Hvem andre end ingeniører elsker bare forkortelser? Så er der nemlig meget få, der overhovedet ved, hvad vi taler om, og det får os til at fremstå kloge, vidende og aldeles værd at spørge til råds. Det burde imponere selv den mest inkarnerede arkitekt. Se bare her, hvad vi efterhånden kan fremtrylle af forkortelser: Forkort din dag.
Nu er der så kommet nye forkortelser til samlingen. PALET, FES og MOS. Er det ikke herligt? Benyt dem med omhu og med respekt, da det nemlig er væsentligt for trafiksikkerheden.
Jeg skal her rebreake, hvad forkortelserne dækker over. Det er nemlig yderst interessent og ny viden i de ellers godt indarbejdede principper for trafiksikkerhed, der bygger på tilfældighedernes spil. Vi har at gøre med ny viden, der kan udrydde et af mit fags hvide pletter. Det vil fremover komme os alle til gavn. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg forestiller mig, at du lige nu sidder og prøver at vurdere om jeg virkelig har tabt sutten, eller bare har nået den der aldersgrænse, hvor antallet af hjerneceller forsvinder som dråber fra himlen under monsunen eller som saltkrystaller på en god æggemad.
Pointen er indlysende, og noget jeg faktisk allerede har skrevet om en gang her på bloggen, men hvor netop denne viden blev omtalt som et ikke nærmere defineret tilfældighedsprincip. Nu er tilfældighedsprincippet undersøgt og defineret. Derfor er jeg i dag en yderst glad mand.
Hvis du vil gøre mig den tjeneste at læse dette blogindlæg, så jeg er fri for at beskrive problemstillingen igen: Adgangsregulering
Jeg vil her undgå at udvande konklusionen, men blot gengive den, så mængden af vejgrøftsmudder ikke vælter ned over pointen.
“Undersøgelsen viser, at nogle typer af vejadgange forværrer trafiksikkerheden på den overordnede vej i et større omfang, mens andre typer af vejadgange forværrer trafiksikkerheden i et mindre omfang eller slet ikke. Meget peger i retning af, at det er mængden af trafik på selve vejadgangen, og ikke typen af vejadgang, som er væsentlig for, hvor meget vejadgangen påvirker trafiksikkerheden på den overordnede vej: Jo mere trafik på vejadgangen, desto større påvirkning. I administration af vejadgange bør man derfor fokusere på vejadgange med større trafikmængder fx adgange til private fællesveje, landbrugsejendomme, erhverv og tankanlæg. Undersøgelsen dokumenterer også, at en ekstra vejadgang giver anledning til en væsentlig større ulykkesmæssig stigning på en overordnet vej med stor trafikmængde end på en overordnet vej med en beskeden trafikmængde. Hvis muligt bør det tilstræbes, at nye vejadgange etableres på veje med forholdsvis lidt trafik. På overordnede veje med meget trafik bør man være påpasselig med at etablere nye vejadgange, og ligeledes være påpasselig med at ”opgradere” eksisterende vejadgange til vejadgange, der giver kraftigt øgede trafikmængder. Endelig dokumenterer undersøgelsen, at en vejadgang medfører nogenlunde samme procentuelle stigning i ulykker på en ulykkesbelastet vej som på en sikker vej. Men den absolutte stigning i antallet af ulykker vil være større på en ulykkesbelastet vej end på en sikker vej, hvis trafikmængden ellers er den samme på de to veje. En vej kan fx være ulykkesbelastet pga. mange vejadgange, skarpe kurver, stejle bakker osv. Om muligt bør det tilstræbes, at nye vejadgange etableres på sikre veje. På ulykkesbelastede veje bør man være påpasselig med at etablere nye vejadgange, og ligeledes være påpasselig med at ”opgradere” eksisterende vejadgange til vejadgange, der giver kraftigt øgede trafikmængder.”
Trafitec, Vejadgange og trafiksikkerhed, 2021 – Vejadganges virkning på antallet og typer af trafikulykker i det åbne land
Så her kan du se lige præcis, hvorfor dette gør mig meget glad. Nu mangler vi blot, at denne viden indarbejdes i vejreglerne og håndbogen om Trafiksikkerhedsprincipper. Men tøv ikke med at anvende denne viden, når du laver eller ønsker at opgradere dine vejadgange i åbent land uden at male for store skønmalerier og uden så meget fis i denne grønne og bæredygtige tid, hvor det er muligt at fjerne selv små mængder mos fra gamle tankegange og tommelfingerregler.
Et simpelt tak i kommentarfeltet er nok i denne omgang.
For nogle uger siden mistede vi den forhenværende professionelle cykelrytter Chris Anker Sørensen i en tragisk ulykke i Belgien. Myndighederne har frikendt sig selv og chaufføren af den varebil, der påkørte Chris Anker. Dermed tillægges skylden ham selv, hvor tragisk det end måtte være. Dette indlæg skal ikke tillægge nogen en skyld, men jeg vil gerne kommentere på det jeg ser ud fra de billeder, som har været bragt af ulykkesstedet i diverse danske medier.
De to billeder her viser krydset henholdsvis set cirka fra bilistens synsvinkel og fra cyklisternes synsvinkel. Det mit øje fanger er følgende:
Hvordan kan det være, at man i Belgien må afmærke det vi i Danmark kalder et cykelfelt (S21) på tværs af en kørebane, hvor cyklisterne har vigepligt. I Danmark vil denne afmærkning være i modstrid med afmærkningsbekendtgørelsens (BEK nr. 1633) §190.
hvordan kan det være, at man i Belgien må opsætte en tavle for bilister, der svare til en E17 bare med en cyklist på. E17 er afmærkningen af et fodgængerfelt og viser, at bilisten har vigepligt, fordi der er afmærket et fodgængerfelt på tværs af kørebanen. Det er der naturligvis ikke her, men i stedet afmærket et cykelfelt.
Hvordan kan det være, at der ikke er opsat en stibom på tværs af cykelstien. Det er en helt naturlig foranstaltning i Danmark, når en sti i eget tracé skal passere en kørebane uden for kryds.
Så er det hele sagen om vigepligtsmarkeringen er synlig nok for cyklisten, men det bliver en subjektiv vurdering herfra og derfor ligegyldig.
Her gik jeg og troede, at vi i Europa var så kloge, at vi havde fælles internationale regler på sådanne nogle forhold som færdselsregler, færdselstavler og kørebaneafmærkning og i det hele taget trafiksikkerhedsforanstaltninger. Men det har vi jo så åbenbart ikke. Faktisk er de hermed dokumenteret, så godt som vidt forskellige på dette område.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over denne udformning eller om Chris Anker ikke var eller var bekendt med belgiske afmærkningsregler kontra de danske, men jeg finder det skræmmende, at der kan være fuldstændigt modrettede regler i to lignende europæiske lande, der rigtig meget gerne vil fremme cyklismen.
Så alle jer derude, der vil hoppe på cyklen rundt omkring i Europa. Se jer for. Uopmærksomhed på egen sikkerhed i trafikken, kan koste jer livet.
I Hadsten kan man finde denne minirundkørsel. Jeg ved ikke om der sker ulykker, men det er vist mere held end forstand eller måske sidevejstrafikanternes fornemmelse for “korrekt” trafikantadfærd, der gør at der ikke sker noget, for magen til iskold tilsidesættelse af trafiksikkerheden har jeg til dags dato ikke fundet andre steder.
En ny sæson på skolevejene er startet. Skoleeleverne forventes at vælte ud på gader og stræder og transportere sig selv til og fra skole. Kampagneskiltene er sat op. Der er “børn på vej”. Men nogle bilister ænser det ikke. De må erfare på ny, og de må bøde. Panikken breder sig. Særligt på skolens ankomstarealer. Utilfredsheden med kommunernes trafiksikkerhedsarbejde på skolevejene blandt forældre eksploderer. Travle forældre halser afsted for at nå aflevering og samtidig at komme på arbejde til tiden. Forældrene oplever, at der kører biler til og fra skole med børn. Andres børn. Afsætningsstederne omkring skolerne bugner med biler og paniske øjne. Det skaber utryghed. Andre cyklende forældre ser kaosset. Tænk hvis deres kære barn blev offer for en tilfældig uopmærksom bilist. De beslutter, at de også hellere må køre deres barn i skole i bil. Kritiske ryster får trafiksikkerhedsmedarbejderne til at gå ned med stress. Nu regner det – hvad så? Den negative spiral, der igen påvirker vores alle sammens skoleveje, slår atter slag med halen. Vi kender det så godt.
Men hvordan får vi dog løst denne gordiske knude. Dette Columbusæg. Kan vi finde tretallets lov. Vi må vel snart evne at tænke ud af boksen, da vi ser samme mønster om og om igen år efter år, uden at de vante greb batter ret meget. I hvert fald ikke synligt, fordi vi har travlt med at se alt det negative.
Jeg prøver at ridse mulighederne, som jeg ser dem, op her.
1: Den planlægningsmæssige mulighed
Det er også den semidyre. For det kræver nok en del ombygninger, hvis det overhovedet er muligt at gennemføre en planlægningsmæssig separering af trafikanttyper. Men det er essensen i forslaget. Dvs. at det forsøges at placere bilstrømmen og dermed afsætningen i bil et andet sted end hvor cyklister, fodgængere og buspassagerer har deres ankomst til skolen. Det kan måske få de utrygge forældre til at genoverveje om de vil køre deres barn. En form for win-win.
Skolens ankomstareal deles i to. Den ene er for biltrafikken og den anden er for de bløde trafikanter. Såre simpelt men naturligvis kræver forslaget nogle særlige muligheder omkring den enkelte skole. Muligheder som kan være svære at fordre.
2: Den kampagnemæssige mulighed
Jeg var lidt inde på det i den indledende brandtale. Nemlig kampagnedelen. Kommunen strør om sig med postere, standere og flyers. Måske uddeles verbale lussinger eller positive italesættelse på forældreintra/Aula. Pas nu på hinanden derude i trafikken. Undgå at bringe dit barn i bil. Sådan er vores ankomstarealer indrettet. Se efter de små i trafikken. Børn på vej. Osv. Bybilledet med farverige plakater harmonerer ikke med ønsket om at sikre opmærksomheden på trafikken. Kør bil, når du kører bil, og lad for guds skyld være med at lade dig distrahere … evt. af plakater. Man bliver helt nervøs bare ved tanken.
Fordi der vil altid være tåber i trafikken, søvnige morgentrafikanter, stressede bilister, vareleverancer, der bare er for sent ude og må skynde sig, den der store lastbil, hvor de blinde vinkler er alt for mange. Det kan kampagner ikke afhjælpe. Det kan selv den mest opmærksomme bilist ikke efterleve dag ud og dag ind på den samme vej til og fra skole. Ruten bliver for velkendt. Man reagerer som man plejer, og forventer ikke at der lige pludselig er to cyklister, der driller hinanden og den ene falder ud på kørebanen, at hjulet punkterer og trækker biler mod højre ud over cykelstien, at solen blænder eller chancerer i et åbent vindue lige som man nærmer sig et fodgængerfelt, at regnen er lidt for tæt og en cyklist alligevel har vovet sig ud og kører med blikket stift rettet mod asfalten, at man tager en chance eller misforstår en anden trafikants adfærd eller hvad pokker, der kan ske.
Der skal så lidt til.
3: De geometriske indretningers mulighed
Vi bygger da bare cykelstier, krydsningspunkter og sætter en masse færdselstavler op. Det hjælper. Måske. Men når ulykken er ude og den der stressede bilist også er ude, så hjælper altså meget lidt.
Der kan postes oceaner af kroner efter at etablere den sikre skolevej for alle eller bare de fleste med cykelstier eller andre kloge kantstensføringer, men ulykkerne sker jo måske ikke der, hvor der er flest, men der hvor den enkelte skoleelev er et uventet inventar på trafikarealet og kan overses. Nyere undersøgelser tyder faktisk på, at der sker flere ulykker, hvor forholdene er sikre og brede og der er en masse gode cykelfaciliteter. Det er et paradoks. Der kan også være småting i vejen. Måske har kantstensflytninger enddog ændret det visuelle indtryk af færdselsarealerne, så de opfattes som alt for trygge. Så glemmer den lette trafikant måske sin pligter med at orientere sig, og bum. Ulykken er sket.
Vi er godt igang med at genopfinde alle vores veje med cykelstier, krydsningsheller, optimerede signalanlæg, opmærksomhedsskabende afmærkning osv. så vi er faktisk meget langt nede ad denne vej. Men er vi på rette vej? Nye elever kommer jo til i denne sæson af skoleåret og ændrer måske på ruterne eller de vante færdselsmønstre. Erfaringerne med trygge forhold vidner om mindre trafiksikkerhed. Det er et uløst problem.
4: Restriktionernes mulighed
Et af de værktøjer, som vel nok er hyppigst anvendt af kommunerne, er restriktioner. Parkeringsrestriktioner, standsningsrestriktioner, indkørselsrestriktioner, ensretninger osv. Men virker de eller er nogle blot ligeglade med de opstillede regler, når deres kære små skal fragtes sikkert til skole, og der i øvrigt ikke er synlige konsekvenser af lovovertrædelserne. Er restriktionerne til at forstå med alle de undtagelser og præciseringer, der trykkes ind på undertavler. Forstår alle bilister en C61-tavle eller en gul kantsten? Bliver alle disse restriktioner ikke bare udvandede og gør situationen foran skolerne endnu mere farlige, når nu en enkelt bilist/forælder ikke følger eller forstår de fælles regler? The social proof er et problem. Altså vi gør bare ligesom alle de andre – og selvom det er ulovligt.
Der kan opsættes skoleblink, etableres fodgængerfelter, bygges bump, indrettes støttepunkter, flyttes kantsten med lommer til afsætning, udarbejdes trafikpolitikker, sendes skolepatruljer på gaden og meget andet.
Med de nye muligheder i færdselsloven forudser jeg desuden en hyppigere brug af restriktioner som lokale hastighedsbegrænsninger omkring skolerne. Selvfølgelig en god mulighed, men er det den rigtige eller bliver den enkelte trafikant, som vi ved kommer til at fortsætte sin vanvidskørsel og modtager bøde uden at kny ikke blot farligere? Er vi som menneske ved at blive immune overfor de stadig flere tavler langs vejene med restriktioner. Selvom de lyser og blinker og fortæller os, at vi kører stærkere end ønsket. Glemmer vi de selvforklarende muligheder?
Jeg vil hellere løbe efter guleroden.
5: Den samarbejdende mulighed
Vi hører om gåbusser, cykelbusser, skolebørnsflåder, initiativrige og overskudsagtive forældre, der fragter mange i ladvogne, samkørsler, taxibusser, kollektive transportmuligheder med enkeltvis opsamling, osv. Det er måske noget snak om det her med ‘safety in numbers’, altså jo flere lette trafikanter, der er på vej, des sikrere kan vi måle at vejene er. Det koster også en del at opretholde, vedligeholde og tilbyde. Hvad med dem? Er det ikke gode løsninger, der kan udbredes til alle skoler og gøre trafikken omkring skolerne mere sikker?
Jeg synes om samarbejde. Nej, jeg elsker faktisk samarbejde. Mere af det tak, men er det nok, når skolen bliver større og større, når man snart ikke kender børnene på gaden mere, når den der initiativrige og overskudsagtige forælder blot er irriterende og vi som forældre fejler i at være overbærende, indlevende, medfølende… ax alt det der empati pjat, som man helst skal prale med at indeholde. Det er altså ikke alle, der kan det.
Så vi er vel ude i følgende: fungerer samarbejdet, så vær glad og tag imod det med kyshånd. Virker det ikke, så skal problemet løses med andre værktøjer.
6: Den undervisende mulighed
Nu går der filantropisk og nok også utopisk selvsving i det her indlæg på bloggen. For selvfølgelig findes denne mulighed. Altså at det er muligt at uddanne samtlige trafikanter i Danmark, men nok primært forældre og fylde dem med information og viden, så de behersker sig og kører ordentligt på skolevejene. Det er en ædel sag at forsøge, men undskyld hvis jeg på forhånd siger, at jeg ikke tror på den. Jeg tror på, at der selvfølgelig kan nås nogen med denne metode, og så er man da også nået lidt af vejen, men batter det noget i det store billede? Lidt måske. Men er indsatsen pengene værd.
Den undervisende mulighed lægger dog meget op til at modtagerne skal være åbne for budskabet og det kræver snilde og mange forskellige vinkler for at nå de fleste, men det bliver nok aldrig alle. Det er ikke alle budskaber, der kan gå viralt eller sætte sig fast på nethinden fra undervisningen til at man er trafikant.
7: Hjemmeundervisnings muligheden
Tja… Nu har vi jo ved selvsyn set, at der sker et drastisk fald i antallet af trafikulykker i de perioder, hvor Danmark har været lukket ned eller delvist nedlukket. Det må dog inspirere til noget? Hvis vi tænker skoledagen anderledes således noget undervisning foregår hjemme for dem, der har muligheden, så nedsættes risikoen vel sagtens og presset tages af skolernes ankomstarealer i spidstimen. For de der ikke har muligheden samles undervisningen i klasserne. Jamen hvad så med fællesskabet, holdånden, de sociale kompetencer mm.? Jo, det er jo bestemt en vinkel, der skal inddrages.
Skal vi ikke blot til at genopfinde landsbyskolen, hvor vi ikke samler en masse børn ét sted? Tør jeg virkelig smide decentralisering som det nye sort ind i denne debat? Tja… hvorfor ikke. Små enheder uden et stort trafikpres. Små enheder, der ligger lokalt, og hvor de fleste elever kan cykle selv. Små enheder, der er tilpasset langt færre elever og ikke den store hob, hvor det enkelte flyvske individ glemmes. Jamen er det ikke en vidunderlig tanke.
Vi genåbner de nedlagte landsbyskoler og flytter lærerne rundt i stedet. Punktum. Problemet er løst.
7: Ud af boksen-muligheden
Fyld selv denne tekst ud i kommentarfeltet. Lad mig høre, hvad du gør dig af tanker. Jeg vil så gerne erfare på ny, når emnet er skoleveje.
Jeg håber virkelig på, at du vil åbne mine og læsernes øjne for nogle af dine vinkler – også selvom vi måske taler gratis rådgivning. Det er jo til gavn for skolebørns trafiksikkerhed. Sådan helt uforpligtende. Jeg kommenterer gerne.
Der er altid den der ene ugle i mosen eller posen eller kurven, der ikke vil opdages, men som smiler snedigt til en. Man ved den er der, selvom ingen gider have med den at gøre og de fleste slår den hen med ordene:
Det er der ikke signifikans for at sige noget om.
Jeg har før i mange sammenhænge forsøgt at gøre opmærksom på problemet. Mange af mine indlæg her på bloggen vidner om mine ihærdige forsøg, men alligevel lader det ikke til, at ordene bliver hørt. Men jeg må understrege endnu en gang, at der er ugler i mosen.
Sagt med andre ord. Når vi tænker trafiksikkerhed, så tænker vi for meget på at finde enten vejtekniske, adfærdsmæssige eller køretøjstekniske forklaringer på, hvorfor der sker trafikulykker. Det er fint og relevant nok. Men. Jeg vil vove den påstand, at der er alt for lidt fokus på omgivelserne. Omgivelsernes indflydelse på trafikulykkers opståen. Hver eneste gang, der laves en statistisk evaluering, videoanalyse af adfærd eller nærvedulykker eller andet, så er fokus stort set udelukkende på:
Data fra historiske trafikulykker – enten de politiregistrerede eller ligefrem suppleret med skadestuedata eller selvrapporterede ulykker eller nærvedulykker. Nogle gange inddrages tilmed utryghed som parameter
Vejgeometriske, afmærkningsmæssige eller signaltekniske fejl eller kendte udfordringer
Adfærdsmæssige problemer såsom manglende opmærksomhed
Eventuelt en vurdering af beplantningens indflydelse, men dette vel mest af alt i forhold til at forklare hvorfor det egentlig gik så galt som det gjorde dvs. skadesgraden.
Nu kommer min pointe.
Hvad sker der i en rundkørsel, hvor tankstationen har hængt farverige bannere ud flankeret langs cykelstien med Magnum is til 25 kr? Et banner der flagrer i vinden. Hvad sker der i signalkrydset, hvor der er sat en “TV-skærm” op på nærliggende husmur, der skifter hvert halve minut med gode råd om svamp, underbukser til mænd og en opfordring til at få nye bryster i den lokale plastikkirurgi? Hvad sker der med strækningerne mod kommercielle mål som fx en lufthavn, hvor der står rullereklamer langs vejen, der opfordrer til at gå amok i de toldfrie varer inden for lufthavnens murer? Hvad sker der sågar i byernes kryds, hvor parkeringspladsen ligger et par meter til højre og bugner af farverige biler, der changerer i solen og som kører ind og ud af båsene i et væk? Osv.
Der sker det, at bilistens visuelle opfattelse af bl.a. medtrafikanter og måske også skiltningen forringes. Bilisten forvirres. Måske underbevidst. Reklamer og farver vælter ind over os, når vi færdes i trafikken. Vi bliver simpelthen bombarderet med sanseindtryk, der skal få også til at handle, bruge penge, komme nærmere, se fordele, skifte vores forsikringer, få en bedre bank, tja alt muligt, mens vi kører bil. Vi skal tilmed bruge 2 sek. mere på at gøre det i mange kryds nu om dage. Det skiltes med et stort gult og sort skilt. De snedige farver, der anvendes i mange reklamer for at tiltrække opmærksomhed og fortælle at der muligvis er gode tilbud i farvandet. Jamen altså.
Jeg er da blevet en sur gammel senioringeniør på det sidste. Men kig dig en gang omkring, når du færdes i trafikken næste gang. Hvor let er det ikke lige at miste opmærksomheden på en cyklist ved et højresving, når der er en tankstation i nærheden også selvom cyklisten kommer i pangfarver. Næsten samme farve som det føromtalte kampagneskilt, mens cyklisten kommer ‘overraskende’ hurtigt nærmere og bevæger sig med vindens hastighed som baggrundsflaget flagrer.
Hvorfor er der endnu ikke gennemført tilbundsgående undersøgelser af disse omgivelser i forbindelse med trafikulykker? Hvorfor forsøger de der sidder med ansvaret for at sikre bedre trafiksikkerhed i kryds, ikke at forbedre synligheden af trafikanterne i krydset ved blot at sikre en rolig og ensartet baggrund fx med beplantning eller rækværk eller bar husmur uden reklamer? Hvorfor?
Lad mig høre om du ligger inde med oplysninger af denne art, der kan gøre mig og os klogere. Lad mig bare høre om dette blogindlæg er en katastrofe og jeg blot skal flette næbet og måske rydde op i mine egne ugler på loftet inden de rotter sig sammen.
Det er sommer og jeg er nok på ferie et sted i Danmark eller Europa, hvor vindene nu en gang blæser hen. Jeg har derfor forberedt lidt grøntsager, mineralvand og letsaltede rodfrugter til jer, der følger bloggen.
Jeg faldt over en artikel i en nordjysk avis med følgende indhold (gengivet i 1:1 – dog anonymiseret for personnavne):
Når bilisterne kører mod Hobro, har de den seneste tid kunnet se en meget fremtrædende tekst på en skråning, hvor der står VOLSTRUP GOLF. Men indehaveren af golfanlægget modtog for et par uger siden påbuddet om at fjerne reklamen på golfbanen i sin e-boks, da Vejdirektoratet havde vurderet, at reklamen var ulovlig.
– Vi modtog meddelelsen om, at der ikke måtte opsættes plakater, afbildninger, fritstående skilte og lysreklamer eller andre anordninger eller reklameøjemed, siger indehaveren af Volstrup Golf.
Jeg håber dog ikke, det kommer så langt. Jeg mener, at man som offentlig myndighed til en start må være villige til at indgå i en dialog. [Indehaver, Volstrup Golf].
Indehaveren forstår ikke, hvorfor det er så slemt.
– Det er ikke en reklame for et stjerneskud til 89 kroner. Det er trods alt navnet på vores golfklub, siger indehaveren.
Han har også direkte henvendt sig til Vejdirektoratet og opfordret til dialog.
– Jeg har spurgt, hvis ikke man kan gøre sådan her, hvordan kan det så lade sig gøre, siger indehaveren.
Vejdirektoratet: ”Vi vil ikke have sydeuropæiske tilstande”
Hos Vejdirektoratet, som har bedt Volstrup Golf om at fjerne det tydelige navn i græsset, begrunder man påbuddet med ønsket om ikke at få sydlandske tilstande i det sydlige Himmerland.
– Det er klart, at vi skal sætte grænsen et sted, for ellers risikerer vi, at der kommer tilstande som på de sydeuropæiske landeveje, og det ønsker vi ikke, siger en afdelingsleder fra Vejdirektoratet.
På spørgsmålet om, hvorvidt Vejdirektoratet er villige til at indgå i dialog er afdelingslederen positiv.
– Vi er meget villige, og vi mener også, at der har været en dialog, men den har selvfølgelig foregået gennem e-boks, så derfor har den nok virket langsom for golfklubben, siger afdelingslederen fra Vejdirektoratet.
Ifølge påbuddet skulle teksten på golfbanen være fjernet i fredags, ellers ville indehaveren, risikere at blive anmeldt til politiet.
– Jeg håber dog ikke, det kommer så langt. Jeg mener, at man som offentlig myndighed til en start må være villige til at indgå i en dialog, siger indehaveren.
Nordjyske Stifttidende (dog redigeret i forhold til personnavne)
Info til billedet Det famøse “skilt”, der vækker Vejdirektoratets vrede. [Nordjyske Stifttidende]
Der er flere ting ved denne situation, som jeg finder værd at lægge op på min blog.
Først og fremmest er det jo tydeligt for enhver, at sceneriet her ved golfbanen er fortryllende. Vejen kurver, græsset er grønt, der ligger en rødstensvilla med hvide sprosvinduer i siden af vejen og vindmøllerne drejer på bakketoppen, effektivt, energivenligt og dansk. Det er da idyllisk.
I det lidt mere trafikfaglige hjørne, så er der vist ret høje rabatkanter i kurven (>5 cm), der kan vidne om dårlige vedligeholdelse af vejen og evt. give anledning til trafikulykker ligesom kurvens radius heller ikke i mine øjne er suppleret godt nok med kurveafmærkning, selvom kantpælene, da yder en vis form for vejledning i kurveforløbet. Det kan diskuteres om der er stopsigt ved 80 km/t pga. beplantningen i indersiden af kurven, men det bliver en vurderingssag.
Hvad værre er, så er vejens forløb frem mod kurven i lige linje understreget visuelt med beplantningen i baggrunden. Beplantningen står henover bakketoppen og kan derfor i tusmørke, dvs. aftenlys og mørke fremstå som en tydelig kant, der visuelt kan fungere som en optisk ledning af trafikanterne på vejen. Når der så samtidig står flotte vindmøller i baggrunden som tager opmærksomheden fra bilisterne, kan denne kombination give anledning til, at bilister overser kurven og enten kører af vejen eller opdager kurven for sent og dermed kommer over i modsatte kørespor. Det giver selvsagt stor risiko for trafikulykker i kurven enten som eneulykker ved afkørsel til venstre eller frontalulykker. Lige sådanne to ulykketyper som vi på landsplan forsøger at komme til livs.
Javist, så er der afmærket et stednavn i græsset, der kun vil have en gavnlig effekt på hastigheden dvs. bilister vil sænke farten for at se det flotte mesterværk.
Jeg deltog en gang i et seminar på universitetet, hvor en gut fra Vejdirektoratet afholdt oplæg om projekteringen af motorvejen ved Skanderborg. Det var et godt oplæg og ja, det er længe siden. Vejdirektoratet var så glade for linjeføringen, da de havde formået at føre motorvejen direkte mod Skanderborg Kirke som et smukt pejlemærke i horisonten. Herefter smøg motorvejen sig i respektafstand højre om kirken og fortsatte i det uvisse. Dengang var Vejdirektoratet glade og lykkelige for, at de havde formået at placere et stykke infrastruktur sådan, at bilister kunne nyde omgivelserne og se smukke landskaber.
Jeg hopper tilbage til Volstrup Golfs græsplæne. For er dette ikke samme metode? Er dette ikke netop oplevelsen af landskabet. Er der forskel på en kirke og en golfbane eller i hvert fald kunst i græsset? Når teksten nu er så kort.
Jeg synes jo at det er noget pjat, at Vejdirektoratet gerne må, når de selv projekterer, men når en indehaver af en golfbane bruger den nærliggende infrastruktur til at promovere beliggenheden af sin golfbane på smuk og kreativ vis, så bliver det forbudt med nogle stive regler i en bekendtgørelse. Sydlandske tilstande: næppe. I så fald burde Vejdirektoratet også få fjernet de mange skilte i 20 meters højde for IKEA, Bauhaus, Rosengårdscentret og de rullende reklamesøjler fra de store indfaldsveje i de store byer. I min verden er dette netop en besynderlig rigid tankegang, som jo desværre nok har direkte forbindelse til mine elskede vejregler.
Hvad med denne løsning:
Vejdirektoratet får styr på vejens vedligehold dvs. rabatsanering og laver en bedre kurveafmærkning i ydersiden af kurven foruden med retningspile også fx med et beplantningsbælte uden for vejens sikkerhedszone som vist i blogindlægget “Grøn omstilling“. Det kunne tilmed være beplantning (med en mindre stammetykkelse end 10 cm), der rager godt op, tager udsigten til både den kreative græskunst men også den uheldige optiske ledning – beplantningskanten i horisonten. De flotte vindmøller skal nok vise sig bag sådan en beplantning alligevel. Hermed er Vejdirektoratet fri for at fremstå rigide i deres beslutninger, fri for at involvere Politiet og kan gøre noget, der er til gavn for trafiksikkerheden.
"Det er tonen, som skaber musikken"
Stærkt inspireret af Rolf Dobelli - Kunsten at tænke klart - kapitel 43 - Framing
Hvad vil du helst? 1) Forbedre trygheden 2) Forbedre trafiksikkerheden
Hvad vil du helst? 1) Reducere antallet af personskader i trafikulykker med 50 %, eller 2) Reducere antallet af personskader i trafikulykker med 9 styk
Hvad vil du helst? 1) Etablere tilgivende veje 2) Friholde sikkerhedszonen for faste genstande
Hvad vil du helst? 1) Etablere selvforklarende veje 2) Etablere veje, hvor der er muligt via skiltning af se oplysninger om fællesskabets forventning til din hastighed, placering, vigepligt, opmærksomhedssteder
Hvad vil du helst? 1) Etablere shared spaces 2) Etablere kaostrafikarealer, hvor der gælder regler om gensidig hensyntagen mellem biler, cykler og fodgængere
Hvad vil du helst? 1) Etablere ensartede vejarealer, hvor trafikantadfærden er ensartet 2) Etablere uensartede vejarealer, hvor ny vejafmærkning forvirrer så meget så trafikanternes adfærd er svær at forudsige, men vi forventer at alle sænker farten og reagerer positivt og tager højde for medtrafikanter
Jeg kan røbe så meget så stort set alle svarmuligheder i hver gruppe kan være den samme (eller lige gyldig) bortset fra i en gruppe, hvor jeg lader pointen med dette blogindlæg skinne igennem. Kan du gætte hvilken gruppe det er?
Som overskriften tilsiger er det tonen, der skaber musikken eller med andre ord er det netop ordene, der skaber rammen for, hvad vi læser og forstår. Det er måske endda omgivelserne, der medfører hvad vi opfatter og reagerer på. Det er også vores personlighed, der giver vores adfærd.
Der kan i bund og grund lægges utroligt meget i det udsagn: Det er tonen, der skaber musikken. I et orkester skal der ikke meget mere end en dårlig violinist til at ødelægge melodien. En ukoncentreret slagtøjsmusiker til at ødelægge rytmen. En uerfaren dirigent til at ødelægge helhedsbilledet. Det samme gælder i øvrigt for et heavy metal band, hvor dog fejlene kan skjule sig i larmen.
Tja… I et symfoniorkester er rollerne veldefineret, fordi musikerne går på scenen med hvert sit instrument og vi forventer ikke at de skifter pladser undervejs eller gør noget andet end, hvad de er uddannet til og følger de øvrige musikere. Desuden er de veluddannede inden de får deres stol i orkesteret.
I trafikken er situationen anderledes. For det første findes der erfarne bilister, lidt for erfarne bilister, lidt for selvbevidsterfarne bilister, uerfarne bilister og bilister med hovedet under armen (læs: det er faktisk ligegyldigt, hvor erfarne de er). Derudover går man også på scenen med sit eget instrument. Der er sammenligningen relevant. Men vi kan ikke være sikker på, at alle vil eller kan eller opfatter musikken ens. Derfor er det min påstand, at det er ganske vigtigt, at rammen er fastlåst, rytmen er ens, nummeret er veldefineret, dirigenten er veltrænet, erfaringsrig og streng, så de der vil, kan eller som i øvrigt bevidst udfordrer musikken, ikke kan gøre det. Sagt på en anden måde. Jeg opfordrer til, at der ikke er fri leg med afmærkningsbekendtgørelsen eller vejbygningshåndbogen eller for den sags skyld hastigheden.
Jamen er det muligt? Svaret er nok desværre nej. Det er ikke muligt og måske endda slet ikke ønskeligt at have en gennemkontrolleret plan for vej- og stiudbygning. Ikke desto mindre så er dette utopia for trafik, trafikafvikling og trafikantadfærd måske ikke længere væk end, at vi hver især gør os den tanke, at gøre det bedste vi kan for at opnå harmoni.
Når det så er sagt, så mener jeg at vi der er uddannet og som har ansvaret for at indrette færdselsarealer og ansvarlig for pengene til at realisere det, har et stort ansvar for at gøre vores bedste – hver dag og med hvert projekt. Vi har et ansvar for, at det der bygges er så ensartet som muligt. Der sidder nogle ‘røvere’ rundt omkring og forestiller sig at de sidder med de vises sten om en afmærkning og implementerer den, fordi de har ansvaret over en sum penge, men jeg må her advare om at netop den ikke forventede eller kendte afmærkning får nogle trafikanter til at handle som ønsket og andre til at handle uønsket. Der findes desværre ikke én løsning, der kan håndtere alle trafikanters opfattelse og strømline reaktionen. Til gengæld findes der beviseligt metoder til at håndtere trafikanttypernes placering og fart ganske håndgribeligt, så de bl.a. tilpasser en lav hastighed og dermed en mulighed for at reagere overfor andres adfærd.
Lad os følge de regler, der allerede findes og ikke eksperimentere os frem uden reelt selv at følge op og evaluere effektivt om, hvorvidt vores løsning giver ensartet trafikantadfærd.
Lad os få styr på, at der ikke er tvetydige anbefalinger derude i vores regler, der gør at vi mister forståelsen og mister modet til at følge rytmen.
De der beviseligt ikke vil og formår at gøre sig fortjent til at færdes på egen hånd, skal ikke have muligheden. Stop med at være naiv og tro at det løser sig med en færdselstavle eller to. Eller sågar en bøde med rabat, hvis de tilfældigvis falder i en fotofælde eller Politiet får afsat ressourcer til en pågribelse.
Du skal være klar over, at vi ikke kan udtrykke os uden en ramme og at alle forhold er underlagt en form for ramme. Uanset om rammen er dine dejlige daglige kolleger i kommunen, dine rådgivningsvenner på kontoret, vejreglerne, Politiet. politikere eller eksperterne, der bestemmer, hvilket du absolut stoler på. Alle er underlagt en ramme for deres bevæggrunde. Det gælder i øvrigt også dette blogindlæg, der nok ikke har de store muligheder for at påvirke verdenens gang derude. Men tak for at du læste så langt og lyttede til klagesangen og alle de blå toner.
Info til billedet. Fordi de findes! Operatører og vejmyndigheder, der virker komplet ligeglade med den konflikt, der opstår ved busstoppesteder mellem buspassagerer, der skal af og på ved busstoppesteder, hvor der er anlagt et alt for smalt helleanlæg og hvor cykelstien er indsnævret til under et minimum omkring bushellen. Begge dele er der (sådan nogenlunde og lidt vævende) skarp afstandtagen fra i de danske vejregler, men endnu ikke nået til et stadie, der hedder en bindende bestemmelse, hvilket er ganske uforståeligt, da der sker rigtigt mange ulykker mellem cyklister og fodgængere ved busstoppesteder. Her i Struer er eksemplet utvetydigt. Bushellen er mindre end minimumsmålet på 1,5 m (helst 2,0 m) og cykelstien er indsnævret til mindre end 1,8 m forbi hellen, hvilket er vejledende minimumsmål. Tilmed er fortovsareal og cykelsti i niveau og placeret foran en overkørsel til parkeringsområdet, så oversigtsproblemer for udkørende biler er eklatante for ikke at nævne de konflikter, der opstår mellem højresvingende biler til parkeringsarealet og cyklister, der er gemt bag en holdende bus. Tør jeg endvidere påpege, at dette ligger på en statsvej. Jeg er før blevet rystet i min grundvold. Her må jeg vitterlig give fortabt. Jeg er næsten tømt for ord.
Foråret står for døren og motorcyklen er sikkert voldsomt godt pudset i nedluknings Danmark. Men husk nu at passe på farten og de andre trafikanter, der ikke er vant til de små hurtige trafikanter med alt for meget adrenalin i blodet.
