksikkerheden ved busstoppesteder bl.a. fordi cyklister er nogle skiderikker, der ikke forstår vigepligtsreglerne og buspassagerer efterhånden alle har snuden parkeret i mobiltelefonen og ikke på trafikken, når de stiger ind og ud.

Men dette problem er desværre heller ikke denne gang med den nye håndbog i tilgængelighed løst. I stedet er det valgt blot at kopiere i store træk den gamle metode, der således er det eneste sted, hvor taktile felter må placeres, hvor fodgængere ikke har fortrinsret. Det er da forvirrende og en misforståelse!

Dengang det blev foreslået at etablere fodgængerfelt, var der en soleklar vigepligtsregel (selvom den måske ikke blev holdt). Men det fik nogle regelryttere desværre spoleret ved at påstå, at det ikke gav mening med et fodgængerfelt, hvis det ikke gik hele vejen over kørebanen. Men JO! Det giver mening mellem fortove og et areal for kørende. Dvs. fra fortov til fortov, fra fortov til bushelle. Det giver meget god mening.

3: Handicapparkering

Selvom tegningen er ny og ikke længere SBIs tegning gengivet i håndbogen, så er det fortsat en misforståelse at tegne handicapbåse og især bushandicap båse med den størrelse, der er bekendtgjort i afmærkningsbekendtgørelsen. Det er tillige en misforståelse og en forkert streg at tegne bushandicapbåsen på 8 eller 9 meter ud i et gennemkørende cirkuleringsspor. Det vil ALDRIG blive bygget sådan. Så tegn dog sådan som reglen for handicapparkering er, at båsen og båsbredde og længde er et brugsareal, hvor indenfor kørestolsbrugere skal kunne ind og ud af deres bil.

4: L-formet

Min egen lille kæphest skal have et særligt afsnit i dette blogindlæg også. I kan finde min mening utallige steder her på bloggen, men det er fordi det ligger mig meget på sinde at sige, at jeg ikke finder den efterhånden indgroede og traditionelle L-form nutidig. Den er et symptom på, at vi hellere vil bygge som i går end være fremsynet og bygge efter, hvad der giver mening.

L-formen er naturligvis brug af taktile felter ved signalregulerede forgængerfelter, hvor jeg har set mig sur på brug af opmærksomhedsfelter ved rampen. Et opmærksomhedsfelt, som normalt ingen funktion har, andet end at være et irritationsmoment for kørestolsbrugere. Det er svært for dem at køre over, hvis de har små hjul. Opmærksomhedsfeltet var i gamle dage det, der skulle fange synshandicappede fra at gå uforvarende ud i krydset, men i dag er denne risiko minimeret eller helt fjernet med retningsfeltet og flere steder med lyd. Jeg savner et opgør med L-formen. Er den relevant alle steder eller kan vi yde kørestolsbrugere den respekt kun at bruge den der, hvor det bliver farligt for synshandicappede ikke at have den? Det synes jeg.

5: Tættekam

Jeg har ikke været igennem håndbogen med tættekam, men jeg har dog fundet et problematisk sted, som ikke er fanget af vejregelgruppen, i granskningsperioden eller i høringsperioden for håndbogen.

En E17 tavle ved et fodgængerfelt er altid dobbeltsidet. Det er endda bekendtgjort. Ærgerligt at det så ikke fremgår i håndbogens skitser, når nu det er tegnet korrekt i afmærkningshåndbøgerne, og at det er sådan det er. En fodfejl.

Nu har du chancen for at fortælle mig, hvad du synes om den nye håndbog, og hvis du har kæpheste, som den nye håndbog ikke har indarbejdet. Sig frem. Jeg glæder mig til at høre din mening om tilgængeligheden.

Forkrøppet detalje

Vejregler siger meget tydeligt, at en stander ikke må stå tættere på kørebanekant end 0,5 m og 0,3 m til cykelstikant. Det er en afstand, der måles fra tavlekanten medmindre tavlen hænger i 2,5 ms højde. Det får nogen til at sætte deres færdselstavler med forkrøppet stander således:

Nu står denne stander ikke helt 0,5 m fra kørebanekant, men 0,3 m fra kantsten, hvor der færdes cyklister, og tydeligvis er den forkrøppede del også lavere end 2,2 m over fortovet, men lad det ligge. Det er vel ok?

Eller faktisk ikke ok. Den smarte ingeniør sætter naturligvis den forkrøppede stander således, så der efterlades en fuld fortovsbredde til barnevogne, kørestole, rollatorbrugere og andre bredere mennesker, der gerne vil have glæde af ikke at skulle slange sig afsted.

Placer derfor en forkrøppet stander i bagkant fortov, når du kan. Medmindre du skal bruge standeren til noget markerende, advarende og hårdtslående. Jeg grubler endnu over, hvad det kunne være. Husk på at højden til den forkrøppede del over fortovet skal være mindst 2,2 m.

Dark design

“Look (Luke), I’m you father.” I hvert fald i at opfange supersoniske vibrationer fra andre faggrene, der clasher deres X-Wing i godhedens navn ind i den Dødsstjerne, der hedder tilgængelig indretning for personer med et handicap samt tryghedskabende indretning af skoleveje. Jeg hedder ikke Luke, men jeg anbefaler, at du ser med her i den konflikt, som jeg tror snart vil forme sig sort og kuglerund i kommunernes univers og med spydige og højtråbende originaler med rustne stemmer og måske totalitære kutteklædte synspunter i mediernes søgelys. Jeg elsker intergalaktiske konflikter.

Oprørerne, der under dække af mantraet: Social eksklusion via “Dark Design” fremturer med en masse eksempler på Stormtroopers hærgen i gadebilledet og præsenterer eksempler, der stikker lyssværdet dybt ind i selvforståelsen hos Imperiet, kapitalisterne og Senatet.

Inden der går helt Han Solo i denne tekst, må jeg hellere forklare krigen blandt stjerneemner. Så Sith dig ned og nyd lektionen, så jeg kan præsentere synspunkterne fra min placering ovenfra, mens jeg tager på skyvandring og kigger ned. Jeg vil rette min egen dødsstråle mod en løsning sidst i indlægget.

Dark design er i sin grundessens et udtryk, der henviser til, hvordan design af byrum gør det umuligt for hjemløse og socialt udsatte mennesker at opholde sig på bestemte lokaliteter. Det kan fx være på torve og pladser, stationer eller andre offentlige byrum. Det er i hvert fald her, de normalt er synlige.

Eksempler på dark design er armlæn på bænke, så det er umuligt at bruge bænken til at sove på. Det kan være afskærmning af trappeskakter og andre små lukkede rum, der ellers fungerer som sovepladser. Det kan være opsætning af jernpigge eller minigelænder på plinte eller andre betonelementer i byrummet, så det ikke er muligt at sidde der. Det kan være konstant musik, der gør det umuligt at sove eller skrå gitterkonstruktioner ved varmluftsudblæsning mv.

Formålet med alle disse tiltag er at tvinge social udsatte mennesker og hjemløse til at finde andre steder at opholde sig, men dermed også ud af byernes offentlige byrum. Det er principielt i direkte modstrid med verdensmål nr. 11, nemlig den om bæredygtige byer og byernes evne til at tage hensyn til mangfoldighed og omfavne socialt sårbare mennesker. I hvert fald, hvis der ikke tilbydes et alternativ.

Der findes også en række love og regler til det samme. Disse har alle til formål at kriminalisere forholdet og ophold på de steder, hvor hjemløse og socialt sårbare mennesker ikke er ønskede. Dette indlæg handler slet ikke om det, men om vinklen, hvordan andre fagdiscipliner i byernes indretning bør indtænkes, inden der går helt revolution i at redde de socialt udsatte.

Tilgængelighed har det formål, at alle personer uanset handicap skal kunne benytte byens funktioner. En person med et handicap er faktisk et vidt begreb. Nogle er bevægelseshandicappede dvs. at de færdes med kørestole, rollatorer eller med stok. For denne gruppe af mennesker, der også omfatter ældre, er det vigtigt med niveaufrie adgangsveje, frie gangbaner og siddemuligheder, hvor det er let at komme op fra siddemuligheden igen, da kræfterne i benene ikke er så gode. For personer med et synshandicap er det vigtigt med en ryddet gangzone og enten en taktil ledelinje eller fx en naturlige ledelinje, der sagtens kan være en bygning, en hæk, en fortovskant, som kan følges med hånden eller mobilitystok, men vigtigst er det, at de ikke støder på faste eller midlertidige genstande på deres vej. Så er de trygge i byen på trods af nedsat syn eller helt blindhed. Det er også et handicap at være forståelseshæmmet, have social angst, have mulighed for at kunne komme på toilettet hurtigt, hvis trangen melder sig, have så stærk allergi at det kan være dødbringende, blive hurtigt træt fx pga. lav lungekapacitet eller andre sygdomme, og meget meget andet. Nogle gør en ret stor indsats for at byerne bliver tilgængeligt indrettet, så færdselsarealerne er for alle.

I andre sammenhænge forsøger nogle kommuneteknikere at forbedre skoleveje, så skolebørn i vid udstrækning kan være selvtransporterende enten ved at cykle til skole eller tage den kollektive trafik. For alt i verden skal vi prøve at neddrosle forældrenes privatbilisme til og fra skole, hvilket ikke er godt for klimaet og trafiksikkerheden. At være selvtransporterende hænger ikke bare sammen med konflikten mellem biler og cykler eller biler og gående eller cykler og gående, men også med at børn fra 6 år, hvor de lovmæssigt gerne må være selvtransporterende, tør gå på gaden og evt. gå til og fra bussen.

Så står vi nu med problemstillingen omkring socialt udsatte og hjemløse, som også skal finde sin plads i gadebilledet i de større byer og for den sags skyld generelt.

Min opfattelse er, at socialt udsatte mennesker og hjemløse har en tendens til at søge mod bycentrene, hvor der færdes mange mennesker. Om det bare er for at have noget at kigge på og underholdt af, at blive set og fundet af gadearbejderne, at kunne få en skærv et sted fra et velmenende andet mennesker eller noget helt fjerde aner jeg intet om. Men jeg ved, at det netop er på disse lokaliteter, at bystyret forsøger at få byen til at tage sig ordentlig ud, så byen er attraktiv, spændende og indbydende for handlende, turister med flere. Og naturligvis er der en flig af, at socialt udsatte og hjemløse bare ikke er det pæne bybillede, der er præsentabelt. Hvis sandwichstedet vil sælge deres mad, så lægger de heller ikke deres beskidte vasketøj ved siden af montren. Det er indlysende og måske hårdt sagt, men det er rigtigt.

Har socialt udsatte og hjemløse krav på at kunne få lov at benytte disse meget centralt beliggende lokaliteter i byerne? Jeg synes det ikke. Men jeg synes de har et krav på, at vi anviser et sted, hvor der er muligheder for at også de kan finde ro, hvile, hjælp, varme og ophold.

Problemerne ved at gøre plads i byernes rum til socialt udsatte og hjemløse, hvor personer med et færdselshandicap og skolebørn skal færdes, er desværre mange, som det burde kunne udledes af min beskrivelse ovenfor. Derfor vil jeg klart anbefale, at revolutionisterne for Dark Design beskriver denne problemstilling ligeværdigt med forhold for færdselshandicappede in mente, i stedet for at skære problemstillingen så skarpt, at de kalder Dark Design for en måde at udstøde de socialt udfordrede mennesker. Det er Dirty Distortion (mit eget udtryk, der ikke kun hører til hos en inkaneret elguitarist, men frit kan anvendes i dialogen som indspil til ikke at værdilade udtrykket Dark Design for meget).

Derfor vil jeg anbefale, at der i de større byer indrettes et samlingssted for socialt udsatte i umiddelbar nærhed af stationer, pladser, torve og centre, hvor der er de faciliteter som socialt udsatte har brug for, men uden indkig og udkig til der hvor færdselshandicappede og skolebørn formodes og planlægges at skulle færdes. Dvs. at fx byens bænke forbeholdes ældre og svagelige, så også de kan bevæge sig rundt et sted, der ikke opfattes som andres dagligstue/sovesal og pladsen langs facader, trapper, busstoppesteder mv. friholdes for sovende mennesker, så disse mennesker, der er socialt ramte i forvejen ikke pludselig bliver byens farlige skygger.

Skulle du være udstyret med egen wookie er jeg dog villig til at moderere mit sprog, dog med den forudsætning, at du accepterer, ser og inkluderer problemstillingen med personer med et færdselshandicap i dit perspektiv. Giv dig tilkende i kommentarsporet og lad os drøfte sagen.