Faglighed og finurlige fiksfakserier om trafikplanlægning, trafiksikkerhed og tilgængelighed
Jeg er nomineret til Årets Tåbe 2020. Stolt over at blive bemærket på trods af titlen, men trods alt bemærket.
Lad os prøve at se på nomineringen…
Nogle gange bliver man som selvindforstået trafiksikkerhedsekspert overhalet af virkeligheden. Virkeligheden er … ja dagligdagen for mange. Den kritiske sans, som mange i dette land har lært at tage i brug, når de har stærke holdninger til et emne, bliver til et våben som under dække af ytringsfriheden kan nedfældes i et læserbrev og sendes til pressen. Med dette veloverståede arbejde, kan forfatteren af læserbrevet læne sig tilbage og ellers godte sig over at få bragt sin version af virkeligheden ud i mediesphæren. Så kan man som uddannet et eller andet råbe nok så højt om titler, erfaring, uddannelse, teori, praktik, magt og alt det andet, der bl.a. har dannet mig gennem de sidste 10 år som fungerende trafiksikkerhedsrevisor, 17 år som trafikplanlægger og 23 år i faget (mere eller mindre). Jeg kan ikke slå 70 års livserfaring gange 2 og udokumenteret navlepilleri.
Nomineringen til årets tåbe udspringer af en rapport, som jeg udarbejdede i mit daglige virke som trafiksikkerhedsekspert og -revisor for en kommune i det sydlige Danmark. Rapporten omhandlede en trafiksikkerhedsvurdering af kunst og andre faste genstande i midterøen på 1-sporede rundkørsler i åbent land. Med baggrund i et vejregelforberedende notat fra Vejdirektoratet om trafiksikkerheden forbundet med kunst i rundkørsler og vejreglerne via håndbog om Rundkørsler i åbent land, tog jeg min tommestok i baglommen og drog ud og så på 9 rundkørsler med kunst eller beplantning i denne kommune. Mine konklusioner var at lægge mig i slipstrømmen af Vejdirektoratets anbefaling og vurdere at midterøen i rundkørsler er et vejareal og derfor bør friholdes for påkørselsfarlige genstande på trods af det indbydende og uudnyttede, lækre areal. Men også præcisere hvilke kriterier, der skal til, hvis kommunen ville vælge en mere lempelige tilgang til det at kunne placere kunst og beplantning i rundkørsler. Metoden blev testet på de 9 besigtigede rundkørsler og gav anledning til justeringer og et enkelt afslag på ønske om at opsætte en 4 m lang, 1,5 m høj og 10 cm tyk stålkonstruktion af en speedwaycykel i en rundkørsel, der i forvejen var semipræget af historiske trafikulykker og i øvrigt alt for høje gennemsnitshastigheder på vejene omkring rundkørslen. Ærgerligt men nødvendigt.
Sådan en kritik eller et afslag skal man tilsyneladende ikke servere til en række borgere i denne kommune og i dette lokalsamfund, har jeg nu erfaret.
Jeg vil tillade mig her at bringe to uredigerede læserbreve fra JydskeVestkysten, dog uden forfatterkredit, hvilket ikke vil være iht. GDPR-bestemmelserne, men citaterne kan findes på JydskeVestkystens online platform med forfatterkredit (PS: det er ikke mig selv):
Læserbrev fra JydskeVestkysten den 27. april 2020: Nu er det vel bilistens kørsel, der kan være dødbringende!
Kunstværket foretager sig jo ikke noget. Men den der naive trafiksikkerhedsrevisor får saftsusemig travlt. Der er kunst i hundredvis af rundkørsler. Der skal bruges mange millioner på at fjerne genstandene. Men det sætter da gang i beskæftigelsen efter coronapausen.
Hvad med de huse, der ligger for enden af en vej, der munder ud i en tværvej? Vi er jo en del, der kan huske bilen, der krydsede Nørregade og nærmest væltede huset over for. Vi skal vel logisk set også have fjernet betonværnene ved veje med skarpe sving. De er jo farlige.
Politiet må også have forbud mod at standse bilister på landeveje for at idømme bøder. Det er jo dødsensfarligt, når der holder to biler i det ene spor, når sikkerhedsrevisoren kommer drønende rundt for at kontrollere rundkørsler.
Men som cyklist, der jævnligt overhales af vilde bilister, forstår jeg selvfølgelig, at det er vigtigere at beskytte disse stakler end den svage, ja, den stillestående på eget areal. Tænk, hvis jeg cyklisten stod og hvilede mig på en rundkørsel uden et kunstværk, ja, så var jeg selv ansvarlig for at blive skadet. Men jeg vil gerne være med til at indstille revisoren til tåbeprisen 2020.
Læserbrev fra JydskeVestkysten den 1. maj 2020: Så skete det ulykkeligvis igen. En bilist påkørte et krondyr på Esbjergmotorvejen mellem 68 Vejen og 69 Brørup.
Selv hvor der findes skiltning, hjælper det ikke nok, for krondyr lader sig jo ikke sammenligne med læseheste, og med tanke på hvilken vanskelig situation det stiller en vis trafiksikkerhedsrevisor i, så må vi nok belave os på, at alle krondyr bliver afskaffet. Præcis lige som de dødsensfarlige kunstværker og træer i (blandt andet) Vejens rundkørsler.
Det betyder ikke, at der skal sås tvivl, om de stygge får skal afskaffes ved samme lejlighed, fordi de lusker rundt på markerne og opfordrer de søde ulve til at kaste sig ud i drabsorgier. Det kan man nok kalde farligt, men slet ikke sammenlignet med den nu kendte dødsensfarlige trafiksikkerhedsoverskyggende kunst.
Ak ja… det var vel nok en “kløgtig” øjenåbner, vi der fik fra dansk topspecialiseret trafiksikkerhedsekspertise, såsom …revisor og politi. Nu ved vi alle i det mindste, hvad der er dødsens farligt på gader og stræder.!
Men… måske lige bortset fra Vagn Sørensen, formand for Udvalget for teknik og miljø, der åbenbart kun har mod til at pippe om, at andre kommuner har farligere kunst end Vejen!
Helt ærligt Vagn Sørensen. Nu må du træde i karakter og sætte dig i respekt, og hvor svært det end må være…. vise bare en flig af kritisk sans overfor en ikke specielt kyndig trafiksikkerhedspatrulje, der argumenterer højt henover enhver rundkørsel (læs: ud i det blå). Hvad enten vi er folkevalgte eller embedsfolk, bør vi vist alle lægge os på sinde, at man ikke nødvendigvis har ret, fordi man har en titel eller magt.
Hermed må jeg indrømme, at jeg med disse verbale lussinger hellere må pakke mit gode grej, mine 23 års erfaring, mine velovervejede og velmenende råd og lade mig overvælde af almenvellets formuleringsevner og konsekvensudredninger.
Og så alligevel ikke. Fordi dette blogindlæg har naturligvis en pointe, der ikke bare er at sætte ballerne frem i klaskehøjde.
Disse to læserbreve er skrevet af henholdvis en tidligere og nu pensioneret erhvervsleder og en folkevalgt kommunalpolitiker, der er løsgænger men udbryder fra DF. Jeg må dog forbavses over deres manglende tiltro til, at nogle mennesker trods alt har lidt bedre indsigt i erfaringer vedrørende trafik for ikke at tale om fagligt indsigt i trafiksikkerhed herunder geometrisk udformning af vejarealer og trafikantadfærd end blot en holdning, der er dannet fordi en beslutning ikke gik deres vej (i første omgang i hvert fald).
Jeg må her opfordre og uddybe følgende:
– at vi trafiksikkerhedsrevisorer elsker at have travlt med at trafiksikre de danske veje til glæde for den danske befolkning, så færre kommer til skade eller i værste tilfælde dræbes i trafikken. Det skal måske her understreges at ét trafikdræbt menneske foruden de ulykkelige menneskelige konsekvenser, koster samfundet omkring 12 mio. kr. (sådan i gennemsnitstal). Kan bare én dræbt i trafikken i en rundkørsel i hele Danmark spares ved at fjerne en kunstgenstand, så er det min påstand at min tid og kommunernes økonomi til dette er tjent hjem. Men det er heller ikke gængs viden, så alt forladt.
– at den pågældende kommune for alt i verden ikke må lytte til rådet om at fjerne autoværn fra vejene, da konsekvensen de pågældende steder garanteret er værre for en forulykkende bilist end at påkøre “betonværnet” selvom vi alle godt ved eller tror vi ved, at det også gør avs. Jeg har ikke prøvet det.
– at man selvfølgelig godt ved som bilist, at ser man en Politi-motorcyklist antaste en bilist og får bilen bragt til standsning, så nedsætter man selv sin hastighed og tager hensyn til situationen og en politimand i funktion. Det er logik – også for erhvervsledere herunder tidligere erhvervsledere.
– at Politiet straks rykker ud og fjerner eventuelle cyklister fra rundkørslers midterø, fordi det rent faktisk er ulovligt at færdes derude. Den pågældende cyklist bør erhverve sig en klækkelig afgift for at opføre sig tosset og måske endda også have sin ret til gå rundt blandt vi andre dødelige op til revision.
– at påkørsel af råvildt er farligt og når en bilist ser en advarselstavle med vildt på vejen selvfølgelig kører efter forholdene dvs. at man er særlig opmærksom på vildt på vejen, især hvis det er skumringstid eller lige omkring overgangen mellem vinter- og sommertid, da de kære dyr jo ikke render rundt med et armbåndsur ved kloven. Mennesket burde være den klogeste af de to individer.
– at ulve og får ikke har noget som helst med trafik at gøre, men da ulvene er indvandrere fra sydligere himmelstrøg, og nogle har et anstrengt forhold til netop indvandringen, så kan der jo være en underliggende grund til at netop disse “trafikanter” inddrages i en diskussion om kunst i rundkørsler.
– at eksperter naturligvis bør spørges og at en trafiksikkerhedsrevisor er en certificeret titel. Dette inkluderer også Politiet, der er eksperter på mange områder, men først og fremmest en myndighed, som man bør udvise respekt omkring.
– at den pågældende formand for Udvalget for Teknik og Miljø fremstår med overbevisning som den intelligente i denne sammenhæng, da han har helt ret. Der er kommuner derude, der har farligere kunst i rundkørsler end denne kommune. Det er bare om at få det fjernet i en fart inden vi slår flere bilister ihjel.
– at den udarbejdede rapport har dybe rødder i erfaringsmateriale, faglige tekster fra mange andre nationale såvel som internationale studier, besigtigelse samt i vejreglerne, hvilket tydeligt fremgår af rapportens indledning. Men dette er der nok i forvildelsen sprunget let og elefant henover for at dykke ned i konklusionen. Men jeg forstår godt begrundelsen, at skribenten af læserbrevet intet har forstået og fagteksten kan fremstå med en masse fremmedord.
– og slutteligt at en titel bunder i en uddannelse – ikke blot et valg om at være professionel holdningsytrer – og rent faktisk giver både faglig stolthed, indsigt, klogskab og noget at have sine ord i, og dermed også magt til at anbefale det mest hensigtsmæssige ud fra en vurdering af det samlede hele.
Så for at gøre en lang smøre kort, så hvis dette – gud må forbyde det – er den generelle holdning eller i hvert fald en holdning, der kryber frem i krogene vedr. trafiksikkerheden i Danmark, så er der dæleme lang vej til at vi kan gøre det uacceptabelt at færdes i trafikken som hovedløse høns og skabe trafikfarlige situationer.
Jep. Hertil slut blev jeg lidt spids. Det var ikke min mening, da der ingen faglig belæg er for nogle af mine udtalelser – det var kun min holdning med en tilknyttet begrundelse.
Så med denne holdning i baghovedet må jeg desværre sende nomineringen retur til skribenterne af disse to læserbreve. De fortjener prisen mere end jeg. Tillykke og tak for jeres indspil. Det er altid fornøjeligt men også til tider skræmmende at blive mødt af virkelighedens Danmark.
Jeg har også et kommentarfelt her på bloggen, som jeg ikke er bange for at bruge, hvis tonen dog holdes sober og ikke nedladende. Giv los (åh nej, dette er jo et uddød dyr i DK. Det må være en kunst at få den bragt tilbage til naturen, så også den kan indgå i debatten på linje med kronhjorte, ulve, får, cyklister der glaner på midterøen i rundkørsler, fulde mennesker på bænke der vælter ned og slår sig selv ihjel og lignende).
Med undertitlen: Et vanvittigt naivt blogindlæg uden ret meget indhold andet end brok, et personligt synspunkt og så et forsøg på at gribe et af ugens og årets væsentligste emner i lille Danmark.
Jeg vil starte med at beklage… ikke undskylde. Nej, beklage. Der er jo en verden til forskel på en beklagelse og en undskyldning, sagde en meget kendt og dygtig politiker engang (tror det var i går. red. tirsdag den 25. februar 2020), så derfor må jeg blive ved min første indskydelse. En beklagelse.
Og hvad beklager jeg så for? Jo, ser du. Jeg beklager for dette:
Jeg vil gerne lække en angrebsstrategi på kommunalpolitikere og danske trafikanter, der ikke kan administrere deres ophold ude på vejene. Derfor dette blogindlæg. Det er meget populært at lække sådanne angrebsstrategier eller også er det torskedumt, for man ender jo nok som mig med at skulle beklage. Men ikke desto mindre vover jeg det ene øje.
Så her. Voila!
En lækket angrebsstrategi rettet mod kommunalpolitikere og dele af det danske folk. Ikke bare sådan i al almindelighed, fordi det kender jeg ikke nok kommunalpolitikere til at konkludere og mit netværk på Facebook og LinkedIn er begrænset. Jeg har dog øjne til at se hvad der sker i trafikken. Men fordi kommunalpolitikerne bare ikke bruger penge nok på trafiksikkerhed og mange trafikanter bare ikke kan acceptere den gensidige hensyntagen, der bør råde, når man bevæger sig rundt i trafikken blandt vi andre dødelige.
Politikerne kan måske finde på at sige: “Jamen, så skal vi jo tage pengene fra de syge, de ældre, børnene og de arme stakler uden arbejde, miljøet og klimaet. Vi har ikke råd til minimumsnormeringer og den kommunale udligning rykker tæppet væk under os, der kører rundt i store Audier og Teslaer mv. inden vi får vores velfortjente, enorme “gyldne håndtryk” i afskedigelse efter en dårlig håndtering af offentlige midler…”. Ok. Jeg blev revet lidt med der, men hvem kan argumentere mod, at man da ikke skal tage penge fra de svage i samfundet og da slet ikke fra miljø- og klimainitiativer. Vi kan tale om de enorme eftervederlag og snyd med offentlige midler.
De slemme danske vanvidsbilister siger: “Jeg er sgu da ligeglad”. Tja… De er jo vanvittige, så de siger nok ikke så meget fornuftigt alligevel.
Det er sikkert rigtigt, at pengene skal findes andre steder og politikerne tilsyneladende ikke er mere langsigtede (fordi de kun sidder i 4 år) end at de begynder at rasle med sablerne på andre direkte offentlige udgifter.
Vanvidsbilisterne går måske i en tro om, at jo hurtigere de kommer frem, des mindre belaster de klimaet. Hvem ved? En eller anden tosset undskyldning har de jo nok.
ADVARSEL: Den næste del af angrebsstrategien indholder den kyniske side af trafiksikkerhedsbetragtninger.
Men det er jo ikke fordi der ikke er incitamenter nok for at øge trafiksikkerheden og især undgå de mange personskader, navnlig de mange dræbte personer i trafikulykker, og ad denne vej spare penge. Rigtigt mange penge, som så kan bruges til de svage i samfundet og gøre plads i fængslerne til vanvidsbilisterne.
Tilbage i 2010 og 2012 og deromkring, hvor de nuværende målsætninger blev formet og nedfældet, blev en personskade i trafikken takseret til cirka 2,7 mio. kr., mens en trafikulykke blev takseret til cirka 750.000 kr. Det var og er mange penge. Nu er samfundsøkonomi ikke min stærke side, men hørt på vandrørene, så er de offentlige kasser åbne for cirka 50-60 % af disse penge. Hvis man kunne forudse at spare et par personskader og et par trafikulykker på 5 år, så gav semistore krydsombygningsprojekter nogle pæne førsteårsforrentninger på omkring 50-75%. Helt almindelige løsningsforslag på en sort plet, der kunne være en helt almindelig lokalitet, hvor bilister og andre trafikanter bare ikke kan køre forsvarligt.
Nu står vi så i 2020, og der er sket en alvorlig stigning i antallet af trafikulykker og især personskader herunder dræbte. Men der er også sket en revurdering af, hvad personskader og trafikulykker koster samfundet. Jf. Transportøkonomiske enhedspriser står en personskade til at koste samfundet 6,1 mio. kr., mens en trafikulykke koster 2,9 mio. kr. Det er immervæk en stor forskel i forhold til 2010. Hvis det forudsættes at samme andel af disse regninger tilfalder de offentlige kasser at betale, så er incitamentet til at øge trafiksikkerheden ved at tildele området flere penge steget gevaldigt. Simpelt sagt så kan man købe 2 rundkørsler per personskade i trafikken, hvis personskaden vel at mærke blev forhindret. Det er meget teoretisk og tænkt, men det er jo en forsimpling af samfundsøkonomi for luksusfældedeltagere.
Så hvad venter vi på? Jeg tænker lige nu udligningsreformen, men den er blevet angrebet fra venstre mod Venstre og alle er nu sure og fornærmede eller har travlt med at beklage. Ikke undskylde. Eller står og lapper den krakelerede facade på Christiansborg med billig kit og lovninger om uendelige mængder af penge, der med den nuværende tilgang til sagerne kun kan tages via bøder og afgifter, skatter mv. Vi venter nok også på en ny ambitiøs national handlingsplan, og at nogen tager initiativ til at sætte gang i forbedringer af trafiksikkerheden.
Så det må vi alle beklage. Næh, det er faktisk pænt højrøvet bare at beklage. Derfor må jeg ændre mit første udgangspunkt og undskylde. Undskylde som var det Godhavnsdrengenes tur. Undskylde for at kommunalpolitikerne ikke bruger nok penge på trafiksikkerhed uanset om det er til fysiske projekter eller et forsøg på at ændre vores trafikantadfærd. Og undskylde for vanvidsbilisten, der ikke kører ordentligt og sætter vi andres liv på spil og er ligeglad, fordi han har fået et legetøj med for mange hestekræfter. For cyklisten, der kører uden hjelm og koster samfundet 6,1 mio. kr. ved at blive påkørt og slået til lirekassemand. Undskylde for at man kaster unge mennesker ud i trafikken på løbehjul som forsøgsordning fordi nogle savler over ordet mikromobilitet. Undskylde for at arkitektuddannelsen ikke indeholder bedre kurser i korrekt udformning af trafikarealer. Undskylde for fodgængeren, der krydser en vej uden at se sig for og koster det offentlige mange penge i livslang hagesmæk, plastikrør fra posen med den flydende mad, hjælpemiddelcentralens udlån af kørestole og hjemmesygeplejerskernes stress og jag, fordi de ikke kan nå alle tilskadekomne. Ja, jeg undskylder bare generelt.
Men det er jo bare penge…
Jeg var som barn nok en kende til den generte side. Måske sådan lidt bange anlagt. Bange for det ukendte. Bange for historier, hvor fantasien kunne sætte hugtænder og horn på en knagerække, når natten faldt på, omdanne den vamsede morgenkåbe på stolen til et uhyggeligt spøgelsesmonster, når øjnene blev trætte og tørre, eller sætte gule øjne og blodige skygger på den røde hånd, der kun var 2 blokke væk, og som kun kom nærmere og nærmere.
Mest af alt var jeg bange for de væmmelige børnelokkere. Børnelokkere som kunne finde på at stå på hvert et gadehjørne og holde øje med små, enlige børn. Komme forbi i store biler og med snilde, store poser med tøj, bamser og slik kunne drive selv den mest afvisende, generte og standhaftige 5-årige i fordærv. Ja, altså for slet ikke tale om hele konceptet med at blive snuppet og ført bort til et sted, hvor fantasien slet ikke rakte.
Nu som voksen skal jeg til at blive bange for en nyt koncept, nemlig molokkere. Så hva’ fa’en er så en molokker? Skal jeg virkelig være bange for sådan en fætter?
Ildelugtende, tøndetykke og væmmelige molokkere, der snart står på hvert et gadehjørne og fylder gågadearealet op. Hvilested for store poser med aflagt tøj, slidte bamser, slikposer (forhåbentlig kun de tomme poser) og alskens andet affald.
Og så kommer de store biler. Ufff…. Nu er jeg for alvor bange.
En molok er naturligvis en affaldsbeholder, men nu må du ikke puste ud og tænke, at der alligevel ikke er noget at være bange for…?! Fordi!
Placering af byinventar i gågader, på pladser, i boligområder, på gadehjørner og fx i shared spaces har en tendens til at være placeret, hvor der er plads. I selv nyanlagte pladsdannelser placeres molokker steder, hvor der sker krydsende cyklist- og fodgængerfærdsel, og hvor lastbiler skal bakke for at komme til affaldscontaineren.
Når det drejer sig om fodgængersikkerhed og cyklistsikkerhed er lastbilers bakkemanøvrer ikke ufarlig.
Kan man dog for pokker ikke placere molokker, så de kan betjenes fra bagsiden og lastbiler kan komme til molokken uden at skulle bakke på arealer forbeholdt fodgængere og cyklister? Er det helt umuligt for arkitekter og byplanlæggere, der indretter nye boligområder at indtænke sådanne naturlige elementer i et boligområdes drift i planlægningsfasen?
Det gør mig lidt bange, at det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre.
Har du gode eksempler på placering af en molok, så giv endelig lyd i kommentarfeltet. Jeg vil så gerne have uret og holde op med at være bange.
Ja, jeg spørger jo bare. Det er så populært i tiden, at tale om de røde og de blå. Men er det farligt?
Er det farligt, at den liberale tankegang har sat sig i de røde og nu i visse dele af landet snart findes på hvert et gadehjørne. For hvad nu hvis ulykken sker, og det er de røde, der viser vejen. Hvem har så skylden? Hvem kan drages til ansvar? De røde har vel altid været lidt mere fremme i skoen. De skal jo partout have et e på, når de er i flertal. De blå er bare blå uanset om der er en eller flere eller mange, hvilket jo desværre er på retur efter de mange erfaringer, der er gjort med de blå. En blå, to blå, osv. En rød, to røde, osv. Men er det lovligt? Altså at foretrække rød fremfor blå.
Nu skal jeg ikke gå hen at blive politisk eller juridisk, men der må være nogle kloge hoveder derude, der har en holdning til netop det. Eller måske endda erfaring med, hvad der sker, hvis ulykken er ude. I må gerne byde ind med kommentarer, så vi kan blive lidt ekstra sociale og solidariske herinde på bloggen. Jeg er nemlig til de blå og holder stædigt på de blå, men mangler argumenter for at rød ikke bare er ok – når det kommer til trafiksikkerheden.
Ja, jeg taler naturligvis om de røde og de blå cykelfelter.
Der er ved at blive brugt en del rød asfalt rundt omkring på de danske veje og i de danske kryds, bl.a. til at markere, hvor cyklister må/skal være, men gælder de samme regler for brug af rød asfalt som blå, når vi taler om cykelfelter?
I afmærkningsbekendtgørelsen står følgende:
§190 stk. 2.
Cykelfelt skal afmærkes med bred punkteret linje. Som minimum skal cykelfeltets venstre begrænsning afmærkes frem til adskillelsen mellem færdselsretningerne på den tværgående vej. Linjen kan dog udelades, hvis cykelfeltet afmærkes med blå farve, og feltet føres helt gennem krydset .
Altså blå. Er feltet blåt, kan kantlinjen undværes. Ikke rød. Er feltet rødt, må man derfor konkludere, at kantlinjen ikke kan undværes. (Husk i øvrigt altid V21 Cykelsymbol i et cykelfelt. §190 stk. 3. Bare lige en sidebemærkning.)
I en rundkørsel, som det indsatte eksempel længere nede på siden, vil der jo efter alles holdning (går jeg ud fra) være tale om, at cyklisterne kan færdes i cirkulationsringen på det røde felt med V21 symbolet. Cyklisterne har forkørselsret og bilisterne har vigepligt for cyklister på det røde felt.
Eller har de?
Hvis den røde farve ikke godtages som et cykelfelt, så skal cyklister cirkulere bag biler og har vigepligt for højresvingende biler, der vil ud af rundkørslen.
Hvad gælder, hvis en bil påkører en cykel i cirkulationsarealet ved højresving ud fra rundkørslen? Får bilisten eller cyklisten skylden? Det gør mest ondt på cyklisten, og der er ingen påkørselspligt i Danmark, men skulle bilisten stille sig uforstående overfor, at det er ham/hende, der har gjort noget forkert, kan bilisten så få medhold – sådan rent juridisk?
Med den øgede brug af rødt asfalt, så må der vel snart komme nogle korrigerende tekster til afmærkningsbekendtgørelsen, tænker jeg.
Tænk lidt over den eller giv mig tørt på, hvis jeg tager fejl.
Nye trafiksikkerhedsprojekter og -initiativer med den fysiske indretning og afmærkning af kryds og veje skyder fra tid til anden op rundt omkring på de danske veje. Dels som følge af den gode trafiksikkerhedsindsats i de danske kommuner og hos Vejdirektoratet, og dels pga. udvidelser af vejnettet, af trafikbelastede kryds eller som en del af nye asfaltbelægninger mv.
Afmærkningen står efterfølgende flot hvid på den mørke asfalt. I hvert fald i en periode. Det kan være fodgængerfelter, cykelfelter, cykelsymboler, cykelbaner, spærreflader, smallere kørespor og nyeste skud på stammen er cykelbokse. Nogle initiativer er etableret for trafiksikkerhedens skyld.
Men tidens tand slider på de gode trafiksikkerhedsforanstaltninger og de gode intentioner, og effekten af afmærkningen forsvinder måske ligeledes. I hvert fald står lokaliteter med slidt afmærkning fragmenteret hen og giver nogle udefinerede arealer, hvor trafikanterne kan komme i tvivl om, hvad kørebanen forsøger at fortælle om, hvordan den bruges.
Jo mere afmærkning, der bruges, des større må vedligeholdelsesarbejdet være for at opretholde trafiksikkerheden.
Genafmærkning med jævne mellemrum især på svingarealer i kryds er i mine øjne et must, for at fastholde de trafiksikkerhedsinitiativer, der bygger på afmærkning. Desværre er det ofte en nedprioriteret sikkerhedsforanstaltning, når der skal udarbejdes handlingsplaner for trafiksikkerhed, skoleveje, cykelstier mv. Opgaven hører jo under driften.
Er det et problem for trafiksikkerheden, at vi øger mængden af trafiksikkerhedsindsatser med afmærkning og ikke fysiske anlæg?
Mig bekendt indgår afmærkningens synlighed og stand (eller måske korrekthed) ikke af Politiets afrapportering i forbindelse med trafikulykker. Måske kan netop afmærkningen eller mangel på samme være en væsentlig ulykkesfaktor, når trafiksikkerhedsplanlæggeren skal vurdere mulige løsningsforslag.
Bør billeddokumentation af en ulykkeslokalitet være obligatorisk i forbindelse med stedfæstelsen af trafikulykker? Og ligge som tilgængeligt materiale som en del af grundrapporten?
Hvis der er nogle derude, der har erfaringer i denne retning, så sig endelig frem.
Shared space er det nye sort. Eller det har det faktisk været i en rum tid efterhånden. Og heldigvis for det, for så kan vi snart begynde at evaluere på de byggede shared spaces i dansk kontekst.
Shared space anses i visse kredse som de vises sten, når det kommer til indretning af centernære gader og pladser. Selvom handicaporganisationer råber vagt i gevær, så har de fået særlige safe spaces implementeret i anbefalinger, så ikke mere vrøvl med dem. En pullert hist og her anbragt i det man vel kan kalde skridthøjde, er det også blevet til. Perfekt.
Rådgiverskaren har i vejreglerne nu fået et nyt spændende initiativ i værktøjskassen. I stedet for det tunge åg med at skulle opsætte skæmmende vejtavler, hvide, glatte og trælse regelrette kørebanelinjer og regnskysgrå kantsten med en ligeså træls lysning, der kun er til besvær, så kan der i stedet leges med mange forskellige belægningstyper, flader der breder sig ud og omfavner både bil, cykel og fodgænger i en fælles trafikal konsensus med gensidig hensyntagen, accept af hinandens tilstedeværelse og fredspibe for fuld udblæsning. Rundt omkring på de flotte tegninger, der danner grobund for tankerne, springer glade børn rundt efter deres bold, mellem el-biler, Christiania-cykler og varelevering, der ikke lader til at have en presset tidsplan for vareleveringen på de fælles trafikarealer, mens bilisten smiler glad og tilfreds inde i sit klimavenlige køretøj fordi han godt ved at familien derhjemme hygger sig og passer sig selv, lektierne, aftensmaden, indkøbene mv., og mens børnenes kære forældre sidder på den nærmeste velindrettede bænk og fornøjes af synet og nipper til en medbragt lun cafe latte. Åh ja. Ingen vejvrede her.
Men når man som trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevisor skal se på et shared space projekt og komme med sit syn på sagen, så er det anbefalingen indrammet i disse fire gyldne regler, der bør opfyldes:
Som trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevisor på et shared space projekt bedes man om at tage stilling til en forventning om opfyldelse af disse fire gyldne regler for at få et velfungerende trafikareal. Et velfungerende trafikareal, hvor en trafikantgruppe ikke sætter sig på herredømmet og anarkistisk underlægger sig de øvrige trafikantgrupper.
Fordi hvad sker der netop, hvis rummet ikke bliver velfungerende? Så er der jo ingen regler. Ikke andet end tja… ingen regler og forhandling om reglen. Projektet er bygget, pengene er brugt, den kinesiske leverandør af granit er forsvundet pga. vrøvl med børnearbejde og mange andre ulyksageligheder. Så står projektet tilbage. Endnu et ar af misforstået planlægning som vi har set med parkbebyggelserne, ghettoerne, de blå cykelfelter, rundkørslerne i cykelgade, tilbagetrukket stoplinjer for biler i signalreguelrede kryds (hvis man skal stole på erfaringerne). Ak.
Min pointe er, at man som trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevisor faktisk ikke har en kinamand chance for at overbevise den projekterende eller vejmyndigheden, hvis de først har sat sig i hovedet at området skal være shared space. Og har de sat sig i hovedet at det skal være shared space, så er de fire gyldne regler vel altid til forhandling. Man kan kun gentage de fire gyldne regler og håbe og bede til, at de kommer til fornuft eller får styr på fornuften.
Er det (stadig) et problem for trafiksikkerheden såvel som tilgængeligheden? Jeg glæder mig til at høre om erfaringerne med shared space evalueret af uvildige parter.
Havarerer et køretøj nær eller på en motorvejsrampe, hvor rampen er en del af et kløverbladsanlæg, et trompetanlæg, et B-anlæg eller i øvrigt har en skarp horisontalkurve, så placerer den uheldige bilist sit køretøj naturligt nok i nødsporet. Selvfølgelig.
Men køretøjet står nu pludselig i indersiden af en skarp kurve og snupper oversigten videre frem i kurven for øvrige kørende trafikanter. Kravet om stopsigt er ikke længere gældende og der må siges at være en forøget risiko for påkørsel af tabt gods eller fejllæsning af kurven, hvilket kan medføre en trafikulykke. Fordi man kan bestemt ikke regne med, at trafikantadfærden for de kørende afspejler forsigtighed ved den havarerede bil og den begrænsede oversigt.
Er dette et problem for trafiksikkerheden?
Hvorfor placeres nødsporet i indersiden af skarpe kurver på ramper og ikke på ydersiden, hvor et køretøj står uden for oversigtsarealer? Eller hvis køretøjer i ydersiden af en kurve vil være en så usædvanlig situation, at der kan opstå andre trafiksikkerhedsproblemer, så burde nødspor i skarpe horisontalkurver på ramper vel skulle placeres på indersiden af oversigtsarealet?
Hvad synes I om den problemstilling?
